Forvirret og ked af det

Jeg håber nogle kan hjælpe med at få sorteret i mine tanker... Jeg er så heldig at have tvillinger på lige fire år, vi kæmpede længe for at blive forældre. Det var nogle hårde første år med rigtig meget sygdom hos de små, men omkring 3 årsalderen vendte det og overskuddet begyndte så småt at komme igen. Så skete der det, at jeg blev gravid, helt uventet. Det er ca 6 mdr siden. Vi gik begge i panik og overvejede frem og tilbage. Alle de rationelle overvejelser vandt og jeg endte med at få en abort, det var et frygteligt forløb med to mislykkede MA som endte med kirurgisk abort. Jeg var helt afklaret og de første to-tre måneder havde jeg det helt fint. Men nu vælter tankerne frem og både min mand og jeg kan ikke tænke på andet end at få nr 3. Er det en naturlig efterreaktion eller får jeg nogensinde fred i tankemylderet og hjertet før jeg får en lille en mere? De rationelle årsager der ledte til valget var jo virkelig gennemtænkte og meget! fornuftige! Og nu står vi her... Jeg håber nogen kan hjælpe med lidt tanker, mit hoved snurrer og jeg er så ked af det. 

Anonym skriver:

Jeg håber nogle kan hjælpe med at få sorteret i mine tanker... Jeg er så heldig at have tvillinger på lige fire år, vi kæmpede længe for at blive forældre. Det var nogle hårde første år med rigtig meget sygdom hos de små, men omkring 3 årsalderen vendte det og overskuddet begyndte så småt at komme igen. Så skete der det, at jeg blev gravid, helt uventet. Det er ca 6 mdr siden. Vi gik begge i panik og overvejede frem og tilbage. Alle de rationelle overvejelser vandt og jeg endte med at få en abort, det var et frygteligt forløb med to mislykkede MA som endte med kirurgisk abort. Jeg var helt afklaret og de første to-tre måneder havde jeg det helt fint. Men nu vælter tankerne frem og både min mand og jeg kan ikke tænke på andet end at få nr 3. Er det en naturlig efterreaktion eller får jeg nogensinde fred i tankemylderet og hjertet før jeg får en lille en mere? De rationelle årsager der ledte til valget var jo virkelig gennemtænkte og meget! fornuftige! Og nu står vi her... Jeg håber nogen kan hjælpe med lidt tanker, mit hoved snurrer og jeg er så ked af det. 

Jeg kan godt forstå I er kede af det- en abort er hård ved psyken om man synes man er afklaret eller ej.

Nu spørger jeg måske dumt- men hvorfor fik du en abort?

Var det fordi du var bange for at skulle starte forfra nu hvor der var ved at være ro på eller?

For det skal du jo også nu -selv om der er gået et halvt år mere. 

Er jeres liv nu sådan at I er klar på den omvæltning det altid er at få et barn mere,eller er det fordi du har det skidt at du synes det skal være nu?

Alder har self også noget at sige- du skriver I kæmpede længe ,så går udfra I ikke er helt unge. 

Og så kan man jo ikke vente flere år-

Men tænker du skal have vendt med dig og selv og din mand ,hvorfor I valgte abort.

Og om de ting der gjorde at I valgte den ,er ændret så I ikke går i panik igen . hvis du forstår hvad jeg mener.

Carina:-) skriver:

Jeg kan godt forstå I er kede af det- en abort er hård ved psyken om man synes man er afklaret eller ej.

Nu spørger jeg måske dumt- men hvorfor fik du en abort?

Var det fordi du var bange for at skulle starte forfra nu hvor der var ved at være ro på eller?

For det skal du jo også nu -selv om der er gået et halvt år mere. 

Er jeres liv nu sådan at I er klar på den omvæltning det altid er at få et barn mere,eller er det fordi du har det skidt at du synes det skal være nu?

Alder har self også noget at sige- du skriver I kæmpede længe ,så går udfra I ikke er helt unge. 

