Puuh. Hvordan fjerner man babytankerne?

Hej alle..

sagen er den, at jeg har 2 skønne børn ❤️ Men er desværre ikke sammen med faren. Til gengæld har jeg en ny kæreste som jeg bor sammen med og som jeg har et helt fantastisk kærlighedsliv med på alle planer + han er den perfekte bonusfar og ungerne elsker ham.

da vi mødtes! Var jeg ret klar i spyttet om at jeg ikke skulle have flere børn. Tanken om hvad nu hvis det ikke holdt om 10 år og delebørn med 2 forskellige. Nej nej nej! Og han var helt ok med aldrig at få sine egne. Han er meget sådan "hvis det passer ind, og ellers er friheden også dejlig". 

Nu har vi så været sammen i nogen år og har over noget tid alligevel snakket lidt om babyer. Det startede med at jeg havde nogen drilske menstrustioner hvor jeg vitterligt tænkte at jeg kunne være gravid! Og derfor fyldte tankerne pludselig helt vildt! Om man virkelig skulle få en abort selvom vi er sammen, velfungerende og ikke så gamle (jeg er slut 20'erne han er midt 30'erne) samtidig havde jeg svært ved at se mig selv have overskud til 3 børn fordi jeg er meget alene i hverdagen. 

Vi skulle heldigvis ikke træffe et valg! Der var ingen baby. Men tanken har plantet sig og vi taler om det. Men vi er ude i en tidshorisont på 5-7 år af forskellige årsager som er helt fornuftige fra min kærestes side! 

Men aaaaarh! Nu er tanken der! Og jeg craver bare babyer nu. Det er frygteligt! Hvordan huuuulan får jeg lige 5-7 år til at gå uden at blive helt bims? 

Altså jeg tænker umiddelbart, hvorfor er det præcis i skal vente 5-7 år?  Hvis du er i slut 20'erne vil du til den tid være måske 35-37 år og der er kroppen altså bare ikke hverken ligeså fertil eller klar på at skulle gennemføre en graviditet som da du fik de første. Og så skal i også huske at selv hvis du havde nemt ved at blive gravid med din første mand, kan det ikke garanteres at det er det samme med din nye kæreste. Den har jeg desværre hørt fra nogen der blev meget skuffede og måtte opgive drømmen om "vores" børn  

Oktober12 skriver:

Altså jeg tænker umiddelbart, hvorfor er det præcis i skal vente 5-7 år?  Hvis du er i slut 20'erne vil du til den tid være måske 35-37 år og der er kroppen altså bare ikke hverken ligeså fertil eller klar på at skulle gennemføre en graviditet som da du fik de første. Og så skal i også huske at selv hvis du havde nemt ved at blive gravid med din første mand, kan det ikke garanteres at det er det samme med din nye kæreste. Den har jeg desværre hørt fra nogen der blev meget skuffede og måtte opgive drømmen om "vores" børn  

 

Det er der nogen forskellige grunde til som, som sagt, er helt fornuftige og rimelige så det er ikke et spørgsmål om man burde gøre det tidligere  

Jeg ved godt at chancen for at opnå graviditet og alt det andet er nedsat, men sådan er det. Og hvis det ikke lykkes, så er det jo bare sådan. Det vil da sikker blive hårdt at erkende til den tid, men der er også masser af mennesker der fint får børn midt i 30'erne. Jeg gider ikke tage sortseer brillerne på, for det bliver ikke tidligere end det uanset  

Nu vil jeg ikke sige noget ondt om at få børn sent i livet, men min mor var 37 da hun fik mig. Jeg er enebarn og har altid hadet det. 
Jeg stod i en alder af 18-20 år da alle mine bedsteforældre enten var døde eller meget, meget syge. Begge mine forældre hader at de ikke har fået børnebørn endnu. Min mor ser bare så meget frem til pension osv, hvor hun har masser af tid til at pylre om børnebørn og min far som er syg (han er ved at være gammel) vil gerne nå at have børnebørn længe i hans liv. 

Min pointe og måske også mit ønske er lidt, at du ikke kun tænker på dig selv når du vælger at få børn så sent i livet. Det er ikke så fedt for dig at du først er ved at være gammel når dit barn skal flytte hjemmefra, men tænk på dit barn. Dit barn vil ikke opleve at have søskende i så lang tid (nu ved jeg ikke hvor gamle dine børn er, men de flytter jo hjemmefra på et tidspunkt eller bliver teenagere, som ikke gider lege med et lille barn). Dit barn vil ikke have sine bedsteforældre særligt længe (måske) og dit barns børn vil heller ikke nå at have dig, lige så længe, som de måske ønsker. Når du og din kæreste er ældre er der også større sandsynlighed for, at i bliver syge (det har jeg i hvert fald oplevet), hvilket overhovedet ikke er rart for et barn at skulle opleve og tage sig af, uanset alder. 

Jeg regnede ud, at hvis jeg først fik børn i den alder min mor havde da hun fik mig, så ville hun først få børnebørn som 74 årig. Det synes jeg er en vild tanke.

