Hej jeg har en skøn søn på 20 måneder. Det er altid mig der har stået for puttning og haft ham om natten. Hans far har haft et arbejde hvor han tit først kom hjem når L var puttet. Så L var vantil ikke og se sin far hverdag. Han har altid være farglad men kun når han ville hænge i armene. Men så blev hans far nødtil at være væk i 3 uger og nu er den så helt galt. L vil slet ikke puttes af mig mere han skriger og slår ud efter mig hvis jeg prøver, og gør det samme om natten. Og jeg kan kun få ham til at stoppe med at græde hvis jeg spørger om jeg skal gå. Så stopper han med at græde og nikker Jaa. Det gør virkelig ondt . Ved godt det fordi han er bange for at hans far skal gå. Og det er en reaktion .Men det har bare varet så længe synes jeg . Det startede for snart 2 måneder siden. Istarten ville han mig eller ikke om dagen, men det er heldigvis blevet bedre. Hvis han vågner om morgen og hans far ikke er der går han hele huset rundt grædende og vil mig først 10 min efter. Han slår og skriger højere hvis jeg kommer hen til ham. Hans far er stoppet med at arbejde så meget efter de 3 uger og er sjældne ude når L er hjemme. Går tit i seng grædende da jeg slet ikke kan holde ud at min søn skubber mig væk og ikke vil mig . Skal jeg bare give det mere tid eller hvad skal jeg gøre. Min kæreste er også ved at være træt af det altid skal være ham der putter men vil jo ikke tvinge L til at være hos mig . Please hjælp mig !
Ps. Der er ingen problemer når vi er alene med puttningen. Kun når han vågner og hans far ikke er der .
Gittes svar
Hej,
Du skal ikke være så bange for at din søn nogle gange skubber dig væk i den alder, det er ikke unaturligt.
Den første periode af et spædbarnsliv handler meget om at tilbyde barnet varme og næring og læse dets behov og opfylde dem. Ofte har moderen en stor rolle i den periode, fordi hun ammer, har barsel osv.
Når barnet så bliver lidt ældre og begynder at kunne gå og tale, starter en selvstændighedsfase, hvor barnet begynder at lege med muligheden for selv at kunne trække forældrene til sig og støde dem væk, eller selv gå fra sin moder og komme tilbage igen.
Din opgave i denne periode er at være stabilt og varmt tilgængelig, stole på barnet når det går fra dig (selvfølgelig i sikre omgivelser) og tage positivt imod barnet, når det kommer tilbage igen.
Det er klart at din søn kan reagere på at din mand er væk i tre uger, og han forsøger nok at genvinde tilliden til at din mand er stabilt tilgængelig, og eksperimenterer med om han mon selv kan kontrollere hvem der putter ham eller tager ham.
I hans alder får et barn brug for sin far på en ny måde, for eksempel til at give ham en hånd i ryggen ud i selvstændigheden verden, hvor man godt tør løbe væk fra mor, både konkret og i symbolsk forstand.
Tænk på det på den måde at din søn er ved at lære hvad det vil sige at trække en forældre til sig og skubbe en forældre væk, det er både sundt og godt. Nogle gange kan man gøre det og opnå at den anden forældre kommer, hvis man skubber en væk, andre gange kan man ikke, og det er det, han skal lære. Han skal selvfølgelig ikke altid kontrollere det, så får han urealistiske forventninger til hvad der er muligt i verden. Men du kan roligt læne dig tilbage og nyde din nye frihed, når din mand er tilgængelig for din dreng, som har brug for at genvinde tryghed ved og god kontakt med sin far lige nu.
Du skal ikke være bange for at blive skubbet væk, han elsker dig stadig og du vil altid være hans mor, og inden du ser dig for er det omvendt. Det eneste du skal passe på er ikke at gøre en konflikt ud af det eller tro at der ligger noget negativt overfor dig i det, for det gør der næppe. Det er helt naturligt, og bare sørg for at få nogle gode stunder med ham på nogle andre tidspunkter.
Du har stor omsorg for din søn, det er dejligt. En del af det at være mor er også nogle gange at blive skubbet væk. Det kan selvfølgelig føles smertefuldt, især når man lige har været så tæt, opgaven er at bevare roen og så at sige tillade at der også kan skubbes nogle gange, uden at du går i panik. Tænk eventuelt på at de næste 18 år på en måde er een lang frigørelsesproces fra det der super tætte sted man har med sit barn, når det er spæd, med små bitte skridt i den retning, og det han gør nu er at begynde at øve sig kejtet på det. Du kan hjælpe ham ved at være stabilt tilgængelig og give plads til at han også øver selvstændighed.
Håber min forklaring giver mening.
Kh.
Gitte
Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"
Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk
