Bange for at føde...

Sagen er den at jeg venter mit andet barn med termin her i april. Min første fødsel var rædselsfuld, og varede flere døgn hvorefter den endte ud i akut kejsersnit grundet uerkendt sædestilling. Denne her gang har jeg fået tid til en scanning her i uge 37 for at der kan være 100 % sikkerhed omkring hvilken vej lillebror vender, og jeg har fået lagt en fødselsplan som giver lidt tryghed, så jeg forhåbentlig slipper for flere døgn med konstante veer igen. Jo tættere jeg kommer på fødslen, jo mere nervøs bliver jeg dog kan jeg mærke... Jeg kan ikke helt lade være med at stresse over hvordan mon forløbet bliver denne her gang. Da jeg blev gravid igen var jeg slet ikke bange, og jeg følte faktisk at jeg var ret afklaret med hvordan det endte sidst. Alligevel er det sådan kommet snigende siden jeg var lidt over halvvejs. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om hvor vidt min krop ikke kan ''finde ud af'' at føde selv. Jeg frygter bare sådan et forløb igen med flere døgn i konstante smerter der ender ud i endnu et akut kejsersnit. Jeg vil så gerne undgå et kejsersnit denne her gang, føde ''hurtigt'' og ambulant så jeg kan komme hjem igen til min store dreng. Det gør ikke nervøsiteten spor bedre at der lige er blevet varslet strejke på den afdeling hvor jeg skal føde. Vil der overhovedet blive taget hensyn til min fødselsplan hvis min fødsel skulle ramme ned i en potentiel strejke? Er der ikke nogen der har haft en god fødselsoplevelse efter en mindre god én? Jeg kunne virkelig godt bruge at høre nogle positive historier.   

Hej, jeg er sådan set i samme båd som dig, bortset fra at jeg lige når at føde lige før strejken rammer. 

ved min første fødsel gik jeg 13 dage over tid, så havde jeg veer i et døgn, så gik de i stå, så satte de mig i gang ved at tage mit vand, så udvidede jeg mig ikke, så gav de mig vedrop som fik mig til at vride af smerte, så dykkede min søns hjertelyd, så fik jeg epidural. udvidede mig ikke. hjertelyden dykkede endnu mere. ender i akut kejsersnit i fuld narkose fordi epiduralen ikke virkede ordentligt. det viste sig at han lå helt skævt og at jeg ikke ville kunne føde ham selv..oh my.. forfærdeligt.

Jeg kan også mærke at angsten, eller måske mere pessimismen er kommet snigende i løbet af graviditeten selvom jeg ikke har haft traumer efter oplevelsen. vores første fødsel er den eneste erfaring med fødsel som vi har, og det er helt naturligt at føle angst og bekymring osv. jeg har også svært ved at tro på at min krop kan føde selv, men jeg prøver at fortælle mig selv at der faktisk er lige så gode chancer for at jeg føder helt normalt.

Samtidig har jeg læst rigtig meget om smertefri fødsel, hvor man kan bruge sin krop og vejrtrækning til at få en nemmere fødsel. man kan også hjælpe baby med at lægge sig i en god position ved forskellige øvelse, og man kan også gøre nogle ting selv for at sætte gang i veerne. Det handler om at tage så meget kontrol som man kan, ved at forberede sig så godt som muligt, og ikke fokusere på de negative tanker. Psyken og kroppen hænger uløseligt sammen og jo mere rolig og kontrolleret man kan være jo større chance er der for at fødslen bliver en god oplevelse.

Vi skal tage så meget af skeen vi kan, i egen hånd og gå ind til næste fødsel med en god portion mod og styrke og begejstring. vi må lægge den første fødsel bag os ,og sige at vi starter helt forfra denne gang. Du skal nok klare det helt fantastisk  

Min første fødsel var et helvede! Godt 3 døgn med veer og lige på grænsen til et hyperakut kejsersnit (hvis ikke sidste forsøg med koppen var lykkedes, så var hun blevet skubbet ind igen og taget ud gennem maven). Så jeg havde også mange bekymringer inden min anden fødsel (kan min krop overhovedet finde ud af at føde, skal det også vare flere dage denne gang osv.). Der blev lavet en fødselsplan for at undgå det lange forløb. Det viste sig, at mine bekymringer var helt spildt. Jeg fik småveer/hyppige plukkeveer 39+6. 40+0 var jeg til jordemoder, og jeg var allerede 3 cm åben. Hun lavede hindeløsning og sendte mig hjem med besked på at hvile og få noget at spise. Under 4 timer senere fødte jeg min 2. datter - vi havde ikke nået at være på fødegangen halvanden time. Så der kan sagtens være en verden til forskel på 1. og 2. fødsel 

Åhh hvor jeg kender de følelser du sidder med. Min første fødsel var på ingen måde en drømme fødsel. Tog 30 timer og endte ud med en tredje gradsbristning og stort blodtab, og jeg var sengeliggende i fem dage efter fødslen. 

Da jeg blev gravid med nr 2 følte jeg mig også afklaret. Kom til ekstra scanninger (min første fødte var en stor baby) fik lavet fødselsplan da jeg fravalgte kejsersnit. Jeg endte med at være ret nervøs og tror det handlede om alt den snak om første fødsel og så gjorde det dét ikke bedre at jeg blev sat i gang. MEN min anden fødsel tog 2 timer og 15 minutter fra vandet gik til min datter blev født. Ingen bristning eller nogen komplikationer. Jordemoderen var forberedt og havde sat sig ind i tingene. Jeg var som dig også nervøs for om jordemoderen ikke var klar over der var en plan, fordi jeg oplevede at gentage mig selv alle de gange jeg var på sygehuset inden fødslen. Min kæreste og jeg havde aftalt, at han skulle gøre opmærksom på planen hvis ikke jordemoderen ikke obs, men det blev ikke nødvendigt. Da fødslen først gik i gang var jeg ikke nervøs, kun lige kort da jordemoderen sagde jeg skulle presse, fordi jeg tænkte det gik stærkt og frygtede at gå i stykker.  Jeg er så glad for at jeg ikke valgte kejsersnit (som jeg kunne have valgt). 

Prøv at fokusere på hvorfor første fødsel ikke var en “succes”. Altså er der var nogle forhold der gjorde det umuligt. Derfor er der god grund til at tænke at det bliver en god fødsel denne gange Du er blevet tjekket ekstra og der bliver taget ekstra hensyn ift fødselsplan, som der selvfølgelig bliver tid til det.