antidepressiv medicin.....

Jeg har været igennem et længere hos lægen, og han har givet mig en henvisning til psykolog, da han mener jeg er deprimeret, grundet mine symtomer.

Ved første besøg hos psykologen, foreslår hun at jeg hurtigt henvender mig til lægen, for hun mener jeg kunne have god gavn af antidepresiv medicin, og hun mener det vil have stor effekt på hendes videre "arbejde" med mig.

Det første jeg tænker er-FUCK!! er jeg virkelig så hårdt ramt!?

Jeg går hjem og surfer rundt på nettet, og det første jeg læser, er selvfølgelig om alle bivirkninger! Vægtøgning!! Jeg er i forvejen en ret stor pige, har taget voldsomt på hen over det seneste år. jeg har ikke brug for yderlig vægtøgning. Desuden nævnes der træthed, kvalme, hovedpine, osv osv......

Efter at have tænkt en del over mine symtomer og min dagligdag, så tænker jeg, at jeg måske kunne have gavn af medicinen, men jeg er panisk angst for bivirkninger. Jeg hader generelt alt omkring indtagelse af medicin mv. Jeg er sindsyg bange for at ændre mig pga indtagelse af medicin.

Er her andre der har haft gavn af medicinen? uden / med bivirkninger? Tog i på? hvor længe var I i behandling? Kunne i nemt komme af med medicinen? Hvordan hjalp medicinen jer helt præsis/hvordan føltes det i kroppen?

Undskyld mine mange spørgsmål....et af mine behandlingspunkter er angst for alt nyt, som i total panik.

Der er rigtig mange mennesker, der får antidepressiv medicin. Jeg kan godt forstå, du bliver forskrækket, men det behøver bestemt ikke at betyde, at du er langt ude.

Psykologen har ret i, at det kan gavne jeres "samarbejde", hvis du kommer på medicin. Medicinen kan betyde, at du bliver stabiliseret lidt, eller at du får hovedet så meget op over brønden, at du bedre kan bruge og arbejde med de redskaber, hun giver dig. 

Jeg har haft god virkning af medicin. 

Jeg har været på medicin i ca. 10 år, men lad dig ikke forskrække af det, for der masser af mennesker, der tager medicinen i kortere perioder. Jeg er godt på vej til at blive medicinfri - forventer at være ude af det inden vi skriver 2019, og udtrapningen er gået rigtig godt - ingen tilbagefald.

De bivirkninger, jeg mest har oplevet, har været træthed - og desværre også vægtøgning. Jeg har taget ca. 10 kg på. Jeg var dog så heldig - hvis man kan sige det sådan - at jeg nærmest var undervægtig, før jeg blev syg, så jeg er blevet ca. normalvægtig. Og har fået at vide af mange, at det klæder mig at have taget på, da jeg var lidt en "tynd pind" før.

Men - det der gør, at man tager på, hænger også sammen med, at medicinen kan "flytte" med mæthedsfornemmelsen, så man nærmest uden at bemærke det, spiser mere end man plejer, fordi der går længere tid, inden man kan mærke, at man er mæt.

Jeg kan godt forstå, at det er træls, når du i forvejen er overvægtig. Hvis du har økonomi til det, så er det en rigtig god idé at betale sig fra en privat diætist, som kan hjælpe dig med at være meget opmærksom på kosten.

Men som du nok kan høre, så er jeg ikke så "medicinforskrækket" - medierne er desværre også med til at give de såkaldte "lykkepiller" (meget misvisende ord) en uheldigt ry.

Håber det bedste for dig.

Anonym skriver:

Jeg har været igennem et længere hos lægen, og han har givet mig en henvisning til psykolog, da han mener jeg er deprimeret, grundet mine symtomer.

Ved første besøg hos psykologen, foreslår hun at jeg hurtigt henvender mig til lægen, for hun mener jeg kunne have god gavn af antidepresiv medicin, og hun mener det vil have stor effekt på hendes videre "arbejde" med mig.

