Aner ikke hvad jeg skal gøre :'(

Hej derude, jeg står simpelthen i en situation hvor jeg ikke kan finde mig selv! Sagen er den at jeg stærkt overvejer at gå fra min kæreste, lang historie kort, så er vi bare ikke gode for hinanden og har ikke været det i mange år På trods af at vi har været sammen i 10 års tid kender vi slet ikke hinanden, og har aldrig kunne snakke om tingene! Føler vi lever et overfladisk liv, og egentlig kun er sammen for tryghedens skyld.. Jeg har igennem mange år af veninder og familie fået at vide at jeg burde være gået for længst, for han er på ingen måde god for mig, og gør mig langt mere ked af det end glad, derudover er han her bare ikke som den far han burde være, og det gør mig trist at ønsket og drømmen om en kernefamilie aldrig bliver en relatet Har prøvet så mange gange at få den familie skabt, men han har aldrig vist interesse for det, og lever egentlig et liv hvor han gør hvad der passer ham, og tit overlader min datter og jeg til os selv.. Men når alt så er sagt, så sidder jeg tilbage og stikker halen mellem benene, for jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at gøre noget ved det, jeg er så bange for at blive overladt til mig selv, ikke kunne finde et sted at bo og ikke at have råd til det! Jeg er lige begyndt i arbejde og har kun været der i få uger, så intet er sikkert.. Hvad skal der ske med samværet med vores datter, kan jeg klare det alene og hvordan? Skal jeg blive i den by vi bor i, så hun ikke skal rykke dagpleje eller skal vi starte et nyt sted? Jeg aner ingenting! Og det gør at jeg ikke tør tage springet, og dermed fortsætter i et forhold der gør mig ulykkelig

Undskyld den lange smøre!

Sikken situation du står i puha.. Kan godt forstå det er svært for dig!

Men du siger selv du ikke er glad, og når du har prøvet i SÅ mange år så ændre det sig nok aldrig..

Kan godt se det er uoverskueligt, men jeg lover dig du finder en løsning på det hele hvis du træffer det valg at gå.. følg dit hjerte hvad der føles rigtigt!

Måske vil du starte på en frisk, så gør du det. Du burde ikke blive i et forhold hvor du skal føle i er overladt til jer selv, og hvor du er mere ked af det end glad. Alle fortjener glæde.. 

Kram

Livet er alt alt for kort til at være i et forhold hvor man er ulykkelig, ikke forelsket, ikke forstået og egentlig ensom (sådan synes jeg det lyder at du har det). Trygheden er ikke meget sammenlignet med et forhold med kærlighed og glæde, hvor man så også får energi, lykke og styrke. Selvfølgelig kan du klare det selv med din datter. Og efter 10 år gør nogle måneder måske ikke den store forskel, men du kan bruge dem på at tænke over hvad der skal gøres, trin for trin, sikre dig et sted du starter det nye tilværelse osv. Du behøver vel ikke pakke sammen og gå fra den ene dag til den anden, ud i det ukendte ingenting?

Anonym skriver:

Sikken situation du står i puha.. Kan godt forstå det er svært for dig!

Men du siger selv du ikke er glad, og når du har prøvet i SÅ mange år så ændre det sig nok aldrig..

Kan godt se det er uoverskueligt, men jeg lover dig du finder en løsning på det hele hvis du træffer det valg at gå.. følg dit hjerte hvad der føles rigtigt!

Måske vil du starte på en frisk, så gør du det. Du burde ikke blive i et forhold hvor du skal føle i er overladt til jer selv, og hvor du er mere ked af det end glad. Alle fortjener glæde.. 

Kram

Undskyld det sene svar! Men tusind tak! 

Men ja, det ser bare så uoverskueligt ud det hele Han lover og lover at det hele nok skal blive bedre nu, men det gjorde han også sidste gang, og gangen før det.. Det er bare så ærgeligt at smide 10 års forhold væk, men ja, vi har jo kæmpet i årevis for at få det til at fungere..

Anonym skriver:

Livet er alt alt for kort til at være i et forhold hvor man er ulykkelig, ikke forelsket, ikke forstået og egentlig ensom (sådan synes jeg det lyder at du har det). Trygheden er ikke meget sammenlignet med et forhold med kærlighed og glæde, hvor man så også får energi, lykke og styrke. Selvfølgelig kan du klare det selv med din datter. Og efter 10 år gør nogle måneder måske ikke den store forskel, men du kan bruge dem på at tænke over hvad der skal gøres, trin for trin, sikre dig et sted du starter det nye tilværelse osv. Du behøver vel ikke pakke sammen og gå fra den ene dag til den anden, ud i det ukendte ingenting?

Tak for dit svar! Du har helt ret! Kan sagtens se mig selv bo alene med min datter, men det er alt derimellem der gør mig bange! Jeg KAN simpelthen ikke få mig selv til at tage DET skridt  Men nej, det er ikke noget der bare kan gøres fra den ene dag til den anden, men ligenu "venter" han bare på at jeg tager en beslutning, og har sagt at hvis jeg vælger det, så har han ikke lyst til at vi skal være under samme tag, og aner ikke hvor jeg skulle tage hen

Anonym skriver:

Tak for dit svar! Du har helt ret! Kan sagtens se mig selv bo alene med min datter, men det er alt derimellem der gør mig bange! Jeg KAN simpelthen ikke få mig selv til at tage DET skridt  Men nej, det er ikke noget der bare kan gøres fra den ene dag til den anden, men ligenu "venter" han bare på at jeg tager en beslutning, og har sagt at hvis jeg vælger det, så har han ikke lyst til at vi skal være under samme tag, og aner ikke hvor jeg skulle tage hen

Hvis I har boet sammen i 10 år, har du vel også ret til en del af jeres fælles ting og bolig. Jeg ved ikke så meget om det, men måske kan man få noget viden hos en gratis advokat. Hvis han ikke har lyst til at blive under samme tag, må han vel flytte ud i et stykke tid mens du finder noget andet. Kan ikke være rigtigt du skal pakke sammen med et barn og gå til ingenting fordi han ikke kan opføre sig mere voksent. For ikke at tale om faktisk at hjælpe dig med at komme videre. Har du noget familie/netværk der kan være en støtte for dig? 

Desuden er det vist din kæreste der bliver bopælsforælder hvis du flytter ud, din datter forbliver som udgangspunkt på adressen. Igen, ikke noget jeg ved meget om, så vil råde til at komme en tur forbi en advokat, ringe til mødrehjælpens rådgivning, og høre dem hvad du har af rettigheder/muligheder, og hvilke råd de ellers har. Så har du noget konkret at forholde dig til, så alting virker mindre uoverskueligt.