opdragelse

Kære erfarne mødre jeg søger råd og jeg håber i kan hjælpe Jeg har en super sød dreng, på 1.5 år. han er generelt glad og også nem. Men der er to ting jeg er usikker på – og som er kommet op på det seneste.

Det første er rimeligt specifikt. Han er generelt ikke bange for noget – og altså heller ikke bange for at han ikke kan se mor (eller far). Så hvis jeg tager ham med til en aktivitet, så løber han rundt. Vi var til noget i går som er en slags ”oplevelsesaktivitet” med forskellige rum og forskellinge aktivitier. Det har vi været før. Men altså nu er jeg kommet dertil at det skal vi nok ikke mere. Han løber hele tiden væk fra rummet med aktivitet ind i andre rum og antager at vi leger at jeg skal løbe efter ham. Jeg har samme problem med en anden aktivitet, som foregår i et stort rum, hvor der forenden er nogle trapper. Han er det eneste barn der løber væk – eller i det mindste gør det hele tiden (de andre børn er samme alder). Måske er det meget normalt. Jeg ved det ikke. Men al aktivitet der ikke omhandler ”fri leg” i 100% sikre omgivelser er mere eller mindre udelukket – med mindre jeg hele tiden skal løbe efter ham + bære han væk fra farlige steder, eller over til noget (hvorefter han straks løber væk igen). jeg indrømmer jeg bliver træt og til sidst også sur. og det vil jeg gerne undgå

Hvordan gør i? er der en måde hvorpå jeg kan lære ham at komme til mig? Er det noget der han læres i den alder? Jeg prøver at tiltrække ham og lege med ham. Men det virker ca- i 2 minutter, og så er det igen bare mere spændene at løbe væk.

Det andet omhander opdragelse. Jeg vil rigtig gerne have inspiration – hvordan takler man kriser (vrede, gråd men alså den slags uden tårer etc.). Det med kriser er rimeligt nyt for os (vi har måske haft tre kriser – udover i forbindelse med mad) men jeg regner med at kommer. Så jeg vil gerne lære at støtte ham og hjælpe ham og selvfølgelig hvad man skal undgå for at komme igennem ”trods” alderen på en god måde (incl. At undgå at jeg selv bliver sur og gal, for altså det gør jeg indimellem).  

Det er der mange tilgange til. Personligt er jeg ikke den store tilhænger af ”fri dans” og uden grænser – for de børn jeg kender der er opdraget sådan har svært ved at tilpasse sig andre børn (og voksne) så det mener jeg ikke er at gøre børnene en tjeneste.  Så altså, er der nogle bøger i kan anbefale?  Mange tak

Din dreng er kun 1,5 år, og i den alder og nok også indtil 6-års alderen (hvis ikke mere), er børn impulsstyret. Man kan sige nej til den samme ting en million gang, men hvis impulsen siger gå hen til trappen, så er den så stærk hos det lille barn, at mors ellers fars nej ikke kan overvinde denne. Altså så lille et barn kan man ikke forvente kan konsekvensberegne, som jo egentlig er det man ønsker.

Jeg kan fortælle dig jeg har en datter på nogenlunde samme alder. Hun er helt vild med alt der i mor og fars øjne er farligt. Babyrutsjebane? Glem det, vi tager den store i legetårnet og ingen behøver at hjælpe. Alt hvad der kan kravles på, bliver der kravlet på og det giver nogle knubs. Vi siger mange gange "Nej, Ella" - og vi satser på at vi må sige det et par millioner gange endnu, før hun begynder at kunne reagere på det. Hun er også en der skal undersøge alt. Hendes storebror var totalt modsat. Han gjorde nærmest aldrig noget "farligt", så børn er bare forskellige.

Men forstår godt man bliver træt - jeg er også træt efter en hel dag hvor man render efter den lille

Det med at blive sur over det. jeg behøver ikke at sige det, men det hjælper ingenting. Det gør bare situationen mere træls for alle. Der skal du nok lære at sige til dig selv, at din søn ikke gør det for at være træls. Han kan ikke gøre for det. Din søn er bare et nysgerrigt barn. Derudover vidner det også om et meget trygt barn.

