sunhapz94 skriver:
Jeg er virkelig frustreret og splittet. - Langt opslag i vente.
Sagen er den, at min kæreste og jeg har været sammen i 7-8 mdr. Jeg har en søn på 3,7 år fra et tidligere forhold, som blev afsluttet kort tid inden jeg mødte min nuværende kæreste.
Jeg bor alene med min søn, men min kæreste er her det meste af tiden. Min kæreste er fuldstændig klar til at flytte sammen og få børn sammen nu, men der er flere og flere ting, der begynder at minde mig om det tidligere forhold som jeg havde med min søns far, der gør at jeg tøver med at ville det samme som min kæreste. Jeg har det lidt sådan, at jeg elsker min kæreste rigtig højt, men at mor-siden af mig bare har paraderne oppe.
Der er flere ting, som gør at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt det er ham jeg skal have barn nr. 2 med, og begynde en rigtig hverdag sammen med:
1. Han spiller meget computer. Han har før siddet og spillet Counter Strike imens min søn var vågen, og det har jeg bedt ham om at lade være med. Han kan dog stadig godt sætte sig til at spille, hvis jeg bare tager min søn med ned for at handle, selvom han ved at det tager max 20 minutter at handle, og snildt kan tage 1 time at spille (og han kan ikke afbryde et igangværende spil fordi han spiller online med andre). Han sidder også ofte bare ved sin computer og ser youtubevideoer med hørebøffer på, hvor han derfor ikke kan høre hvis min søn eller jeg taler til ham.
2. Jeg har før prøvet at jeg sad herhjemme med et angstanfald, og skrev til ham om han ikke nok ville komme, fordi jeg lige var besvimet, og nu sad og hyperventilerede og slet ikke kunne stoppe med at græde. En halv time efter at han havde set beskeden ringer han så, og siger at der lige er nogle ting han skal ordne, men at han kommer om et par timer. Da han så kommer finder jeg ud af, at de ting han skulle ordne, bare var at fixe et eller andet i Counter Strike og se en Counter Strike kamp færdig. Jeg har virkelig svært ved at forstå den prioritering - især fordi han selv har angst, og derfor ved hvordan det er.
3. Han har I denne måned ikke fået særligt meget udbetalt, pga. Få vagter i januar. Alligevel vælger han så i starten af måneden at gå i byen et par gange, hvor han så allerede omkring d. 8 februar siger, at nu har han ikke flere penge tilbage. Dvs. at jeg har forsørget ham hele måneden, fordi han er her stort set hver dag. Når han så har haft nogle penge (drikkepenge fra jobbet), har han ikke lagt dem til madbudgettet, men har i stedet brugt dem på at tage en øl med vennerne, eller købe en flaske vin med hjem.
4. Han har passet min søn et par gange hvor det er gået fint, men her for tre dage siden da han passede ham i 2 timer, kommer jeg så hjem og ser at han ligger og sover inde i stuen, imens min søn løber rundt og er lysvågen. Han sover så tungt at han hverken hører at jeg kommer hjem, eller at min søn kalder på ham ude i køkkenet. Han er nu fornærmet over at jeg har sagt til ham, at jeg til en anden gang hellere vil have, at han så siger at han er for træt eller for sløj til at passe ham, fordi min søn for det første kun er 3 år, og for det andet fordi han har nogle udfordringer der gør, at han har svært ved at konsekvensberegne og lære af sine erfaringer - så jeg mener ikke det er hensigtsmæssigt at han er uden opsyn på den måde, hvor man ikke engang kan høre hvis der skulle ske noget
5. Han hjælper virkelig ikke særligt meget til herhjemme, selvom han er her stort set hele tiden. For ham er det nærmest et dagsprojekt at skulle sætte en vask over og tage opvasken. Det er mig der står for 90% af det huslige. Jeg vasker op 9 ud af 10 gange, jeg støvsuger, rydder op, gør rent, lægger tøj på plads, handler ind, osv. Han hjælper lige engang imellem med opvasken eller sætter en vask over, og kan til nøds også lige tage ned og købe noget i føtex. Jeg har et par gange oplevet, at jeg har været oppe siden kl. 5 med min søn, afleveret ham i børnehave, fået fri kl. 16, hentet min søn igen, været ude for at handle ind, og så kommet hjem kl. 16.30, hvor min kæreste så hverken har vasket op eller noget som helst, selvom han har haft fri og været i lejligheden hele dagen.
6. Han var mere engageret omkring min søn i starten. Der tilbød han engang imellem at tage ham om morgenen, skifte hans ble, putte ham om aftenen, osv. Nu har han lidt mere den der ”du kan jo bare spørge mig hvis du har brug for hjælp”-holdning, men gør ikke særligt meget på eget initiativ. Det er mig der står op med min søn hver eneste morgen, jeg smører madpakker, afleverer og henter ham i institution, skifter ble, børster tænder, putter ham, osv. Min kæreste er sød til at lege med min søn, men mest hvis jeg ikke er der.
Jeg føler ærligt talt lidt at jeg har en teenager boende - selvom min kæreste er 28 år. Han sover her, tager bad her, spiser her, osv. Imens jeg betaler for huslejen og maden, vasker hans tøj og gør rent.
Jeg er ikke den der rappenskralde type der råber og skælder ud, og har flere gange prøvet at sige på en pæn måde, at jeg ville blive glad hvis han hjalp lidt mere til og måske bare tog min søn om morgenen engang imellem. Han siger så at han nok skal prøve at oppe sig lidt, men det er lidt som om der bare ikke kommer handling bag, og som om han har en anden opfattelse end jeg har, ift. hvor meget han bidrager med.
Nu er det selvfølgelig lige de ting der går mig på, som bliver nævnt her i opslaget - han kan samtidig være meget kærlig og omsorgsfuld, og har mange gode intentioner - intentionerne passer bare ikke altid med praksis.
Er der nogle der har prøvet at stå i lignende situation?
Har du ikke bare fået en bonus søn i stedet for en kæreste??? Jeg gad slet ikke det der, og slet ikke forsørge ham, når han laver ingenting i hjemme.
