Til jer der har mistet sent

Vi mistede vores datter for 5.5 måned siden efter en kamp om graviditet på 3 år. 

Jeg har selvfølgelig hele tiden været ked af det. Men den sidste tid er det virkelig begyndt at ramle om ørerne på mig. Jeg har følt med ved siden af og prøvede at tage forskellige test. Ifølge 6 forskellige teste peger de alle på stress. Jeg er grædefærdig hver fag og brød sammen igår på min fødselsdag hvor jeg burde have haft min datter på armen. Jeg er sikker på presset fra alle vores venner og veninder der enten har børn eller er gravide, samtidig med at vi er i fertilitetsbehandling og har mistet et barn er skyld i at jeg er på vej dybt ned i et sort hul.

men jeg er i en situation med en arbejdsplads der ikke har forståelse for evt sygdom på trods af dette. Jeg vil dog imorgen eller en af de nærmeste dage kontakte lægen pga stress/ deprimeret adfærd fra mig af. Jeg er under et massivt følelses mæssigt Press og det har vist sig nu efter næsten et halvt år efter fødslen. Det har ikke været så slemt her før

Anonym skriver:

Vi mistede vores datter for 5.5 måned siden efter en kamp om graviditet på 3 år. 

Jeg har selvfølgelig hele tiden været ked af det. Men den sidste tid er det virkelig begyndt at ramle om ørerne på mig. Jeg har følt med ved siden af og prøvede at tage forskellige test. Ifølge 6 forskellige teste peger de alle på stress. Jeg er grædefærdig hver fag og brød sammen igår på min fødselsdag hvor jeg burde have haft min datter på armen. Jeg er sikker på presset fra alle vores venner og veninder der enten har børn eller er gravide, samtidig med at vi er i fertilitetsbehandling og har mistet et barn er skyld i at jeg er på vej dybt ned i et sort hul.

men jeg er i en situation med en arbejdsplads der ikke har forståelse for evt sygdom på trods af dette. Jeg vil dog imorgen eller en af de nærmeste dage kontakte lægen pga stress/ deprimeret adfærd fra mig af. Jeg er under et massivt følelses mæssigt Press og det har vist sig nu efter næsten et halvt år efter fødslen. Det har ikke været så slemt her før

Lyder forfærdeligt, god idé at søge læge.

Rockertand skriver:

Lyder forfærdeligt, god idé at søge læge.

Det er forfærdeligt. Og jeg har svært med det med at folk ser mig værende som normalt fungerende feks på arbejdet. Jeg udstråler at jeg har styr på det for det SKAL jeg for jeg skal passe på andre mennesker.

men inden i...

Anonym skriver:

Vi mistede vores datter for 5.5 måned siden efter en kamp om graviditet på 3 år. 

Jeg har selvfølgelig hele tiden været ked af det. Men den sidste tid er det virkelig begyndt at ramle om ørerne på mig. Jeg har følt med ved siden af og prøvede at tage forskellige test. Ifølge 6 forskellige teste peger de alle på stress. Jeg er grædefærdig hver fag og brød sammen igår på min fødselsdag hvor jeg burde have haft min datter på armen. Jeg er sikker på presset fra alle vores venner og veninder der enten har børn eller er gravide, samtidig med at vi er i fertilitetsbehandling og har mistet et barn er skyld i at jeg er på vej dybt ned i et sort hul.

men jeg er i en situation med en arbejdsplads der ikke har forståelse for evt sygdom på trods af dette. Jeg vil dog imorgen eller en af de nærmeste dage kontakte lægen pga stress/ deprimeret adfærd fra mig af. Jeg er under et massivt følelses mæssigt Press og det har vist sig nu efter næsten et halvt år efter fødslen. Det har ikke været så slemt her før

Søde dig - det er kun 5,5 mnd siden du har mistet, du har ret til at falde i en masse sorte huller, ja du skal falde i sorte huller. Det er snart 11 år siden og jeg falder i dybe sorte huller en gang imellem endnu. 

De sorte huller kommer både nr du forventer dem og når du ikke forventer dem, de kommer når du står med en mærkedag, hvor din datter skulle have været med til, når du ser den barnevogn du skulle have kørt med, når du ser en gravid mave, når noget smager godt, når solen skinner, når det regner, når du er aller mest lykkelig - de kommer hele tiden og her i starten (for 5,5 mnd er starten) der kan du ikke kontrollere dem, de styrer dig og ikke omvendt . Senere vil du som jeg være bedre til at gå ud og ind af dem, men der er stadig nogle der styrer mere end dig. 