Mht opdragelse. Man siger jo, at man ikke rigtig kan opdrage på et barn før 2-3 års alderen. Hjemme hos os er vi meget afslappede i det. Hos os kan de græde alt det de vil over et nej (det du kalder uden tårer), jeg gentager bare mig selv "Nej min ven det går ikke". Ved min store dreng som er 6 år og kan være en strid banan, forklarer jeg altid mit nej. Ved min datter siger jeg nej og hvis situationen spidser til distraherer jeg med noget andet. Sådan stopper vi konflikter hjemme hos os. På den måde er har vi meget glade og trygge børn.

Men det med at blive sur over de forskellige kriser osv, er nok noget der er godt at arbejde med. Alt det børn går igennem, om det er farlig leg, ikke at vil høre efter, at skrige pga de får et nej osv, er alting noget som er en del af deres udvikling. Det er sådan de lærer grænserne og rammerne at kende.

Dorthe1986 skriver:

Din dreng er kun 1,5 år, og i den alder og nok også indtil 6-års alderen (hvis ikke mere), er børn impulsstyret. Man kan sige nej til den samme ting en million gang, men hvis impulsen siger gå hen til trappen, så er den så stærk hos det lille barn, at mors ellers fars nej ikke kan overvinde denne. Altså så lille et barn kan man ikke forvente kan konsekvensberegne, som jo egentlig er det man ønsker.

Jeg kan fortælle dig jeg har en datter på nogenlunde samme alder. Hun er helt vild med alt der i mor og fars øjne er farligt. Babyrutsjebane? Glem det, vi tager den store i legetårnet og ingen behøver at hjælpe. Alt hvad der kan kravles på, bliver der kravlet på og det giver nogle knubs. Vi siger mange gange "Nej, Ella" - og vi satser på at vi må sige det et par millioner gange endnu, før hun begynder at kunne reagere på det. Hun er også en der skal undersøge alt. Hendes storebror var totalt modsat. Han gjorde nærmest aldrig noget "farligt", så børn er bare forskellige.

Men forstår godt man bliver træt - jeg er også træt efter en hel dag hvor man render efter den lille

Det med at blive sur over det. jeg behøver ikke at sige det, men det hjælper ingenting. Det gør bare situationen mere træls for alle. Der skal du nok lære at sige til dig selv, at din søn ikke gør det for at være træls. Han kan ikke gøre for det. Din søn er bare et nysgerrigt barn. Derudover vidner det også om et meget trygt barn.

Mht opdragelse. Man siger jo, at man ikke rigtig kan opdrage på et barn før 2-3 års alderen. Hjemme hos os er vi meget afslappede i det. Hos os kan de græde alt det de vil over et nej (det du kalder uden tårer), jeg gentager bare mig selv "Nej min ven det går ikke". Ved min store dreng som er 6 år og kan være en strid banan, forklarer jeg altid mit nej. Ved min datter siger jeg nej og hvis situationen spidser til distraherer jeg med noget andet. Sådan stopper vi konflikter hjemme hos os. På den måde er har vi meget glade og trygge børn.

Men det med at blive sur over de forskellige kriser osv, er nok noget der er godt at arbejde med. Alt det børn går igennem, om det er farlig leg, ikke at vil høre efter, at skrige pga de får et nej osv, er alting noget som er en del af deres udvikling. Det er sådan de lærer grænserne og rammerne at kende.

Hej Dorte, tak for dit svar. Jeg er sådan set rigtig enig i det du skriver. 

Dog er mit mål eller forventning er på ingen måde at drengen kan konsekvensberegne - og jeg forventer heller ikke at han reagerer på et nej (for det gør han jo ikke og det er helt problem frit). sagen er at jeg ingen problemer har med at han kravler op i et legetårn - men det er lidt mere problematisk når han forsøger at løbe ud af legepladsen og ud på gaden - og det gør han tit, og i går kom han tæt på. Jeg er også ked af tage ham ud af sin ynglingsaktivitet som er en musik time, hvor han elsker når de spiller på guitar- men når de ikke spiller, men kun synger, så løber han rundt og det er rummet (og lærene) ikke gearet til. Så min tanke var at der måske var en lavpraktisk måde at lære ham at komme til mig. men fint hvis der ikke er 

Vi er helt enige om at det selvfølgelig ikke hjælper at jeg bliver sur, og det selvfølgeligt er noget som jeg skal arbejde med. Mere for at klargøre så sker det ikke særlig tit. og jeg bliver på ingen måde sur over at han græder hvis der noget han ikke må. Det er (nye) situationer som jeg opfatter som lette, for et nej er et nej.