Jeg kan selvfølgelig ikke sige hvordan det er i jeres familie eller hvordan dine børn bliver påvirkede af det, men jeg ønsker for dem, at du overvejer hvilke konsekvenser det har hvis du får et barn sent i livet, hvor du forresten også kun har 12% chance for at for det. 

Jeg er ikke ude på at dømme, jeg vil bare sætte nogen tanker igang :-)

Måske en hobby, rejser og oplevelser osv kan få tiden til at gå

Eller måske en hund 

Bare for at berolige dig, så kan jeg fortælle dig at min mands forældre fik ham sent (jeg synes iøvrigt ikke at 35 er sent....) og han har absolut ikke noget imod det. Hans mor er gået bort, men hans far (på 79) er en fantastisk bedstefar, som har masser af tid og overskud, da han er på pension. Mine forældre fik mig rigtig tidligt og jeg stod også som ung teenager med kun én levende bedsteforældre. Sådan er livet nu engang. Der er ingen garantier.

Nå, men ja, andre projekter kunne måske være en god ide? Jeg tror ikke det er helt muligt at fjerne tankerne, men det kan måske gøre den mindre fremtrædende. 

Held og lykke.

Jeg tror det er en svær tanke at lægge væk desværre  som en siger så kunne en hund eller et andet kæledyr som tager lidt ekstra tid og kærlighed i hverdagen måske udsætte behovet lidt (om ikke andet så da som en vi-har-ikke-tid-til-en-baby følelse)  en travl hverdag kan for mig hurtigt sætte stopper for tanken om flere børn (efter den lille i maven selvfølgelig).

Måske nogle hobbyer og en realisering af, hvor godt et sted i er lige præcis nu kan hjælpe lidt  og et dyr 

Må lige berolige bare en lille smule - jeg fik mit sidste barn da jeg var 36 og jeg følte mig på ingen måde gammel, kroppen havde det ikke værre som gravid (jeg var i hopla med de to andre børn lige til den dag jeg fødte, ja var sågar i både ZOO og bon bon land da jeg var gået over termin). Og jeg er absolut ikke den ældste mor i hans klasse. Skal jeg være helt ærlig synes jeg faktisk jeg havde mest energi og overskud med den sidste i flokken, hvilket nok ikke hænger sammen med alder men med min selvsikkerhed mkring det at være mor. 

Jeg føler mig nu som snart 44 årlig heller ikke gammel, og kunne sagtens have en baby i børneflokken (har jeg så ikke), og jeg bekymrer mig ikke om hvorvidt jeg bliver bedstemor i en sen eller ung alder (åh jo bekymrer mig faktisk lidt over at blive det i en ung alder, for ville ikke være storsmilende hvis min kære datter kom om et par år og proklamerede hun skulle være mor).

Nå men hvordan flytter du så fokus, puha den er svær. Jeg har siden jeg mistede min datter for 11 år siden haft fokus på babyer, gravide maver, børn og og og... Ønskede mig hele tiden brændende endnu et barn og jeg kunne ikke erstatte tankerne. Men hverdagen og tiden gjorde det for mig og oplevede pludselig en tur i Tivoli hvor jeg ikke så de gravide damer, men de mænd der gik sammen med dem  JEg ved godt det yder het forkert, men jeg var så glad, så glad for fokus var væk og jeg “bare” var helt almindelig kvinde der ikke misundte de gravide men måske misundte dem en sexet husbond (har udover det rigeligt i min egen). Jeg tror desværre ikke du kan erstatte tankerne, men du kan vælge at sige goddag til dem og fortælle dem, at de er dejlige, men de skal ikke realiseres lige nu. Og så er det da ikke forkert at glæde sig. Nå jo en kattekilling, det hjalp også lidt for mig 

lineog4 skriver:

Må lige berolige bare en lille smule - jeg fik mit sidste barn da jeg var 36 og jeg følte mig på ingen måde gammel, kroppen havde det ikke værre som gravid (jeg var i hopla med de to andre børn lige til den dag jeg fødte, ja var sågar i både ZOO og bon bon land da jeg var gået over termin). Og jeg er absolut ikke den ældste mor i hans klasse. Skal jeg være helt ærlig synes jeg faktisk jeg havde mest energi og overskud med den sidste i flokken, hvilket nok ikke hænger sammen med alder men med min selvsikkerhed mkring det at være mor. 

Jeg føler mig nu som snart 44 årlig heller ikke gammel, og kunne sagtens have en baby i børneflokken (har jeg så ikke), og jeg bekymrer mig ikke om hvorvidt jeg bliver bedstemor i en sen eller ung alder (åh jo bekymrer mig faktisk lidt over at blive det i en ung alder, for ville ikke være storsmilende hvis min kære datter kom om et par år og proklamerede hun skulle være mor).

