Skrukheden har overtaget mit liv - gode råd søges!

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

757 visninger
7 svar
1 synes godt om

Du kan svare anonymt i tråden
28. september 2017

LOD

Profilbillede for LOD

Hej alle :-)

Jeg blev simpelthen nødt til at oprette en bruger her inde, for jeg bliver nødt til at få alle de her tanker ud og få noget respons på dem. Jeg læser ofte andre debatindlæg og synes det kunne være lækkert med nogle øjne på min egen situation. Jeg kan se at min situation ikke er unormal, så håber der er nogen som kan komme med kommentarer eller fortælle hvad de selv gjorde i en lignende situation. 

 

Til en start, så er jeg studerende og ca. halvvejs i min bachelor. Jeg fylder 23 til foråret og har en kæreste, som jeg har kendt i 9 år og har været kærester med de sidste 3,5. Vi bor i en 2 værelses lejlighed på en god størrelse og har boet sammen i 1,5 år. 

For ca. 1,5 år siden begyndte mine "problemer", jeg begyndte at blive skruk. Jeg gik egentlig med det det første halve år uden at vide hvad det egentligt var der var "galt" med mig. Efter min kusines datters 1 års fødselsdag sidste år (hun fylder 2 på søndag) brød jeg fuldkommen sammen foran min kæreste og det gik for alvor op for mig, at jeg havde gået og været deprimeret, tvær og følelsesladet i et halvt år pga. at jeg var skruk. 

Det seneste år har min "skrukhed" varieret lidt i perioder, men været der konstant. Når det er der allermest (som det er lige nu) kan jeg næsten ikke få min hverdag til at fungere. Jeg ser babyer, gravide, barnevogne osv. overalt og det eneste jeg har lyst til at se i tv og søge om på internettet er noget med børn. 

Mit dilemma i alt det her er så, at min kæreste ikke har det på samme måde. Han er ikke meget for at snakke om det og jeg kan mærke at han i de perioder hvor jeg har det svært med det, og derfor snakker mere om det end normalt bliver sur og irriteret på mig.

For ca. et halvt år siden aftalte vi, at til januar når han havde haft fødselsdag, så kunne vi sætte os ned og tage en snak om, hvornår han troede han var klar. 

Min plan er, at vi kan begynde at prøve om ca. et år, for så passer det med, at vi er færdige med vores bachelor og jeg kan holde et års barsel mellem bachelor og kandidat. 
Det er også en supergod plan og han er sikkert heller ikke afvisende overfor den. DER ER BARE SÅ LANG TID TIL JANUAR OG TIL DECEMBER NÆSTE ÅR :-(

Min kæreste er ikke god til at snakke om det og mine tætteste veninder synes det bliver for meget at snakke alt for meget om baby med mig. Jeg synes jeg går alene med alle de her 1000 tanker hver dag og jeg bryder sammen ugentligt fordi de fylder så meget inde i mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne holde minimum et år mere ud af det her, for de påvirker min hverdag, studie, job, parforhold, venskaber osv. helt vildt meget. 

Hvordan kontrollerer jeg alle de her tanker og følelser? 

Håber meget der er nogen af jer, som har nogen kommentarer til min situation. Det ville betyde rigtig meget. 
På forhånd tak! 

Hilsen Linea 

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

28. september 2017

Anonym

Kære du. 

Jeg havde det nøjagtig ligesom dig, da jeg var 20-21 år.. skrukheden fyldte vitterligt alt i min verden, og jeg havde SÅ svært ved at min kæreste ikke var klar.. jeg græd også engang i mellem, og følte at hele verden var imod mig, når han ikke ville lige nu.. 

vi talte også seriøst om det en aften, og han lovede mig, at vi ville være forældre når jeg fyldte 25! Vi havde også være sammen længe- og har snart 10 års dag. 

Mit bedste råd til dig, er lige nu, at fokusere på at det nok skal komme, også hurtigere end du lige regner med! Husk på at man også gerne må have noget at glæde sig til, og at se frem til! Nyd din frihed med din kæreste, tag på spontane ture og ferier, tag ud og spise og hyg jer med det! Så skal tiden frem mod januar nok gå hurtigere! 

Jo hurtigere du accepterer at alt har sin tid, jo nemmere bliver det.. jeg håber du kan bruge mit svar 

vi har idag en datter på 1,5 - jeg var 23 da jeg blev gravid og 24 da jeg fødte  jeg gik på barsel mellem min BA og KA, og læser nu på min kandidat på 1. semester - og det har passet rigtig godt!

knus til dig!

