Jeg har brug for at foetælle hvad der skete

Hej!

Undskylder på forhånd for et langt indlæg. 

Det hele startede da jeg var gravid med min datter. De sidste 2 måneder var jeg næsten bundet til sengen grundet smerter. Det var vildt hårdt både fysisk og psykisk. I januar 2017 kommer min datter endelig til verden ved en nem og ukompliceret fødsel. Min mand var hjemme de første 4 uger og hun var så nem så nem. 

Da min mand så skal starte arbejde igen starter de første udfordringer i foem af tigerspring og problemer med amning. Hun ville ikke sove i løbet af dagen og vi kom hele tisen ind i en ond cirkel hvor hun ikke ville spise fordi hun var træt og ikke ville sove fordi hun var sulten. Når manden kom hjem fik han altid ro på hende og alt det jeg havde oplevet føltes som noget jeg gjorde til mere end det var. Det var starten på et forløb hvor jeg fandt ud af hvor skide hårdt det kan være at blive mor. Min mand har aldrig kunne sætte sig ind i det og satte spørgsmålstegn ved hvorfor jeg gråd når han kom hjem nogle dage. Jeg føler derfor ikke jeg har kunnet snakke særlig meget åbent omkring hvordan dagligdagen kunne se ud når han var på job. Vi har ellers et solidt og godt forhold men jeg tror bare ikke han kan sætte sig ind i det.

Jeg fuldammede min datter til 4 mdr. Og delvist til 7 mdr. Der var hele tiden problemer med amningen men jeg er stædig og nægtede at give op samt jeg følte at alle pressede det ned over en at amning er det eneste rigtige. Jeg var da også stolt over at amme men samtidig glædte jeg mig til at kampen skulle være ovre.

Min datter har et stort temperament og jeg har virkelig haft svært ved at rumme det. Jeg har været så tæt på at ruske hende i ren frustration over at intet jeg kunne gøre hjalp på hendes gråd. Jeg har sågar æagt hende lidt for hårdt ned i barnevognen når hun ikke ville sove. Jeg har råbt hende ind i ansigtet.  føler så stor skam over at have gjort det. Jeg kan slet ikke forstå jeg har kunnet gøre det mod min egen datter!

Nu er hun et år og når jeg ser tilbage på min barsel nød jeg først barselslivet efter et halvt år. Først der begyndte det hele at glide. Mår jeg kigger på hvprdan jeg havde det så havde jeg alle tegn på en fødselsdepression og inderst inde vidste jeg det godt og løj da jeg blev scannet for jeg ville ikke have det nederlag og ville ikke være den svage. Nu her kan jeg stadig opleve symptomerne men ikke i en sådan grad at jeg behøver hjælp. Jeg er bare så ked af at jeg ikke fik hjælp til amning, at jeg ikke bad om hjælp når jeg græd næsten hver dag i perioder. Jeg har det så skidt med at der skulle gå så lang tid før jeg kunne rumme min datters personlighed og jeg først efter et halvt år fik lov at begynde at nyde min barsel. Jeg skammer mig over hvordan jeg har behandlet hende og ingen har vidst noget om hvad der forgik når jeg var alene med hende..

Havde virkelig brug for luft... 

Jeg kan så meget sætte mig ind i, hvordan du har haft det. 

Det lyder dog til, at du er ved at være godt ude på den anden side. Det er de færreste børn, der kan huske noget som helst fra før ca 3-4 år, så hvordan du har været overfor hende, vil hun ikke kunne huske. Du skal bare huske dig selv på, at du sikkert har gjort dit bedste. At du i dag kan give hende mere moderlig omsorg, er det du skal fokusere på. 

Pøj, pøj med fremtiden. 

Jeg fandt din historie meget rørende.

Jeg kæmper selv med en fødselsdepression og prøver hele tiden at sige til mig selv, at jeg bare skal være stærkere og vende det selv. Men jeg vil forsøge at række ud og bede om hjælp, inden min frustration begynder at gå ud over min baby.

Tak for at dele din historie.

Mullemee skriver:

Jeg kan så meget sætte mig ind i, hvordan du har haft det. 

Det lyder dog til, at du er ved at være godt ude på den anden side. Det er de færreste børn, der kan huske noget som helst fra før ca 3-4 år, så hvordan du har været overfor hende, vil hun ikke kunne huske. Du skal bare huske dig selv på, at du sikkert har gjort dit bedste. At du i dag kan give hende mere moderlig omsorg, er det du skal fokusere på. 

Pøj, pøj med fremtiden. 

Mange tak

Anonym skriver:

Jeg fandt din historie meget rørende.

Jeg kæmper selv med en fødselsdepression og prøver hele tiden at sige til mig selv, at jeg bare skal være stærkere og vende det selv. Men jeg vil forsøge at række ud og bede om hjælp, inden min frustration begynder at gå ud over min baby.

Tak for at dele din historie.

Søg alt det hjælp du kan!

Er glad for at min historie kan hjælpe dig

Det er ikke et tabu og nogle gange kan vi ikke klare sagerne selv. Jeg skulle have bedt om hjælp så barslen havde været en bedre

Jeg kunne have skrevet dit indlæg efter jeg fik min datter. Dog blev det ikke bedre efter er halvt år, tværtimod. Hun var halvandet år før jeg indrømmede overfor mig selv at noget virkelig var galt, og det var først da jeg fik et nyt arbejdede jeg kunne fordybe mig i, at jeg begyndte at blive glad og få overskud igen. Min mand var en stor hjælp og han var langt mere far end jeg var mor.

Da hun var 3 år mente jeg at alt nu var godt og jeg var klar til den næste. Jeg turde være alene med min datter igen og det var ikke uoverskueligt at skulle hente hende og være alene med hende en hel dag. Hun var 3,5 år da jeg blev gravid igen. 

