Eksperthjælp: Terroriserende mormor

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.226 visninger
1 svar
2 synes godt om
14. marts

Gitte Sander

Kære Gitte.
Jeg skriver til dig, da jeg føler at jeg står i en svær situation. Jeg er gravid med mit andet barn, som vi glæder os til bliver født. Dog bliver glæden afløst af et svært forhold til min mor. Hun er giftig overfor alle, især mig. Det er gået op for mig, at hun i hele min barndom, har udøvet psykisk vold mod mig, hvilket giver mig store sociale vanskeligheder og svært ved, at relatere til min søn. Selvom min mor er en god mormor, kan jeg ikke få mig selv til, at finde mig i hendes barnlige opførsel og hendes forsøg på, at gøre mig ked af det til stadighed. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg skal afbryde kontakten til hende, da det også vil betyde, at min søn vil se sin morfar meget mindre (og han elsker ham virkelig og det er gengældt). Jeg er selv bekymret for, at ende ud med en efterfødselsdepression, da jeg har for meget at tænke på.
Jeg har aldrig fået professionel hjælp til, at bearbejde min dårlige barndom og ved ikke, hvad der vil være bedst for mig og min lille familie.
Kan du give mig et par gode råd, vil jeg virkelig sætte pris på det, af hele mit hjerte.

Tak for en god brevkasse.

De bedste hilsner

Cookie



Gittes svar

Hej Cookie,

Dejligt at høre, at du synes brevkassen er god .-)

Når man får barn får man ofte for alvor øjnene op for sit eget forhold til sine forældre og hvordan de egentlig selv har opdraget een. Mange ting kan blive tydelige, når man selv står med sit eget barn, og samtidigt kan man jo også se hvordan ens forældre i dag forholder sig til barnet. På den måde medfører det at få sit eget barn også en indre proces, hvor man jo skal finde sin egen forældrerolle og blandt andet tage stilling til hvorhenne ens grænser går osv.

I den proces får ens egne forældre ofte "en tur i karussellen", det vil sige man vil uvilkårligt efterser dem og deres måder i sømmene med et kritisk blik. Når man kigger på sit barn lærer man mere om hvad det vil sige at være barn og bliver måske opmærksom på hvordan man selv var som barn og husker hvordan forældrene reagerede overfor en, når man var sådan. Man bliver opmærksom på hvordan man selv reagerer overfor barnet på godt og ondt, som nogle gange minder en om hvad man selv har været ude for. Og så videre.

Denne indledning bare for at sige; at det du står i har sin naturlighed. Det gør mig ondt at høre, at det, du får øje på, er at din mor er giftig og har været psykisk voldelig. Du siger også, at hun er en god mormor, men at den måde hun er og har været på overfor dig ligefrem giver dig problemer med at relatere til din søn. Det er jo alvorligt.

Jeg synes du skulle opsøge psykoterapi omkring det. Også for at forebygge den fødselsdepression du er bekymret for at få. Jeg tror du har brug for at arbejde med disse ting, også for at finde et svar på om du skal afskære kontakt og i givet fald i hvilken grad.

Min erfaring er, at det skal være temmelig slemt før det er værd at afskære kontakten helt, netop som du fortæller om, er mange mennesker en god bedsteforældre, selvom de har været hel- eller halvdårlige forældre. En andel af os magter bedre bedsteforældrerollen. Uanset hvad er det altid meget smertefuldt ikke at have en god kontakt med sine forældre. Og de fleste forældre ønsker selvfølgelig at børnene har et godt forhold til sine bedsteforældre, det er frygteligt sørgeligt for alle, hvis kontakten helt skal afskæres, så det synes jeg kun skal være, hvis alle andre muligheder er gennemprøvet, eller selvfølgelig hvis der direkte er tale om vold, misbrug, overgreb eller lignende.

Med alle andre muligheder mener jeg, at man går i terapi og får bearbejdet sit eget forhold til forældrene, samt arbejdet med sin egen forældrerolle, således at man kan forholde sig anderledes til det hele. Det, som terapi her kan give en, er at gå fra at forholde sig ubevidst og reaktivt, til at forholde sig mere bevidst og proaktivt. Ofte vil en del af arbejdet i tilfælde som det, du beskriver, indebære at arbejde med sig selv om hvordan man får sat sine grænser. Når man sætter grænser gør man det på baggrund af sine følelser og sine tanker og værdier. Det er nødvendigt at kunne mærke sig selv og blive klar i spyttet omkring hvor grænserne går, og at kunne formulere sig, hvilket i øvrigt også kan være et stort arbejde i sig selv. Hele det arbejde, som kan tage tid og medføre en del smertelige erindringer, er det hele værd, fordi når man bliver i stand til at skelne skidt fra kanel så at sige og kan udtrykke sig klart, så vil man i de fleste tilfælde kunne opnå en anden og bedre relation til sine forældre, også selvom de er mere eller mindre kropumulige at have med at gøre, fordi så kan man kærligt og venligt bedre sætte grænserne her og nu i de konkrete situationer.

Når folk afskærer kontakten med deres forældre er det ofte som følge af en kraftig reaktion på et større antal grænseoverskridelser der over lang tid er sket. Det er et stort indre arbejde at arbejde med sine grænser som voksen overfor sine forældre, fordi som barn er det i sagens natur svært at sætte grænser, det kan børn som regel ikke og det er jo heller ikke meningen at børn skal. Så det er nogle helt nye roller og ideer man skal tilegne sig, nye måder at gøre tingene på. Og hvis man har haft manglende rollemodeller i forældrene, aner man ofte heller ikke hvordan det er muligt. Men det er meningen og en del af det at blive forældre at lære at sætte grænser for sine egne forældre, at tilrane sig sit eget personlige space at være forældre i, så at sige. Og dette skal helst foregår på en tydelig og kærlig måde, så forældrene ikke bliver blæst helt bagud og vælter, som det også nogle gange sker, når voksne børn begynder at sætte grænser ;-) Men grænserne er nødvendige og vigtige, for ellers kan det som sagt ende med at alt for meget ophober sig og man til sidst sender sine forældre hen hvor peberet gror.

Det er et godt tidspunkt at arbejde med disse ting, når man er gravid eller har småbørn, fordi man er så åben. Så bare på med vanten, tænker jeg, og kontakt en psykoterapeut MPF.

Jeg kan ikke så godt kommentere på de mere konkrete ting du skriver, der skal man ind og høre mere om sagen for at kunne vejlede.

Kh.

Gitte

 



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

14. marts

BabyMama2016

Profilbillede for BabyMama2016
Happy
GitteSander skriver:

Kære Gitte.
Jeg skriver til dig, da jeg føler at jeg står i en svær situation. Jeg er gravid med mit andet barn, som vi glæder os til bliver født. Dog bliver glæden afløst af et svært forhold til min mor. Hun er giftig overfor alle, især mig. Det er gået op for mig, at hun i hele min barndom, har udøvet psykisk vold mod mig, hvilket giver mig store sociale vanskeligheder og svært ved, at relatere til min søn. Selvom min mor er en god mormor, kan jeg ikke få mig selv til, at finde mig i hendes barnlige opførsel og hendes forsøg på, at gøre mig ked af det til stadighed. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg skal afbryde kontakten til hende, da det også vil betyde, at min søn vil se sin morfar meget mindre (og han elsker ham virkelig og det er gengældt). Jeg er selv bekymret for, at ende ud med en efterfødselsdepression, da jeg har for meget at tænke på.
Jeg har aldrig fået professionel hjælp til, at bearbejde min dårlige barndom og ved ikke, hvad der vil være bedst for mig og min lille familie.
Kan du give mig et par gode råd, vil jeg virkelig sætte pris på det, af hele mit hjerte.

Tak for en god brevkasse.

De bedste hilsner

Cookie



Gittes svar

Hej Cookie,

Dejligt at høre, at du synes brevkassen er god .-)

Når man får barn får man ofte for alvor øjnene op for sit eget forhold til sine forældre og hvordan de egentlig selv har opdraget een. Mange ting kan blive tydelige, når man selv står med sit eget barn, og samtidigt kan man jo også se hvordan ens forældre i dag forholder sig til barnet. På den måde medfører det at få sit eget barn også en indre proces, hvor man jo skal finde sin egen forældrerolle og blandt andet tage stilling til hvorhenne ens grænser går osv.

I den proces får ens egne forældre ofte "en tur i karussellen", det vil sige man vil uvilkårligt efterser dem og deres måder i sømmene med et kritisk blik. Når man kigger på sit barn lærer man mere om hvad det vil sige at være barn og bliver måske opmærksom på hvordan man selv var som barn og husker hvordan forældrene reagerede overfor en, når man var sådan. Man bliver opmærksom på hvordan man selv reagerer overfor barnet på godt og ondt, som nogle gange minder en om hvad man selv har været ude for. Og så videre.

