Hej alle.
Jeg håber at få lidt råd og vejledning fra andre i samme situation som jeg selv.
Jeg er mor til en dejlig 2 årig - vi kalder hende A.
Jeg har været selv med A siden hun blev født og har idag eneforældremyndighed og bopæl.
Far har ikke været på banen i en omfang som har kunne skabe et forhold mellem ham og A.
Siden A for 2 år siden kom til verden, har far besøgt hende ca. 40 timer i alt - her med lange perioder hvor der har været fravær (helt op til 6 mdr.). Kort fortalt - A kender ikke sin far og far kender overhoved ikke A.
A er et barn som har brug for faste rammer og tryghed. A er tryg ved et andet menneske når der er en tæt relation. A vil ikke trøstes eller holdes af mennesker som hun ikke er tæt på - som hun fx er med mormor, morfar og moster.
Nu har far været lydløs i mere eller mindre 10 mdr. Han har besøgt A to gange i 1 time pr. gang gennem hele perioden.
Idag har jeg fået brev om, at far har søgt om samvær. Vi har hidtil ikke haft en samværsordning, for det har far ikke ville. Til gengæld har jeg haft mit hjem stående åben for far (efter aftale) - han kunne komme alt det han ville, men det har han som I kan se, ikke rigtig benyttet sig af. Vi bor tæt på hinanden - og der er ikke nogle mærkelige arbejdstider som far skal tage hensyn til... der er altså ingen undskyldning for den store passivitet.
Konfliktniveauet er sådan nu, at far ikke vil kommunikere med mig. Jeg kender faktisk ikke grunden, andet end at han er sur over ikke at må ha A for sig selv. Men jeg har hele tide sagt, at når A og far havde et bånd - så kunne de være selv. Far gider jo bare ikke arbejde for, at lære A og hendes behov og signaler at kende.
Vi flytter ca. 100 km væk til juni - fordi jeg har fået et godt jobtilbud og ja, far har jo ikke rigtig været en del af A's liv.. så jeg har valgt at takke ja til jobbet.
Nu er mit spørgsmål... Hvad kan jeg forvente der vil ske i statsforvaltningen?
Jeg er jo bange for, at far bare for "ret" til at ta A alene - de kender overhoved ikke hinanden og A er meget sensitiv når det kommer til fremmede. Far vil ikke ha samvær hos mig (kunne jeg se i ansøgningen) - Men hvordan skal A så føle sig tryg?
Hvordan tænker I samvær bliver med den lange afstand mellem os forældre og den manglende tilknytning?
Kan jeg ytre et ønske om, at far skal komme i vores hjem de første 6 mdr. så han kan vise at han er stabil og vil sin datter, før han får "retten" til at bevæge sig videre til næste trin?
Hvad er jeres erfaring?
Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ØNSKER at far kommer på banen, HVIS han vil det 100% og kan være stabil. Desværre tror jeg, at det er farmor som presser på (hun kan også komme i vores hjem - men hun synes aldrig noget er godt nok).
Far har meget temperament og har altid straffet folk omkring sig, når ikke han får sin vilje - dette er noget jeg er meget bekymret over og ved ikke hvad han kan finde på, hvis vi bliver uenige om noget, mens han har vores datter...
Håber I kan vejlede mig/komme med egne erfaringer..
På forhånd tak.
Mvh. L