Det var først da jeg blev gravid med nr. 2 at jeg fik moderfølelsen. Både overfor baby i maven og overfor min datter. Jeg følte det ikke længere nødvendigt at sende min datter på weekend hos bedsteforældrene i tide og utide og jeg havde nu behov for at kramme og kysse hende. Hun vil dog hverken kramme eller kysses mere end højst nødvendigt.

Jeg er nu på barsel med den lille, og nu nyder jeg min barsel og min baby. Måske skyldes det at nr. 2 er så meget nemmere end den ældste, men jeg tror også det skyldes at jeg har det meget bedre med mig selv denne gang. Har lige haft den store hjemme hele dagen og det har ikke engang været uoverskueligt at være alene med to børn.

Jeg bad aldrig om hjælp, men valgte at kæmpe selv. Det fortryder jeg stort den dag i dag, og jeg føler at det er min datter og min mand det er gået ud over. 

Det er egentlig lidt uhyggeligt, når jeg læser det lyder det som mig der har skrevet det!

Du skal på ingen måder skamme dig. Det er MEGA hårdt. Lider selvf af fd, og alting er bare så meget svære. Jeg kan os godt ligge min søn hårdt når jeg på 3 time prøver få ham til at sove eller i hans tigerspring ingenting gider og er pivet og laver flitsbue konstant til sidst råbe og bryde sammen i gråd, sammen med ham. Min kæreste kan jeg mærke nogen gange tænker, så slemt er det heller ikke. Men de aner ikke hvordan dag ud dag ind med en baby Er, pluuuuus afbrudt søvn hver eneste nat. Kæft det hårdt!

Jeg er glad for du har delt din historie det varmer virkelig man ikke er den eneste der mister den nogen gange.. Min søn er desværre kun 4 mdr gammel så der noget vej endnu haha.. Dejligt at læse du har det bedre. Det er så flot du er kommet igennem det uden der er sket værre ting!  kæmpe kram !!

Jeg kunne have skrevet dit indlæg efter jeg fik min datter. Dog blev det ikke bedre efter er halvt år, tværtimod. Hun var halvandet år før jeg indrømmede overfor mig selv at noget virkelig var galt, og det var først da jeg fik et nyt arbejdede jeg kunne fordybe mig i, at jeg begyndte at blive glad og få overskud igen. Min mand var en stor hjælp og han var langt mere far end jeg var mor.

Da hun var 3 år mente jeg at alt nu var godt og jeg var klar til den næste. Jeg turde være alene med min datter igen og det var ikke uoverskueligt at skulle hente hende og være alene med hende en hel dag. Hun var 3,5 år da jeg blev gravid igen. 

Det var først da jeg blev gravid med nr. 2 at jeg fik moderfølelsen. Både overfor baby i maven og overfor min datter. Jeg følte det ikke længere nødvendigt at sende min datter på weekend hos bedsteforældrene i tide og utide og jeg havde nu behov for at kramme og kysse hende. Hun vil dog hverken kramme eller kysses mere end højst nødvendigt.

Jeg er nu på barsel med den lille, og nu nyder jeg min barsel og min baby. Måske skyldes det at nr. 2 er så meget nemmere end den ældste, men jeg tror også det skyldes at jeg har det meget bedre med mig selv denne gang. Har lige haft den store hjemme hele dagen og det har ikke engang været uoverskueligt at være alene med to børn.

Jeg bad aldrig om hjælp, men valgte at kæmpe selv. Det fortryder jeg stort den dag i dag, og jeg føler at det er min datter og min mand det er gået ud over. 

Det er godt nok lang tid du har gået med det. Godt at du denne gang kan nyde din barsel. 

Tror vi kvinder skal blive bedre til at bryde det tabu det er at have en fødselsdepression. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi tænkt at jeg ville kunne agere sådan over for mit eget barn og havde det sådan før jeg fik hende at jeg ikke kunne forstå man kunne være deprimeret når man havde fået verdens største gave.. 

Anonym skriver:

Det er egentlig lidt uhyggeligt, når jeg læser det lyder det som mig der har skrevet det!

Du skal på ingen måder skamme dig. Det er MEGA hårdt. Lider selvf af fd, og alting er bare så meget svære. Jeg kan os godt ligge min søn hårdt når jeg på 3 time prøver få ham til at sove eller i hans tigerspring ingenting gider og er pivet og laver flitsbue konstant til sidst råbe og bryde sammen i gråd, sammen med ham. Min kæreste kan jeg mærke nogen gange tænker, så slemt er det heller ikke. Men de aner ikke hvordan dag ud dag ind med en baby Er, pluuuuus afbrudt søvn hver eneste nat. Kæft det hårdt!

Jeg er glad for du har delt din historie det varmer virkelig man ikke er den eneste der mister den nogen gange.. Min søn er desværre kun 4 mdr gammel så der noget vej endnu haha.. Dejligt at læse du har det bedre. Det er så flot du er kommet igennem det uden der er sket værre ting!  kæmpe kram !!

Håber du får noget hjælp?

Det er skide hårdt ar gå med alene og som du også skriver så kan de mænd bare ikke sætte sig ind i det!

Dejligt at høre min mand ikke er ene om at synes det er "nemt".

Jeg kan blive så sur og ked af det når jeg fortæller min version af min barsel og han så kommer med sit "ej det var da ikke så slemt" jeg har virkelig ikke lyst til at dele noget med ham når han er sådan. Han mener heller ikke slutningen af graviditeten var så slem.. Århh det er så svært for han aner ikke hvaad han snakker om og alligevel kan han udtale sig om det og få mig til at lyde som en der bare vil have medynk og synes alt er ih og åh så hårdt...