ADHD er en ting - en anden ting er opdragelse.
Som jeg forstår det er din bonussøn vant til at være enebarn, altså ikke at skulle dele og kunne bestemme. Måske har forældrene ladet ham gøre det fordi det var nemmere end at håndtere konsekvenserne, som er hans vrede.
og netop vreden og de udbrud, skyldes så hans sygdom. Det er hans måde at takle frustration, skuffelser og faktisk alle former for følelser på. Når dine børn ikke vil lade ham bestemme legen, bliver han ked af det. En følelse han ikke kan finde ud af, så derfor reagerer han med vrede og måske endda vold - for der kan han bedre forholde sig til. Det samme når han fra de voksnes side fx får et nej.
Det gør det selvfølgelig ikke i orden og det gør der heller ikke nemmere at leve med - men forståelse for hvad der foregår i hans hoved, gør det måske lidt lettere at håndtere ham og få ham til at falde til ro igen.
Jeg kan kun anbefale at du søger hjælp i kredse der selv har denne type børn. Find ud af hvad der virker for dem. Og så find en måde at lade dine børn lære mere om deres nye brors sygdom. Hvis de forstår ham frygter de ham måske ikke lige så meget.
Jeg er vokset op med en hjerneskadet søster der også reagerede med vrede og vold. (Jeg kan ikke tælle de gange hun har sendt mig på skadestuen fordi jeg åbenbart altid skulle tirre hende). For hende var regler og struktur vigtige, og der var ikke noget der måtte afvige. Hvis sengetiden var 19.30 kunne det vælte hele hendes aften hvis hun blev bedt om at gå i seng 19.28. Hvis vi ikke spiste præcis på slaget, så var balladen der osv. Og hun lærte ret hurtigt at overholde reglerne, men det skulle vi andre så selvfølgelig også. Hun havde fx ikke lov til at være på mit værelse og jeg måtte derfor heller ikke være på hendes. Hun havde et skab i gangen hvor kun hun måtte gå ind når hun havde helt brug for fred og ro osv. - og ja, reglerne påvirkede da også mit liv, men jeg lærte at leve med det og i dag kan jeg jo godt se hvor nødvendigt det var.
Måske har din bonussøn også brug for nogle mere klare regler, og en følelse af at disse regler gælder for alle. Måske skal han have et helle sted hvor de andre ikke må komme... Når han så samtidig har to hjem (formoder der er en mor et sted i det her), så tror jeg det er ret vigtigt med et samarbejde om regler og struktur, så det er samme regler der gælder i begge hjem. - Jeg tror ikke han har brug for tingene i lige så høj grad som min søster havde (og til dels stadig har), men noget har han behov for.
Anmeld
Citér