Anonym skriver:
Hejsa,
Jeg skriver som anonym, men har man læst nogle af mine tidligere debatter, kan man helt klart genkende mig. Det er ok - hensigten med anonymitet er ikke at kunne fremsøges.
Jeg har en søn på knap en måned, som jeg ammer, og jeg overvejer at stoppe. Jeg vil starte med at sige, at jeg ikke er "ammefornægter" eller sådan noget. Min store søn ammede jeg med stor glæde og succes fuldt i et halvt år og derefter delvist. Der var ingen problemer, og har altid talt varmt om amning. Derfor er det heller ikke for sjov, når jeg nu overvejer at stoppe.
Jeg har fint etableret amningen - rent teknisk er der ingen vanskeligheder. Ammer vel 12 gange i døgnet, han sutter fint og tager godt på. MEN.
Det føles ekstremt grænseoverskridende og ubehageligt at amme. Årsagen er, at jeg var indlagt og meget syg efter fødslen. Pådrog mig også en skade på symfysen som gjorde mig fuldstændig immobil. Så min krop var overladt til fremmed og hele tiden skiftende personale pga. vagtskifte. Så har i lidt over en uge haft fremmed efter fremmed til at måle på, mærke på, stikke og prikke i min krop, tage min temperatur rektalt (kunne ikke selv pga. immobilitet), give mig stikpiller, se mit afklædt, hjælpe mig på WC.
De gjorde lige præcis hvad de skulle for at hjælpe mig, for jeg kunne intet selv. Men det har efterladt mig traumatiseret - min krop føles fremmed, og den her følelse af tabt værdighed, tab af privatsfære, tab af følelsen af, at det er MIN krop, den sidder dybt i mig. Har sågar svært ved at kysse og kramme min dejlige kæreste.
Og det popper så op, hver gang jeg ammer. Bliver ramt af angst, ubehag, har det simpelthen så kvalmt og skidt hver gang jeg lægger ham til brystet, og ofte må jeg afbryde, før han selv stopper, fordi jeg ikke kan holde det ud længere. Han får hvad han skal, han kan bare godt lide at hyggesutte, men det kan jeg simpelthen ikke være i.
Jeg er self. klar over, jeg skal snakke med en psykolog, og det er også allerede på programmet, men det kommer til at tage lang tid at komme ud af den her "overgrebsfornemmelse", og jeg ved ikke, om det er okay og fair at trække stikket og sige stop for amningen, fordi det påvirker mig så meget psykisk. Jeg bliver helt angst bare jeg sidder og tænker på amning. Den eneste grund til jeg stadig ammer er, at jeg føler, at det "skal man" og det forventes, og følelsen af jeg svigter min søn, hvis jeg giver op. Men på samme tid er det også SÅ meget af vores fælles tid, nærvær osv. som for mig er ødelagt, fordi det er forbundet med så meget ubehag.
Vil det være rimeligt at stoppe? Føler alle tænker, at man skal fortsætte uanset hvad, og jeg er jo også normalt pro amning, havde jo ikke lige planlagt at skulle opleve det traumatiserende forløb..
Slutteligt: Jeg vil gerne understrege, at det ikke handler om, at jeg ikke GIDER amme, og jeg er også fuldt ud klar over, at det er langt mere besværligt med flaske. Det handler 100% om det psykiske, angsten, følelsen af krænkelse og ubehag pga. forløbet jeg har været gennem.
Gør hvad du føler bedst for.
Da jeg fik min søn ammede jeg ham, så da jeg var nødt til at give min datter flaske følte jeg det som et nederlag, men skiftede meget hurtigt mening. Da vi først var gået over til at give flaske 100%, så kunne hendes far give mad på samme måde. I starten var det da mere besværligt at give flaske end at amme, men når man først fik en rutine var det ikke så besværligt.
