Jeg har fået to børn efter jeg mistede min datter.
I første graviditet efter var jeg stadig midt i sorgen (blev gravid cirka 2 mnd efter Lia døde), og jeg havde rigtig svært ved at mærke hvad jeg følte, tænkte og ikke mindst havde behov for.
Det betød jeg nok ikke fik nok. Men kort historie: jeg fik skrevet på vandrejournalen at jeg havde mistet min datter, det betød jeg blev indkaldt til en lægesamtale i forbindelse med misdannelsesscanningen og den læge fulgte mig/min søn gennem resten af graviditeten. Jeg fik en tidlig scanning hos gynækolog, en nakkefold, en tidlig hertegennemscanning (min datter havde en hjertefejl de ikke havde opdaget) i uge 15 og en udvidet misdannelse i uge 20. Og så var det slut med scanninger af hjertet. Her efter kom jeg hos fødselslæge cirka en gang om måneden for at få tjekket mig og baby - en lille snak og en tilvækstscanning (som var skudt hel ved siden af, ved ikke hvorfor mine børn er så svære at skønne både ved scanning og mærke efter). Jeg fik lavet nogle aftaler i forhold til der skulle være en børnelæge efter fødslen (kunne have valgt ved fødslen men det ønskede jeg ikke).
Jeg var skrækslagen i den graviditet, eller rettere jeg var apatisk og turde ikke føle efter for det var ikke hvis jeg mistede, men hvornår jeg mistede. Og "systemet" formåede ikke at berolige mig både pga. Jeg på samme tid fulgte en veninde der havde mistet til næsten identisk hjertefejl og hun fik andre oplysninger end jeg, og fordi ja de gav ikke trygheden, som var så vigtig da jeg følte vi var blevet svigtet af "systemet" ved min datter: de så ikke hjertefejl, de sendte os hjem fra barselsgangen med ordene: nej her på afdelingen oplever vi ikke syge børn, de er opdaget før og vi oplevede ambuanceførere der faktisk ikke ønskede at tage vores datter med for vi var bare hysteriske (hun døde 3 timer senere). Og tryghed tryghed tryghed var nøgleordet for mig.
Når det var den korte og den historie du ikke kan bruge, nu kommer den korte og den du kan bruge, for jeg blev gravid igen, og denne gang var jeg ikke midt i sorgen, var ikke i chok osv. Så jeg kunne mærke efter og jeg vidste hvad der sidste gang havde gjort mig utryg. Derfor der skete samme historie, min læge skrev det på vandrejournalen go jeg selv skrev en lang mail til den ledende jordemoder på sygehuset, hvor jeg fortalte kort om sidste forløb (ikke som en kritik), om hvordan det måske havde vært medvirkende til at jeg fik en reaktion efter fødslen. Jeg skrev hvad jeg troede kunne hjælpe: x antal scanninger, aftale om slutdato for graviditet ( 41+0), kendt jordemoder mm. Og jeg fik som svar på den mail en start køreplan, og derefter en åbenhed for de ting jeg ønskede.
Det endte med jeg fik: udvidet hjertescanning (misdannelses) i uge 15, uge 20 og uge 28 - jeg fik endda en 3.d af ansigtet i uge 28 fordi jeg fortalte dem jeg på en side frygtede at baby lignede Lia (og det gjorde han det var helt vildt). Derudover fulgte jeg det almindelige jordemoder program og gik ved en fødselslæge en gang om måneden , hvor jeg fik de "almindelig" tjek og vækstscanninger. Jeg fik allerede omkring uge 2 en tid til igangsættelse 41+0 så jeg vidste det var slutdatoen (og jeg endte med at bruge tiden). Og så fik jeg lovning på at lillebror fik en hjertescanning når han var cirka en måned gammel, og at jeg kunne blive på barselsgangen som jeg selv lystede (jeg tog hjem samme dag, men kunne blive hvis jeg var usikker).
Så mit råd er, prøv at mærke efter selvom det er svært, hvad kan give dig en lille form for tryghed, skriv det ned så du kan huske det også når du sidder i rummet. Start med at sig til din sygekassellæge, at du vil have en tryghedsscanning i starten og at der i din vandrejournal skal skrives du skal følges tættere og tildeles en fødselslæge.. Når du så er til første tid med ham/hende så gå igennem punkterne og få lagt en plan for graviditeten og fødslen
