Skilles med nyfødt, forældremyndighed?

Jeg ligger her med den smukkeste dejlige sovende baby helt tæt ind til mig. Det tog lige lidt tid at trøste hende efter endnu et skænderi. Manden sover på sofaen.

det vil være det største nederlag ever, men jeg føler det vil være værst for hende vi bliver sammen.

jeg vil ikke gå i detaljer om alle tingene, men kan da fortælle han har været i byen hver weekend siden hun kom til verden for 2 mdr siden. Han kan ikke styre sig og råber af mig mens han holder hende, og har også oplevet ham hæve stemmen overfor hende når hun græder. Åh mit hjerte gør ondt bare af at skrive det.

det eneste der holder mig fra at gå er tanken om at undvære hende, og faktisk er jeg ikke tryg ved at hun skal være alene hos ham

men hvordan står jeg stillet?

vil jeg blive bopælsforælder automatisk. Hvornår har han krav på overnatning?

jeg ammer så hun er jo nødt til at være hos mig nu, men hvornår laves det om og kan jeg risikere 7/7?

han har for år tilbage siddet inde, og har haft en turbulent barndom. Jeg kommer fra en "kernefamilie"

jeg har bare lyst til at holde min lille mus ind til mig og aldrig give slip

Anonym skriver:

Jeg ligger her med den smukkeste dejlige sovende baby helt tæt ind til mig. Det tog lige lidt tid at trøste hende efter endnu et skænderi. Manden sover på sofaen.

 

det vil være det største nederlag ever, men jeg føler det vil være værst for hende vi bliver sammen.

 

jeg vil ikke gå i detaljer om alle tingene, men kan da fortælle han har været i byen hver weekend siden hun kom til verden for 2 mdr siden. Han kan ikke styre sig og råber af mig mens han holder hende, og har også oplevet ham hæve stemmen overfor hende når hun græder. Åh mit hjerte gør ondt bare af at skrive det.

 

det eneste der holder mig fra at gå er tanken om at undvære hende, og faktisk er jeg ikke tryg ved at hun skal være alene hos ham

 

men hvordan står jeg stillet?

 

vil jeg blive bopælsforælder automatisk. Hvornår har han krav på overnatning?

 

jeg ammer så hun er jo nødt til at være hos mig nu, men hvornår laves det om og kan jeg risikere 7/7?

 

han har for år tilbage siddet inde, og har haft en turbulent barndom. Jeg kommer fra en "kernefamilie"

 

jeg har bare lyst til at holde min lille mus ind til mig og aldrig give slip

 

Puha. Det lyder som en barsk situation, du befinder dig i.

Har du ikke nogle forældre, du kan tage hjem til for en periode? Kan de ikke komme og hente dig og baby? Måske endda på et tidspunkt, hvor din kæreste ikke er hjemme?

Som udgangspunkt laver man ikke 7/7 med helt små børn. Og som udgangspunkt vil du blive bopælsforælder. Men alt det kan du få meget mere at vide om, hvis du kontakter Statsforvaltningen og evt også Mødrehjælpen. Du er stillet ret godt pga han fortid, skulle jeg mene.

I første omgang skal du tage hjem til dine forældre (eller en veninde) og få lidt ro på. Og så få fat på statsforvaltningen.

Jeg kender ikke til det så kan desværre ikke svare på alle dine spørgsmål men din baby er kun 2 måneder så selvfølgelig følger dit barn dig. 

Der er forskel på forældremyndighed og bopælsret, men jeg er rimelig sikker på at du vil få bopælen når barnet ikke er ældre.

Sidst vil jeg bare sige, at vi alle kan være presset og råbe af hinanden, men jeg ville ikke selv accepterer at min mand råbte af vores datter, jeg ville miste al tiltro til ham - så kan godt forstå hvis du også har mistet den til din mand

Og så lige et kram til både dig og din baby 

Stakkels jer alle sammen. 

Siden du har været sammen med ham og I har fået barn sammen, tænker jeg at han ikke altid har været sådan en tumpe, med uacceptabelt opførsel. 

1. Men min første tanke når du fortæller om hans baggrund og adfærd er om han har fået en fødselsreaktion/fødselsdepression. Når man ikke selv har haft en harmonisk barndom er man i større risiko for det. Det er heller ikke alle som reagere ved gråd, energiforladthed osv. Nogen reagere ved at trække sig, arbejde meget, gå i byen og får et mere iltert temperament. Så selvom du går fra ham så ville jeg prøve at få noget hjælp til ham, så i kan få et fornuftigt Samarbejde omkring jeres barn og de kan få et godt indbyrdes forhold. 

Jeg tænker også, hvem var han før jeres barn blev født? Var barnet planlagt eller et uheld? Hvis han har ændret sig meget siden barnet kom til, så er der stor sandsynlighed for, at han har en efterfødselsreaktion. 

Derudover vil jeg forsigtigt indrømme, at både min mand og jeg har haft råbt af vores store datter, da hun var spæd.  Hun havde kolik, og selv om vi begge betragtes som resourcestærke forældre, så kan man altså godt blive drevet derud af søvnmangel. Vi blev aldrig screenet for efterfødselsreaktion/depression med hende, men det er jeg, set i bakspejlet, ret sikker på jeg havde. Jeg ved faktisk ikke med min mand, men jeg tror det. I dag er hun 4 år, og vi er igen helt stabile, harmoniske forældre, der ikke råber nogensinde.

Lidt statistik jeg blev præsenteret for af min første jordemoder i forbindelse med fødselsforberedelse: ca. 65% af alle børn er skilsmissebørn i Danmark. Af de børn er ca. 80% blevet skilsmissebørn inden for de første 2 år af deres liv.

Det er en hård prøvelse for parholdet at blive forældre, og medmindre du også var meget i tvivl om, om det skulle være din mand og dig før du blev gravid, så vil jeg anbefale dig kraftigt at søge professionel hjælp til Jer via sundhedsplejersken, før du går fra ham.

Alt held og lykke til dig og din smukke baby fremover, uanset hvordan sin dumme situation ender 

Tak for jeres svar 

det skal siges, jeg alle dage har haft tendens til at ville "redde" folk, og i den sammenhæng valgt nogle kærester som ikke var de sødeste.

min nuværende kæreste ER sød, på mange punkter men har haft en virkelig hård barndom, har mange ar på sjælen og har et slemt temperament.

jeg har altid set ham være så sød og tålmodig overfor børn, han vil dem virkelig.

jeg har altid været ufatteligt overbærende og rummet hans temperament, og han er vokset.

men min rummelighed er blevet så meget mindre efter jeg er blevet mor. Jeg accepterer det ikke.

han har altid gået meget ud, og det har været fint  for mig, jeg nyder alenetid. Op til fødslen gik han meget ud for at "få det sidste med" men har så været ude HVER weekend siden. Han har altid drukket for at "glemme" og han vil ikke søge hjælp, jeg har forsøgt. Jeg troede så naivt han ville have lyst til at være mere hjemme. Jeg forstår slet ikke han kan være bare et sekund væk fra hende.

Jeg føler mig svigtet.

Anonym skriver:

Jeg ligger her med den smukkeste dejlige sovende baby helt tæt ind til mig. Det tog lige lidt tid at trøste hende efter endnu et skænderi. Manden sover på sofaen.

 

det vil være det største nederlag ever, men jeg føler det vil være værst for hende vi bliver sammen.

 

jeg vil ikke gå i detaljer om alle tingene, men kan da fortælle han har været i byen hver weekend siden hun kom til verden for 2 mdr siden. Han kan ikke styre sig og råber af mig mens han holder hende, og har også oplevet ham hæve stemmen overfor hende når hun græder. Åh mit hjerte gør ondt bare af at skrive det.

 

det eneste der holder mig fra at gå er tanken om at undvære hende, og faktisk er jeg ikke tryg ved at hun skal være alene hos ham

 

men hvordan står jeg stillet?

