Forældres magt!

Tænk sig at være 31 år og stadig kunne græde over ens forældres kritik af én. Sådan er mit liv!

Vi er pt i sommerhus hele familien - mine forældre, min bror, kæreste og barn og så min mand og jeg + vores børn. Det er super hyggeligt at holde ferie med børnene, men mine forældre driver mig til vanvid. De kritiserer mig konstant. De synes jeg er doven og ikke nærværende med mine børn. Samtidig er de uenige med min mand og jeg i forhold til hvordan vi godt kan lide at bruge vores tid. Vi synes det er hyggeligt at tage til byen og kigge, hygge og fx få en is. Mine forældre vil helst bare ligge i sommerhuset og kigge. Når vi kommer hjem fra en hel dags udflugt, så kan vi godt lide at ligge med vores børn, spille ipad og bare slappe af. Så er vi dovne og ikke nærværende. På det tidspunkt har mine forældre lagt i deres senge hele dagen og burde være fulde med energi. De dræner mig fuldstændig. Både her og derhjemme. Pt kan jeg nærmest ikke have en samtale med min mor uden det ender i skænderier. Min far kommenterer bare ALT. 

Jeg er så træt af at mine forældre skal blande sig i ALT i vores liv. De er begge psykisk syge, så de har jo selv en masse at sloges med. Jeg bliver ved med at være den der undskylder, for husfredens skyld. Jeg kan bare ikke mere. Det er virkelig anstrengende.

Når jeg reflekterer over det, er det mig fuldstændig ubegribeligt at man kan være sådan overfor sit eget barn. Jeg håber at nogen ville slå mig ihjel, hvis jeg skulle ende med at være sådan overfor mine børn - at give dem lavt selvværd og få dem til at føle at de er helt forkerte. Det er filme ikke den måde, som jeg ønsker at mine børn skal vokse op på.

Hvad filan skal jeg stille op? De er fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde. Mine børn elsker dem, men før eller siden vil de også opleve og forstå, hvordan de i virkeligheden er.

I skal holde op med at tage i sommerhus med dem. Begræns den tid i er sammen med dem i. Hvis I kan en enkelt overnatning, så gør det. Eller måske det skal begrænses til eftermiddagskaffe hjemme hos dem, eller I aftaler alle at mødes i fx zoologisk have, kigge på dyrene, spise frokost sammen, og så herefter tage hjem hver til sit. Hvis de er sådan efter dig hele tiden, er det virkelig fjollet ligefrem at tage i sommerhus med dem. Børnene får da heller ikke noget ud af at går og skændes hele tiden. Det skal de da nok lægge mærke til.

Anonym skriver:

I skal holde op med at tage i sommerhus med dem. Begræns den tid i er sammen med dem i. Hvis I kan en enkelt overnatning, så gør det. Eller måske det skal begrænses til eftermiddagskaffe hjemme hos dem, eller I aftaler alle at mødes i fx zoologisk have, kigge på dyrene, spise frokost sammen, og så herefter tage hjem hver til sit. Hvis de er sådan efter dig hele tiden, er det virkelig fjollet ligefrem at tage i sommerhus med dem. Børnene får da heller ikke noget ud af at går og skændes hele tiden. Det skal de da nok lægge mærke til.

Ja, det er rigtig dumt at byde sig selv det her. Sagen er, at mine forældre inviterer og at ungerne elsker det. Vi synes også at det er fantastisk at kunne give vores børn de oplevelser. Vi skændes ikke, men der flyver kommentarer rundt hele tiden. 

Vi burde lade være. Tror også at det her bliver sidste gang.

Hvis jeg var dig ville jeg nok (når du har fået det hele lidt på afstand bagefter) skrive et brev til dine forældre om hvordan du oplever situationen.

At du føler (at DU føler - det er vigtigt, for så holder du bolden på egen banehalvdel, da du blot beskriver egne følelser) at de kritiserer dig og din måde at være mor på. At det gør dig ked af det og dræner dig for energi, og gør at du ikke har lyst til at være i sommerhus med dem. Hvilket er ærgerligt, da du synes at det har potentiale for at blive godt og at ungerne er vilde med det (eller noget i den stil). Og at de må indstille deres AL deres kritik af dig med det samme, ellers er det desværre ikke en mulighed for dig at tage på sommerhustur med dem igen.