Som nævnt er han en meget glad og nem dreng, Men de sidste dage er er han begyndt at kaste sig på gulvet, og beklage sig uden der er en rigtig umiddelbar grund. ikke fordi han har fået et nej. Jeg tænker at det er noget udvikling. Og jeg vil gerne forstå ham bedre. Hvad sker der, og hvad skal man gøre - hvad er den gode reaktion. Jeg tænker at der kommer mere og andre nye reaktionsmønstre. og det vil jeg gerne være godt klædt på til. Det er det jeg ligger i opdragelse. Desværre har jeg ikke rigtig noget familie at spørge - og vi er flyttet for ikke så lang tid siden. Derfor søger jeg gode bøger 

Igen mange tak for svar! 

Anonym skriver:

Kære erfarne mødre jeg søger råd og jeg håber i kan hjælpe Jeg har en super sød dreng, på 1.5 år. han er generelt glad og også nem. Men der er to ting jeg er usikker på – og som er kommet op på det seneste.

Det første er rimeligt specifikt. Han er generelt ikke bange for noget – og altså heller ikke bange for at han ikke kan se mor (eller far). Så hvis jeg tager ham med til en aktivitet, så løber han rundt. Vi var til noget i går som er en slags ”oplevelsesaktivitet” med forskellige rum og forskellinge aktivitier. Det har vi været før. Men altså nu er jeg kommet dertil at det skal vi nok ikke mere. Han løber hele tiden væk fra rummet med aktivitet ind i andre rum og antager at vi leger at jeg skal løbe efter ham. Jeg har samme problem med en anden aktivitet, som foregår i et stort rum, hvor der forenden er nogle trapper. Han er det eneste barn der løber væk – eller i det mindste gør det hele tiden (de andre børn er samme alder). Måske er det meget normalt. Jeg ved det ikke. Men al aktivitet der ikke omhandler ”fri leg” i 100% sikre omgivelser er mere eller mindre udelukket – med mindre jeg hele tiden skal løbe efter ham + bære han væk fra farlige steder, eller over til noget (hvorefter han straks løber væk igen). jeg indrømmer jeg bliver træt og til sidst også sur. og det vil jeg gerne undgå

Hvordan gør i? er der en måde hvorpå jeg kan lære ham at komme til mig? Er det noget der han læres i den alder? Jeg prøver at tiltrække ham og lege med ham. Men det virker ca- i 2 minutter, og så er det igen bare mere spændene at løbe væk.

Det andet omhander opdragelse. Jeg vil rigtig gerne have inspiration – hvordan takler man kriser (vrede, gråd men alså den slags uden tårer etc.). Det med kriser er rimeligt nyt for os (vi har måske haft tre kriser – udover i forbindelse med mad) men jeg regner med at kommer. Så jeg vil gerne lære at støtte ham og hjælpe ham og selvfølgelig hvad man skal undgå for at komme igennem ”trods” alderen på en god måde (incl. At undgå at jeg selv bliver sur og gal, for altså det gør jeg indimellem).  

Det er der mange tilgange til. Personligt er jeg ikke den store tilhænger af ”fri dans” og uden grænser – for de børn jeg kender der er opdraget sådan har svært ved at tilpasse sig andre børn (og voksne) så det mener jeg ikke er at gøre børnene en tjeneste.  Så altså, er der nogle bøger i kan anbefale?  Mange tak

Hej, 

Jeg har en datter på 3 år, og lige siden den dag hun kunne gå, har hun været det barn der farede omkring og ikke var bange for noget som helst. Ikke at blive væk, ikke for trafik og ikke for at falde ned fra noget højt.

Det har været et mareridt uden lige, og mange ting har jeg ganske enkelt sagt nej tak til, fordi jeg ikke ville kunne holde hende sikker.