 Ja det minder om stress men det er sorg, sorg er noget der ikke forsvinder på et øjeblik, ikke bare kan pakkes væk og så er man "normal". Tror de fleste der har mistet et barn vil være enige med mig i, at det første år er et hårdt og underligt år, et år hvor man ikke kan kende sig selv og sine reaktioner, et år hvor man lever hver dag som det var første gang man overhovedet havde oplevet at holde sin fødselsdag fx. 

Du skal give dig selv plads og rum til at være en mor i sorg, og kræver det Fx en sygemelding, så er det sådan det er. Mød andre der forstår bare en flig af hvad du er midt i. Måske en psykolog kan hjælpe, eller at skrive, at tale hvad ved jeg. At miste er ikke en "bare" ting det er skelsættende og ens liv vendes rundt 180 grader og man skal finde selv igen. 

Det er som skrevet 11 år siden jeg mistede og jeg bumler stadig med en del kan jeg mærke, fx hadet til min egen krop fordi den ikke kunne skabe min datter perfekt. Jeg bumler med en dårlig samvittighed, jeg bumler med jeg gav en masse op fx den karriere jeg havde drømt om. Jeg bumler med misundelse, med en følelse af alt gik i stå og jeg endnu ikke er gået rigtig igang igen. Jeg drømmer stadig om babyer selvom jeg ved den tid er forbi og jeg mangler Lia så meget i mit liv og møder mange dybe og sorte huller fx i denne tid hvor tiden for hendes fødselsdag igen nærmer sig.

HVis du har brug for at skrive om det hele, så bare skriv - jeg lytter/læser gerne

lineog4 skriver:

Søde dig - det er kun 5,5 mnd siden du har mistet, du har ret til at falde i en masse sorte huller, ja du skal falde i sorte huller. Det er snart 11 år siden og jeg falder i dybe sorte huller en gang imellem endnu. 

De sorte huller kommer både nr du forventer dem og når du ikke forventer dem, de kommer når du står med en mærkedag, hvor din datter skulle have været med til, når du ser den barnevogn du skulle have kørt med, når du ser en gravid mave, når noget smager godt, når solen skinner, når det regner, når du er aller mest lykkelig - de kommer hele tiden og her i starten (for 5,5 mnd er starten) der kan du ikke kontrollere dem, de styrer dig og ikke omvendt . Senere vil du som jeg være bedre til at gå ud og ind af dem, men der er stadig nogle der styrer mere end dig. 

 Ja det minder om stress men det er sorg, sorg er noget der ikke forsvinder på et øjeblik, ikke bare kan pakkes væk og så er man "normal". Tror de fleste der har mistet et barn vil være enige med mig i, at det første år er et hårdt og underligt år, et år hvor man ikke kan kende sig selv og sine reaktioner, et år hvor man lever hver dag som det var første gang man overhovedet havde oplevet at holde sin fødselsdag fx. 

Du skal give dig selv plads og rum til at være en mor i sorg, og kræver det Fx en sygemelding, så er det sådan det er. Mød andre der forstår bare en flig af hvad du er midt i. Måske en psykolog kan hjælpe, eller at skrive, at tale hvad ved jeg. At miste er ikke en "bare" ting det er skelsættende og ens liv vendes rundt 180 grader og man skal finde selv igen. 

Det er som skrevet 11 år siden jeg mistede og jeg bumler stadig med en del kan jeg mærke, fx hadet til min egen krop fordi den ikke kunne skabe min datter perfekt. Jeg bumler med en dårlig samvittighed, jeg bumler med jeg gav en masse op fx den karriere jeg havde drømt om. Jeg bumler med misundelse, med en følelse af alt gik i stå og jeg endnu ikke er gået rigtig igang igen. Jeg drømmer stadig om babyer selvom jeg ved den tid er forbi og jeg mangler Lia så meget i mit liv og møder mange dybe og sorte huller fx i denne tid hvor tiden for hendes fødselsdag igen nærmer sig.

HVis du har brug for at skrive om det hele, så bare skriv - jeg lytter/læser gerne

Det kan godt være det "bare" er sorg. Der er i hvert fald noget og jeg føler jeg har brug for hjælp. For bare det at sygemelde mig når man har en leder der ikke forstår. Oveni alt det skal jeg frygte for at miste mit arbejde hvis jeg bliver sygemeldt. Alle mine symptomer ser bare skidt ud ift stress/ begyndende deppression.

søvnløshed, usammenhængende søvn, irritabel, let til tårer, kan ikke tænke, tænker for meget, trist, ked af det og meget mere. Dette er blevet rigtig slemt inden for den sidste uge.

