Den mørke tid kommer atter en gang

Jeg bliver altid lidt ekstra følsom omkring denne tid, især fordi jeg lige har haft fødselsdag og jeg husker min 25 års fødselsdag som var det i går, for det var den fødselsdag ALLE sagde til mig - næste år fejre du fødselsdag som mor! 

Nuvel det gjorde jeg vel, men ikke rigtig vel?

De seneste dage har Johnni og jeg gået og snakket meget om Isaac og årene der er gået. Ingen af os kan forstå, at det om få måneder er 4 år siden lille Isaac kom til verden. 

Hvor er de 4 år blevet af?

Altså, jeg ved jo godt at der er gået et år med behandling og et år med vægttab, men når jeg sådan tænker tilbage er det som om min hjerne har valgt at glemme den kamp, glemme at vi faktisk brugte mange måneder på behandling får vi kom til Riget, før jeg begyndte at tabe mig og før vi endelig kunne teste positiv igen. Så gik hele 2016 med graviditet og fødsel og nu sidder vi her - 2017 er snart gået og igen kan jeg ikke få det til at hænge sammen i mit hoved, at der er gået så mange år?

Det er nok en indre kamp jeg altid vil have fordi min hjerne virkelig gerne vil glemme alt det der gik galt.

Rigtig meget er blevet nemmere, især efter vores solstråle Aya er kommet til  Hverdagen går sin gang og kun en gang imellem stopper jeg op og sender en tanke til min dreng. 

Vi har stadig ikke set billederne af ham, om jeg nogensinde bliver klar til at se ham igen, det ved jeg ikke. Lige nu er mit behov ikke at åbne det sår igen.

Lidt tanker fra mig, Isaac er ikke glemt og bliver det aldrig 

grinny skriver:

Jeg bliver altid lidt ekstra følsom omkring denne tid, især fordi jeg lige har haft fødselsdag og jeg husker min 25 års fødselsdag som var det i går, for det var den fødselsdag ALLE sagde til mig - næste år fejre du fødselsdag som mor! 

Nuvel det gjorde jeg vel, men ikke rigtig vel?

De seneste dage har Johnni og jeg gået og snakket meget om Isaac og årene der er gået. Ingen af os kan forstå, at det om få måneder er 4 år siden lille Isaac kom til verden. 

Hvor er de 4 år blevet af?

Altså, jeg ved jo godt at der er gået et år med behandling og et år med vægttab, men når jeg sådan tænker tilbage er det som om min hjerne har valgt at glemme den kamp, glemme at vi faktisk brugte mange måneder på behandling får vi kom til Riget, før jeg begyndte at tabe mig og før vi endelig kunne teste positiv igen. Så gik hele 2016 med graviditet og fødsel og nu sidder vi her - 2017 er snart gået og igen kan jeg ikke få det til at hænge sammen i mit hoved, at der er gået så mange år?

Det er nok en indre kamp jeg altid vil have fordi min hjerne virkelig gerne vil glemme alt det der gik galt.

Rigtig meget er blevet nemmere, især efter vores solstråle Aya er kommet til  Hverdagen går sin gang og kun en gang imellem stopper jeg op og sender en tanke til min dreng. 

Vi har stadig ikke set billederne af ham, om jeg nogensinde bliver klar til at se ham igen, det ved jeg ikke. Lige nu er mit behov ikke at åbne det sår igen.

Lidt tanker fra mig, Isaac er ikke glemt og bliver det aldrig 

grinny skriver:

Jeg bliver altid lidt ekstra følsom omkring denne tid, især fordi jeg lige har haft fødselsdag og jeg husker min 25 års fødselsdag som var det i går, for det var den fødselsdag ALLE sagde til mig - næste år fejre du fødselsdag som mor! 

Nuvel det gjorde jeg vel, men ikke rigtig vel?

De seneste dage har Johnni og jeg gået og snakket meget om Isaac og årene der er gået. Ingen af os kan forstå, at det om få måneder er 4 år siden lille Isaac kom til verden. 

Hvor er de 4 år blevet af?

Altså, jeg ved jo godt at der er gået et år med behandling og et år med vægttab, men når jeg sådan tænker tilbage er det som om min hjerne har valgt at glemme den kamp, glemme at vi faktisk brugte mange måneder på behandling får vi kom til Riget, før jeg begyndte at tabe mig og før vi endelig kunne teste positiv igen. Så gik hele 2016 med graviditet og fødsel og nu sidder vi her - 2017 er snart gået og igen kan jeg ikke få det til at hænge sammen i mit hoved, at der er gået så mange år?

Det er nok en indre kamp jeg altid vil have fordi min hjerne virkelig gerne vil glemme alt det der gik galt.

Rigtig meget er blevet nemmere, især efter vores solstråle Aya er kommet til  Hverdagen går sin gang og kun en gang imellem stopper jeg op og sender en tanke til min dreng. 

Vi har stadig ikke set billederne af ham, om jeg nogensinde bliver klar til at se ham igen, det ved jeg ikke. Lige nu er mit behov ikke at åbne det sår igen.

