Anonym skriver:
Hej allesammen,
Jeg vil gerne fra start frabede mig, at dette bliver til en debat om, at det da ikke er det offentliges problem, at jeg har været/er overvægtig - det er ikke det, jeg vil snakke om, og vil bare henlede opmærksomhed på, at overvægt kan have mange ansigter, bl.a. konsekvens af svær psykisk lidelse som coping. Bare lige en vigtig disclaimer!
Sagen er den, at jeg er i gang med et vægttab på 38 kg. Og jeg er rigtig glad og stolt over, at jeg endelig er så meget ovenpå psykisk, at jeg kan tage den kamp. Men jeg bliver også meget demotiveret ved tanken om den overskydende hud bagefter.
Sagen er den, at jeg før jeg fik børn tabte 25 kg. Allerede dér var min hud lidt løs på maven, når jeg lænede mig forover, og også lidt på indelårene. Siden da er jeg blev endnu større end jeg oprindeligt var (15 kg mere) og har været gravid med og født tre børn, så min krop har jo ikke liiiiige de bedste vilkår for at trække skindet sammen igen. Ja, noget kan gøres med træning - men desværre ikke alt.
Allerede nu hænger min mave en del, og jeg er vel at mærke kun lige startet. Altså ens mave hænger jo gerne, når man er overvægtig.
Sagen er bare den, at for at få bevilget fjerning af overskydende hud gn. det offentlige, skal man bl.a. have tabt mindst 15 BMI point. Når jeg er i mål, har jeg "kun" tabt 13,5 BMI-point. Altså kan jeg ikke få bevilget hjælp.
Og det er SÅ demotiverende. for jeg kan ikke se, at vi realistisk bare lige sådan kan spare op til at få det fjernet i det private, for har også et SU-lån, der skal betales ud, vi skal have sparet op til bil som bliver uundværlig ift. vores job fremover mv.
Så jeg ved ikke, hvordan jeg skal deale med den der håbløse følelse af "Yay, så bliver jeg sund og får en sund krop, men så har jeg al den hud". Det er ikke kun kosmetisk - men også et spørgsmål om evt fysiske gener og det psykiske aspekt. Fx ville jeg aldrig gå i svømmehal med mine børn eller turde gå i badetøj på stranden med en stor løs pose hud på mave og inderlår..
Så mit spørgsmål er nok - hvordan holder jeg fast i motivationen, når jeg ved det får den konsekvens? Jeg er self. helt med på, at det afgørende er at blive sund, og det betyder også mere for mig end spejlbilledet. Alligevel bliver jeg ked af tanken om huden, også ift. sexliv og føle mig attraktiv..
Åh gud hvor jeg kender til dit dilemma ... Jeg har altid fra barnsben været overvægtig. Jeg er opdraget med hygge er = god mad. Kærlighed var der, men tid til os som børn var desværre meget sparsom, grundet alkohol.
Jeg lærte at håndtere ensomheden med maden som en buffer. I en alder af 16 vejede jeg 110 kg havde en bmi på omkring 35.
Jeg flyttede hjemmefra og havde nogle turbolente år og mad fortsat var en del af følelses håndteringen.
Jeg blev mere selvstændig og ønskede mig brændende et barn, men grundet flere MA og SA samt pcos var vægten en afgørende rolle.
Jeg tabte mig 35 kg og blev gravid . I graviditeten tog jeg 25 kg på... Det tog mig næsten 3 år at komme af med det meste.
Nu er jeg så gravid igen og regner med igen at tage nogle gode kg på desværre!
Jeg mangler noget i min hud, har for lidt elastin i huden og den kan slet ikke trække sig sammen.
Mine inderlår og mine overarme er praktisk talt temmelig besværlige, for når jeg har tabt mig passer jeg ikke tøj der passer til min livvidde grundet for løs hud på lårene, altså de fylder fortsat for meget. En bluse der ellers vil sidde godt på min "slanke" talje, har jeg også ofte problemer med at finde da mine overarme er enorme til trods for det meste er hud. Det her er sidste barn og tænker at skulle igang med vægttab med det samme efterfølgende og så vil jeg gå til egen læge så hun kan få syn for sagen. Jeg tænker også at hvis det har nok gener for dig psykisk og de kan se mængden af løs hud er stor får du ordineret en operation. Men du skal have været vægtstabil i 2 år. Stort kram til dig.
