Hvad er der galt med mig ??? Er jeg unormal?

Ved simpelthen ikke hvor jeg skal begynde. Alting er så forvirrende. 

Jeg oplevede for et par år siden en rigtig grim situation på min uddannelse ( manglede kun et år ca.), med nogle beskyldninger og uklarheder som virkelig ramte mig psykisk. Jeg blev efterfølgende sygemeldt og har gået til psykolog siden. 

Begyndte så gradvist at få det bedre (fik aldrig en diagnose tror jeg eller en grund til hvorfor jeg endte/er endt hvor jeg er.) Ved ikke om det angst, en depression eller noget helt andet... 

Søgte så ind på samme uddannelse for at give det endnu et forsøg, men måtte opgive pga. Jeg fik det så dårligt psykisk igen at hverdagende ikke kunne fungere. ( Endnu en sygemelding). 

Jobcenter stod så klar for nogle måneder siden til at sætte mig igang med uddannelse, og valgte derfor at starte på noget helt andet, som på ingen måde kunne relatere til den uddannelse der mislykkedes for mig. Men bare det at komme igang og være social fik det hele til at gå i hårdknude (kunne slet ikke fungere sammen med de andre i klassen, og de var ellers søde nok ved min fornuft jo godt.) Efter 14 dage på denne uddannelse har jeg indset at det fungere slet ikke, jeg græder og kan slet ikke være i min egen krop... vil ikke stå op om morgene og kan slet ikke snakke med nogle. (Skal også siges at begge uddannelser ligger på samme matrikel, og i samme bygninger, ved ikke om det også har en medvirkning til det er så hårdt at komme derud.)

Ser ikke min familie ( der har altid været et forventningspres hjemmefra) og øsnker alle mennesker langt væk fra mig. Jeg har det så svært med at skulle hente vores børn for hvad nu hvis der er noget som pædagogerne skal snakke med mig om... 

Min mand mener jeg skal droppe at få en uddannelse pt og gå til lægen igen, men jeg ved slet ikke hvad jeg så evt skal sige til min læge? Og har jo gået til psykolog og fik det også bedre, så hvad kan han ellers gøre ? 

Jeg går pt. Og søger en masse jobs, (kæmpe udfordring bare at skulle gå ind og aflevere en ansøgning) men lad os være ærlige... hvem vil have en på 25 uden uddannelse ? 

Har simpelthen fejlet på alle tænkelige måneder i mit liv føler jeg, og KAN simpelthen ikke gøre det rigtige... og hvordan fortæller man lige sine forældre at man har fejlet på en uddannelse IGEN? 

Har mareridt hver nat for tiden og føler mig besat af tankemylder og uro. Kan ikke leve sådan her, er så ked af at vågne til en ny dag hver dag, kun mine børn holder mig oppe og nogenlunde "normal".

Undskyld det blev så indviklet, men har simpelthen ikke nogle at snakke med mere og er også bange for min mand bliver træt af at hører på mig... 

Jeg har selv måtte opgive at få en uddannelse på grund af angst. Hvis jeg virkelig tager mig sammen kan jeg holde 4-6 måneders skolegang ud, men så er jeg også så langt ude bagefter at min mand skal knokle for at samle mig op. Og man får jo ikke en uddannelse på den tid.

Jeg var heldig at finde et studiejob der til at starte med kunne give hvad der svarede til det jeg mistede i SU. Har så efterfølgende fået flere timer der og ikke mindst mere selvtillid. Den første tid i job var dog hård og jeg gik ofte grædende hjem fra arbejde. Jeg måtte flere gange sige til mig selv at hvis jeg også opgav det, så havde jeg intet og vi kunne ikke klare os som familie. Efter tre år i samme job er det dog blevet mit fristed og faktisk det sted jeg føler mig mest sikker på mig selv. - og selvtilliden derfra har smittet en del af andre steder.

Jeg kan stadig have perioder hvor jeg har svært ved at stå overfor pædagogerne i børnehaven, eller syntes det er grænseoverskridende at ringe til lægen - men jeg bliver bedre og bedre. Og det uden at have fået professionel hjælp, for da jeg forsøgte det hos lægen fik jeg at vide at jeg måtte tage mig sammen, for det var på tide jeg fik en uddannelse. Istedet har jeg arbejdet med min selvtillid og gennem det skubbet angsten længere og længere i baggrunden.