Lidt tanker fra mig, Isaac er ikke glemt og bliver det aldrig 

Jeg tror ikke du vil fortryde hvis du ser billeder af din dreng. Jeg tog mod til at se billederne af vores datter kort tid efter jeg fødte hende. Og selv jeg var enormt ked af det fordi vi trods alt lige havde mistet hende blev jeg varm og stolt indeni over at have lavet sådan en smuk pige. Selvom hun ikke er her mere. Idag er hun som baggrundsbillede på min tlf. Jeg ser på hendes smukke ansigt hver dag. Det er kun 5 mdr siden vi mistede hende

grinny skriver:

Jeg bliver altid lidt ekstra følsom omkring denne tid, især fordi jeg lige har haft fødselsdag og jeg husker min 25 års fødselsdag som var det i går, for det var den fødselsdag ALLE sagde til mig - næste år fejre du fødselsdag som mor! 

Nuvel det gjorde jeg vel, men ikke rigtig vel?

De seneste dage har Johnni og jeg gået og snakket meget om Isaac og årene der er gået. Ingen af os kan forstå, at det om få måneder er 4 år siden lille Isaac kom til verden. 

Hvor er de 4 år blevet af?

Altså, jeg ved jo godt at der er gået et år med behandling og et år med vægttab, men når jeg sådan tænker tilbage er det som om min hjerne har valgt at glemme den kamp, glemme at vi faktisk brugte mange måneder på behandling får vi kom til Riget, før jeg begyndte at tabe mig og før vi endelig kunne teste positiv igen. Så gik hele 2016 med graviditet og fødsel og nu sidder vi her - 2017 er snart gået og igen kan jeg ikke få det til at hænge sammen i mit hoved, at der er gået så mange år?

Det er nok en indre kamp jeg altid vil have fordi min hjerne virkelig gerne vil glemme alt det der gik galt.

Rigtig meget er blevet nemmere, især efter vores solstråle Aya er kommet til  Hverdagen går sin gang og kun en gang imellem stopper jeg op og sender en tanke til min dreng. 

Vi har stadig ikke set billederne af ham, om jeg nogensinde bliver klar til at se ham igen, det ved jeg ikke. Lige nu er mit behov ikke at åbne det sår igen.

Lidt tanker fra mig, Isaac er ikke glemt og bliver det aldrig 

Er det allerede så længe siden?? Jeg husker vores samtaler omkring tiden hvor du var på sygehuset og det rørte mig så dybt at i skulle opleve dette.

Jeg tænker tit på dig og glædes over at Aya valgte netop jer som forældre. Jeg er sikker på hun bringer en masse glæde i jeres liv.

Kæmpe kram herfra 

Mortilenengel17 skriver:

Jeg tror ikke du vil fortryde hvis du ser billeder af din dreng. Jeg tog mod til at se billederne af vores datter kort tid efter jeg fødte hende. Og selv jeg var enormt ked af det fordi vi trods alt lige havde mistet hende blev jeg varm og stolt indeni over at have lavet sådan en smuk pige. Selvom hun ikke er her mere. Idag er hun som baggrundsbillede på min tlf. Jeg ser på hendes smukke ansigt hver dag. Det er kun 5 mdr siden vi mistede hende

Jeg tør simpelthen ikke at åbne kuverten - så meget i mig skriger at det er farligt at åbne for det og samtidig vil jeg jo også gerne se ham.

Jeg er bange for min reaktion, bange for hvad der sker med mig hvis jeg ser ham.

Jeg så ham efter fødslen og han havde desværre taget meget skade af, at være død mange dage i min mave, men jeg husker ham som det smukkeste lille barn, en tro kopi af sin far - hvad nu hvis jeg ser billederne med mine "4 år efter øjne" og ser hans skader og ikke længere vil have det smukke billede af ham 

Det lyder så forkert når det kommer ud, selvfølgelig er han min smukkeste lille dreng 

esioul skriver:

Er det allerede så længe siden?? Jeg husker vores samtaler omkring tiden hvor du var på sygehuset og det rørte mig så dybt at i skulle opleve dette.

Jeg tænker tit på dig og glædes over at Aya valgte netop jer som forældre. Jeg er sikker på hun bringer en masse glæde i jeres liv.

 

Kæmpe kram herfra 

'amen det er helt vildt! Hvem har lige taget de 4 år?

Du var så sød og skrive mig  Det var så rart at have en der ikke var bange for at skrive  Det glemmer jeg dig aldrig for 

grinny skriver:

Jeg tør simpelthen ikke at åbne kuverten - så meget i mig skriger at det er farligt at åbne for det og samtidig vil jeg jo også gerne se ham.

Jeg er bange for min reaktion, bange for hvad der sker med mig hvis jeg ser ham.

Jeg så ham efter fødslen og han havde desværre taget meget skade af, at være død mange dage i min mave, men jeg husker ham som det smukkeste lille barn, en tro kopi af sin far - hvad nu hvis jeg ser billederne med mine "4 år efter øjne" og ser hans skader og ikke længere vil have det smukke billede af ham 

Det lyder så forkert når det kommer ud, selvfølgelig er han min smukkeste lille dreng 

Jeg tror nu stadig du vil se ham som den smukkeste lille dreng, men jeg kan godt forstå du er bange for din reaktion, men jeg håber du en dag tager mod til det en dag, jeg er stadig sikker på du får en masse dejlige varme følelser

grinny skriver:

'amen det er helt vildt! Hvem har lige taget de 4 år?

Du var så sød og skrive mig  Det var så rart at have en der ikke var bange for at skrive  Det glemmer jeg dig aldrig for