 

Det første jeg tænker er-FUCK!! er jeg virkelig så hårdt ramt!?

Jeg går hjem og surfer rundt på nettet, og det første jeg læser, er selvfølgelig om alle bivirkninger! Vægtøgning!! Jeg er i forvejen en ret stor pige, har taget voldsomt på hen over det seneste år. jeg har ikke brug for yderlig vægtøgning. Desuden nævnes der træthed, kvalme, hovedpine, osv osv......

Efter at have tænkt en del over mine symtomer og min dagligdag, så tænker jeg, at jeg måske kunne have gavn af medicinen, men jeg er panisk angst for bivirkninger. Jeg hader generelt alt omkring indtagelse af medicin mv. Jeg er sindsyg bange for at ændre mig pga indtagelse af medicin.

Er her andre der har haft gavn af medicinen? uden / med bivirkninger? Tog i på? hvor længe var I i behandling? Kunne i nemt komme af med medicinen? Hvordan hjalp medicinen jer helt præsis/hvordan føltes det i kroppen?

Undskyld mine mange spørgsmål....et af mine behandlingspunkter er angst for alt nyt, som i total panik.

Nu har jeg ikke en depression men har personlighedsforstyrrelse, men Jeg få antidepressiv medicin Og stemningsstabiliserende medicin. 

Jeg har fået det i omkring 6 år. (De fandt først ud af sidste år at jeg havde en personlighedsforstyrrelse, hvor de indtil da havde troet at jeg led af depression)

Først fik jeg mod depression og angst.

Efter jeg ikke havde så mange angst anfald, og havde glemt at tage dem mod angst en uge, så fik jeg lov at stoppe med dem.

Den gang jeg startede med at få medicin mod depression, der levede jeg som en robot jeg var helt tom (uden følelser) og gjorde bare de dagligdags ting per automatisk fordi jeg havde børn.

Pillerne gjorder at jeg blev lidt normal igen, jeg har taget på, men jeg kan godt holde min vægt rimelig stabilt nu.

Selvom jeg tager piller kan jeg godt tabe mig, det er svære for mig, at at tabe mig, så jeg skal gøre en ekstra indsats. men i de perioeder hvor jeg har det dårligt psykisk, så kan jeg ikke tabe mig, heller ikke selv om jeg holder fast i de samme ting.

Den ene slags mod depression har jeg været igang med at trappe ud af, jeg fik skåret den ned til halvdelen og det gik fint. Der var 1 døgn hvor jeg var svimmel ellers havde jeg ingen bivirkninger. da jeg har haft en dårlig periode så har de ikke fjernet den helt endnu.

Du skal huske på at pillerne fjerner ikke alle problemerne men hjælper en en lille smule så man er mere modtagelig for hjælp til at kunne arbejde med sig selv. Og det kan tage et stykke tid at finde den rigtig dosis. 

Jeg var meget svimmel i en uges tid, da jeg startede på den ene slags, ellers har jeg ikke haft nogen bivirkninger.

Tommelise skriver:

Der er rigtig mange mennesker, der får antidepressiv medicin. Jeg kan godt forstå, du bliver forskrækket, men det behøver bestemt ikke at betyde, at du er langt ude.

Psykologen har ret i, at det kan gavne jeres "samarbejde", hvis du kommer på medicin. Medicinen kan betyde, at du bliver stabiliseret lidt, eller at du får hovedet så meget op over brønden, at du bedre kan bruge og arbejde med de redskaber, hun giver dig. 

Jeg har haft god virkning af medicin. 

Jeg har været på medicin i ca. 10 år, men lad dig ikke forskrække af det, for der masser af mennesker, der tager medicinen i kortere perioder. Jeg er godt på vej til at blive medicinfri - forventer at være ude af det inden vi skriver 2019, og udtrapningen er gået rigtig godt - ingen tilbagefald.

