2 årig - tics

Min yngste søn på 2 begyndte ud af det blå i mandags at have tics som nu onsdag kun er blevet oftere. Han blinker meget kraftigt med øjnene samtidig med han laver et ryk med munden og han gær det virkelig virkelig meget. 

kørte op til lægen som bekræftede at det var tics. Hun sagde man ikke kunne sige en årsag og der var intet at gøre ved det. Hun vidste heller ikke om det kunne forsvinde igen- men anbefalede mig at ringe til ouh som kender ham. Fik så fat i neurologen som følger ham. Hun sagde at så små børn ikke normalt har tics, det tidligste hun har set er 3-4 år.. vi skulle ringe igen hvis det stadig er der fredag, så vil hun gerne se ham.....

er der nogen der har haft så små børn med tics? Nogen der ved om man kan gøre noget og om det kan forsvinde igen? Jeg frygter virkelig at det vil være et problem resten af hans liv, og han har rigeligt at slås med i forvejen, så det ville bare være så synd... ��

Vores datter havde tics med øjnene. Jeg kan ikke præcis huske, hvor gammel hun var, men det var i vuggestuen. Det at værst, når hun blev træt eller i perioder med mange aktiviteter (fx december). 

Det stod nok på i et års tid, og fasede så gradvis ud. Hun har ikke haft det i flere år nu. 

Tænker faktisk om det ka være epeplipsi, og syntes ik i bare ska acceptere jeres egen normale læges ord, for at det er ticks!! 

Og når i er tilknyttet OUH, så ka i jo be dem tjekke. Vh Stine 

Jeg har er barn med tics. Nu er han 5 år. Han har haft tics i et års tid. Han har haft perioder uden tics. Nu har han dem igen. Vi har snakket med børne psyk. Og børnelægen. Begge sagde at sålænge det er et barn det handler om så gør man ikke noget ved det. Først i trenageårene. Der findes adfærdsterapi og medicin.  Det er vigtigt at ikke kommentere på hans tics og lade som ingenting. Og det er så svært. 

Jeg har læst meget om tics. Og har læst at helt små børn kan få tics. Men det mest typiske er når det er 4-7 år. 

Jeg kan virkelig godt forstå din bekymring. Det slog mig helt ud da mon søn fik tics. Han har nemlig også andre udfordringer. Jeg har brugt meget tid på at græde og har det af h til på hans vejne. Men heldigvis er jeg kommet dertil hvor jeg har accepteret at det er sådan det er. Og bare være der for ham. 

Nu har jeg ikke set din dreng. Men der findes noget der hedder selv stimulering. Altså hvor barnet har brug for at mærke sin egen krop og derfor laver forskellige ting med kroppen. Der findes ikke meget litteratur om det på dansk, men der findes en del på engelsk. Det kan minde utrolig meget om tics. Og er faktisk svært at se forskellen. 

Held og lykke med ham  

Jeg fik selv tics da jeg var i den alder og det har desværre hængt ved op i voksen alderen men jeg lever heldigvis fint alligevel! Det kan dog sagtens gå væk igen. Det bedste i kan gøre er at lade det være og ikke fokusere på det.