Nå men hvordan flytter du så fokus, puha den er svær. Jeg har siden jeg mistede min datter for 11 år siden haft fokus på babyer, gravide maver, børn og og og... Ønskede mig hele tiden brændende endnu et barn og jeg kunne ikke erstatte tankerne. Men hverdagen og tiden gjorde det for mig og oplevede pludselig en tur i Tivoli hvor jeg ikke så de gravide damer, men de mænd der gik sammen med dem  JEg ved godt det yder het forkert, men jeg var så glad, så glad for fokus var væk og jeg “bare” var helt almindelig kvinde der ikke misundte de gravide men måske misundte dem en sexet husbond (har udover det rigeligt i min egen). Jeg tror desværre ikke du kan erstatte tankerne, men du kan vælge at sige goddag til dem og fortælle dem, at de er dejlige, men de skal ikke realiseres lige nu. Og så er det da ikke forkert at glæde sig. Nå jo en kattekilling, det hjalp også lidt for mig 

Jeg magter ærligt ikke lige at svare enkeltvis  på alle de der "det er egoistisk at få børn sent" svar. Og i øvrigt kan din krop ikke kapere det og du bliver aldrig gravid  Jeg synes ikke 35 er sent. De fleste har rundet 30 idag inden de overhovedet går igang og vi lever længere som mennesker i det hele taget end nogensinde før. Og ja. Ingen i min familie har stillet træskoene i en tidlig alder, ej heller på min kærestes side. Og hvis og hvis og hvis nu. Det kan man bare ikke rigtig leve sit liv efter altså. Vi kan alle blive syge om vi er 26 eller 70. Og nogen bliver ikke syge før hjertet siger stop på den anden side af 90. Og vi kan blive kørt ned i morgen allesammen hvis vi er rigtig uheldige. Ja, hele den der katastrofe tankegang bider ikke rigtig på mig heldigvis  

nå! Men tak line! Jeg er glad for dit besyv, og jeg tænker faktisk selv at alder ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Til den tid har jeg været alle faserne igennem med mine to - de er 3 og 6 nu, og der vil være ro på ift at de kan klare sig selv langt det meste af vejen. Det bliver sgu nok hårdest for kæresten fordi han aldrig har stået med en baby før! 

Hihi, sjovt du nævner en kat! Jeg er sådan lidt splittet omkring dyr. Jeg er vokset op med hund, men magter ikke at have et kæledyr der er SÅ afhængig af en. Det er svært at tage nogen steder når man har hund. Så jeg har også ævlet meget om en stor rød hankat på det sidste  meeen.. jeg ved sgu ikke helt.  

vi har heldigvis mange rejseplaner, og jeg nyder selfølgelig også de ting mine ungers aldre tillader at vi kan gøre med dem nu. Der er jo trods alt noget dejligt frihed over ikke at skulle have klapvogne og div babyudstyr med rundt evig og altid. og rutinerne kan skubbes uden at helvede bryder løs  

Anonym skriver:

Jeg magter ærligt ikke lige at svare enkeltvis  på alle de der "det er egoistisk at få børn sent" svar. Og i øvrigt kan din krop ikke kapere det og du bliver aldrig gravid  Jeg synes ikke 35 er sent. De fleste har rundet 30 idag inden de overhovedet går igang og vi lever længere som mennesker i det hele taget end nogensinde før. Og ja. Ingen i min familie har stillet træskoene i en tidlig alder, ej heller på min kærestes side. Og hvis og hvis og hvis nu. Det kan man bare ikke rigtig leve sit liv efter altså. Vi kan alle blive syge om vi er 26 eller 70. Og nogen bliver ikke syge før hjertet siger stop på den anden side af 90. Og vi kan blive kørt ned i morgen allesammen hvis vi er rigtig uheldige. Ja, hele den der katastrofe tankegang bider ikke rigtig på mig heldigvis  

nå! Men tak line! Jeg er glad for dit besyv, og jeg tænker faktisk selv at alder ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Til den tid har jeg været alle faserne igennem med mine to - de er 3 og 6 nu, og der vil være ro på ift at de kan klare sig selv langt det meste af vejen. Det bliver sgu nok hårdest for kæresten fordi han aldrig har stået med en baby før! 

Hihi, sjovt du nævner en kat! Jeg er sådan lidt splittet omkring dyr. Jeg er vokset op med hund, men magter ikke at have et kæledyr der er SÅ afhængig af en. Det er svært at tage nogen steder når man har hund. Så jeg har også ævlet meget om en stor rød hankat på det sidste  meeen.. jeg ved sgu ikke helt.  

vi har heldigvis mange rejseplaner, og jeg nyder selfølgelig også de ting mine ungers aldre tillader at vi kan gøre med dem nu. Der er jo trods alt noget dejligt frihed over ikke at skulle have klapvogne og div babyudstyr med rundt evig og altid. og rutinerne kan skubbes uden at helvede bryder løs  

Sjovt du skriver det med rejser og rutiner der kan skubbes.  MIn datter på 14, har siden hun mistede sin lillesøster været kronisk skruk på mine vegne. Men for et halvt år siden udbrød hun pludselig: hvor er det egentlig skønt vi ikke skal tænke på, at der er nogle der skal sove til middag og vi bare kan gøre tingene når vi lige har lyst. 

Nu er det så lillebror der er skruk på mine vegne, men det er fordi han er træt af at være den mindste og gerne vil have en at bestemme over