Som eksempel har hun hoppet ud af vindue hos oldemor og ud mod vejen, hvor jeg lige nåede at få fat på hende.

En anden gang tog vi til tumlinge salmesang en enkelt gang, hvor jeg brugte 95% af tiden på at holde hende ude af præstens kontor og hente hende ned fra klokketårnet (alle de andre børn sad fint hos præsten)

Og den værste, vendte mig om for at sætte lillesøster i autostolen, og da jeg vendte mig om var hun væk. Hun var løbet ud ad døren (som jeg ikke troede hun kunne åbne), og ud på hovedvejen, hvor hun øvede sig i at krydse vejen. På en tåget dag, i gråt tøj. Der tudede jeg godt nok af skræk og sprang over en hæk for at komme hen til hende.

Nu er hun 3 år, og efter vi for nogle mdr siden fandt ud af at hun var laktose intolerant, er hun pludselig blevet meget mere opmærksom på at ting gør ondt. Hun løber ikke mere, og er meget mere påpasselig. Det er en fase, og der er ikke så meget at gøre desværre end at holde ham "låst inde".

Mht til opdragelse er timeout her den bedste løsning. Kun 30sek til mindre børn og ikke bag en lukket dør.

Dorthe1986 skriver:

Din dreng er kun 1,5 år, og i den alder og nok også indtil 6-års alderen (hvis ikke mere), er børn impulsstyret. Man kan sige nej til den samme ting en million gang, men hvis impulsen siger gå hen til trappen, så er den så stærk hos det lille barn, at mors ellers fars nej ikke kan overvinde denne. Altså så lille et barn kan man ikke forvente kan konsekvensberegne, som jo egentlig er det man ønsker.

Jeg kan fortælle dig jeg har en datter på nogenlunde samme alder. Hun er helt vild med alt der i mor og fars øjne er farligt. Babyrutsjebane? Glem det, vi tager den store i legetårnet og ingen behøver at hjælpe. Alt hvad der kan kravles på, bliver der kravlet på og det giver nogle knubs. Vi siger mange gange "Nej, Ella" - og vi satser på at vi må sige det et par millioner gange endnu, før hun begynder at kunne reagere på det. Hun er også en der skal undersøge alt. Hendes storebror var totalt modsat. Han gjorde nærmest aldrig noget "farligt", så børn er bare forskellige.

Men forstår godt man bliver træt - jeg er også træt efter en hel dag hvor man render efter den lille

Det med at blive sur over det. jeg behøver ikke at sige det, men det hjælper ingenting. Det gør bare situationen mere træls for alle. Der skal du nok lære at sige til dig selv, at din søn ikke gør det for at være træls. Han kan ikke gøre for det. Din søn er bare et nysgerrigt barn. Derudover vidner det også om et meget trygt barn.

Mht opdragelse. Man siger jo, at man ikke rigtig kan opdrage på et barn før 2-3 års alderen. Hjemme hos os er vi meget afslappede i det. Hos os kan de græde alt det de vil over et nej (det du kalder uden tårer), jeg gentager bare mig selv "Nej min ven det går ikke". Ved min store dreng som er 6 år og kan være en strid banan, forklarer jeg altid mit nej. Ved min datter siger jeg nej og hvis situationen spidser til distraherer jeg med noget andet. Sådan stopper vi konflikter hjemme hos os. På den måde er har vi meget glade og trygge børn.

Men det med at blive sur over de forskellige kriser osv, er nok noget der er godt at arbejde med. Alt det børn går igennem, om det er farlig leg, ikke at vil høre efter, at skrige pga de får et nej osv, er alting noget som er en del af deres udvikling. Det er sådan de lærer grænserne og rammerne at kende.

Enig her

Min den ældste var 2 år før han gad og kunne koncentrere sig om koordinerede aktiviteter som ikke lige var fri leg. Før da fanget det ham slet ikke.

Lillebror på 17 måneder er heller ikke interesseret i det endnu, Men det ved jeg jo at det kommer med alderen. Han stormer trofast ud en milion gange når vi er til forældre/barn gymnastik 

I forhold til raseri anfald så trøster og anerkender vi du bliver ked af det fordi du ikke må tømme køkkenskabet, det kan jeg godt forstå er træls osv. 