Det lyder satme hårdt. Håber at brevet, en snak eller andet kan hjælpe, for det er da også ulideligt. Og jeg synes forresten at det er fint at I slapper af med Ipads mm. efter en udflugt sammen. Og det har man da kun yderligere brug for med forældre der tærer sådan på ens energidepot!

Anonym skriver:

Tænk sig at være 31 år og stadig kunne græde over ens forældres kritik af én. Sådan er mit liv!

Vi er pt i sommerhus hele familien - mine forældre, min bror, kæreste og barn og så min mand og jeg + vores børn. Det er super hyggeligt at holde ferie med børnene, men mine forældre driver mig til vanvid. De kritiserer mig konstant. De synes jeg er doven og ikke nærværende med mine børn. Samtidig er de uenige med min mand og jeg i forhold til hvordan vi godt kan lide at bruge vores tid. Vi synes det er hyggeligt at tage til byen og kigge, hygge og fx få en is. Mine forældre vil helst bare ligge i sommerhuset og kigge. Når vi kommer hjem fra en hel dags udflugt, så kan vi godt lide at ligge med vores børn, spille ipad og bare slappe af. Så er vi dovne og ikke nærværende. På det tidspunkt har mine forældre lagt i deres senge hele dagen og burde være fulde med energi. De dræner mig fuldstændig. Både her og derhjemme. Pt kan jeg nærmest ikke have en samtale med min mor uden det ender i skænderier. Min far kommenterer bare ALT. 

Jeg er så træt af at mine forældre skal blande sig i ALT i vores liv. De er begge psykisk syge, så de har jo selv en masse at sloges med. Jeg bliver ved med at være den der undskylder, for husfredens skyld. Jeg kan bare ikke mere. Det er virkelig anstrengende.

Når jeg reflekterer over det, er det mig fuldstændig ubegribeligt at man kan være sådan overfor sit eget barn. Jeg håber at nogen ville slå mig ihjel, hvis jeg skulle ende med at være sådan overfor mine børn - at give dem lavt selvværd og få dem til at føle at de er helt forkerte. Det er filme ikke den måde, som jeg ønsker at mine børn skal vokse op på.

Hvad filan skal jeg stille op? De er fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde. Mine børn elsker dem, men før eller siden vil de også opleve og forstå, hvordan de i virkeligheden er.

Du er ikke den eneste. Jeg kæmper en daglig kamp med min egen mor. Plus svigermor. 

Jeg er af den holdning at man skal sige lige ud at de skal blande sig udenom. Det fører til mange skænderier og mange dage hvor man ikke taler sammen. Men så må det være sådan. Jeg gider simpelthen ikke have fortalt hvordan jeg skal leve mit liv. 

iMama skriver:

Du er ikke den eneste. Jeg kæmper en daglig kamp med min egen mor. Plus svigermor. 

Jeg er af den holdning at man skal sige lige ud at de skal blande sig udenom. Det fører til mange skænderier og mange dage hvor man ikke taler sammen. Men så må det være sådan. Jeg gider simpelthen ikke have fortalt hvordan jeg skal leve mit liv. 

Sådan har jeg det egentlig også, men synes ikke at mine børn skal høre på vores skænderier. Men det er nemlig svært ikke at sige noget igen, når man for 100 gang har forsøgt at ignorere deres kommentarer.

Tænk sig at være 31 år og stadig kunne græde over ens forældres kritik af én. Sådan er mit liv!

Vi er pt i sommerhus hele familien - mine forældre, min bror, kæreste og barn og så min mand og jeg + vores børn. Det er super hyggeligt at holde ferie med børnene, men mine forældre driver mig til vanvid. De kritiserer mig konstant. De synes jeg er doven og ikke nærværende med mine børn. Samtidig er de uenige med min mand og jeg i forhold til hvordan vi godt kan lide at bruge vores tid. Vi synes det er hyggeligt at tage til byen og kigge, hygge og fx få en is. Mine forældre vil helst bare ligge i sommerhuset og kigge. Når vi kommer hjem fra en hel dags udflugt, så kan vi godt lide at ligge med vores børn, spille ipad og bare slappe af. Så er vi dovne og ikke nærværende. På det tidspunkt har mine forældre lagt i deres senge hele dagen og burde være fulde med energi. De dræner mig fuldstændig. Både her og derhjemme. Pt kan jeg nærmest ikke have en samtale med min mor uden det ender i skænderier. Min far kommenterer bare ALT. 