Anmeld Citér

28. september 2017

frkchili

Profilbillede for frkchili

Jeg har haft det på nøjagtig samme måde, som du beskriver. Har været ekstremt skruk de sidste tre år, og nu er der under en uge til, at jeg skal i gang med "projekt baby". Det har selvfølgelig været nogle lange måneder og år, men nu er jeg endelig nået til det punkt, hvor jeg kan give mig selv lov til at gå i gang (er alene om det og bruger en donor).

Det er nemt at sige, at du bare skal fokusere på noget andet og nyde tiden med din kæreste indtil I går i gang, men ud fra mine egne erfaringer er det bedste man kan gøre altså at forsøge at finde nogle andre ting at lægge sin energi i, indtil man skal i gang. Du kan nok godt forestille dig hvordan det har været at skulle vente i tre år, det har bestemt været udfordrende og til tider uudholdeligt, men det har hjulpet mig rigtig meget at gå op i mine studier, min musik, mine skriverier og alle mulige kreative ting. Jeg har forsøgt at finde noget godt i hver dag, og ofte når jeg vågner om morgenen har jeg tænkt "nu er der en dag mindre tilbage". Selvom det er svært har det også hjulpet mig at styre lidt udenom alt det babyorienterede - man kan nemt køre sig selv i sænk, hvis man bruger meget tid fx herinde og på andre fora og hjemmesider om børn. 

Og sidst men ikke mindst har jeg ført dagbog/logbog, siden jeg for tre år siden tog beslutningen om at skulle være solomor. I den har jeg haft en kalender, hvor jeg har krydset dage af, noteret menstruation og ægløsning, og så har jeg selvfølgelig skrevet om alle mine tanker og overvejelser igennem hele forløbet. Men det skyldes også, at jeg rigtig gerne vil give mit kommende barn mulighed for at få et indblik i min beslutning - det er der nok ikke helt så hårdt brug for, når I gør det på "den gammeldags måde" med både mor og far, men synes i hvert fald dagbogen også har været en stor hjælp til at tackle ventetiden, så det kan du jo prøve 

Håber du får det bedste ud af ventetiden. Det er det fedeste, når man så endelig skal i gang, og forhåbentlig kommer det til at være det hele værd i sidste ende!

Anmeld Citér

30. september 2017

LOD

30. september 2017

LOD

Profilbillede for LOD
Anonym skriver:

Kære du. 

Jeg havde det nøjagtig ligesom dig, da jeg var 20-21 år.. skrukheden fyldte vitterligt alt i min verden, og jeg havde SÅ svært ved at min kæreste ikke var klar.. jeg græd også engang i mellem, og følte at hele verden var imod mig, når han ikke ville lige nu.. 

vi talte også seriøst om det en aften, og han lovede mig, at vi ville være forældre når jeg fyldte 25! Vi havde også være sammen længe- og har snart 10 års dag. 

Mit bedste råd til dig, er lige nu, at fokusere på at det nok skal komme, også hurtigere end du lige regner med! Husk på at man også gerne må have noget at glæde sig til, og at se frem til! Nyd din frihed med din kæreste, tag på spontane ture og ferier, tag ud og spise og hyg jer med det! Så skal tiden frem mod januar nok gå hurtigere! 

Jo hurtigere du accepterer at alt har sin tid, jo nemmere bliver det.. jeg håber du kan bruge mit svar 

vi har idag en datter på 1,5 - jeg var 23 da jeg blev gravid og 24 da jeg fødte  jeg gik på barsel mellem min BA og KA, og læser nu på min kandidat på 1. semester - og det har passet rigtig godt!

knus til dig!



Hej!

Jeg synes det er rart at høre fra en, som har været i en situation der minder så meget om min egen. 
Jeg kan godt lide ideen med at glæde sig til noget og se frem til det. Har hele tiden tænkt at jeg først kunne begynde at se frem til det, når vi begyndte og prøve, eller jeg var blevet gravid, men måske kunne jeg også prøve at glæde mig til den dag hvor vi skal have samtalen, i stedet for at længes efter den eller glæde mig til den dag vi kan begynde i stedet for at frygte at den aldrig kommer. Det er svært at skulle tænke sådan hele tiden, men en positiv indstilling kan helt sikkert komme langt, frem for negative tanker :-)

Jeg er rigtig glad for at høre at det har fungeret for dig/jer at få børn mellem BA og KA. Det er jo også min store drøm, så er glad for nogen kan bekræfte at det er en god ide og sagtens kan lade sig gøre :-) 

Mange tak for svar, det var helt vildt dejligt at høre! 

Anmeld Citér

30. september 2017

LOD

Profilbillede for LOD
frkchili skriver:

Jeg har haft det på nøjagtig samme måde, som du beskriver. Har været ekstremt skruk de sidste tre år, og nu er der under en uge til, at jeg skal i gang med "projekt baby". Det har selvfølgelig været nogle lange måneder og år, men nu er jeg endelig nået til det punkt, hvor jeg kan give mig selv lov til at gå i gang (er alene om det og bruger en donor).

Det er nemt at sige, at du bare skal fokusere på noget andet og nyde tiden med din kæreste indtil I går i gang, men ud fra mine egne erfaringer er det bedste man kan gøre altså at forsøge at finde nogle andre ting at lægge sin energi i, indtil man skal i gang. Du kan nok godt forestille dig hvordan det har været at skulle vente i tre år, det har bestemt været udfordrende og til tider uudholdeligt, men det har hjulpet mig rigtig meget at gå op i mine studier, min musik, mine skriverier og alle mulige kreative ting. Jeg har forsøgt at finde noget godt i hver dag, og ofte når jeg vågner om morgenen har jeg tænkt "nu er der en dag mindre tilbage". Selvom det er svært har det også hjulpet mig at styre lidt udenom alt det babyorienterede - man kan nemt køre sig selv i sænk, hvis man bruger meget tid fx herinde og på andre fora og hjemmesider om børn. 

Og sidst men ikke mindst har jeg ført dagbog/logbog, siden jeg for tre år siden tog beslutningen om at skulle være solomor. I den har jeg haft en kalender, hvor jeg har krydset dage af, noteret menstruation og ægløsning, og så har jeg selvfølgelig skrevet om alle mine tanker og overvejelser igennem hele forløbet. Men det skyldes også, at jeg rigtig gerne vil give mit kommende barn mulighed for at få et indblik i min beslutning - det er der nok ikke helt så hårdt brug for, når I gør det på "den gammeldags måde" med både mor og far, men synes i hvert fald dagbogen også har været en stor hjælp til at tackle ventetiden, så det kan du jo prøve 

Håber du får det bedste ud af ventetiden. Det er det fedeste, når man så endelig skal i gang, og forhåbentlig kommer det til at være det hele værd i sidste ende!



Hej frkchili!

Først og fremmest hvor er det megasejt at du bare sådan begiver dig ud i det helt selv! Synes det er fedt at du bare gør hvad du lyster og får det til at passe ind for dig. Du skal have kæmpe held og lykke med på vejen fra mig! :-)

Jeg synes helt sikker at det er en god ide det der med at finde noget godt i hver dag. For mig er det svært nogen gange at finde noget positivt i en svær situation. Det kan helt sikkert være jeg skal prøve at lægge noget af negativiteten og frustrationerne til side omkring situationen og i stedet koncentrerer mig om de gode ting ved min hverdag. Jeg har jo en dejlig kæreste og et godt liv og gode veninder, så mon ikke der burde være noget positivt at finde frem

Med hensyn til det med at finde "afledninger" og lægge min energi i andre ting så kan du tro jeg prøver! 
Jeg er frivillig for DGI, går på to forskellige gymnastikhold, har fritidsarbejde, er studerende, og ser ofte mine veninder og familie i weekenderne, når der ikke lige er ekstratræning osv. 
Jeg har næsten for meget at se til nogen gange, men har udelukkende fyldt min kalender max op, for at få tiden til at gå hurtigere, så jeg ikke tænker på baby hele tiden.
... jeg synes bare ikke altid det hjælper. Babytankerne er nogengange med til at forhindre, at jeg er helt til stede i de ting jeg så gør, så det skal jeg arbejde lidt med. 

Angående dagbog, så har jeg for lidt tid siden begyndt at lave videodagbog. Det er primært for at få talt ud om alle mine tanker, så jeg ikke lader dem fylde op indeni, men også for at få et billede af mit forløb og mine følelser omkring det hele. Tænker det kun er til mig selv og ikke noget jeg behøver dele, men det er i hvert fald en god måde at få det ud på, det har du ret i :-) 

Tusinde tak for svar!
Hilsen Linea

Anmeld Citér

1. oktober 2017

Mum33

Profilbillede for Mum33
LOD skriver:

Hej alle :-)

Jeg blev simpelthen nødt til at oprette en bruger her inde, for jeg bliver nødt til at få alle de her tanker ud og få noget respons på dem. Jeg læser ofte andre debatindlæg og synes det kunne være lækkert med nogle øjne på min egen situation. Jeg kan se at min situation ikke er unormal, så håber der er nogen som kan komme med kommentarer eller fortælle hvad de selv gjorde i en lignende situation. 