De bivirkninger, jeg mest har oplevet, har været træthed - og desværre også vægtøgning. Jeg har taget ca. 10 kg på. Jeg var dog så heldig - hvis man kan sige det sådan - at jeg nærmest var undervægtig, før jeg blev syg, så jeg er blevet ca. normalvægtig. Og har fået at vide af mange, at det klæder mig at have taget på, da jeg var lidt en "tynd pind" før.

Men - det der gør, at man tager på, hænger også sammen med, at medicinen kan "flytte" med mæthedsfornemmelsen, så man nærmest uden at bemærke det, spiser mere end man plejer, fordi der går længere tid, inden man kan mærke, at man er mæt.

Jeg kan godt forstå, at det er træls, når du i forvejen er overvægtig. Hvis du har økonomi til det, så er det en rigtig god idé at betale sig fra en privat diætist, som kan hjælpe dig med at være meget opmærksom på kosten.

Men som du nok kan høre, så er jeg ikke så "medicinforskrækket" - medierne er desværre også med til at give de såkaldte "lykkepiller" (meget misvisende ord) en uheldigt ry.

Håber det bedste for dig.

Tak for dit svar.

Jeg er meget bange for bivirkningerne og bange for at ændre mig. Jeg er også bange for at jeg så skal til at "springe ud" overfor familien. Det er pt kun min mand der kender til min situation. Og da jeg altid har været den der har kunnet alting, så kender jeg ihvertfald flere der vil mene at jeg bare er doven, ugidelig og mange der vil mene at jeg svigter osv

Jeg tror på at jeg vil have gavn af medicinen, men hvor underligt det end måtte lyde, så er jeg faktisk mere bange for at dø af medicinen end af sygdommen! Sært - jeg ved det. Og det er ikke bare dette medicin, jeg har stor respekt for alle former for medicin.

Men jeg må have en snak med lægen om Kring det. Mange tak for dit svar.

Anonym skriver:

Nu har jeg ikke en depression men har personlighedsforstyrrelse, men Jeg få antidepressiv medicin Og stemningsstabiliserende medicin. 

Jeg har fået det i omkring 6 år. (De fandt først ud af sidste år at jeg havde en personlighedsforstyrrelse, hvor de indtil da havde troet at jeg led af depression)

Først fik jeg mod depression og angst.

Efter jeg ikke havde så mange angst anfald, og havde glemt at tage dem mod angst en uge, så fik jeg lov at stoppe med dem.

Den gang jeg startede med at få medicin mod depression, der levede jeg som en robot jeg var helt tom (uden følelser) og gjorde bare de dagligdags ting per automatisk fordi jeg havde børn.

Pillerne gjorder at jeg blev lidt normal igen, jeg har taget på, men jeg kan godt holde min vægt rimelig stabilt nu.

Selvom jeg tager piller kan jeg godt tabe mig, det er svære for mig, at at tabe mig, så jeg skal gøre en ekstra indsats. men i de perioeder hvor jeg har det dårligt psykisk, så kan jeg ikke tabe mig, heller ikke selv om jeg holder fast i de samme ting.

Den ene slags mod depression har jeg været igang med at trappe ud af, jeg fik skåret den ned til halvdelen og det gik fint. Der var 1 døgn hvor jeg var svimmel ellers havde jeg ingen bivirkninger. da jeg har haft en dårlig periode så har de ikke fjernet den helt endnu.

Du skal huske på at pillerne fjerner ikke alle problemerne men hjælper en en lille smule så man er mere modtagelig for hjælp til at kunne arbejde med sig selv. Og det kan tage et stykke tid at finde den rigtig dosis. 

Jeg var meget svimmel i en uges tid, da jeg startede på den ene slags, ellers har jeg ikke haft nogen bivirkninger.

 

Dejligt at høre at du ingen bivirkninger har haft af betydning.

