Teenagedatter regler

Flomama skriver:

Jamen i min verden er det ikke en diaglog eller noget man kan diskutere sig ud af. Det er regler og de kan hverken gradbøjes eller noget andet. I min verden er regler det samme som loven, det bare sådan det er. 

Når en 16 årig gør lige nøjagtig hvad det passer hende, lyver om sin adfærd og bruger aguemter som “det bestemmer jeg jo selv” er det på tide med et meget stort Wake Up Call. For nej hun er 16 og bor hjemme det “bestemmer hun ikke bare” det kan hun spørge om lov til.

og så lyder det også til der er lidt attitude problemer, når man ikke gang er flov over at gøre noget som er i mod sine forældres vilje og bare helt køligt erklæret sig selv for voksen og uafhængig har man altså brug for nogle skrappe linjer i en periode indtil man er sit ansvar bevidst 

vi kan sagtens snakke om skuffelsen, over det der gør ondt osv. Det har intet med regler at gøre og det samme gælder åben diaglog, kan vi snildt have bare ikke med reglerne, for de er som de er.

i min verden skal konsekvensen falde ved regelbrud, så skal det ikke gradbøjes hvor stor en overtrædelse det var.

regelbrud=konsekvens 

og så syntes jeg det et ret alvorligt at lyve om piercinger. Alkohol, sol og smøger 

Der er vi meget forskellige, og det er jo dejligt, at vi mennesker ser forskelligt på tingene - for hvor ville det være kedeligt hvis vi var ens.

I min verden er der meget få regler - nogle ligger helt fast, og andre er nok meget situations bestemt.

Jeg ville aldrig hidse mig op over huller i ørene hos en 16 årig. Jeg ville tage en åben og ærlig dialog mht alkohol og smøger, for at få at vide om der reelt er et problem, eller om der var mig som ser spøgelser.

Jeg tror på at dialog, medbestemmelse, og frihed under det ansvar man er givet er bedst - så kan man altid træffe en anden beslutning hvis den unge viser sig for umoden, eller moden nok til at slippe tøjlerne lidt mere end først antaget.

MysteriousAngel skriver:

Enig. Jeg var blevet ravende sindssyg hvis mit barn løj om sådan noget og især fordi de kender mine holdninger til emnet. Her er det sådan, at vi taler om tingene før de sker. Hvis hun kommer til os og siger: Jeg kunne virkelig godt tænke mig endnu et hul i øret, hvad tænker I? 

Så er situationen helt anderledes. 

Helt enig vi snakker om tingene, 

man gør ikke bare som det passer en 

Hej derude, 

Har en datter på 16 år. Hun er begyndt at komme i den alder, hvor hun vil alt selv, og er nu også begyndt at bruge, "det bestemmer jeg jo selv".

Hun påstår, at hun ikke går i solarie, da hun ved hun ikke ville få lov, men er tydeligt brun. Hun siger også, hun ikke ryger, da hun igen er opdraget til at cigaretter er noget man holder sig fra, men lugter ofte af røg. 

Hun må gerne drikke lidt alhohol, men jeg tror ofte hun drikker en del. Hun må også gerne tage ind til byen (København), om aftenen, men skal være hjemme på bestemte tidspunkter, og det holder hun altid, men føler også hun egentlig selv burde bestemme her.

Her forleden dag fik hun lavet et ekstra hul i øret på eget intiativ, fordi, det jo var hendes liv, som hun sagde. 

Jeg er konstant i tvivl omkring, hvad jeg skal stille op. Kan ikke finde ud af, om jeg skal sætte en kæmpe stopper for alt det her, og forklare hende, at JEG stadig bestemmer over hende. 

Hun er faktisk god til hjemmetider og er ikke typen, der laver en hel masse, på andre områder, så jeg ved ikke, om dette bare er naturlige teenageting?

Hvad bør man stille op? 

Nu er jeg kun lige fyldt 25, og jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at være 16. Måske også fordi, det var en periode i mit liv, som er endt med at betyde rigtig meget for den person, jeg er blevet til (sådan er det vel for de fleste).