Raseri og hysteriske anfald kan man vist ikke helt komme udenom med små børn. 

Anonym skriver:

Kære erfarne mødre jeg søger råd og jeg håber i kan hjælpe Jeg har en super sød dreng, på 1.5 år. han er generelt glad og også nem. Men der er to ting jeg er usikker på – og som er kommet op på det seneste.

Det første er rimeligt specifikt. Han er generelt ikke bange for noget – og altså heller ikke bange for at han ikke kan se mor (eller far). Så hvis jeg tager ham med til en aktivitet, så løber han rundt. Vi var til noget i går som er en slags ”oplevelsesaktivitet” med forskellige rum og forskellinge aktivitier. Det har vi været før. Men altså nu er jeg kommet dertil at det skal vi nok ikke mere. Han løber hele tiden væk fra rummet med aktivitet ind i andre rum og antager at vi leger at jeg skal løbe efter ham. Jeg har samme problem med en anden aktivitet, som foregår i et stort rum, hvor der forenden er nogle trapper. Han er det eneste barn der løber væk – eller i det mindste gør det hele tiden (de andre børn er samme alder). Måske er det meget normalt. Jeg ved det ikke. Men al aktivitet der ikke omhandler ”fri leg” i 100% sikre omgivelser er mere eller mindre udelukket – med mindre jeg hele tiden skal løbe efter ham + bære han væk fra farlige steder, eller over til noget (hvorefter han straks løber væk igen). jeg indrømmer jeg bliver træt og til sidst også sur. og det vil jeg gerne undgå

Hvordan gør i? er der en måde hvorpå jeg kan lære ham at komme til mig? Er det noget der han læres i den alder? Jeg prøver at tiltrække ham og lege med ham. Men det virker ca- i 2 minutter, og så er det igen bare mere spændene at løbe væk.

Det andet omhander opdragelse. Jeg vil rigtig gerne have inspiration – hvordan takler man kriser (vrede, gråd men alså den slags uden tårer etc.). Det med kriser er rimeligt nyt for os (vi har måske haft tre kriser – udover i forbindelse med mad) men jeg regner med at kommer. Så jeg vil gerne lære at støtte ham og hjælpe ham og selvfølgelig hvad man skal undgå for at komme igennem ”trods” alderen på en god måde (incl. At undgå at jeg selv bliver sur og gal, for altså det gør jeg indimellem).  

Det er der mange tilgange til. Personligt er jeg ikke den store tilhænger af ”fri dans” og uden grænser – for de børn jeg kender der er opdraget sådan har svært ved at tilpasse sig andre børn (og voksne) så det mener jeg ikke er at gøre børnene en tjeneste.  Så altså, er der nogle bøger i kan anbefale?  Mange tak

Et element, jeg tænker, at du skal begynde at bruge er den ‘neutrale gentagelse’. Når dit barn løber væk, henter du ham uden at give det/ham opmærksomhed. Sig fx med neutral stemme: nej. Vi skal være herhenne. Og kig på aktiviteten, som I burde være en del af frem for ham. Og så gentag det uendeligt - så mange gange som han løber væk.

Det er fx vejen frem, når et barn bliver ved med at stå op af sengen om aftenen. Barnet vil gerne have opmærksom og underholdes. Hvis det bliver skændet på, bliver det sværere for det at sove, fordi han bliver usikker og får brug for din omsorg. Men en neutral tagen det ved hånden og føren det ind i seng uden at se på barnet signalerer: jeg vil have, at du skal være i din seng. Jeg har tillid til, at du godt kan falde i søvn. Det er kedeligt at stå op.

At løbe efter et barn, der løber væk, bliver en sjov leg. Skælder man ud, giver man aktiviteten og barnet sin fulde opmærksomhed og det er bedre end ingenting. Så det at fastholde din opmærksomhed på rytmiktimen eller whatever - med dit blik - og følelsesmæssigt neutralt sige ‘kom, vi skal herhen’ eller ‘nej, det er herhenne’ gør at du reducerer hans løbe væk-handling til noget uinteressant. Ved at gentage det 22 gange med samme fremgangsmåde, viser du ham, hvem der bestemmer. Og næste gang gør han det ikke 22 gange. Kun 5

Miti's mama skriver:

Hej, 

Jeg har en datter på 3 år, og lige siden den dag hun kunne gå, har hun været det barn der farede omkring og ikke var bange for noget som helst. Ikke at blive væk, ikke for trafik og ikke for at falde ned fra noget højt.

