Jeg vil starte med at sige, at grunden til jeg ikke bare får en henvisning til psykiatrien er, at jeg selv har arbejdet der i et ambulatorium på et tidspunkt (ikke som psykiater eller psykolog) og havde svært ved at stå inde for udredningsprocessen og behandlingen af patienterne. Af den årsag er jeg virkelig ikke tryg ved selv at skulle indfinde mig som patient.
Anyway. Jeg er et menneske, som altid har haft det rimelig svært. Hvordan? Well.. Jeg har altid været meget følsom, haft det svært med det sociale, som var angstprovokerende for mig, fordi jeg ligesom altid har følt, at jeg manglede et "filter", så jeg kunne sortere irrelevant info fra. Derfor har det sociale altid udtrættet mig meget hurtigt, og jeg har synes, at det var vanskeligt. Bliver let overvældet af alle former for sanseindtryk. Har mange tanker hele tiden, ofte bekymringer og har haft depression flere gange i mit liv. Jeg har samlet set gået til psykolog i jeg ved ikke hvor mange år. Vi har aldrig talt om en eventuel udredning, måske fordi jeg selv har været meget fokuseret på én ting af gangen: Depression, få bearbejdet konkrete ting i min opvækst så som mine forældres skilsmisse og at vokse op i voldsomt konfliktfyldt miljø i kølvandet af denne skilsmisse. Andre gange har jeg mest brugt det for at have en at snakke med om, hvad der rørte sig, fordi jeg var ensom på de tidspunkter af mit liv.
Det følger heraf, at jeg efterhånden har en del selvindsigt og lige så langsomt får "skrællet lagene af" og kommer ind til kernen. Jeg har altid undret mig over, hvorfor jeg har haft det svært vitterligt HELE mit liv. Jeg har også altid haft en meget kort lunte og et iltert temperament. Mine forældre har sagt, de synes det var svært at vide, hvor de havde mig nogen gange. Det er dog alle de dårlige ting jeg får sagt her. På samme tid er jeg et menneske med STOR indlevelsesevne, spandevis (nogen gange for meget) empati og med stor omsorg for mine nære. Jeg lider gerne for at sikre, at dem jeg elsker har det godt. Jeg behandler andre godt, og jeg er typen, der konsekvent nægter den slags bagtaleri, som jeg synes mange dyrker. Forstå mig ret: Kan godt tale om, hvis nogen har gjort mig ondt, men ikke på den der "arrjj så du lige hendes outfit, hold kæft hun så grim ud"-måde.
Anyway. Nu til pointen. Gennem arbejdet med mig selv og min psykiatriske erfaring, er jeg efterhånden blevet bekymret for, om tingene mon kan koges ned til en eventuel opmærksomhedsforstyrrelse, altså ADD. Grunden til jeg skriver ADD og ikke ADHD er, at jeg ikke som sådan har problemer med impulsivitet og urolighed. Når jeg sidder stille, sidder jeg godt nok altid og piller ved noget, kan være mine negle eller mine øjenbryn eller noget, men jeg har egentlig aldrig tænkt det som noget patologisk. Ift. impulsivitet kan jeg have svært ved at styre min økonomi, og træffer ind i mellem nogle uovervejede handlinger, men synes nu ikke det er så slemt, at jeg synes det kvalificerer en ADHD diagnose, men hvad ved jeg om det.
Ift. ADD'en bunder min mistanke i flere ting. Mine problemer med at frasortere ydre sanseindtryk, at jeg bliver distraheret af mine mange tanker, at jeg har problemer med at styre mit temperament, og at fastholdelse og fokus på én ting er vanskelig for mig.
Jeg har klaret gymnasiet og en 5-årig universitetsuddannelse, men jeg tænker ofte, at det er et mirakel. Det er skamfuldt, men jeg er altid sprunget over, hvor gærdet er lavest. Jeg er bare så "heldig", at jeg er meget god til at gå til skriftlig eksamen, fordi jeg kan nøjes med at fokusere kort tid af gangen, og trods alt er ganske intelligent. At studere har været et mareridt for mig. Jeg har allerede givet op, hvis jeg har skulle læse en tekst på 5 sider. Jeg læser 3 linjer, så kan jeg ikke koncentrere mig længere. Så bliver jeg distraheret af tanker eller en impuls til at foretage mig noget andet.
Jeg har virkelig forsøgt mange metoder for at bevare fokus, men jeg KAN ikke. Det kan tage mig en uge at komme igennem en simpel tekst på 20 sider, og jeg føler primært jeg har klaret mig, fordi vi på mit studie splittede tekster op mellem os og delte noterne, som hurtigt kunne skimmes til vores eksaminer, der typisk har været længere eksaminer. Det var det samme i gym.
Jeg kan ikke læse en alm. bog, selv hvis den er spændende. Jeg læser måske 2 sider, så må jeg give op og lave noget andet. Jeg ser aldrig film, for jeg kan ikke koncentrere mig i så lang tid. Jeg ser kun serier, og selv det er svært for mig - Jeg laver altid noget andet imens, fx spiller eller surfer på telefonen.
Jeg har aldrig gået til forelæsninger på studiet. Jeg har fravalgt dem, da jeg konstaterede, at jeg kun kunne koncentrere mig i 5 minutter, og så var jeg "zoned out" resten af undervisningen. I gymnasiet sad jeg altid og surfede på pc'en, fordi jeg ikke kunne fokusere.
Hvis jeg sidder og snakker med nogen, bliver jeg meget hurtig irritabel og utålmodig, hvis de skal berette om noget der er sket, hvor historien måske tager et par minutter at fortælle. Det er for længe for mig at sidde og lytte, og jeg bliver hurtigt rastløs.
Ja, og den manglende tålmodighed hænger helt sikkert også sammen med mit temperament.
Nu er jeg lidt urolig fordi jeg ved, at hvis det nu er, så kan det jo behandles, men jeg vil ikke i systemet. Ville helst en privat psykiater, men har ikke råd.
Hvad er jeres råd? Er der nogen her, der har ADD eller kender nogen med det, som tænker, at mine beskrivelser lyder genkendelige? Der er self. meget mere, men vil prøve stoppe nu, så i orker læse det.. Svarer gerne på spm.