Jeg tror, det er helt normalt, at man, når man er ved at være voksen, bliver meget bevidst om, at man jo selv skal til at stå til ansvar for sit liv og selv bestemme, hvad man vil. Jeg brugte også meget den der "det bestemmer jeg vel selv?" over for mine forældre, og jeg kunne vitterligt ikke forstå, hvorfor de skulle blande sig i alt muligt. Det kan jeg jo godt nu, men jeg tror bare, det er vigtigt at huske, at man som teenager har et andet verdensbillede.

Det, der i mine øjne er problematisk i jeres situation, er, at din datter tydeligvis lyver for dig. Hun benægter, at hun ryger og går i solarium, fordi hun ved, hun ikke må. Men er disse forbud bare nogle, du som mor har opstillet som en selvfølge, eller har I snakket (grundigt) om, hvorfor du ikke vil lade hende gøre det? Som en anden skriver, opstår der med alderen et større behov for at få gode begrundelser for tingene, og man kan ikke længere forlige sig med et "sådan er det bare". Man bliver mere kritisk og har en naturlig trang til at udfordre de opstillede regler og afsøge grænser. Din datter ved selvfølgelig godt, at rygning og solariebrug er farligt, men som teenager føler man sig udødelig, og man forstår måske ikke helt alvoren. Det gjorde jeg i hvert fald ikke - jeg røg fra jeg var 14 og er først lige stoppet her få måneder inden jeg blev gravid. Og det er egentlig først nu, hvor jeg selv skal være mor, at jeg virkelig har erkendt, hvor pissedumt det er at sætte sit liv og sit helbred på spil på den måde.

Som 14-årig fik jeg lavet både navle- og næsepiercing, og det var med tilladelse fra mine forældre. Jeg var virkelig glad for, at vi fik os en snak om, hvorfor jeg gerne ville have dem, og at de gav mig lov. Da jeg et par år senere gerne ville have lavet læbepiercing fik jeg ikke lov, og jeg kan huske, at jeg var mere villig til at acceptere det, fordi de allerede havde givet mig lov til de andre to samt gav sig tid til at snakke med mig om det i stedet for bare at sige "det vil vi ikke have". 

Det er jo positivt, at din datter overholder jeres aftaler om, hvornår hun skal være hjemme, selvom hun giver udtryk for, at hun egentlig synes, hun selv burde bestemme den slags. Du skriver også, at hun ikke er typen, der ellers laver en masse ballade. Måske kan du reflektere lidt over, hvordan du har grebet disse ting an, og så tage de samme "metoder" med ind over de emner, I har svært ved at blive enige om?

Med hensyn til alkohol tror jeg, det er ét af de sværeste områder at gøre til eller fra på. Alkohol fylder så absurd meget i unges liv i dag, og uanset om de har fået lov eller ej, så drikker de. Du kan sagtens sætte en grænse på fx 5 genstande, men det er usandsynligt, at din datter overholder denne grænse. Jeg tror egentlig, at det bedste, man som forældre kan gøre ift. alkohol, er at sikre sig, at der er nogle ansvarlige voksne til stede til de arrangementer, hvor ens teenager færdes. Det er selvfølgelig svært at styre, hvis der er tale om byture. Men generelt tror jeg mest det handler om at forklare sine børn de potentielle konsekvenser af for meget alkohol og så ellers lade dem gøre deres egne erfaringer inden for nogle sikre rammer. Dog er det én af de ting, som jeg virkelig selv frygter i mit kommende moderskab, for jeg kan jo godt selv huske, hvor lidt indflydelse forældrene egentlig havde, og hvor svært det var for dem at styre.

Jeg synes, du skal tage en god snak med din datter, hvor I gennemgår de ting, som fylder i hendes liv lige nu. Måske er det ikke så slemt med et ekstra hul i øret, men det ville jo være rart, hvis hun kom og spurgte dig om lov i stedet for bare at gøre det. Og måske er det også okay at drikke lidt ekstra, hvis hun ellers er i stand til at mærke efter og kommer hjem til tiden. Samtidig kan du jo gøre klart for hende, hvorfor solariebrug og rygning er fuldstændig hul i hovedet, men ud fra min egen erfaring vil jeg råde dig til ikke at opsætte forbud eller foreslå diverse belønninger, hvis hun fx ikke ryger. Det handler mest om at få hende til at forstå, hvorfor det ikke er smart at gøre. Hvis du kan få hende til at føle, at du ikke "angriber" hende og løfter pegefingre, men at du i stedet bare prøver at guide hende bedst muligt, så vil hun sandsynligvis være mere villig til at lytte til dig og prøve at forstå, hvorfor der er nogle ting, du gerne vil sætte grænser inden for. Prøv at snakke med hende om, hvorfor hun ryger, går i solarium eller drikker mere, end du har givet lov til. Er det fordi de andre gør det? Er det fordi det er sjovt at gøre det forbudte? Eller noget andet? Giv hende frihed under ansvar, så hun godt kan se meningen med de grænser, der sættes for hende, og lad hende vide, at grænserne godt kan rykkes, hvis hun viser, at hun kan respektere dem.

