Bonus barn med adhd

Hej.

Jeg vil høre om der er nogle af jer der ligger inde med gode råd. Vi er en familie med dine mine og vores børn. 

Min kæreste har et barn med adhd. Barnet er 9 år. Og mine børn fra tidligere forhold er jævnaldrende med barnet.

Jrg står i den situation hvor jeg er ved at give op. Barnet er ofte  truende og vil bestemme overfor mine børn når mine siger fra eller ikke vil de ting barnet har bestemt de skal.  De bliver rædselsslagen og meget u trygge. Barnet reagere meget kraftigt og er svær at nå ind til eller forstå at barnet ikke skal bestemme over andre. Barnet vil hele tiden diskutere med de voksne og bestemme og Være voksen over for os voksne. Og hvordan med vores fælles barn der er lille der skal vokse op ibsådan et kaos. 

Hvad gør vi inden det ødelægger enten mine børns selvværd eller vores familie. ?  

ADHD er en ting - en anden ting er opdragelse.

Som jeg forstår det er din bonussøn vant til at være enebarn, altså ikke at skulle dele og kunne bestemme. Måske har forældrene ladet ham gøre det fordi det var nemmere end at håndtere konsekvenserne, som er hans vrede.

og netop vreden og de udbrud, skyldes så hans sygdom. Det er hans måde at takle frustration, skuffelser og faktisk alle former for følelser på. Når dine børn ikke vil lade ham bestemme legen, bliver han ked af det. En følelse han ikke kan finde ud af, så derfor reagerer han med vrede og måske endda vold - for der kan han bedre forholde sig til. Det samme når han fra de voksnes side fx får et nej.

Det gør det selvfølgelig ikke i orden og det gør der heller ikke nemmere at leve med - men forståelse for hvad der foregår i hans hoved, gør det måske lidt lettere at håndtere ham og få ham til at falde til ro igen.

Jeg kan kun anbefale at du søger hjælp i kredse der selv har denne type børn. Find ud af hvad der virker for dem. Og så find en måde at lade dine børn lære mere om deres nye brors sygdom. Hvis de forstår ham frygter de ham måske ikke lige så meget.

Jeg er vokset op med en hjerneskadet søster der også reagerede med vrede og vold. (Jeg kan ikke tælle de gange hun har sendt mig på skadestuen fordi jeg åbenbart altid skulle tirre hende). For hende var regler og struktur vigtige, og der var ikke noget der måtte afvige. Hvis sengetiden var 19.30 kunne det vælte hele hendes aften hvis hun blev bedt om at gå i seng 19.28. Hvis vi ikke spiste præcis på slaget, så var balladen der osv. Og hun lærte ret hurtigt at overholde reglerne, men det skulle vi andre så selvfølgelig også. Hun havde fx ikke lov til at være på mit værelse og jeg måtte derfor heller ikke være på hendes. Hun havde et skab i gangen hvor kun hun måtte gå ind når hun havde helt brug for fred og ro osv. - og ja, reglerne påvirkede da også mit liv, men jeg lærte at leve med det og i dag kan jeg jo godt se hvor nødvendigt det var.

Måske har din bonussøn også brug for nogle mere klare regler, og en følelse af at disse regler gælder for alle. Måske skal han have et helle sted hvor de andre ikke må komme... Når han så samtidig har to hjem (formoder der er en mor et sted i det her), så tror jeg det er ret vigtigt med et samarbejde om regler og struktur, så det er samme regler der gælder i begge hjem. - Jeg tror ikke han har brug for tingene i lige så høj grad som min søster havde (og til dels stadig har), men noget har han behov for.

Jeg har selv en dreng på 5,9år med adhd og derudover har vi lillesøster på 3 år uden diagnose. 

Vores søn er på medicin som hjælper ham rigtig meget med disse ting som du beskriver. 

Men samtidig er struktur, forudsigelighed og en voksen som støtte det bedste for ham. Det er total hårdt arbejde, men herhjemme er det nødvendigt. Han ved præcis hvornår han skal hvad og med hvem.

nogle dage er vi nødtil at skille dem ad, så far er i haven med vores søn og jeg inde med vores datter. 

Der findes forresten i gruppe på facebook som hedder forældre til børn med adhd, den er guld værd. Massere af sparring og ikke mindst andre forældre som står i akkurat samme sitiuation som jer.

Anonym skriver:

ADHD er en ting - en anden ting er opdragelse.

Som jeg forstår det er din bonussøn vant til at være enebarn, altså ikke at skulle dele og kunne bestemme. Måske har forældrene ladet ham gøre det fordi det var nemmere end at håndtere konsekvenserne, som er hans vrede.

og netop vreden og de udbrud, skyldes så hans sygdom. Det er hans måde at takle frustration, skuffelser og faktisk alle former for følelser på. Når dine børn ikke vil lade ham bestemme legen, bliver han ked af det. En følelse han ikke kan finde ud af, så derfor reagerer han med vrede og måske endda vold - for der kan han bedre forholde sig til. Det samme når han fra de voksnes side fx får et nej.

Det gør det selvfølgelig ikke i orden og det gør der heller ikke nemmere at leve med - men forståelse for hvad der foregår i hans hoved, gør det måske lidt lettere at håndtere ham og få ham til at falde til ro igen.

Jeg kan kun anbefale at du søger hjælp i kredse der selv har denne type børn. Find ud af hvad der virker for dem. Og så find en måde at lade dine børn lære mere om deres nye brors sygdom. Hvis de forstår ham frygter de ham måske ikke lige så meget.