Jeg er så træt af at mine forældre skal blande sig i ALT i vores liv. De er begge psykisk syge, så de har jo selv en masse at sloges med. Jeg bliver ved med at være den der undskylder, for husfredens skyld. Jeg kan bare ikke mere. Det er virkelig anstrengende.

Når jeg reflekterer over det, er det mig fuldstændig ubegribeligt at man kan være sådan overfor sit eget barn. Jeg håber at nogen ville slå mig ihjel, hvis jeg skulle ende med at være sådan overfor mine børn - at give dem lavt selvværd og få dem til at føle at de er helt forkerte. Det er filme ikke den måde, som jeg ønsker at mine børn skal vokse op på.

Hvad filan skal jeg stille op? De er fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde. Mine børn elsker dem, men før eller siden vil de også opleve og forstå, hvordan de i virkeligheden er.

Måske skal du acceptere at de er sådan og arbejde med at deres ord ikke får nogen betydning hos dig

Ellers må I lade være med at se dem i så lang tid af gangen. 

mor:) skriver:

Måske skal du acceptere at de er sådan og arbejde med at deres ord ikke får nogen betydning hos dig

Ellers må I lade være med at se dem i så lang tid af gangen. 

Jeg ville ønske at det ikke havde en betydning, men det er mine forældre. Det er svært ikke at tage deres kritik til sig. Når det så er sagt kan jeg langt hen af vejen godt fokusere på, at de selvfølgelig ikke er okay at være sådan og at det er deres egen utilstrækkelige tilværelse, som de projektere over på mig. Men sommetider flyder bægeret over og det er bare hårdt.

Anonym skriver:

Jeg ville ønske at det ikke havde en betydning, men det er mine forældre. Det er svært ikke at tage deres kritik til sig. Når det så er sagt kan jeg langt hen af vejen godt fokusere på, at de selvfølgelig ikke er okay at være sådan og at det er deres egen utilstrækkelige tilværelse, som de projektere over på mig. Men sommetider flyder bægeret over og det er bare hårdt.

Det handler ikke om, at dine forældres ord ikkemå betyde noget for dig, men om at man kan arbejde med, hvordan man mentalt modtager dem i situationen.

Der er forskel på i situationen at tænke, ‘nu siger min mor sådan, fordi hun synes jeg er en dårlig mor og hun altid skal kritisere mig’ eller tænke ‘nu siger min mor sådan, fordi hendes dårlige samvittighed over hendes egen utilstrækkelighed bliver for meget for hende at rumme’. Det kan være forskellen på, at du græder over hendes ord eller du smiler til hende og siger ‘mor, hvis du har lyst til at spille yatzy med ungerne, så spørg dem, om de har lyst’ eller ‘ja, ja, mor, vi har hver vores måde at gøre tingene på. Hvornår skal vi spise?’

Hvordan tilbringer din bror og hans kæreste deres tid? Og hvad siger dine forældre til det?

L-mor skriver:

Det handler ikke om, at dine forældres ord ikkemå betyde noget for dig, men om at man kan arbejde med, hvordan man mentalt modtager dem i situationen.

Der er forskel på i situationen at tænke, ‘nu siger min mor sådan, fordi hun synes jeg er en dårlig mor og hun altid skal kritisere mig’ eller tænke ‘nu siger min mor sådan, fordi hendes dårlige samvittighed over hendes egen utilstrækkelighed bliver for meget for hende at rumme’. Det kan være forskellen på, at du græder over hendes ord eller du smiler til hende og siger ‘mor, hvis du har lyst til at spille yatzy med ungerne, så spørg dem, om de har lyst’ eller ‘ja, ja, mor, vi har hver vores måde at gøre tingene på. Hvornår skal vi spise?’

Hvordan tilbringer din bror og hans kæreste deres tid? Og hvad siger dine forældre til det?

Du har ret. Det skal jeg øve mig i. Min svigerinde er god til også at gå ture og være aktiv, men måske i et tempo, som passer mine forældre bedre. Min bror ligger meget og slapper af, ligesom mine forældre. De har ikke de samme kampe. Det virker bare som om, at de er mere på bølgelængde.