At sidde ved bordet i sin stol til måltiderne

Det lyder som om hun ved, at det med maden er vigtigt for jer. Dermed kan hun presse jer i den situation. Har I prøvet bare at ignorere hende? Sætte jer til bords for at spise og rigtig hygge jer? Når hun så kommer og vil have opmærksomhed, så må man jo sige, at hun gerne kan være med, men så må hun lige klatre op i sin stol. Og hvis hun så ikke spiser af maden, så ignorer det. Ikke lad det være vigtigt. Hyg jer sammen. Og så må hun så få noget senere, før hun går i seng. Mit gæt er, at når der ikke længere er en kamp ved middagsbordet, så vil hun også efterhånden kunne begynde at spise med. 

Loa skriver:

Hvor gamle var de da de fik lov at spise på værelset?

Fra de var ca 2 år gav de klart udtryk for ubehag ved at sidde med ved bordet. Og vi valgte at give dem maden der hvor de nu havde lyst.

Det kunne være  ved tv i stuen, på værelset mens de samlede Lego eller midt på køkkengulvet. Ja den ældste har sågar sat under bordet mens vi spiste

Begge drenge har forskellige vanskeligheder, men det gjorde ihvertfald at vi blev noget mere rummelige forældre og valgte konflikter med omhu. Derfor har vores øvrige og raske børn også fået lov til at spise andre steder, hvis det var det de havde lyst til.

Pointen er bare, at TS barn lige pt giver udtryk for ubehag ved at sidde ved bordet - også tænker jeg : er det meget vigtig at gennemføre Det? Eller er det mere vigtig at tilgodese at barnet måske vælger at spise andet sted? Måske er det mere vigtigt at barnet får noget mad i det hele taget?

Vores børn kommer jo også rendene ind midt om natten, hvis de er utrygge eller bare har behovet og de fleste forældre vælger at tilgodese det behov i den periode det nu måtte stå på.

Men måske har jeg misforstået indlægget; Skal barnet absolut sidde ved det bord?

Mange tak for alle de input i har givet! Jeg vil gerne prøve at svare jer alle.

Tin: du har ikke misforstået indlægget, men problemet ligger også i, at jeg gerne vil have hende til at sidde ved bordet når vi spiser - bare i 5 minutter, så jeg selv kan få skovlet bare lidt mad ind, for hun er ikke i stand til at være på gulvet mens vi sidder ved bordet. Vi skal helst være tæt på hvor hun leger eller nede i højde med hende. Jeg er også helt med på hun kan være utryg, men efter hun er blevet ældre og særligt inden for den sidste måned har hun ændret sig og vil mere bestemme, og det er også herefter det er gået helt galt, så tænker også hendes nyfundne vilje kunne spille ind.

BC: jeg er ikke i tvivl om vi er ude på et skråplan og dette er også grunden til jeg skriver herinde - for at få råd til hvordan vi skal gribe det an. Vores datter er for det meste med til både at tilberede maden og dække bord. Vi har ikke fokus på hun skal spise når vi sidder ved bordet. Vi gør vores bedste for at "ignorere" hende, men problemet ligger i, at vi ikke engang kan få hende i stolen inden hun skriger og græder. Måske fik jeg formuleret mig forkert i mit indlæg, men jeg er for så vidt ligeglad med om hun spiser når hun sidder i stolen. Jeg vil bare gerne have, at vi lærer hende, at når man skal have mad så skal man sidde i sin stol - om man spiser eller ej må man selv bestemme. Hun får altid nr to aftensmad så vi er ikke længere oppe og give mad om natten efter vi fandt ud af det virkede 

Smølfine123: som Loa skriver, så forventer jeg ikke de skal sidde der en halv time eller noget. Jeg vil bare gerne at vi overhovedet kan at hun sidder i stolen - om det er fem-ti minutter er fint med mig.

Soonmom: ja det er fordi vi har føjet hende, fordi vi har vidst, at hun var nødt til at få noget at spise for ikke at vågne sulten om natten. Og så har det så bredt sig til alle måltider. Jeg er klar over at en stor del af skylden for det her er hos os som forældre, og derfor søger jeg også råd hertil. Vores datter får meget meget sjældent snacks efter hun har spist eftermiddagsmad.

