Jeg er så forfærdeligt ensom..

Jeg er i en meget sårbar situation og har brug for svar der rummer omsorg og empati. Ikke at få at vide jeg bare skal tage mig sammen eller det er min egen skyld. Så hvis du ikke har overskuddet til at være rummelig og omsorgsfuld så vær sød at hoppe videre, for jeg har svært ved at tåle hårde ord lige nu 

Jeg er på barsel med andet barn, en sød pige på 4 mdr. Jeg kommer direkte fra uddannelse som jeg er blevet færdig med og hun var bestemt planlagt. 

Men jeg trives ikke med barsel. Jeg har en depression og døjer også med stress, men der er ventetid på psykolog med den henvisning jeg har. Jeg er bare rigtig træt af barsel. Jeg keder mig og er ensom. Jeg er ikke med i en mødregruppe bevidst, fordi jeg har svært ved at rumme at være i større forsamlinger og ikke har overskuddet til at lære nye at kende. Jeg har ikke nogen gode venner. Jeg har mange bekendte men ikke gode venner jeg kan snakke med tingene om. Min familie kan jeg heller ikke snakke med svære ting om. 

Så paradokset opstår i at jeg er sygt ensom men omvendt også er for deprimeret til at finde gejsten til at lære nye mennesker at kende eller at tage ud. 

Jeg føler mit liv kun handler om børn og centrerer sig om min kærestes liv. Nogen dage er jeg vred og bitter på ham, fordi jeg synes det er snyd, at han oplever spændende ting på arbejde imens jeg sidder hjemme og skal snakke med en baby hele dagen, som i øvrigt klatsover, så har ikke alene tid. Han arbejder 7-15 plus transporttid, så det er mig der har børnene om morgenen, mig der både afleverer og henter den store. Føler jeg bare går og venter på min kæreste kommer hjem.

Det skal dog siges at han altså på ingen måde er en dårlig kæreste. Jeg er meget priviligeret - han behandler mig med omsorg og respekt, deltager på lige fod i det huslige og kunne ikke drømme om at forvente jeg brugte hele min dag på husligt arbejde. Han tager også hver anden nat med vores datter, da jeg knækker fuldstændig hvis ikke jeg får min søvn hver anden nat. Der sover vi så hver for sig, den der ikke har baby sover i ekstra seng hos den store, for ellers bliver vi vækket af den lille. 

Babyen kan ikke sove i et andet rum, da vi ikke har ekstra værelse, og da hun sover dårligt om natten ville det være for hårdt at rende hele tiden. 

Så det er bare jeg er ensom. Ligger her alene på sofaen. Min kæreste gik i seng nede hos den lille kl 19.30 fordi han var mega træt og skal meget tidligt op.

Jeg føler ikke jeg har et liv. Det er bare tomt. Der sker ikke noget. Jeg bliver ikke stimuleret mentalt eller socialt. Men jeg har ikke overskuddet til at få nye venner, og når jeg forsøger at stimulere min hjerne ved at læse kan jeg ikke koncentrere mig. 

Jeg hader mit liv. Føler mig som en zombie. Savner min kæreste. Jeg savner sådan som det var før. Har ikke selvmordstanker, bare rolig. Jeg er heldigvis meget bange for døden. Men har den her følelse af at jeg ikke vil have det her liv, at jeg har valgt forkert. At jeg kører på automatpilot og laver det samme dag ud og dag ind. 

Jeg er ENSOM og savner min kæreste. Jeg KEDER mig, men kan ikke koncentrere mig eller finde overskud til at komme ud.

Kan ikke overskue min situation. Er så ked af det. Det her er da ikke et liv... Der må være mere til livet.. End at stå op kl lort, aflevere barn, snakke med en baby der kun kan pludre og smile, bruge lang tid på putte, bruge den korte pause på at få noget mad, starte forfra, hente barn, vente på kæreste, ikke have tid til at være et par pga eftermiddag med børn, sove hver for sig, ny dag start forfra.

