Jeg har lige snakket med Julie. Toms fætters kone. Vi er meget tæt på dem, specielt Julie og jeg har et bånd og snakker rigtig godt sammen. Skønne mennesker.
De var blevet gravide lige inden vi aborterede lidt og jeg kunne ikke rigtig rumme det, men selvf har jeg glædet mig på deres vegne, efter jeg lige havde slugt det.
Jeg har lige snakket med hende. Hun var nået til 12. uge... og hun aborterede igår. Derhjemme kom den ud. Sådan en lille håndfuld, med finge og tær og ansigt. Lidt mindre end Spunken da vi mistede den. Fuck, hvor er det hårdt 
.
Jeg er bare virkelig virkelig ked af det på deres vegne. Julie var så fattet. Jeg kunne høre hun stadig er i chock. De har begravet den, hun vil ikke have den undersøgt. Hun tror meget på 'naturens vej' og vælger også scanning og den slags fra.
Jeg er bare iskold over hele kroppen. Fryser og er ked af det. Tårerne løber ned af mine kinder.
Det bringer super meget frem, både fra da vi mistede Spunken og da vi havde vores sa for de måneder siden der...
Jeg ønsker det bare ikke for nogen. Ikke at miste og slet ikke at miste dem, der har fået form og ligner et rigtig barn.
PUHA. kvalme. Æv. Jeg har ikke lyst til at være på arbejde. Men jeg bliver nødt til at være her, fordi jeg skal tøse i eftermiddag og derfor ikke har bil med, fordi jeg bliver hentet af min veninde. Men det er nok meget godt.
Heldigvis har jeg kontordag og behøver ikke nødvændigvis at være social idag, før min veninde kommer og det er jo godt.
FUCK hvor er det lorte træls!!! 
Og fuck hvor er jeg ked af det på deres vegne!
Hvorfor skal det være så svært at lave børn, helt ærlig?
Det er ikke just det der får mine forhåbninger længst op, mht næste gang, da... Når Julie også mister. Hun er KERNESUND. mmmm...
Pis.
Et rigtig æv, ked af det indlæg fra mig...