MysteriousAngel: kan godt forstå den bog minder dig om hvad jeg skriver, for det passer jo! Jeg kan godt mærke på dit og andres svar, at jeg ikke helt har fået gjort det tydeligt nok i mit indlæg, at vi gerne vil ind i kampen og jeg søger råd til, hvordan vi skal gribe det an. Skal vi lade hende ligge på gulvet og græde til vi er færdige med at spise? Skal vi nægte hende mad (også inden sengetid så vi skal op om natten), indtil hun forstår det? Aner ikke hvad vi skal. Jeg vil rigtig gerne gribe det an på en rolig måde, men jeg kan bare ikke selv se hvordan det skal lade sig gøre. 

Ciss: vi har slet ikke fokus på maden. Nogle gange stiller vi ingenting foran hende, for så kan hun ikke blive sur over det. Vi kan ikke sætte os ved bordet og rigtig hygge os, da hun følger os tæt hele tiden. Beskrev det lidt til et andet svar længere oppe. Som sagt er jeg så ligeglad med om hun spiser, for hun skal nok få noget senere som du også selv skriver. Problemet er bare at intet af det mad hun spiser bliver indtaget ved bordet.

Anonym skriver:

Mange tak for alle de input i har givet! Jeg vil gerne prøve at svare jer alle.

 

Tin: du har ikke misforstået indlægget, men problemet ligger også i, at jeg gerne vil have hende til at sidde ved bordet når vi spiser - bare i 5 minutter, så jeg selv kan få skovlet bare lidt mad ind, for hun er ikke i stand til at være på gulvet mens vi sidder ved bordet. Vi skal helst være tæt på hvor hun leger eller nede i højde med hende. Jeg er også helt med på hun kan være utryg, men efter hun er blevet ældre og særligt inden for den sidste måned har hun ændret sig og vil mere bestemme, og det er også herefter det er gået helt galt, så tænker også hendes nyfundne vilje kunne spille ind.

 

BC: jeg er ikke i tvivl om vi er ude på et skråplan og dette er også grunden til jeg skriver herinde - for at få råd til hvordan vi skal gribe det an. Vores datter er for det meste med til både at tilberede maden og dække bord. Vi har ikke fokus på hun skal spise når vi sidder ved bordet. Vi gør vores bedste for at "ignorere" hende, men problemet ligger i, at vi ikke engang kan få hende i stolen inden hun skriger og græder. Måske fik jeg formuleret mig forkert i mit indlæg, men jeg er for så vidt ligeglad med om hun spiser når hun sidder i stolen. Jeg vil bare gerne have, at vi lærer hende, at når man skal have mad så skal man sidde i sin stol - om man spiser eller ej må man selv bestemme. Hun får altid nr to aftensmad så vi er ikke længere oppe og give mad om natten efter vi fandt ud af det virkede 

 

Smølfine123: som Loa skriver, så forventer jeg ikke de skal sidde der en halv time eller noget. Jeg vil bare gerne at vi overhovedet kan at hun sidder i stolen - om det er fem-ti minutter er fint med mig.

 

Soonmom: ja det er fordi vi har føjet hende, fordi vi har vidst, at hun var nødt til at få noget at spise for ikke at vågne sulten om natten. Og så har det så bredt sig til alle måltider. Jeg er klar over at en stor del af skylden for det her er hos os som forældre, og derfor søger jeg også råd hertil. Vores datter får meget meget sjældent snacks efter hun har spist eftermiddagsmad.

 

MysteriousAngel: kan godt forstå den bog minder dig om hvad jeg skriver, for det passer jo! Jeg kan godt mærke på dit og andres svar, at jeg ikke helt har fået gjort det tydeligt nok i mit indlæg, at vi gerne vil ind i kampen og jeg søger råd til, hvordan vi skal gribe det an. Skal vi lade hende ligge på gulvet og græde til vi er færdige med at spise? Skal vi nægte hende mad (også inden sengetid så vi skal op om natten), indtil hun forstår det? Aner ikke hvad vi skal. Jeg vil rigtig gerne gribe det an på en rolig måde, men jeg kan bare ikke selv se hvordan det skal lade sig gøre. 