Føler mig som en død zombie indeni som bare er her og kører op rutinen. Alle siger jeg er en god mor. At jeg er den fødte mor. Pædagoger roser mig. Familie roser mig. Børn trives. Men hvad nu hvis jeg ikke ønsker at være bare det? Den fødte mor? 

Anonym skriver:

Jeg er i en meget sårbar situation og har brug for svar der rummer omsorg og empati. Ikke at få at vide jeg bare skal tage mig sammen eller det er min egen skyld. Så hvis du ikke har overskuddet til at være rummelig og omsorgsfuld så vær sød at hoppe videre, for jeg har svært ved at tåle hårde ord lige nu 

Jeg er på barsel med andet barn, en sød pige på 4 mdr. Jeg kommer direkte fra uddannelse som jeg er blevet færdig med og hun var bestemt planlagt. 

Men jeg trives ikke med barsel. Jeg har en depression og døjer også med stress, men der er ventetid på psykolog med den henvisning jeg har. Jeg er bare rigtig træt af barsel. Jeg keder mig og er ensom. Jeg er ikke med i en mødregruppe bevidst, fordi jeg har svært ved at rumme at være i større forsamlinger og ikke har overskuddet til at lære nye at kende. Jeg har ikke nogen gode venner. Jeg har mange bekendte men ikke gode venner jeg kan snakke med tingene om. Min familie kan jeg heller ikke snakke med svære ting om. 

Så paradokset opstår i at jeg er sygt ensom men omvendt også er for deprimeret til at finde gejsten til at lære nye mennesker at kende eller at tage ud. 

Jeg føler mit liv kun handler om børn og centrerer sig om min kærestes liv. Nogen dage er jeg vred og bitter på ham, fordi jeg synes det er snyd, at han oplever spændende ting på arbejde imens jeg sidder hjemme og skal snakke med en baby hele dagen, som i øvrigt klatsover, så har ikke alene tid. Han arbejder 7-15 plus transporttid, så det er mig der har børnene om morgenen, mig der både afleverer og henter den store. Føler jeg bare går og venter på min kæreste kommer hjem.

Det skal dog siges at han altså på ingen måde er en dårlig kæreste. Jeg er meget priviligeret - han behandler mig med omsorg og respekt, deltager på lige fod i det huslige og kunne ikke drømme om at forvente jeg brugte hele min dag på husligt arbejde. Han tager også hver anden nat med vores datter, da jeg knækker fuldstændig hvis ikke jeg får min søvn hver anden nat. Der sover vi så hver for sig, den der ikke har baby sover i ekstra seng hos den store, for ellers bliver vi vækket af den lille. 

Babyen kan ikke sove i et andet rum, da vi ikke har ekstra værelse, og da hun sover dårligt om natten ville det være for hårdt at rende hele tiden. 

Så det er bare jeg er ensom. Ligger her alene på sofaen. Min kæreste gik i seng nede hos den lille kl 19.30 fordi han var mega træt og skal meget tidligt op.

Jeg føler ikke jeg har et liv. Det er bare tomt. Der sker ikke noget. Jeg bliver ikke stimuleret mentalt eller socialt. Men jeg har ikke overskuddet til at få nye venner, og når jeg forsøger at stimulere min hjerne ved at læse kan jeg ikke koncentrere mig. 

Jeg hader mit liv. Føler mig som en zombie. Savner min kæreste. Jeg savner sådan som det var før. Har ikke selvmordstanker, bare rolig. Jeg er heldigvis meget bange for døden. Men har den her følelse af at jeg ikke vil have det her liv, at jeg har valgt forkert. At jeg kører på automatpilot og laver det samme dag ud og dag ind. 

Jeg er ENSOM og savner min kæreste. Jeg KEDER mig, men kan ikke koncentrere mig eller finde overskud til at komme ud.

Kan ikke overskue min situation. Er så ked af det. Det her er da ikke et liv... Der må være mere til livet.. End at stå op kl lort, aflevere barn, snakke med en baby der kun kan pludre og smile, bruge lang tid på putte, bruge den korte pause på at få noget mad, starte forfra, hente barn, vente på kæreste, ikke have tid til at være et par pga eftermiddag med børn, sove hver for sig, ny dag start forfra.