 

vil jeg blive bopælsforælder automatisk. Hvornår har han krav på overnatning?

 

jeg ammer så hun er jo nødt til at være hos mig nu, men hvornår laves det om og kan jeg risikere 7/7?

 

han har for år tilbage siddet inde, og har haft en turbulent barndom. Jeg kommer fra en "kernefamilie"

 

jeg har bare lyst til at holde min lille mus ind til mig og aldrig give slip

 

Puha en situation at stå i midt i lykken det er at være mor til en lille ny Først og fremmest lyder det i mine øre som det rigtige at gå fra din kæreste. Han lyder ikke som en ret stabil mand eller far som hans prioteter er lige nu- men muligheden for at han har en efterfødselsreaktion er der også. Det er bestemt ikke normalt at råbe ad et spædbarn eller hæve stemmen. Jeg er med på at det kan ske i afmagt måske 1 enkelt gang for nogle, hvis de er ekstremt presset, men der lyder det jo ikke lige til er tilfældet. Han er måske ikke robust nok til at være en kærlig far lige nu, og kan ikke bære det ansvar der følger med. Derfor er det måske bedst at du får dig en hverdag alene med jeres fælles barn. Kontakt evt. dine forældre og flyt hjem til dem for en stund og få styr på alt det praktiske. Dit barn følger dig! Det skal du slet ikke bekymrer dig om. Han får måske ret til at se hende nogle timer om ugen hjemme hos dig under opsyn. Først når hun er over 1 år er jeg sikker på, må han have samvær uden du er til stede. Men er faktisk sikker på at så længe du ammer, kan han ikke have barnet alene. 

Det vigtigste for dig og jeres lille nye, tænker jeg er RO. Jeg ville få fundet en løsning, og få forklaret din kæreste hvordan det hele hænger sammen for dig og at jeres baby er vigtigst. Måske han vokser med opgaven med tiden og i så kan finde ud af det, men for nu virker det som om at det bedste for jer alle er at du bliver alene-mor og kan bruge din energi på din lille baby 

Tak for jeres svar 

 

det skal siges, jeg alle dage har haft tendens til at ville "redde" folk, og i den sammenhæng valgt nogle kærester som ikke var de sødeste.

 

min nuværende kæreste ER sød, på mange punkter men har haft en virkelig hård barndom, har mange ar på sjælen og har et slemt temperament.

 

jeg har altid set ham være så sød og tålmodig overfor børn, han vil dem virkelig.

 

jeg har altid været ufatteligt overbærende og rummet hans temperament, og han er vokset.

 

men min rummelighed er blevet så meget mindre efter jeg er blevet mor. Jeg accepterer det ikke.

 

han har altid gået meget ud, og det har været fint  for mig, jeg nyder alenetid. Op til fødslen gik han meget ud for at "få det sidste med" men har så været ude HVER weekend siden. Han har altid drukket for at "glemme" og han vil ikke søge hjælp, jeg har forsøgt. Jeg troede så naivt han ville have lyst til at være mere hjemme. Jeg forstår slet ikke han kan være bare et sekund væk fra hende.

 

Jeg føler mig svigtet.

Jeg vil ikke undskylde hans handlinger, men som mand synes jeg tiden efter fødselen var rigtig svær. Vi havde mange udfordringer med vores søn og det er bare mor som er primær alting, når de er så små.

Man kan forsøge at gå til hånde, aflaste og hjælpe efter bedste evne, men selv da føler man sig ofte sat helt til vægs og magtesløs.

Dertil kom at jeg ikke har haft små søskende eller nærkontakt med små børn i familien inden da, så jeg havde ingen viden eller forudsætninger at byde ind med.

Hvis din kæreste har det lidt på samme måde, plus hans tvivlsomme fortid, så kan jeg måske godt forstå han flygter. 

Som sagt er det ikke en undskyldning for noget og I bliver nødt til at have nogle alvorlige snakke uanset om du går fra ham eller ej.