 

Ciss: vi har slet ikke fokus på maden. Nogle gange stiller vi ingenting foran hende, for så kan hun ikke blive sur over det. Vi kan ikke sætte os ved bordet og rigtig hygge os, da hun følger os tæt hele tiden. Beskrev det lidt til et andet svar længere oppe. Som sagt er jeg så ligeglad med om hun spiser, for hun skal nok få noget senere som du også selv skriver. Problemet er bare at intet af det mad hun spiser bliver indtaget ved bordet.

Som jeg skriver, jeg tror I må ignorere hende, når I sætter jer. Lægger hun sig ned og hyler, så må I jo invitere hende til at klatre op og være sammen med jer. Hvis hun selv tager valget at klatre op, er det jo ikke jer, der tvinger hende, og så er der jo ikke noget at blive sur for. I må jo finde ud af, hvad der virker, og hvordan hun har det, men personlig havde jeg ignoreret sur hyling under bordet, fordi hun ikke får sin vilje og får lov til at styre jer. Jeg havde spist min mad og småsnakket med manden. Det havde jo ikke været en fornøjelse, og jeg ville jo selvfølgelig snakke lidt med hende en gang imellem og evn givet hende et knus, før jeg vendte tilbage til min mad. Men jeg havde ikke plukket hende op eller ladet hende bestemme, at vi andre ikke skulle få lov til at spise. Mit gæt er, at når hun bliver klar over at sur hyling ikke giver hende viljen så slutter hun meget hurtigt. Det er jo ikke fordi hun er dårlig eller noget. I følge din beskrivelse er hun bare sur.

Hej ! 

Jeg kan sagtens forstå, at du synes, at det er SÅ træls at du ikke kan få lov til lige at skovle lidt mad i hovedet. Øv ! Det ville godt nok også frustrere mig. Jeg har prøvet på at forstå hvad det lige nøjagtig er du spørger om, og jeg vil prøve at komme med mit bud. Det er jo altså oftest bare skud i tågen når andre skal forsøge at hjælpe mor og barn vi aldrig har mødt Min søn på 2 år har altid været utroligt god til at sidde længe ved bordet. Han kan snildt sidde der i en halv time. Men om det er noget vi har gjort nemt for ham, aner jeg altså ikke. Det kan være tilfældighedernes spil. Men jeg kan sige, at vi i nogle perioder lod ham sidde med hhv. nogle skumklodser som han kunne trykke på osv. Mens han fik mad og en kort periode med bøger vi læste imens. Mange sagde til mig at det var noget fis og ville udvikle sig til en rigtig skidt vane. Men for mig var det vigtigt at han kunne sidde med til bords da vores familier er ekstremt sociale og store måltider ofte samler os. Jeg var ligeglad med at det krævede lidt legetøj i de perioder hvor han virkelig havde fart på udviklingen og derfor svært ved at koncentrere sig om maden. Og i dag sidder han helt selv og spiser alt, uden nogen former for hjælpemidler. Det var korte perioder med hjælpemidler og jeg brugte det gradvist mindre og mindre. Jeg siger ikke, at det er den mest pædagogiske løsning, men det kan være at tankegangen kan få nogle idéer til at vokse hos dig? Og med hensyn til, at hun skal sidde og være utilfreds på gulvet mens i spiser, så sker der absolut intet ved det så længe i anerkender hendes frustrationer, sætter ord på de sure følelser for hende og ikke ignorere hende. Vis hende at det er okey at hun er sur og gal, men der er ikke noget at gøre ved det - mor skal altså have noget mad !! Så længe hun kan se jer, så sker der intet ved det. Hun lyder som en rigtig bestemt lille skæg dame, og der sker jo en masse for hende i øjeblikket. Det er en sjov alder, men svær idet i virkelig skal til at tænke over hvordan i opdrager og skaber rammer. Det er ikke nemt !!  Tag den helt med ro, og så kommer det stille og roligt. �� 

NRO skriver:

Hej ! 