Jeg håber, I finder ud af det på fredelig vis 

Altså - jeg var den mest ordenlige pige med alle de der ting. Og min mor var den mest kærlige mor i grænsesammenhænge. 

Jeg er opdraget til, at det er mine valg og mig der skal leve med konsekvenserne. 

Fra jeg var omkring 12 år bestemt jeg enormt meget selv. Jeg er altid blevet mødt med tillid og aldrig beskyldninger eller vrede. 

Min mor forklarede mig konsekvenserne ved tingene. Jeg kan huske, at jeg en dag spurgte hende, hvad hun ville gøre, hvis jeg røg en cigaret. Dertil svarede hun "at hun ikke ville gøre noget, det var mit eget valg. Men at hun synes det var dumt, når der var så mange konsekvenser på sigt." Også forklarede hun mig konsekvenserne stille og roligt. Og det samme med alkohol, tattos, piercinger osv. Om alkohol sagde hun"hvis man bliver meget fuld, så skal man på hospitalet og have slanger i maven. Det gør ondt. Og man ved ikke, hvornår grænsen er for det" 

Jeg gik sammen med byens vildeste piger. Dem der tog stoffer og røg sig skæve meget unge. Pigen der mistede sin mødom som 11-årig fordi hun var så vild med drengene, pigen som prøvede alkohol før alle andre og drak sig absurd fuld i vodka. Pigen som barberede sig skaldet i 6-klasse og satsede fyre på 18. Pigen som løj og løj og råbte og skreg af sin mor. Hun havde nogle meget strikse regler og fik stuearrest osv.

Jeg har røget (cigaretter) til fester i ny og næ (da jeg var voksen). Og det kan tælles på en 1 hånd, hvor mange gange jeg har kastet op af fuldskab. Jeg har aldrig prøvet stoffer og har prøvet pot i et sommer hus en gang som 25-årig. Jeg har ikke løjet for mine forældre. Jeg er 30

Det betyder ikke, at jeg ikke råbte og var sur på mine forældre ofte. Men jeg vidste præcis, hvor min (og mine forældres) grænse gik til. Og det overholdte jeg faktisk uden "det bestemmer din mor"

jeg turde altid komme hjem og tale med mine forældre. Og det er jeg dem evigt taknemmelig for. For de fleste mennesker, som mødes med vrede, tier jo bare og går uden og konfrontationen i eb stor cirkel. Min veninde løj jo bare mere, når hun så skulle noget. 

Min pointe er; jeg vil nok overveje som mor, hvad hårdt mod hårdt gør og hvilke reaktioner det avler. De fleste lyver bare endnu mere. Man stopper jo ikke, fordi andre synes det man laver er dumt. Man skal selv synes handlingen er dum, uforsvarlig - det er det eneste der stopper et menneske. Ellers Så fortæller man bare ikke om det og gør det alligevel. Selv voksne gør det

frkchili skriver:

Nu er jeg kun lige fyldt 25, og jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at være 16. Måske også fordi, det var en periode i mit liv, som er endt med at betyde rigtig meget for den person, jeg er blevet til (sådan er det vel for de fleste).

Jeg tror, det er helt normalt, at man, når man er ved at være voksen, bliver meget bevidst om, at man jo selv skal til at stå til ansvar for sit liv og selv bestemme, hvad man vil. Jeg brugte også meget den der "det bestemmer jeg vel selv?" over for mine forældre, og jeg kunne vitterligt ikke forstå, hvorfor de skulle blande sig i alt muligt. Det kan jeg jo godt nu, men jeg tror bare, det er vigtigt at huske, at man som teenager har et andet verdensbillede.

