Eksperthjælp: Flyttet sammen, fået baby, skændes

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

905 visninger
0 svar
0 synes godt om
12. september 2017

Gitte Sander

Hej, jeg er mor til en pige på knap et år og flyttede sammen med faderen i hans lejlighed, da jeg var 8 måneder henne. Jeg er 39 og han 35. vi har kendt hinanden i 11 år men aldrig boet sammen før. Mit store problem er, at vi de sidste halve år slet ikke har kunnet kommunikere ordentligt med hinanden. Jeg har foreslået parterapi, men han nægter. Vores dialoger ender oftest i skænderier hvor han udviser stor vrede og kritiserer mange ting ved min person. Når det går virkeligt vildt for sig , begynder han at angribe min rolle som mor. Vores skænderier handler oftest om min manglende energi, min manglende sexlyst og om hvordan han synes, jeg blander mig i ting, der har med vores datter at gøre, når han feks. skal være alene med hende nogle timer. Jeg har prøvet at forklare ham, at jeg bruger rigtig meget energi på hende i dagligdagen og også står for alting herhjemme. Jeg tager hende om natten og står for alle måltider og al anden praktik. Han er god til at lege med hende og er på ingen måde en dårlig far, men alt der har med praktik at gøre lader han hvile på mig. Det har jeg egentlig heller ikke noget imod, men han forventer, jeg giver slip i det, når han synes. f.eks. når han har lyst til sex eller når han ikke lige gider høre om lægebesøg eller fremtidige planer i vuggestueregi. Han forventer, at jeg med et snuptag kan ændre fokus. Aftener hvor hun ikke vil sove gruer jeg altid for, idet han på forhånd siger, jeg skal tage at slappe af. Han bliver decideret sur på mig, hvis jeg ytrer træthed eller afmagt i en situation. Han siger, jeg jo er på barsel og har al tid til at slappe af. Han hæver stemmen og ender ofte med at stå og råbe mig ind i hovedet selvom jeg beder ham lade være, når hun sover inde ved siden af. Vi bor i en lille lejlighed og har ingen dør ind til soveværelset hvor hun ligger. Ofte truer han med, at det er slut og jeg må finde et andet sted at bo. Når jeg giver efter og grådkvalt må sige "ok", trækker han det tilbage. Det sker flere gange om ugen. Føler mig til tider handlingslammet og kan slet ikke overskue, hvis vi skal være skilte forældre. På den anden side har jeg efterhånden mistet så meget for ham og hans vrede, at det måske ville være en lettelse.
Det skal til slut siges, at jeg godt ved, at jeg ikke altid er lige spændende at leve sammen med. jeg er langt fra fejlfri. Vores problemer og manglende evne til at kommunikere har været der i mange år, men jeg har aldrig oplevet hans vrede og agressive adfærd. Der skal ingenting til. Han mener, det udelukkende er mig, der er problemet og har bedt mig rette ind.Deraf er han heller ikke interesseret i fælles hjælp udefra. Før i tiden kunne vi gå hver til sit og ses 2 gange om ugen. nu er vi altså nødt til at forholde os til hinanden hele tiden og kan ikke bare løbe fra det. Jeg kan ikke leve med tanken om, at vores datter skal lide under vores frustrationer på sigt.
Vi er begge veluddannede og har et godt job. Jeg vender tilbage til jobbet om tre uger efter 1 års barsel.
Kunne være dejligt at få en uforbeholden mening udefra. Og måske råd til hvordan jeg griber det an, hvis det skulle gå helt galt.



Gittes svar

Hej,

Tak for dit brev, jeg synes du er meget klarsynet i det du skriver.

Du har ret, I bør starte parterapi og det kan i og for sig kun gå for langsomt med at komme derhen og starte op. Prøv at spørge om han ikke vil gå med en enkelt gang for din skyld, I kan jo altid stoppe eller prøve et andet sted, hvis I ikke synes det er hjælpsomt der hvor I starter.

I er jo nød til at gøre noget, I kan ikke byde jeres datter at være vidne til sådan et inferno af skænderier og dårlig stemning. Og det kan være for svært at ændre på de mønstre og vaner, I er ved at bygge op sammen.

I har simpelthen fået en dårlig start på samlivet. Det jeg lægger mærke til er at I har været sammen i 11 år forinden og flytter sammen først da du var højgravid og din datter er nu 1 år. Det vil sige at jeres parforhold gennem mange år har trives ved at I boede hver for sig og havde en vis afstand til hinanden, og så lige samtidigt med at I flytter sammen skal I have barn og står med en baby. Det er meget udfordrende. Både skal I rekonstruere jeres parforhold til et tæt samliv, men samtidigt skal jeres forhold forandres til også at rumme et fælles forældreskab og at I finder jer rette i forældrerollen sammen og hver for sig.

På det du skriver læser jeg, at det har næsten været for meget af det gode, og lige nu bliver der tæret for meget på jer hver isærs kræfter. Hvis det fortsætter på den måde risikerer I faktisk at glide så langt fra hinanden og få såret hinanden så meget, at det bliver uopretteligt.

Så afsted med jer i parterapi. Hvis han absolut nægter at gå med kan det være svært at se han så forestiller sig at løse problemerne uden at I flytter fra hinanden og genetablere mere afstand imellem jer. Men det er jo ikke optimalt for jeres datter.

Og det der med at gå og true med adskillelse, kritisere og bebrejde hinden, det er altså et skråplan rent parforholdsmæssigt. Usikkerheden og utrygheden stiger imellem jer for hver gang I har disse skænderier, og det skaber på sigt en forværring af tilstanden imellem jer. Så jeg tænker, at noget skal og må forandres.

Held og lykke med det.

Vh.

Gitte

 



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Anmeld Citér

3 numre af Vores Børn + 2 LEGO Storage bokse.

Spar 384 kr.

Køb her for kun 229 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.