Føler mig som en død zombie indeni som bare er her og kører op rutinen. Alle siger jeg er en god mor. At jeg er den fødte mor. Pædagoger roser mig. Familie roser mig. Børn trives. Men hvad nu hvis jeg ikke ønsker at være bare det? Den fødte mor? 

Hvis du ikke har overskuddet til at lære nye mennesker at kende, kunne du så ikke prøve noget andet hjemmefra uden kæreste og børn? Hvor du ikke er tvunget til at lære mennesker at kende? Madlavningskurser, træning eller what so ever, som du gør for DIG. Hvor du oplever noget, men ikke er tvunget til at være i en tæt relation med nogen men alligevel er social?  

Sender dig et kæmpe kram og håber at du en dag vil være klar og have overskuddet til at lære nye mennesker at kende og opbygge nogen tætte relationer, så du kan føle du har noget indhold ud over livet som mor. Hvor i dk bor du? 

Jeg er rigtig ked af at du står i den situation, det må ikke være sjovt. Arbejdede du inden barsel? Og har du hele tiden følt dig ensom? Tænker det i stor grad kan skyldes barsel og manglende kontakt med andre voksne mennesker. Sådan havde jeg det i hvert fald i min barsel, det duer jeg bare ikke til. 

Anonym skriver:

Jeg er i en meget sårbar situation og har brug for svar der rummer omsorg og empati. Ikke at få at vide jeg bare skal tage mig sammen eller det er min egen skyld. Så hvis du ikke har overskuddet til at være rummelig og omsorgsfuld så vær sød at hoppe videre, for jeg har svært ved at tåle hårde ord lige nu 

Jeg er på barsel med andet barn, en sød pige på 4 mdr. Jeg kommer direkte fra uddannelse som jeg er blevet færdig med og hun var bestemt planlagt. 

Men jeg trives ikke med barsel. Jeg har en depression og døjer også med stress, men der er ventetid på psykolog med den henvisning jeg har. Jeg er bare rigtig træt af barsel. Jeg keder mig og er ensom. Jeg er ikke med i en mødregruppe bevidst, fordi jeg har svært ved at rumme at være i større forsamlinger og ikke har overskuddet til at lære nye at kende. Jeg har ikke nogen gode venner. Jeg har mange bekendte men ikke gode venner jeg kan snakke med tingene om. Min familie kan jeg heller ikke snakke med svære ting om. 

Så paradokset opstår i at jeg er sygt ensom men omvendt også er for deprimeret til at finde gejsten til at lære nye mennesker at kende eller at tage ud. 

Jeg føler mit liv kun handler om børn og centrerer sig om min kærestes liv. Nogen dage er jeg vred og bitter på ham, fordi jeg synes det er snyd, at han oplever spændende ting på arbejde imens jeg sidder hjemme og skal snakke med en baby hele dagen, som i øvrigt klatsover, så har ikke alene tid. Han arbejder 7-15 plus transporttid, så det er mig der har børnene om morgenen, mig der både afleverer og henter den store. Føler jeg bare går og venter på min kæreste kommer hjem.

Det skal dog siges at han altså på ingen måde er en dårlig kæreste. Jeg er meget priviligeret - han behandler mig med omsorg og respekt, deltager på lige fod i det huslige og kunne ikke drømme om at forvente jeg brugte hele min dag på husligt arbejde. Han tager også hver anden nat med vores datter, da jeg knækker fuldstændig hvis ikke jeg får min søvn hver anden nat. Der sover vi så hver for sig, den der ikke har baby sover i ekstra seng hos den store, for ellers bliver vi vækket af den lille. 

Babyen kan ikke sove i et andet rum, da vi ikke har ekstra værelse, og da hun sover dårligt om natten ville det være for hårdt at rende hele tiden. 

Så det er bare jeg er ensom. Ligger her alene på sofaen. Min kæreste gik i seng nede hos den lille kl 19.30 fordi han var mega træt og skal meget tidligt op.

