Hvordan får jeg min datter til at hjælpe til

Jeg har en datter på 10 år. Hun er skøn og dejlig o.  Jeg har et barn mere på 8 år også. Problemer er at min 10 årige gennem lang tid har nægtet at tage sin tallerken ud fra bordet når vi spiser ( bare et eksempel ud af mange )  eller i det hele taget af hjælpe til. De andre er gode til det og gør det uden vi overhovedet skal spørge. Som en selfølge og som man gør i en familie. Man hjælpes ad. 

Men hun går helt i baglås, nægter fuldstændig og bryder helt sammen. Når vi ingen krav stiller til hende så går  det super godt men så snart der bliver stillet det mindste krav så bryder hendes verden sammen. 

Vi har forsøgt med både gulerod og “pisk” men intet ser ud til at virke. 

Jrg føler mig efterhånden som hendes tjener 

hvad gør vi? Hvordan får vi hende til at være en del af fællesskabet? Ikke kun de sjove ting men også dagligdags ting. ? 

Anonym skriver:

Jeg har en datter på 10 år. Hun er skøn og dejlig o.  Jeg har et barn mere på 8 år også. Problemer er at min 10 årige gennem lang tid har nægtet at tage sin tallerken ud fra bordet når vi spiser ( bare et eksempel ud af mange )  eller i det hele taget af hjælpe til. De andre er gode til det og gør det uden vi overhovedet skal spørge. Som en selfølge og som man gør i en familie. Man hjælpes ad. 

Men hun går helt i baglås, nægter fuldstændig og bryder helt sammen. Når vi ingen krav stiller til hende så går  det super godt men så snart der bliver stillet det mindste krav så bryder hendes verden sammen. 

Vi har forsøgt med både gulerod og “pisk” men intet ser ud til at virke. 

Jrg føler mig efterhånden som hendes tjener 

hvad gør vi? Hvordan får vi hende til at være en del af fællesskabet? Ikke kun de sjove ting men også dagligdags ting. ? 

Jeg ville lade tallerken stå, og så må hun jo genbruge den hvis hun ikke gider være den ud. Det samme med vasketøj og i den stil. 

Vi køre noget for noget princippet, og vores er 3 og 7 

Jeg ville lave en stille og rolig konsekvens. En som er helt op til hende selv - agtigt. Fx ved tallerken. Der bliver ikke dækket op på din plads før den brugte tallerknen er taget af bordet. 

Du får ikke vasket tøj hvis det ikke ligger i vasketøjskurven. 

simple ting som er 100% op til hende selv. 

Ps. Jeg siger faktisk ofte til min på 6, at jeg er hans mor men ikke hans tjener. Så han kan godt selv hente et glas vand, finde bamsen på værelset, tage tallerknen ud, eller hvad det nu end er. 

Anonym skriver:

Jeg har en datter på 10 år. Hun er skøn og dejlig o.  Jeg har et barn mere på 8 år også. Problemer er at min 10 årige gennem lang tid har nægtet at tage sin tallerken ud fra bordet når vi spiser ( bare et eksempel ud af mange )  eller i det hele taget af hjælpe til. De andre er gode til det og gør det uden vi overhovedet skal spørge. Som en selfølge og som man gør i en familie. Man hjælpes ad. 

Men hun går helt i baglås, nægter fuldstændig og bryder helt sammen. Når vi ingen krav stiller til hende så går  det super godt men så snart der bliver stillet det mindste krav så bryder hendes verden sammen. 

Vi har forsøgt med både gulerod og “pisk” men intet ser ud til at virke. 

Jrg føler mig efterhånden som hendes tjener 

hvad gør vi? Hvordan får vi hende til at være en del af fællesskabet? Ikke kun de sjove ting men også dagligdags ting. ? 

Jeg ville spørge hvad der er galt. Læg det med tallerken osv. helt væk, og få jer en dyb og kærlig samtale om hvad der sker med hende, hendes dagligdag og verden. Der må jo ligge noget under det adfærd. Noget hun vil have opmærksomhed omkring. Måske noget der ligefrem gør hende ulykkelig, uden at det bliver adresseret. Tror måske de færreste glade og tilfredse børn ikke har lyst til at være med, være en del af fællesskabet, fremfor at skabe et problem og dårlig stemning i familien.