Denne indledning bare for at sige; at det du står i har sin naturlighed. Det gør mig ondt at høre, at det, du får øje på, er at din mor er giftig og har været psykisk voldelig. Du siger også, at hun er en god mormor, men at den måde hun er og har været på overfor dig ligefrem giver dig problemer med at relatere til din søn. Det er jo alvorligt.

Jeg synes du skulle opsøge psykoterapi omkring det. Også for at forebygge den fødselsdepression du er bekymret for at få. Jeg tror du har brug for at arbejde med disse ting, også for at finde et svar på om du skal afskære kontakt og i givet fald i hvilken grad.

Min erfaring er, at det skal være temmelig slemt før det er værd at afskære kontakten helt, netop som du fortæller om, er mange mennesker en god bedsteforældre, selvom de har været hel- eller halvdårlige forældre. En andel af os magter bedre bedsteforældrerollen. Uanset hvad er det altid meget smertefuldt ikke at have en god kontakt med sine forældre. Og de fleste forældre ønsker selvfølgelig at børnene har et godt forhold til sine bedsteforældre, det er frygteligt sørgeligt for alle, hvis kontakten helt skal afskæres, så det synes jeg kun skal være, hvis alle andre muligheder er gennemprøvet, eller selvfølgelig hvis der direkte er tale om vold, misbrug, overgreb eller lignende.

Med alle andre muligheder mener jeg, at man går i terapi og får bearbejdet sit eget forhold til forældrene, samt arbejdet med sin egen forældrerolle, således at man kan forholde sig anderledes til det hele. Det, som terapi her kan give en, er at gå fra at forholde sig ubevidst og reaktivt, til at forholde sig mere bevidst og proaktivt. Ofte vil en del af arbejdet i tilfælde som det, du beskriver, indebære at arbejde med sig selv om hvordan man får sat sine grænser. Når man sætter grænser gør man det på baggrund af sine følelser og sine tanker og værdier. Det er nødvendigt at kunne mærke sig selv og blive klar i spyttet omkring hvor grænserne går, og at kunne formulere sig, hvilket i øvrigt også kan være et stort arbejde i sig selv. Hele det arbejde, som kan tage tid og medføre en del smertelige erindringer, er det hele værd, fordi når man bliver i stand til at skelne skidt fra kanel så at sige og kan udtrykke sig klart, så vil man i de fleste tilfælde kunne opnå en anden og bedre relation til sine forældre, også selvom de er mere eller mindre kropumulige at have med at gøre, fordi så kan man kærligt og venligt bedre sætte grænserne her og nu i de konkrete situationer.

Når folk afskærer kontakten med deres forældre er det ofte som følge af en kraftig reaktion på et større antal grænseoverskridelser der over lang tid er sket. Det er et stort indre arbejde at arbejde med sine grænser som voksen overfor sine forældre, fordi som barn er det i sagens natur svært at sætte grænser, det kan børn som regel ikke og det er jo heller ikke meningen at børn skal. Så det er nogle helt nye roller og ideer man skal tilegne sig, nye måder at gøre tingene på. Og hvis man har haft manglende rollemodeller i forældrene, aner man ofte heller ikke hvordan det er muligt. Men det er meningen og en del af det at blive forældre at lære at sætte grænser for sine egne forældre, at tilrane sig sit eget personlige space at være forældre i, så at sige. Og dette skal helst foregår på en tydelig og kærlig måde, så forældrene ikke bliver blæst helt bagud og vælter, som det også nogle gange sker, når voksne børn begynder at sætte grænser ;-) Men grænserne er nødvendige og vigtige, for ellers kan det som sagt ende med at alt for meget ophober sig og man til sidst sender sine forældre hen hvor peberet gror.

Det er et godt tidspunkt at arbejde med disse ting, når man er gravid eller har småbørn, fordi man er så åben. Så bare på med vanten, tænker jeg, og kontakt en psykoterapeut MPF.

Jeg kan ikke så godt kommentere på de mere konkrete ting du skriver, der skal man ind og høre mere om sagen for at kunne vejlede.

Kh.

Gitte

 



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk


 

Overhovedet ikke enige her med hvad du får sim svar - har været terapi i 2 år 

Jeg har stået i sammen situation - meget meget borderline mor - hun er decideret gift for mig, men en gode mormor

 

men som min psykolog sagde - Vores børn er stærk stærk afhængig af os i deres første tid og du skal ha det godt!

 

og husk hvad du lærer dit barn - Hvordsn andre skal behandle dig, og dermed lærer de ( vores børn) hvordan mennesker omkring dem skal behandle dem

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+