Jeg ved jeg er nødtil at starte på medicin - men er også bange for at min familie skal lide under mine bivirkninger og ikke mindst  skal jeg vel også have sat ord på overfor omgivelserne. Æv hvor er det træls når livet går i sort!

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Jeg er meget bange for bivirkningerne og bange for at ændre mig. Jeg er også bange for at jeg så skal til at "springe ud" overfor familien. Det er pt kun min mand der kender til min situation. Og da jeg altid har været den der har kunnet alting, så kender jeg ihvertfald flere der vil mene at jeg bare er doven, ugidelig og mange der vil mene at jeg svigter osv

Jeg tror på at jeg vil have gavn af medicinen, men hvor underligt det end måtte lyde, så er jeg faktisk mere bange for at dø af medicinen end af sygdommen! Sært - jeg ved det. Og det er ikke bare dette medicin, jeg har stor respekt for alle former for medicin.

Men jeg må have en snak med lægen om Kring det. Mange tak for dit svar.

Jeg kan sagtens forstå, at du ikke ligefrem har lyst til at begynde på medicinen, og såmænd også dine tanker om at dø af medicinen. På et tidspunkt var jeg nødt til at tage temmelig meget medicin, og første gang jeg selv havde doceret den, havde jeg også nogle mærkelige tanker om, om jeg nu også havde gjort det rigtigt. Da jeg havde taget pillerne, mærkede jeg meget efter, hvad der skete i kroppen - og tænkte faktisk "okay jeg døde ikke". 

I dag er der ikke tale om så meget medicin, og jeg tænker ikke så meget over det. Det er nærmest som at tage en vitaminpille. Men det bliver da en stor dag, når jeg kan sige, at jeg er medicinfri. 

Du er bestemt hverken doven, ugidelig osv. Det handler ikke om at tage sig sammen. Jeg håber, at din familie vil støtte dig.

Men ja - tag en snak med lægen. Håber det bedste for dig.

Min veninde har været på antidepressiv medecin i ca 10 år nu. Hun har altid haft depressive tendenser, men efter hendes første baby, fik hun en voldsom depression. Hun ku ingenting, havde larm i hovedet 24-7, og var simpelhen helt ved siden af sig selv og glemsom. 

Vi fik hende til læge, psyk osv. Det var først da hun startede på medecin, at hun langsomt begyndte at få det bedre, og efter ca 6 mdrer begyndte hun at ku føle sig selv rigtigt igen. Indtil da havde det været ren overlevelse. 

Havde hun ik startet op på medicinen, ved jeg ik hvor hun ville ha været i dag.

Hun har prøvet at trappe ud, men det fungere ik for hende. Hun vil nok være på medecin resten af livet.

Hun har ingen bivirkninger. Men glemmer hun at tage sine piller 1-2 dage, er det tydeligt at mærke på hende!

Vi havde mange snakke dengang, fordi hun var så bange for at medecinen ville ændre hende, gøre hende sløv og ih hvor var hun flov!

Mit agument dengang, og nu vil altid være: Hvis du har hovedepine, så tager du self en panodil. Har du en anden livstruende sygdom, og der findes en behandling, så siger du self ja tak!!!!

En depression og jo også en sygdom, og der findes en behandling, så self siger man ja tak. Der er ingen skam i at være syg. Tilgængæld vil jeg mene at det er ens pligt at gøre hva vi ka for at leve et godt liv!

Vh Stine. Som PS er på smertestillende piller hver dag, for at ku klare mit liv, efter at være blevet påkørt af en spritbelist for 14 år siden. 

Jeg har taget medicin i perioder. Sidst i sommer. Jeg fik hovedpine, blev meget meget træt, blev meget tørstig, mistede fuldstændig sexlysten. Havde svært ved at mærke både sorg og glæde. Fik voldsomme drømme. 

Det var slemt med hovedpine for den var konstant.