Anonym skriver:

Det kan godt være det "bare" er sorg. Der er i hvert fald noget og jeg føler jeg har brug for hjælp. For bare det at sygemelde mig når man har en leder der ikke forstår. Oveni alt det skal jeg frygte for at miste mit arbejde hvis jeg bliver sygemeldt. Alle mine symptomer ser bare skidt ud ift stress/ begyndende deppression.

søvnløshed, usammenhængende søvn, irritabel, let til tårer, kan ikke tænke, tænker for meget, trist, ked af det og meget mere. Dette er blevet rigtig slemt inden for den sidste uge.

Sorg kan jo godt give stress.

Nu ved jeg ikke hvor sent i graviditet du mistede så ved ikke om du fik barsel eller sygemelding. Men hvor lang tid gik du hjemme, startede du stille op? 

Jeg var selv først på barsel og derefter sygemeldt og kom faktisk først i gang to år efter fordi jeg var "heldig" og blev gravid så hurtig så lillebror blev født 11 mnd efter Lia døde. 

Du skal mærke efter og ja et arbejde er vigtigt, men du og dit helbred er vigtigere.

lineog4 skriver:

Sorg kan jo godt give stress.

Nu ved jeg ikke hvor sent i graviditet du mistede så ved ikke om du fik barsel eller sygemelding. Men hvor lang tid gik du hjemme, startede du stille op? 

Jeg var selv først på barsel og derefter sygemeldt og kom faktisk først i gang to år efter fordi jeg var "heldig" og blev gravid så hurtig så lillebror blev født 11 mnd efter Lia døde. 

Du skal mærke efter og ja et arbejde er vigtigt, men du og dit helbred er vigtigere.

Jeg fødte 20+5 og fik derfor lige præcis ikke barsel. Var sygemeldt i 11 uger før jeg blev hevet tilbage på jobbet

Anonym skriver:

Jeg fødte 20+5 og fik derfor lige præcis ikke barsel. Var sygemeldt i 11 uger før jeg blev hevet tilbage på jobbet

11 uger er ikke længe. Mange jeg kender er startet også der omkring men så starte stille og roligt op. 

Har du fx kontakt med landsforeningen, for så kunne de måske hjælpe dig med det juridiske forstået på den måde, at de kunne hjælpe med hvordan du får en sygemelding eventuelt en deltids. 

Sorg tager tid og giver man den ikke tid så reagerer man og desværre nogle gange meget tungt.

lineog4 skriver:

11 uger er ikke længe. Mange jeg kender er startet også der omkring men så starte stille og roligt op. 

Har du fx kontakt med landsforeningen, for så kunne de måske hjælpe dig med det juridiske forstået på den måde, at de kunne hjælpe med hvordan du får en sygemelding eventuelt en deltids. 

Sorg tager tid og giver man den ikke tid så reagerer man og desværre nogle gange meget tungt.

Nej jeg fik en dag på 4 timer og der efter hed det normal tid og 8 timer dagligt.

jeg må prøve st snakke med dem igen. Puha der er mange jeg skal snakke med

Anonym skriver:

Nej jeg fik en dag på 4 timer og der efter hed det normal tid og 8 timer dagligt.

jeg må prøve st snakke med dem igen. Puha der er mange jeg skal snakke med

Tag en ting af gangen, hvem har du det lettest ved tanken om at tale med? Lyder ikke til det er arbejdet, så start med lægen. Fortæl hvordan du har ramt et sort hul igen, du skal nok komme af det sorte hul men måske du denne gang for en masse skrammer på knæ og albuer - når heg tænker efter så oplevede jeg også at omkring det halve år gik det helt galt, adrenalinen havde lagt sig på en måde, hverdagen var slået igennem (jeg var så ikke på arbejde), livet var gået videre for alle andre og jeg stod stadig midt i helvede - det var min store datters fødselsdag og keg hadede den dag som ellers var noget af der bedste i livet, men hun skulle jo have været storesøster til en levende lillesøster og ikke til en død og en mor der ikke kunne andet end græde. 

Måske du har brug for en kortere sygemelding eller en deltidsygemelding fx en der giver plads til en sorggruppe (jeg gik til efterfødselsgymnastik for kvinder der havde mistet det mener jeg selv var en af de ting der reddede mig sammen med en forældregruppe hvor vi var mor og far til Lia sammen en gang imellem), måske er det yoga eller hård styrketræning der er din redning, det skal du mærke efter - og det er det paradoksale for du kan formodentlig slet ikke mærke efter (jeg kunne slet ikke mærke mig selv).