Jeg kan sagtens forstå, at du synes, at det er SÅ træls at du ikke kan få lov til lige at skovle lidt mad i hovedet. Øv ! Det ville godt nok også frustrere mig. Jeg har prøvet på at forstå hvad det lige nøjagtig er du spørger om, og jeg vil prøve at komme med mit bud. Det er jo altså oftest bare skud i tågen når andre skal forsøge at hjælpe mor og barn vi aldrig har mødt Min søn på 2 år har altid været utroligt god til at sidde længe ved bordet. Han kan snildt sidde der i en halv time. Men om det er noget vi har gjort nemt for ham, aner jeg altså ikke. Det kan være tilfældighedernes spil. Men jeg kan sige, at vi i nogle perioder lod ham sidde med hhv. nogle skumklodser som han kunne trykke på osv. Mens han fik mad og en kort periode med bøger vi læste imens. Mange sagde til mig at det var noget fis og ville udvikle sig til en rigtig skidt vane. Men for mig var det vigtigt at han kunne sidde med til bords da vores familier er ekstremt sociale og store måltider ofte samler os. Jeg var ligeglad med at det krævede lidt legetøj i de perioder hvor han virkelig havde fart på udviklingen og derfor svært ved at koncentrere sig om maden. Og i dag sidder han helt selv og spiser alt, uden nogen former for hjælpemidler. Det var korte perioder med hjælpemidler og jeg brugte det gradvist mindre og mindre. Jeg siger ikke, at det er den mest pædagogiske løsning, men det kan være at tankegangen kan få nogle idéer til at vokse hos dig? Og med hensyn til, at hun skal sidde og være utilfreds på gulvet mens i spiser, så sker der absolut intet ved det så længe i anerkender hendes frustrationer, sætter ord på de sure følelser for hende og ikke ignorere hende. Vis hende at det er okey at hun er sur og gal, men der er ikke noget at gøre ved det - mor skal altså have noget mad !! Så længe hun kan se jer, så sker der intet ved det. Hun lyder som en rigtig bestemt lille skæg dame, og der sker jo en masse for hende i øjeblikket. Det er en sjov alder, men svær idet i virkelig skal til at tænke over hvordan i opdrager og skaber rammer. Det er ikke nemt !!  Tag den helt med ro, og så kommer det stille og roligt. �� 

Mine har også fået lov at sidde med legetøj netop fordi det var vigtigt for os, at vi kunne have den tid sammen som familie. Hellere et barn med legetøj end at vi måtte opgive ideen om at være sammen og have måltidet som en social stund. 

De har da heller ikke altid været vild med at sidde ved bordet, men det var nu engang reglen: vi sidder sammen som familie, og alle børn bliver siddende til alle børn har sagt tak for mad. Men det handler jo om hvilke “kampe” der er vigtige, og for os har det så været en vigtig kamp hvor fx den daglige oprydning ikke har været lige så vigtig. Så til ts: hvis det her en ting som er vigtig så sæt sejlene ind og hold fast eventuelt med hjælpemidler som legetøj eller andet.

HOv kom lige til at se, at hun gerne ved sidde ved bordet men bare på skødet - så ville jeg nok bare tage hende på skødet og skiftes til at have hende siddende og så lidt op på stolen og over på skødet osv. Især min den yngste sad også tit på skødet og så var det bare sådan - for os var det vigtigste at vi kunne have måltidet

NRO og lineog4: mange tak for jeres svar! Her til aften bestemte vi, at vi simpelthen ville spise vores mad sammen - i hvert fald bare os to! Så vi fandt farveblyanter og papir frem og sagde til vores datter, at nu kunne hun komme op og tegne. Det ville hun gerne, indtil hun så maden på bordet, men vi fik sat hende og lagde fokus på at tegne. Vi havde lavet en lille tallerken til hende med lidt af maden på, og efter noget tid så tog hun faktisk også lidt brød og agurk, og vigtigst af alt så nåede vi at spise! Så det er rigtigt dejligt at høre, at andre også har haft gode erfaringer med det!