Cherraly skriver:

Jeg ville spørge hvad der er galt. Læg det med tallerken osv. helt væk, og få jer en dyb og kærlig samtale om hvad der sker med hende, hendes dagligdag og verden. Der må jo ligge noget under det adfærd. Noget hun vil have opmærksomhed omkring. Måske noget der ligefrem gør hende ulykkelig, uden at det bliver adresseret. Tror måske de færreste glade og tilfredse børn ikke har lyst til at være med, være en del af fællesskabet, fremfor at skabe et problem og dårlig stemning i familien.

Det er forsøgt. Men hun lukker helt i eller siger at hun ikke ved hvorfor hun reagere som Hun gør. Og så er hun samtidig så tilpas stædig. 

Anonym skriver:

Det er forsøgt. Men hun lukker helt i eller siger at hun ikke ved hvorfor hun reagere som Hun gør. Og så er hun samtidig så tilpas stædig. 

Okay, men jeg mente også at lade problematikken ligge fuldstændig, så samtalen ikke handler om det. Men snak om hende, om skolen, venner, søskende, hendes bekymringer og hvad der rører sig i hendes hverdag og i hendes indre sådan generelt. Måske er der ting hun har svært ved at udtrykke, noget der går hende på? Sådan en kærlig samtale, uden at påpege hendes manglende hjælpsomhed, og måden at reagere på. Lyder ikke som om hun bare har en attitude af "hjælper ikke fordi jeg ikke gider, slut færdig". Men der er nok noget hun ikke ved hvordan hun skal udtrykke/få sat ord på, mens hun igen og igen får at vide, at det ikke er godt nok, at hun fejler, skuffer osv. (Selv om I måske ikke siger det direkte). Og dermed bare går mere i baglås. Det er selvfølgelig bare gætteri fra min side af, jeg ved det ikke...

Nu har du selv taget udgangspunkt i det med at tage tallerkenen ud efter mad, så det er det mit svar går på:

Har du prøvet at involvere hende mere? I min verden er det lidt formålsløst og barnligt at skulle tage sin egen tallerken ud. Jeg gør det ikke selv. Nogle gange tager jeg alle tallerkner ud. Og en gryde. Nogle gange tager jeg ikke noget ud. Nogle gange hjælpes vi alle ad. Andre gange er det een, der ordner det hele. Det kommer an på hvad der ellers lige er i gang. Hvem har lavet maden? Hvem skal i gang med noget andet (fx skolearbejde)? Og så videre. Måske ville det være nemmere for din datter at være en del af det fællesskab?

Hej 

vi har selv en 10 årige pige og en 8 årige dreng, Og der er ingen tvivl om at der foregår nogle ting i den alder når man er pige. Jeg har også snakket med andre om det med erfaring der fortæller deres datter også opførte sig lignende i den alder.

Jeg har fundet frem til at hun simpelthen har svært ved forandringer. Hun er startet med at kører bus selv, det var både spændene at gøre det men også skræmmende at blive “overladt” til sig selv. Det samme gælder når en lære går på barsel, i et helt år, det reagerer hun på ved at være frustreret. Hun snakker grimt til sin bror og jeg, og jeg er til sidst blevet fuldstændig vanvittig og ja skældt højlydt ud i min egen frustration, der skete bare ikke så meget ved det desværre og løste ikke problemet. Hun ville ikke skylde tallerkner af og hvis jeg bad hende om det kom hun med provokerende sætninger der satte mit p.. i kåg 

Der kom simpelthen bare en konkret og enkelt konsekvens HVER GANG. Hun blev, ja som 10 årige, sendt ind på værelset grædende og skrigende når hun snakkede grimt, gav hendes dog lige 2 min til at forklare sig sel. Hun kunne ikke forklare handlingen og blev derfor bedt om at gå ind og komme ud når hun var klar til at snakke ordentlig til os igen. Jeg er godt klar over hun har svært ved at forklare sig, så gir jeg hende på andre tidspunkt totalt mulighed for åbenhed og ærlighed og spørg tit ind til hendes dag, hvad er gået godt og hvad har måske drillet .. vil gerne lærer hende at snakke om tingene og være åben fremfor frustrerende og lukket