Det, der i mine øjne er problematisk i jeres situation, er, at din datter tydeligvis lyver for dig. Hun benægter, at hun ryger og går i solarium, fordi hun ved, hun ikke må. Men er disse forbud bare nogle, du som mor har opstillet som en selvfølge, eller har I snakket (grundigt) om, hvorfor du ikke vil lade hende gøre det? Som en anden skriver, opstår der med alderen et større behov for at få gode begrundelser for tingene, og man kan ikke længere forlige sig med et "sådan er det bare". Man bliver mere kritisk og har en naturlig trang til at udfordre de opstillede regler og afsøge grænser. Din datter ved selvfølgelig godt, at rygning og solariebrug er farligt, men som teenager føler man sig udødelig, og man forstår måske ikke helt alvoren. Det gjorde jeg i hvert fald ikke - jeg røg fra jeg var 14 og er først lige stoppet her få måneder inden jeg blev gravid. Og det er egentlig først nu, hvor jeg selv skal være mor, at jeg virkelig har erkendt, hvor pissedumt det er at sætte sit liv og sit helbred på spil på den måde.

Som 14-årig fik jeg lavet både navle- og næsepiercing, og det var med tilladelse fra mine forældre. Jeg var virkelig glad for, at vi fik os en snak om, hvorfor jeg gerne ville have dem, og at de gav mig lov. Da jeg et par år senere gerne ville have lavet læbepiercing fik jeg ikke lov, og jeg kan huske, at jeg var mere villig til at acceptere det, fordi de allerede havde givet mig lov til de andre to samt gav sig tid til at snakke med mig om det i stedet for bare at sige "det vil vi ikke have". 

Det er jo positivt, at din datter overholder jeres aftaler om, hvornår hun skal være hjemme, selvom hun giver udtryk for, at hun egentlig synes, hun selv burde bestemme den slags. Du skriver også, at hun ikke er typen, der ellers laver en masse ballade. Måske kan du reflektere lidt over, hvordan du har grebet disse ting an, og så tage de samme "metoder" med ind over de emner, I har svært ved at blive enige om?

Med hensyn til alkohol tror jeg, det er ét af de sværeste områder at gøre til eller fra på. Alkohol fylder så absurd meget i unges liv i dag, og uanset om de har fået lov eller ej, så drikker de. Du kan sagtens sætte en grænse på fx 5 genstande, men det er usandsynligt, at din datter overholder denne grænse. Jeg tror egentlig, at det bedste, man som forældre kan gøre ift. alkohol, er at sikre sig, at der er nogle ansvarlige voksne til stede til de arrangementer, hvor ens teenager færdes. Det er selvfølgelig svært at styre, hvis der er tale om byture. Men generelt tror jeg mest det handler om at forklare sine børn de potentielle konsekvenser af for meget alkohol og så ellers lade dem gøre deres egne erfaringer inden for nogle sikre rammer. Dog er det én af de ting, som jeg virkelig selv frygter i mit kommende moderskab, for jeg kan jo godt selv huske, hvor lidt indflydelse forældrene egentlig havde, og hvor svært det var for dem at styre.

Jeg synes, du skal tage en god snak med din datter, hvor I gennemgår de ting, som fylder i hendes liv lige nu. Måske er det ikke så slemt med et ekstra hul i øret, men det ville jo være rart, hvis hun kom og spurgte dig om lov i stedet for bare at gøre det. Og måske er det også okay at drikke lidt ekstra, hvis hun ellers er i stand til at mærke efter og kommer hjem til tiden. Samtidig kan du jo gøre klart for hende, hvorfor solariebrug og rygning er fuldstændig hul i hovedet, men ud fra min egen erfaring vil jeg råde dig til ikke at opsætte forbud eller foreslå diverse belønninger, hvis hun fx ikke ryger. Det handler mest om at få hende til at forstå, hvorfor det ikke er smart at gøre. Hvis du kan få hende til at føle, at du ikke "angriber" hende og løfter pegefingre, men at du i stedet bare prøver at guide hende bedst muligt, så vil hun sandsynligvis være mere villig til at lytte til dig og prøve at forstå, hvorfor der er nogle ting, du gerne vil sætte grænser inden for. Prøv at snakke med hende om, hvorfor hun ryger, går i solarium eller drikker mere, end du har givet lov til. Er det fordi de andre gør det? Er det fordi det er sjovt at gøre det forbudte? Eller noget andet? Giv hende frihed under ansvar, så hun godt kan se meningen med de grænser, der sættes for hende, og lad hende vide, at grænserne godt kan rykkes, hvis hun viser, at hun kan respektere dem.

