Pylret barn. Råd søges.

Jeg har en søn på 20 måneder, som er meget pylret. Det er ikke en fase, for det har været sådan hele hans liv. Jeg er træt nu, og jeg føler, at jeg fejler som forælder. Han bruger det meste af dagen på at klynke, pylre og være ked af det. Når han er i dagpleje er der intet. Når han er alene med far er det også bedre. Men når jeg er der så er han sådan. Jeg skal være hos ham hele tiden, og selvom jeg er det pylrer han stadig ofte. Nogle dage leger han nærmest ikke, fordi intet er godt nok. Det skal dog også siges, at der også er gode dage og korte gode stunder, men vil skyde på, at han pylrer 70-80% af tiden. Jeg kunne skrive lange romaner om det hele, men vil forsøge at holde det til det her for nu.
Er det normalt? Hvad jeg ser hos jævnaldrende børn er det ikke normalt. Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke kan se den glade dreng, han er i dagplejen. Jeg er godt klar over børn reagerer derhjemme hvor det er trygt, men så meget af tiden? Det gør ingen forskel om han har været i dagpleje eller ej. Det har som sagt været sådan hele hans liv, og jeg er så ked af det. Jeg føler ikke han trives, og når det er allerværst tænker jeg, at hans liv var bedre uden mig, for han er jo meget gladere når jeg ikke er der. Jeg vil bare så gerne se min glade dreng noget mere, end de få øjeblikke det får lov at titte frem. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er så brugt, og når dagen er forbi er al min energi væk, da jeg har brugt al min tid på at prøve at gøre ham glad og give ham den tryghed han har brug for. Er der nogen, der har nogle gode råd eller oplevet lignende?

Min yngste er ligesådan, mens min ældste har været det stikmodsatte. Jeg mener ikke jeg har behandlet dem forskelligt, så jeg gætter på det er fordi de bare har forskellige personligheder. 

Det kan være utroligt frustrerende, især fordi man ikke har hænderne fri til noget, når hun skal op hele tiden. 

Jeg har gjort det at jeg prøver at presse hende lidt, stille og roligt. Sidde på gulvet med hende, sidde ved siden af hende på gulvet, sidde på en stol, mens hun sidder på gulvet ved siden af, og så videre. Når hun brokker sig over et eller andet går hende imod, så siger jeg bare 'hovsa' eller nogle gange ignorerer det... det lyder lidt hårdt, men hun bliver nødt til at kunne klare basis ting selv.

Det går meget op og ned, men kan se at det i det lange løb virkelig har hjulpet. Grunden til at hun kommer til dig, kan jo være at hun der får mest 'opmærksomhed' for sit pyller, og det skal vendes. 

Men børn er meget forskellige, så lad være med at sammenligne for meget  

Min dreng var sådan på den alder. Hans far skældte mig ud og mente, at han bare gjorde det, fordi jeg ikke var hård nok med ham. Det tror jeg så ikke, var grunden, men han var langt mere tryg sammen med mig end med sin far.

I dag er han 8 år og en tryg og selvstændig dreng. 

Jeg har ikke så meget at komme med konkret, men nogle gange hjalp det bare at give ham et knus uden at snakke så meget. Andre gange var der ikke så meget, som hjalp.

Anonym skriver:

Jeg har en søn på 20 måneder, som er meget pylret. Det er ikke en fase, for det har været sådan hele hans liv. Jeg er træt nu, og jeg føler, at jeg fejler som forælder. Han bruger det meste af dagen på at klynke, pylre og være ked af det. Når han er i dagpleje er der intet. Når han er alene med far er det også bedre. Men når jeg er der så er han sådan. Jeg skal være hos ham hele tiden, og selvom jeg er det pylrer han stadig ofte. Nogle dage leger han nærmest ikke, fordi intet er godt nok. Det skal dog også siges, at der også er gode dage og korte gode stunder, men vil skyde på, at han pylrer 70-80% af tiden. Jeg kunne skrive lange romaner om det hele, men vil forsøge at holde det til det her for nu.
Er det normalt? Hvad jeg ser hos jævnaldrende børn er det ikke normalt. Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke kan se den glade dreng, han er i dagplejen. Jeg er godt klar over børn reagerer derhjemme hvor det er trygt, men så meget af tiden? Det gør ingen forskel om han har været i dagpleje eller ej. Det har som sagt været sådan hele hans liv, og jeg er så ked af det. Jeg føler ikke han trives, og når det er allerværst tænker jeg, at hans liv var bedre uden mig, for han er jo meget gladere når jeg ikke er der. Jeg vil bare så gerne se min glade dreng noget mere, end de få øjeblikke det får lov at titte frem. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er så brugt, og når dagen er forbi er al min energi væk, da jeg har brugt al min tid på at prøve at gøre ham glad og give ham den tryghed han har brug for. Er der nogen, der har nogle gode råd eller oplevet lignende?

Min datter gjorde det samme... Det blev lidt bedere omkring de 3-4 år. Ja det er sq hårdt, når de pylret og kun når mor er der. Den dag Idag er hun 5 bliver 6 til oktober og det bedste er fortsat at hænge hos mor hvis hun ikke har lege kammerater på besøg . Når jeg siger hænge mener jeg at hænge, hun føler sig ikke tæt nok på mig hvis hun ikke sidder på mig.. Det er opslidende engang imellem. Jeg prøver at guide hende ned fra skødet og bare være ved siden af mig... Men hun har et enormt tryghedsbehov lige præcis Idag leger hun faktisk på sit værelse alene og har gjort det 30 minutter. Det er skønt ! 

Jeg kender følelsen - Min datter er dog kun 14 mdr. Og jeg forøger at overbeviser mig selv om at det må være tænder eller et udviklingsspring, (Bare for at forsvare hendes opførsel) men nogle gange må jeg altså stå med lukkede øjne og tælle til 10!!

Jeg er alene med hende, og har ikke en far jeg kan sende hende videre til, så kan nogle dage godt følge mig brugt. Hun kan egentlig godt lege selv, men det er som om hvis hun så opdager jeg har sat mig i sofaen med en bog, så gider hun ikke lege selv mere, så skal jeg kravles rundt på.

Hun er restløs syntes jeg. I vuggestuen fungere hun helt fint, hun er en bestemt lille dame, som ikke altid forstår hvorfor hun skal gøre nogle ting selv. Den anden dag da pædagogen opfordrede hende til selv at gå ind fra legepladsen, kastede hun sig i vrede ned i sandkassen - Pædagogen fortalte at de så meget dramatisk ud, men hun kunne næsten ikke lade være med at grine  Det samme oplever jeg også herhjemme. Jeg forsøger så vidt muligt at lade hende klare tingene selv. Hovsa op igen! Hvis hun falder....Men ja syntes også hun pylre meget. Jeg kan nogle gange have det sådan, at jeg glæder mig til weekenden er omme og jeg skal tilbage på arbejde! Jep total dårlig samvittighed

Men det lyder til i tråden, at udsigterne er gode!