Det har været et mareridt uden lige, og mange ting har jeg ganske enkelt sagt nej tak til, fordi jeg ikke ville kunne holde hende sikker.

Som eksempel har hun hoppet ud af vindue hos oldemor og ud mod vejen, hvor jeg lige nåede at få fat på hende.

En anden gang tog vi til tumlinge salmesang en enkelt gang, hvor jeg brugte 95% af tiden på at holde hende ude af præstens kontor og hente hende ned fra klokketårnet (alle de andre børn sad fint hos præsten)

Og den værste, vendte mig om for at sætte lillesøster i autostolen, og da jeg vendte mig om var hun væk. Hun var løbet ud ad døren (som jeg ikke troede hun kunne åbne), og ud på hovedvejen, hvor hun øvede sig i at krydse vejen. På en tåget dag, i gråt tøj. Der tudede jeg godt nok af skræk og sprang over en hæk for at komme hen til hende.

Nu er hun 3 år, og efter vi for nogle mdr siden fandt ud af at hun var laktose intolerant, er hun pludselig blevet meget mere opmærksom på at ting gør ondt. Hun løber ikke mere, og er meget mere påpasselig. Det er en fase, og der er ikke så meget at gøre desværre end at holde ham "låst inde".

Mht til opdragelse er timeout her den bedste løsning. Kun 30sek til mindre børn og ikke bag en lukket dør.

Pyhhhh det lyder jo værre end min søn. Tak fordi du deler  jeg må tage på at det er en fase, og håbe på det bedste 

migxher skriver:

Enig her

Min den ældste var 2 år før han gad og kunne koncentrere sig om koordinerede aktiviteter som ikke lige var fri leg. Før da fanget det ham slet ikke.

Lillebror på 17 måneder er heller ikke interesseret i det endnu, Men det ved jeg jo at det kommer med alderen. Han stormer trofast ud en milion gange når vi er til forældre/barn gymnastik 

I forhold til raseri anfald så trøster og anerkender vi du bliver ked af det fordi du ikke må tømme køkkenskabet, det kan jeg godt forstå er træls osv. 

Raseri og hysteriske anfald kan man vist ikke helt komme udenom med små børn. 

tak for at dele erfaring! 

L-mor skriver:

Et element, jeg tænker, at du skal begynde at bruge er den ‘neutrale gentagelse’. Når dit barn løber væk, henter du ham uden at give det/ham opmærksomhed. Sig fx med neutral stemme: nej. Vi skal være herhenne. Og kig på aktiviteten, som I burde være en del af frem for ham. Og så gentag det uendeligt - så mange gange som han løber væk.

Det er fx vejen frem, når et barn bliver ved med at stå op af sengen om aftenen. Barnet vil gerne have opmærksom og underholdes. Hvis det bliver skændet på, bliver det sværere for det at sove, fordi han bliver usikker og får brug for din omsorg. Men en neutral tagen det ved hånden og føren det ind i seng uden at se på barnet signalerer: jeg vil have, at du skal være i din seng. Jeg har tillid til, at du godt kan falde i søvn. Det er kedeligt at stå op.

At løbe efter et barn, der løber væk, bliver en sjov leg. Skælder man ud, giver man aktiviteten og barnet sin fulde opmærksomhed og det er bedre end ingenting. Så det at fastholde din opmærksomhed på rytmiktimen eller whatever - med dit blik - og følelsesmæssigt neutralt sige ‘kom, vi skal herhen’ eller ‘nej, det er herhenne’ gør at du reducerer hans løbe væk-handling til noget uinteressant. Ved at gentage det 22 gange med samme fremgangsmåde, viser du ham, hvem der bestemmer. Og næste gang gør han det ikke 22 gange. Kun 5

Tak for dit gode råd  det vil jeg prøve - for du har helt ret. for ham bliver det en sjov leg (og han syntes at lege tagfat er noget af det bedste).