Jeg håber, I finder ud af det på fredelig vis 

Jeg er enig med dig i en del, men omkring alkohol er kulturen mærkbart ændret i positiv retning alene siden 2002, hvor der endda allerede var sket en positiv ændring, siden jeg var ung i midt/slut-80’erne. Jeg har arbejdet med teenagere siden 1996, og holdningsændringen blandt professionelle, forældre og endelig teenagerne selv, har været meget tydelig. Debutalderen er steget, og forbruget faldet. 

Af uvisse årsager har mange alligevel en opfattelse af, at de unge drikker mere end nogensinde før. 

“På 12 år er andelen af 15-årige med et ugentligt alkoholforbrug mere end halveret. I 2002 havde 50 % af de 15-årige drenge et ugentligt alkoholforbrug, men i 2014 var det kun 21 %. For pigerne er andelen faldet fra 39 til 12 % fra år 2002 til 2014.”
Kilde: Statens Institut for Folkesundhed. Skolebørnsundersøgelsen 2014

Jeg knytter lige en kommentar. På det tidligere. 

Konsekvens er ikke lig med vrede, man kan sagtens få en konsekvens uden råben og skrigen 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er enig med dig i en del, men omkring alkohol er kulturen mærkbart ændret i positiv retning alene siden 2002, hvor der endda allerede var sket en positiv ændring, siden jeg var ung i midt/slut-80’erne. Jeg har arbejdet med teenagere siden 1996, og holdningsændringen blandt professionelle, forældre og endelig teenagerne selv, har været meget tydelig. Debutalderen er steget, og forbruget faldet. 

Af uvisse årsager har mange alligevel en opfattelse af, at de unge drikker mere end nogensinde før. 

“På 12 år er andelen af 15-årige med et ugentligt alkoholforbrug mere end halveret. I 2002 havde 50 % af de 15-årige drenge et ugentligt alkoholforbrug, men i 2014 var det kun 21 %. For pigerne er andelen faldet fra 39 til 12 % fra år 2002 til 2014.”
Kilde: Statens Institut for Folkesundhed. Skolebørnsundersøgelsen 2014

Det er selvfølgelig rigtig positivt, at der er sket et markant fald i unges alkoholforbrug over så relativt få år, men jeg synes stadig, alkohol fylder for meget i ungdommen. I mine øjne bør man egentlig slet ikke drikke som 15-årig, men jeg var selvfølgelig af en helt anden mening, da jeg selv var på den alder.

Dog har jeg også indtryk af, at det er en generel opfattelse, at unge drikker mere end nogensinde før - så fint at du lige smider nogle tal på bordet!

Altså. Jeg er 27år men jeg kan huske hvordan det var at være 16 år. Min mor vidste alt, fordi hun ikke skældte ud, men derimod gjorde sin mening klart og forklarede mig hvilke konsekvenser mine handlinger kunne få. F.eks begyndte jeg at ryge da jeg var 13 år. Jeg fortalte min mor det. Hun sagde at det var dumt, at hun var skuffet og forklarede hvilke følger der kunne komme af rygning. Min far derimod var streng og har altid været den forælder som man skulle rette sig efter. Derfor fortalte jeg ham sjældent noget. Han fandt ud af at jeg røg og forlangte jeg stoppede. Han tog Bl.a min mobil en periode som straf. Det havde bare ingen effekt. Jeg gjorde det bag hans ryg i stedet. Jeg siger ikke at børn skal gøre hvad der passer dem. Men en 16 årig der prompte får at vide DU MÅ IKKE dit og dat. Hvor mange tror i hører efter? Jeg vil hellere at mine børn er ærlige og at jeg kan tale med dem om mit syn på tingene end at de gør ting bag min ryg. Kommer min datter som teenager og fortæller hun ryger, så vil jeg sige til hende at det synes jeg er rigtig dumt, man kan både dø og blive rigtig syg af det osv. Men jeg vil ikke nægte hende det. For de gør det alligevel. Jeg ville også sige at jeg aldrig vil sponsere hendes dårlige vaner. Vil hun ryge og gå i solarie f.eks. Så må hun selv tjene pengene og betale for det. 

Der er ingen one size fits all-måde at opdrage sine teenagere på, og heldigvis for dét. Vi har kun én teenager tilbage ud af tre børn, og det har været individuelt, hvordan vi har tacklet dem, ligesom deres oprørstrang og fejltagelser/dumheder har været af vidt forskellig grad. 

HELT generelt vil jeg sige, at man skal vælge sine kampe med omhu og være sikker omkring, hvad der er ufravigelige principper, og hvad der er mindre vigtigt. Kan man dybest set sagtens leve med, at datteren har fået et hul i øret, så falder det let til jorden, hvis man blæser det op som et regelbrud på linje med at tilbringe natten hos en fremmed fyr uden at fortælle, man ikke sover hjemme. Der skal også være en margen/et vist spillerum for den unges oprørshandlinger - hvis de aldrig, aldrig nogensinde bryder en regel, hører de til undtagelsen. 

De skal også kunne stole på, at de kan komme og fortælle om deres fejltrin, uden at konsekvenserne bliver for uoverskuelige og voldsomme. Vi har altid sagt til vores unger, at de hellere må ringe i en brandert “uden for aftale” og bede om at blive hentet end at ende med at tilbringe natten et uvist sted af frygt for vores reaktion. Og de har været ENORMT og overraskende ærlige, når de har dummet sig - så den er sevet ind. 

Jeg løj uden skrupler for min mor gang på gang på gang som teenager og endte i nogle virkeligt utrygge situationer, fordi jeg sådan frygtede forbud og straf. Dén mor vil jeg ikke være. 

Anonym skriver:

Hej derude, 

Har en datter på 16 år. Hun er begyndt at komme i den alder, hvor hun vil alt selv, og er nu også begyndt at bruge, "det bestemmer jeg jo selv".

Hun påstår, at hun ikke går i solarie, da hun ved hun ikke ville få lov, men er tydeligt brun. Hun siger også, hun ikke ryger, da hun igen er opdraget til at cigaretter er noget man holder sig fra, men lugter ofte af røg. 

Hun må gerne drikke lidt alhohol, men jeg tror ofte hun drikker en del. Hun må også gerne tage ind til byen (København), om aftenen, men skal være hjemme på bestemte tidspunkter, og det holder hun altid, men føler også hun egentlig selv burde bestemme her.

Her forleden dag fik hun lavet et ekstra hul i øret på eget intiativ, fordi, det jo var hendes liv, som hun sagde. 

Jeg er konstant i tvivl omkring, hvad jeg skal stille op. Kan ikke finde ud af, om jeg skal sætte en kæmpe stopper for alt det her, og forklare hende, at JEG stadig bestemmer over hende. 

Hun er faktisk god til hjemmetider og er ikke typen, der laver en hel masse, på andre områder, så jeg ved ikke, om dette bare er naturlige teenageting?

Hvad bør man stille op? 

Jeg har ingen teenagere endnu, men har været efterskolelærer i en årerække. Jeg ville tage udgangspunkt i og anerkende hende for, at hun passer sine hjemmetider. Det handler om sikkerhed og tryghed, og det ville jeg som forælder være lettet over at der er styr på.

Dernæst ville jeg med åbenhed og reel nysgerrighed spørge ind til det med solarie og cigaretter, og give hende en følelse af at du undersøger, hvordan verden ser ud med hendes briller på. Man kan ikke forvente at et andet menneske åbner sig op og deler ud af sit indre, hvis bebrejdelserne og fordømmelserne hænger i luften allerede inden sandheden er kommet på bordet. Du må give hende rum til at kunne dele sandheden med dig og så må I tage den derfra (med koldt vand i blodet uanset hvad) afhængigt af, hvad hun svarer. Hvis du gerne vil have, at hun kan fortælle noget en anden gang, må du tage det stille og roligt og prøv at være løsningsorienteret. I kan gå på nettet sammen og undersøge, hvad solarie og tobak gør ved kroppen. Du kan foreslå hende en allergitestet selvbruner, eller hvad det nu kan være. Giv hende nogle alternative alt efter, hvad hendes ønsker og behov er. Ellers er der stor risiko for at hun fortsætter i smug, måske bliver hun bare bedre til at holde ting hemmelige for dig.