Jeg er vokset op med en hjerneskadet søster der også reagerede med vrede og vold. (Jeg kan ikke tælle de gange hun har sendt mig på skadestuen fordi jeg åbenbart altid skulle tirre hende). For hende var regler og struktur vigtige, og der var ikke noget der måtte afvige. Hvis sengetiden var 19.30 kunne det vælte hele hendes aften hvis hun blev bedt om at gå i seng 19.28. Hvis vi ikke spiste præcis på slaget, så var balladen der osv. Og hun lærte ret hurtigt at overholde reglerne, men det skulle vi andre så selvfølgelig også. Hun havde fx ikke lov til at være på mit værelse og jeg måtte derfor heller ikke være på hendes. Hun havde et skab i gangen hvor kun hun måtte gå ind når hun havde helt brug for fred og ro osv. - og ja, reglerne påvirkede da også mit liv, men jeg lærte at leve med det og i dag kan jeg jo godt se hvor nødvendigt det var.

Måske har din bonussøn også brug for nogle mere klare regler, og en følelse af at disse regler gælder for alle. Måske skal han have et helle sted hvor de andre ikke må komme... Når han så samtidig har to hjem (formoder der er en mor et sted i det her), så tror jeg det er ret vigtigt med et samarbejde om regler og struktur, så det er samme regler der gælder i begge hjem. - Jeg tror ikke han har brug for tingene i lige så høj grad som min søster havde (og til dels stadig har), men noget har han behov for.

1000 tak for dit svar. Det der frustrere mig mest er at jeg er nød til at bruge så enorme mængder energi på konflikterne og hver gang vi nærmer os samværds ugen  får jeg fysisk ondt i maven for jeg ved ikke hvilket humør der venter os. Jeg står meget alene med barnet da far møder tidligt om morgenen. Jeg er drænet for energi efterhånden.  Træt af et barn der konstant vil diskutere og bestemme over de beslutninger vi tager. 

Det er nok også svært når barnet ikke er mit eget, men jeg forsøger virkelig at rumme , at forstår og prøver at hjælpe så godt jeg kan. Men når det jo ikke fungere så gør jeg det jo ikke godt nok 

Har forsøgt at få far lidt mere på banen med at få strukturet hverdagen bedre for barnet , men han siger blot ja ja og så sker der ikke mere ved det. 

Så jrg fordbøger ihærdigt at komme med løsning og ideer men der bliver ikke rigtig fulgt op. 

Anonym skriver:

Jeg har selv en dreng på 5,9år med adhd og derudover har vi lillesøster på 3 år uden diagnose. 

Vores søn er på medicin som hjælper ham rigtig meget med disse ting som du beskriver. 

Men samtidig er struktur, forudsigelighed og en voksen som støtte det bedste for ham. Det er total hårdt arbejde, men herhjemme er det nødvendigt. Han ved præcis hvornår han skal hvad og med hvem.

nogle dage er vi nødtil at skille dem ad, så far er i haven med vores søn og jeg inde med vores datter. 

Barnet får medicin . 

Har forsøgt med at far tager lidt ud af huset med barnet men det sker meget sjælen. 

Jeg har prøvet at forklare far at fysisk aktiviteter kan nedsætte den uro barnet har i kroppen og få skabt noget mere ro omkring os så vi undgår for mange konflikter.

Derudover har jeg forklaret mine børn lidt om barnets sygdom og de udfordringer der er. De forstår til dels godt,  men samtidig har de det rigtig svært med at når de siger fra overfor barnet så kommer der en voldsom reaktion og de bliver utrygge og virkelig bange.  

Deres far har givet udtryk for at de ofte kommer hjem og fortæller at de har været rigtig bange og hans ønsker selfølgelig ikke at vores børn skal være utrykt når de er hos mig. Så han trækker jo også i mig fordi mine egne børn også gerne skulle trives i mit hjem.

For pokker hvor er det svært 

Anonym skriver:

Barnet får medicin . 

Har forsøgt med at far tager lidt ud af huset med barnet men det sker meget sjælen. 

Jeg har prøvet at forklare far at fysisk aktiviteter kan nedsætte den uro barnet har i kroppen og få skabt noget mere ro omkring os så vi undgår for mange konflikter.

Derudover har jeg forklaret mine børn lidt om barnets sygdom og de udfordringer der er. De forstår til dels godt,  men samtidig har de det rigtig svært med at når de siger fra overfor barnet så kommer der en voldsom reaktion og de bliver utrygge og virkelig bange.  

Deres far har givet udtryk for at de ofte kommer hjem og fortæller at de har været rigtig bange og hans ønsker selfølgelig ikke at vores børn skal være utrykt når de er hos mig. Så han trækker jo også i mig fordi mine egne børn også gerne skulle trives i mit hjem.

For pokker hvor er det svært 

Jeg må indrømme, jeg synes det er lidt absurd at du nærmest lyder til at være primær omsorgsperson overfor bonussøn som ovenikøbet har brug for meget ekstra omsorg og struktur. Jeg tænker du må gøre op med dig selv hvor meget jeres andre børn og du kan klare. Så kan i evt. Nedsætte samværet herefter medmindre far kommer langt mere på banen. Der er selvfølgelig også en overvejelse omkring hvorvidt biomor kan magte den mere tid hun får med sønnen. Det må vel være en afvejning af alle børnenes behov og jeres eget overskud.