I forhold til at lade hende ligge på gulvet og skrige, så tror jeg også det er noget af den vej vi skal gå, for hun har satme fået sig en mening og en vilje nu. Jeg har bare rigtigt svært ved at holde ud at høre på hende græde - mest af alt fordi hun græd/pylrede det meste af sit liv fra hun var 4-14 måneder, så jeg har ligesom fået nok af det og giver mig måske for let til tider men hun er og har også altid været meget ulykkelig når hun bliver ked af det/frustreret/sur og hun har grædt med tårer hver gang siden hun var få dage gammel. Ikke lige noget mit hjerte og hoved altid er god til at håndtere 

Anonym skriver:

NRO og lineog4: mange tak for jeres svar! Her til aften bestemte vi, at vi simpelthen ville spise vores mad sammen - i hvert fald bare os to! Så vi fandt farveblyanter og papir frem og sagde til vores datter, at nu kunne hun komme op og tegne. Det ville hun gerne, indtil hun så maden på bordet, men vi fik sat hende og lagde fokus på at tegne. Vi havde lavet en lille tallerken til hende med lidt af maden på, og efter noget tid så tog hun faktisk også lidt brød og agurk, og vigtigst af alt så nåede vi at spise! Så det er rigtigt dejligt at høre, at andre også har haft gode erfaringer med det!

I forhold til at lade hende ligge på gulvet og skrige, så tror jeg også det er noget af den vej vi skal gå, for hun har satme fået sig en mening og en vilje nu. Jeg har bare rigtigt svært ved at holde ud at høre på hende græde - mest af alt fordi hun græd/pylrede det meste af sit liv fra hun var 4-14 måneder, så jeg har ligesom fået nok af det og giver mig måske for let til tider men hun er og har også altid været meget ulykkelig når hun bliver ked af det/frustreret/sur og hun har grædt med tårer hver gang siden hun var få dage gammel. Ikke lige noget mit hjerte og hoved altid er god til at håndtere 

Hvor er det godt ! De små sejrer tæller stort !  

Fortsæt i bare med den slags, og eventuelt lave en leg ud af det 'at sidde i sin egen stol', få hende til at grine inden i sætter hende i den osv. Kun i kender hende, og i min verden gælder stort set alle ''tricks'' når de er så små. Hun er ikke gammel nok til at være manipulerende og nøjeregnende, hun reagerer bare på ting hun ikke bryder sig om. Så du må huske ikke at tillægge hende for stort et følelsesmæssigt intellekt. Sur betyder bare sur. Og så længe du er der, og viser hende at du er der for hende så er der intet svigt forbundet med det faktum, at hun skal lære at mor og far også skal have deres mad. Min søn er også en intens hidsigprop ind i mellem, og nej det er altså bare ikke skide rart at høre på. Det føles i mit hovede, lidt som om nogen knalder mig i hovedet med en stegepande og skriger ALARM ALARM ALARM. Men nu forstår han alt og kan selv fortælle hvorfor han blev sur. Det bliver hurtigt nemmere! Og din pige er i en svær alder grundet manglende sprog men flere og flere idéer om hvad hun vil og ikke vil. Det er et dilemma! Og ja, hun bliver skide ulykkelig. Men det er okay ! Du skal bare lære hende at det er helt okay, og at du forstår hende. Og så guider du hende igennem det efter bedste evne.  

lineog4 skriver:

HOv kom lige til at se, at hun gerne ved sidde ved bordet men bare på skødet - så ville jeg nok bare tage hende på skødet og skiftes til at have hende siddende og så lidt op på stolen og over på skødet osv. Især min den yngste sad også tit på skødet og så var det bare sådan - for os var det vigtigste at vi kunne have måltidet

Enig her. Vores den ældste på 3 år vil helst sidde på skødet af mig når vi spiser lige for tiden, så det får han lov til. Nogle gange kab jeg lokke ham til at sidde på en stol ved siden af mig.

Derudover så har vi ingen tvang eller pres ved bordet og vores den ældste kan godt gå lidt til og fra bordet, men det er ikke noget vi giver noget opmærksomhed, heller ikke hvor meget eller hvad han spiser. Han er meget sensitiv omkring mad og det var vores sundhedsplejeske der rådet os til at lade være med at give hele spise situationen for meget opmærksomhed da det påvirker ham negativt. De små kan lyn hurtig fornemme presset omkring det og det kan give en negativ effekt. 
Så vi prioritere en god stemning og ingen pres og tress, over strikse bord manerer. 
I vuggestuen er det dog sjovt nok heller ikke noget problem for ham at sidde ved bordet og blive ved bordet