 

Til en start, så er jeg studerende og ca. halvvejs i min bachelor. Jeg fylder 23 til foråret og har en kæreste, som jeg har kendt i 9 år og har været kærester med de sidste 3,5. Vi bor i en 2 værelses lejlighed på en god størrelse og har boet sammen i 1,5 år. 

For ca. 1,5 år siden begyndte mine "problemer", jeg begyndte at blive skruk. Jeg gik egentlig med det det første halve år uden at vide hvad det egentligt var der var "galt" med mig. Efter min kusines datters 1 års fødselsdag sidste år (hun fylder 2 på søndag) brød jeg fuldkommen sammen foran min kæreste og det gik for alvor op for mig, at jeg havde gået og været deprimeret, tvær og følelsesladet i et halvt år pga. at jeg var skruk. 

Det seneste år har min "skrukhed" varieret lidt i perioder, men været der konstant. Når det er der allermest (som det er lige nu) kan jeg næsten ikke få min hverdag til at fungere. Jeg ser babyer, gravide, barnevogne osv. overalt og det eneste jeg har lyst til at se i tv og søge om på internettet er noget med børn. 

Mit dilemma i alt det her er så, at min kæreste ikke har det på samme måde. Han er ikke meget for at snakke om det og jeg kan mærke at han i de perioder hvor jeg har det svært med det, og derfor snakker mere om det end normalt bliver sur og irriteret på mig.

For ca. et halvt år siden aftalte vi, at til januar når han havde haft fødselsdag, så kunne vi sætte os ned og tage en snak om, hvornår han troede han var klar. 

Min plan er, at vi kan begynde at prøve om ca. et år, for så passer det med, at vi er færdige med vores bachelor og jeg kan holde et års barsel mellem bachelor og kandidat. 
Det er også en supergod plan og han er sikkert heller ikke afvisende overfor den. DER ER BARE SÅ LANG TID TIL JANUAR OG TIL DECEMBER NÆSTE ÅR :-(

Min kæreste er ikke god til at snakke om det og mine tætteste veninder synes det bliver for meget at snakke alt for meget om baby med mig. Jeg synes jeg går alene med alle de her 1000 tanker hver dag og jeg bryder sammen ugentligt fordi de fylder så meget inde i mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne holde minimum et år mere ud af det her, for de påvirker min hverdag, studie, job, parforhold, venskaber osv. helt vildt meget. 

Hvordan kontrollerer jeg alle de her tanker og følelser? 

Håber meget der er nogen af jer, som har nogen kommentarer til min situation. Det ville betyde rigtig meget. 
På forhånd tak! 

Hilsen Linea 



Ved godt det lyder som en simpel løsning, men kan du ikke prøve at fokusere på alle de negavtive ting ved graviditet og børn? For dem er der godt nok også mange af også. Graviditet og børneliv er vildt uglamourøst og pisse hårdt. Det ser så fint ud på billeder og set udefra må det være lykken, men faktum er, at folk uden små børn er lykkerligere end dem med Så fokus på kvalme, elefantkrop, strækmærker, manglende frihed, natteroderi, tonsvis af udgifter, kriser i parforholdet, manglende sexløst, hængebryster, lortebleer og 100000 af timers oprydning, tøjvask og andet ucharmerende 

Lyst til at få børn nu?  

Anmeld Citér

1. oktober 2017

LOD

Profilbillede for LOD
Mum33 skriver:



Ved godt det lyder som en simpel løsning, men kan du ikke prøve at fokusere på alle de negavtive ting ved graviditet og børn? For dem er der godt nok også mange af også. Graviditet og børneliv er vildt uglamourøst og pisse hårdt. Det ser så fint ud på billeder og set udefra må det være lykken, men faktum er, at folk uden små børn er lykkerligere end dem med Så fokus på kvalme, elefantkrop, strækmærker, manglende frihed, natteroderi, tonsvis af udgifter, kriser i parforholdet, manglende sexløst, hængebryster, lortebleer og 100000 af timers oprydning, tøjvask og andet ucharmerende 

Lyst til at få børn nu?  



Ja, stadig lyst til at få børn :-D 

Jeg ved folk siger der er så meget "dårligt" ved at få børn og at jeg skal nyde min frihed mens jeg kan osv. Men jeg ser altså bare mest på de ting jeg glæder mig til ved det og jeg ingen ide om hvordan mangen på søvn, lortebleer osv. er før jeg har prøvet det, så det er svært at forholde sig til :-D

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.

Egmont Publishing A/S
Strødamvej 46
2100 København
CVR: 83131128
Bliv fan på Facebook
Baby.dk på Google+
Cookie information
Denne hjemmeside bruger cookies.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.