Og så kan man jo ikke vente flere år-

Men tænker du skal have vendt med dig og selv og din mand ,hvorfor I valgte abort.

Og om de ting der gjorde at I valgte den ,er ændret så I ikke går i panik igen . hvis du forstår hvad jeg mener.

 

Tak for dit svar! Du sætter gode tanker igang. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg fik den abort - udover panik og tendens til meget rationel og fornuftsbetinget måde at træffe valg på. Jeg er sikker på jeg ikke ville gå i panik igen - men overvejelserne var virkelig reelle nok dengang. Men hold op jeg synes det er svært at lukke ned for følelser der råber højere og højere.... alderen er for mit vedkommende ikke noget problem, jeg gik heldigvis hurtigt igang dengang. 

Jern sidder jeg, tre måneder efter dit opslag.., hvordan har du det? Vi må være blevet gravid ca samme tidspunkt - jeg valgte så at gennemføre graviditeten og sidder nu her med Alfred på godt 4 mdr. 

Jeg var virkelig i tvivl den gang! Og SÅ tæt på at få en abort. Min læge og jwg have mange snakke frem og tilbage... og hun gjorde det klart dor mig, at en abort vil kunne give men langt frem og at få babyen selvfølgelig vil være hårdt - men næppe at fortryde. Snakkede du med nogen dengang? Om det? Og hvordan har du det idag har I dået overvejet om I vil prøve igen? Min er også nr. 3. Vel er det hårdt! Og især fordi de fleste omkring os har børn på vores de stores alder og vi ligesom er sat pænt tilbage.. men altså. Men elsker dem jo præcis ligeså højt som de to andre. 

Ville bare give mit besyv med og vise jeg sender dig en varm tanke 

Tusind tak for dit svar, CKJ! Det blev jeg glad for. Og hvor er det besynderligt, at vi har “fulgtes ad”, men ad hver vores vej! Jeg har det meget bedre end for tre måneder siden - jeg er mere rolig og glad nu end på det tidspunkt. Jeg tror min psyke var hårdt ramt af, at jeg netop havde passeret terminstidspunktet - det hele føltes frygteligt forkert! Jeg nyder mine dejlige unger og har meget mere ro omkring vores valg. Men! Og det er et stort “men” - jeg føler stadig at der på en eller anden måde “mangler nogen”, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde slipper den fornemmelse. Jeg ved jo godt, at jeg ikke mistede/valgte et lille barn fra, men alligevel er det som om noget ikke er helt. Jeg ved ikke, om vi skal have flere børn, jeg er faktisk holdt op med at tænke på det og bare nyde dem vi har, for der var virkelig gode grunde til, at vi valgte som vi gjorde. Men hvis jeg kunne vælge om, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde gjort det igen. Det var virkelig frygteligt, og desværre fik jeg ikke talt ordentligt med nogen om det dengang - kun min mand, som jo var ligeså hylet ud af den som mig, og derfor ikke den bedste rådgiver... Det fortryder jeg inderligt i dag, det kan godt være valget havde været det samme, men måske havde det været meget mere afklaret. 

Jeg er glad for at høre, at du sidder med din lille dreng, Alfred, sikke et dejligt navn! Nyd ham, det er dejligt at opleve et lille liv vokse, jeg synes du er utrolig sej og meget modig - godt du fik talt godt med din læge! Jeg ønsker dig og din familie al mulig held og lykke fremover - du er heldig at have en lille børneflok! 

Kram til dig, og endnu en gang tusind tak fordi du svarede på min tråd, det varmer virkelig!! 

Hvor er jeg glad for, at høre du er kommet ‘posen anden side’ af de negative tanker. For ja, du SKAL holde fast i HVoRFOr I på tidspunktet valgte som i gjorde. Der har det givet mening i jeres liv og det var der god grund til. 

Jeg håber du fortsat vil holde fast i det og ønsker bestemt også jer alle fire held og lykke fremad!  

Kh 

Tak, fordi du gav dig tid, CKJ