Muligvis fødselsdepression?

Nu har jeg godt nok ikke født endnu så ved ikke om det kan kaldes en fødselsdepression, men jeg er 36+4 og er begyndt at fortryde at jeg blev gravid. Nogle dage ville jeg ønske at jeg havde fået en abort.

Jeg frygter at jeg vil være en forfærdelig mor og går med tanker om at det ville være bedre hvis jeg bare døde efter fødslen så mit barn ikke skulle trækkes med mig. Jeg græder ofte ved tanken om at blive mor om lidt. Det skal dog påpeges at jeg aldrig kunne finde på at gøre noget der på nogen som helst måde kunne skade min baby! 

Faren og jeg er ikke sammen længere og det har virkelig ikke hjulpet på noget af det,  selvom vi stadig taler sammen. Jeg ved ikke om jeg kan snakke med ham om disse ting eller om det bare vil stresse ham da han lige er flyttet og er startet på nyt job. Han har bare altid været den jeg har støttet mig op af når jeg har haft det svært og det at han pludselig ikke er der mere har ramt mig lidt hårdt. 

Føler virkelig bare at jeg er til besvær for alt og alle og ved slet ikke hvor jeg skal starte henne,  hvis jeg får taget mig sammen til at kontakte min læge. Burde jeg bare ringe til lægen i morgen tidlig og fortælle det hele eller bliver det noget værre rod at gøre over telefonen? Der er ikke nogen tider hos ham før i næste uge og er bange for at jeg bakker ud når tiden nærmer sig. 

RIng til jordemor vis du ikke snart har en tid. Er sikker på du ikke er den første som har det sådan. 

Kan du ikke få en akut tid hos lægen? Eller åben kons? Ellers så ring til din jdm. 

Mine alarmklokker ringer - pga. Personlig erfaring. Jeg fik fødselsdepression med mit første barn, som startede omkring 2 uger før jeg fødte (fødte 37+0) - med mange af de samme tanker. Du skal have noget hjælp uanset, hvad vi skal kalde det, som du oplever lige nu. 

Mange kærlige tanker og knus herfra. 

Først et klap på skulderen! Hvor er det godt du er bevist om det og kan mærke du måske er på vej ned i et dybt hul. 

Jeg synes bestemt du skal søge noget hjælp nu. Jo før jo bedre og er sikker på de rette fagpersoner kan hjælpe dig godt på vej til en lysere fremtid. 

Jeg synes du skal kontakte din Jordemoder. Og ellers forsøge med en akuttid hos lægen. I sådan et tilfælde, synes jeg en akuttid vil være på sit rette, da det er vigtigt at du kan være i nogenlunde humør, inden den lille ny kommer, så det kan blive en god oplevelse. 

Held og lykke og pas på dig selv! 

Anonym skriver:

Nu har jeg godt nok ikke født endnu så ved ikke om det kan kaldes en fødselsdepression, men jeg er 36+4 og er begyndt at fortryde at jeg blev gravid. Nogle dage ville jeg ønske at jeg havde fået en abort.

Jeg frygter at jeg vil være en forfærdelig mor og går med tanker om at det ville være bedre hvis jeg bare døde efter fødslen så mit barn ikke skulle trækkes med mig. Jeg græder ofte ved tanken om at blive mor om lidt. Det skal dog påpeges at jeg aldrig kunne finde på at gøre noget der på nogen som helst måde kunne skade min baby! 

Faren og jeg er ikke sammen længere og det har virkelig ikke hjulpet på noget af det,  selvom vi stadig taler sammen. Jeg ved ikke om jeg kan snakke med ham om disse ting eller om det bare vil stresse ham da han lige er flyttet og er startet på nyt job. Han har bare altid været den jeg har støttet mig op af når jeg har haft det svært og det at han pludselig ikke er der mere har ramt mig lidt hårdt. 

Føler virkelig bare at jeg er til besvær for alt og alle og ved slet ikke hvor jeg skal starte henne,  hvis jeg får taget mig sammen til at kontakte min læge. Burde jeg bare ringe til lægen i morgen tidlig og fortælle det hele eller bliver det noget værre rod at gøre over telefonen? Der er ikke nogen tider hos ham før i næste uge og er bange for at jeg bakker ud når tiden nærmer sig. 

Jeg har det på PRÆCIST samme måde, som du har.

Jeg har været sygemeldt med svær bækkenløsning siden sommerferien og har seriøst ramt muren både fysisk og psykisk.

Jeg fik kontaktet fødegangen, og jeg kom ud til en snak med både læge og jordemoder. Nu er jeg henvist til en psykolog.

Graviditeten er ikke planlagt - og jeg tænker tit, det ville være lettere, hvis baby bare døde nu, så jeg kunne slippe for resten.