Jeg føler ikke jeg har et liv. Det er bare tomt. Der sker ikke noget. Jeg bliver ikke stimuleret mentalt eller socialt. Men jeg har ikke overskuddet til at få nye venner, og når jeg forsøger at stimulere min hjerne ved at læse kan jeg ikke koncentrere mig. 

Jeg hader mit liv. Føler mig som en zombie. Savner min kæreste. Jeg savner sådan som det var før. Har ikke selvmordstanker, bare rolig. Jeg er heldigvis meget bange for døden. Men har den her følelse af at jeg ikke vil have det her liv, at jeg har valgt forkert. At jeg kører på automatpilot og laver det samme dag ud og dag ind. 

Jeg er ENSOM og savner min kæreste. Jeg KEDER mig, men kan ikke koncentrere mig eller finde overskud til at komme ud.

Kan ikke overskue min situation. Er så ked af det. Det her er da ikke et liv... Der må være mere til livet.. End at stå op kl lort, aflevere barn, snakke med en baby der kun kan pludre og smile, bruge lang tid på putte, bruge den korte pause på at få noget mad, starte forfra, hente barn, vente på kæreste, ikke have tid til at være et par pga eftermiddag med børn, sove hver for sig, ny dag start forfra.

Føler mig som en død zombie indeni som bare er her og kører op rutinen. Alle siger jeg er en god mor. At jeg er den fødte mor. Pædagoger roser mig. Familie roser mig. Børn trives. Men hvad nu hvis jeg ikke ønsker at være bare det? Den fødte mor? 

For mig var det en hjælp at gå i gang med nogle projekter. Bl.a. lavede jeg et simpelt stamtræ. Jeg er ikke særlig kreativ men det lykkedes at male en blå himmel græs og stammen til et træ på et stort lærred fra søstrene Grene. Så gik jeg ellers i han med at finde gamle blade og hver han der var nået grønt rev jeg det i små stykker og limede det på træstammen Som blade. Til sidst har jeg sat billeder på af bedsteforældre, oldeforældre farbror og moster min søn og hans far og jeg. Det tog mega lang tid men det var også meningen og det var noget jeg lavede mens jeg snakkede/legede med baby. 

Jeg blev også meget glad for lydbøger. Jeg kunne heller ikke koncentrer mig om at læse men at lytte mens jeg gik tur med barnevognen eller lave mad eller anmede det kunne jeg godt og det gav noget andet at tænke på og det brød lidt med de trivielle gentagelser. Jeg kan anbefale app'en e-reolen eller mofibo.

Jeg fandt også en baby jogger billigt på dba. I den kunne min søn kigge frem og det syntes han var virkelig spændende. Selv om han ikke sov meget så kunne jeg få en pause når han kom i den og jeg fik løb en tur i skoven så det blev også et projekt. At lære at løbe 5 km. 

Så små projekter hjælp mig, måske du kan finde projekter som kan aflede dine tanker lidt? 

Jeg kan så meget genkende det du skriver. Der var jeg også.

Jeg har brugt det at gøre noget for MIG. At tage en tur i biffen alene, at gå en tur ved vandet - alene. Bare være mig! Og ikke at skulle være mor hele tiden.

Jeg brugte min sundhedsplejerske rigtig meget, det ved jeg ikke om du har mulighed for. Hvis du gerne vil tale med nogle, så prøv at kontakte mødrehjælpen. De har vist alle mulige personer ansat, som kan hjælpe i sådan nogle situationer.

Håber du kommer igennem. Når børnene bliver lidt større, vil der igen komme tid til dig. Det er mens de er små, man er mest låst.

Jeg kan virkelig godt følge hvordan du har det. Sådan har jeg det også ind imellem. Jeg føler også af og til at jeg ikke har noget liv, og at min hjerne langsomt visner, og nogle dage keder jeg mig så meget, og føler mig også ret ensom. Jeg synes det er rockerhårdt at være på barsel, og jeg er blevet overrasket over hvor meget hårdere det er med to børn end med et - det er jo børn fra morgen til aften. Så du er altså ikke alene om ikke at trives i det! Det er jo altid rart at vide 

Det der virker for mig er Som en anden skriver: Små projekter så du føler du gør noget hver dag. Lav fx en dagsplan med bare to-tre ting på. Og en af tingene skal være noget du nyder. Bare en lille ting som kun er til for at glæde dig og som ikke nødvendigvis gør nogen nytte. Fx høre musik eller tage fodbad eller nage en kage. Og så sæt et kæmpe v ved tingene når de er gjort. Så kan du se at du gør noget! 

Og så kører vores tv nærmest konstant når jeg er alene. Stilhed er lige noget der sætter gang i mit triste humør, og hvis først jeg begynder med triste tanker, så har jeg svært ved at slippe det igen. Så jeg har det gående i baggrunden med hjernedød underholdning. 

Jeg har også en beredskabsplan til at hænge - med ting jeg skal gøre, hvis jeg bliver optaget af triste tanker. Fx hvem jeg kan ringe til og få en sludder, eller bage boller eller sådan noget. 

Jeg håber du kan bruge det til noget. Jeg føler virkelig med dig.  

Hvis i ikke har råd til en psykolog selv, 

så er der somme tider nogle psykologer der har 100 kr lavere pris end deres normale hvis man har em læge henvisning.

Dertil kan Danmark også give tilskud til.  

Det er en rigtig trist situation du er havnet i. 

Ved godt baby kun er 4 mdr og ved ikk om du ammer. Men hvis du gør - kunne du så amme ud til en dag og måske bedsteforældrene kan tage børnene en lørdag så du og kæresten kan få noget samværstid uden bleer or gylpeklude. Måske gå en tur ved vandet, en tur i biografen og en lækker frokost.  

Er der noget der interesserer dig, kreativt f.eks. Selv hækler jeg meget. Det giver mig en indre ro når jeg føler mig ensom og stresset indeni. 

Lisette W skriver:

For mig var det en hjælp at gå i gang med nogle projekter. Bl.a. lavede jeg et simpelt stamtræ. Jeg er ikke særlig kreativ men det lykkedes at male en blå himmel græs og stammen til et træ på et stort lærred fra søstrene Grene. Så gik jeg ellers i han med at finde gamle blade og hver han der var nået grønt rev jeg det i små stykker og limede det på træstammen Som blade. Til sidst har jeg sat billeder på af bedsteforældre, oldeforældre farbror og moster min søn og hans far og jeg. Det tog mega lang tid men det var også meningen og det var noget jeg lavede mens jeg snakkede/legede med baby. 

Jeg blev også meget glad for lydbøger. Jeg kunne heller ikke koncentrer mig om at læse men at lytte mens jeg gik tur med barnevognen eller lave mad eller anmede det kunne jeg godt og det gav noget andet at tænke på og det brød lidt med de trivielle gentagelser. Jeg kan anbefale app'en e-reolen eller mofibo.

Jeg fandt også en baby jogger billigt på dba. I den kunne min søn kigge frem og det syntes han var virkelig spændende. Selv om han ikke sov meget så kunne jeg få en pause når han kom i den og jeg fik løb en tur i skoven så det blev også et projekt. At lære at løbe 5 km. 

Så små projekter hjælp mig, måske du kan finde projekter som kan aflede dine tanker lidt? 

Min yndlings app er Saxo prenium. Der kan du for 99 kr i måneden, streame alle de bøger du vil og synes der er mange af dem jeg ikke kunne finde på den anden. Og jeg elsker også at lytte til lydbøger. 

Prøv at tjekke jeres inbo forsikring hvis i har sådan en. Vores har x antal psykolog timer hvis man fejler bestemte ting. Når det er forsikring som dækker kan man komme hurtigere til end med henvisning.

Jeg har på et tidspunkt fået 5 psykolog timer som stresscoach igennem arbejde og psykologen gav overstående råd, hvis jeg havde hurtigt behov som privat person