Når det hele er ved at vælte igen...

Puha, hvordan får i andre en almindelige hverdag til at hænge sammeno og løst de problemer der kommer ? 

Lidt baggrunds info. Jeg har været igang med en uddannelse som jeg næsten var færdig med da det hele væltede for mig psykisk. Fik n depression og svær angst = kunne ikke ret meget andet end sidde derhjemme og glo ud i luften. 

Nu (et år senere og mange psykologtimer senere) har jeg det en del bedre, dog startede jeg på et nyt studie i fredags... ved ikke hvad jeg havde regnet med, men allerede da jeg kom hjem i fredags har jeg ikke kunne andet end græde og være bange for på mandag. (At skulle møde derude igen.) Min logik fortæller mig at det jo er helt hul i hovedet, de var jo alle søde osv. Men en større del af mig er så bange at jeg overvejer at pakke alle mine ting og flygte langt langt væk... har haft ondt i maven hele weekenden og gået i seng kl 19.00 de sidste to dage, kun for alligevel at ligge vågen det meste af natten. 

Jeg er også allerede stresset over hvordan vores hverdag skal komme til at fungere... det stresser mig at manden arbejder så utroligt langt væk og det er mig der skal tage fri til f.eks. Bedsteforældre dag (vi har ingen bedsteforældre der vil deltage sådanne dage.) og mig der skal tage fri de dage begge børn skal til tandlæger... det vil sige tre dage er allerede ude af skoleskemaet for mir vedkommende... ydermere ved jeg at på de rigtig dårlige dage (dem er der heldigvis langt mellem nu) kan jeg ikke engang komme op om morgenen og overskue at smører madpakker... 

Hvis jeg skal være ærlig ved jeg slet ikke hvad jeg vil karriere mæssigt, og valgte kun den uddannelse jeg nu er startet på pga. Jobcenter snart stod klar til at skubbe en igang. Men er for dum til det det her studie, da jeg sad der i fredags forstod jeg intet af det underviseren sagde og var helt håbløs med programmerne vi skal bruge. 

Hvordan kan man komme igennem det her ? Vil gerne kunne overskue og klare alle hverdagens gøremål men føler allerede et pres jeg ikke kan leve op til. (Den mindste er også nød til at stoppe til sin sport pga. Mine studietider, da jeg ikke kan overskue der kun er en halv time fra jeg har fri til h*n skal være derude). 

Puha undskyld mit indviklede opslag, men er virkelig stresset og presset... ved ikke hvad jeg skal og kan overskue... 

Min mand er pt ikke en hjælp da han selv er mega presset pga sit job, som han pendler langt frem og tilbage imellem...

Anonym skriver:

Puha, hvordan får i andre en almindelige hverdag til at hænge sammeno og løst de problemer der kommer ? 

Lidt baggrunds info. Jeg har været igang med en uddannelse som jeg næsten var færdig med da det hele væltede for mig psykisk. Fik n depression og svær angst = kunne ikke ret meget andet end sidde derhjemme og glo ud i luften. 

Nu (et år senere og mange psykologtimer senere) har jeg det en del bedre, dog startede jeg på et nyt studie i fredags... ved ikke hvad jeg havde regnet med, men allerede da jeg kom hjem i fredags har jeg ikke kunne andet end græde og være bange for på mandag. (At skulle møde derude igen.) Min logik fortæller mig at det jo er helt hul i hovedet, de var jo alle søde osv. Men en større del af mig er så bange at jeg overvejer at pakke alle mine ting og flygte langt langt væk... har haft ondt i maven hele weekenden og gået i seng kl 19.00 de sidste to dage, kun for alligevel at ligge vågen det meste af natten. 

Jeg er også allerede stresset over hvordan vores hverdag skal komme til at fungere... det stresser mig at manden arbejder så utroligt langt væk og det er mig der skal tage fri til f.eks. Bedsteforældre dag (vi har ingen bedsteforældre der vil deltage sådanne dage.) og mig der skal tage fri de dage begge børn skal til tandlæger... det vil sige tre dage er allerede ude af skoleskemaet for mir vedkommende... ydermere ved jeg at på de rigtig dårlige dage (dem er der heldigvis langt mellem nu) kan jeg ikke engang komme op om morgenen og overskue at smører madpakker... 

Hvis jeg skal være ærlig ved jeg slet ikke hvad jeg vil karriere mæssigt, og valgte kun den uddannelse jeg nu er startet på pga. Jobcenter snart stod klar til at skubbe en igang. Men er for dum til det det her studie, da jeg sad der i fredags forstod jeg intet af det underviseren sagde og var helt håbløs med programmerne vi skal bruge. 

Hvordan kan man komme igennem det her ? Vil gerne kunne overskue og klare alle hverdagens gøremål men føler allerede et pres jeg ikke kan leve op til. (Den mindste er også nød til at stoppe til sin sport pga. Mine studietider, da jeg ikke kan overskue der kun er en halv time fra jeg har fri til h*n skal være derude). 

Puha undskyld mit indviklede opslag, men er virkelig stresset og presset... ved ikke hvad jeg skal og kan overskue... 

Min mand er pt ikke en hjælp da han selv er mega presset pga sit job, som han pendler langt frem og tilbage imellem...

Jeg har selv været sygemeldt med depression og kender godt til dine tanker om en presset hverdag. Men jeg har lært at finde ud af hvad giver mig tid og overskud. 

Ex smør madpakkerne om aftenen, find en reservebedste/barnepige som kan hente børn i institution/bringe til sport, lav aftensmad til hele ugen om søndagen og frys det ned så det bare skal tages op og sættes i ovnen. 

Alt efter alder på dine børn så giv dem nogle pligter så de hjælper til med at få det hele til at fungere så du også kan fungere. 

Jeg blev raskmeldt i marts efter 1 1/2 år og har efterhånden fundet roen i igen at være tilbage på arbejdsmarkedet. 

Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan du har det. 

Jeg måtte have ugentlig psykolog hjælp for at gennemføre en HF. Afsluttede den som 25 årig og måtte efterfølgende bruge et år på at samle mig før jeg kunne starte uddannelse.

Jeg opdagede en graviditet få dage før jeg startede studie, men startede alligevel. Allerede i løbet af de første uger mærkede jeg angsten og depressionen fra HF vende tilbage. Efter et par måneder blev jeg sygemeldt med bækkenløsning og det var en enormt stor lettelse. 

Efter barsel kunne jeg bare ikke overskue at skulle tilbage til samme studie. Bare tanken fik angsten til at melde sig. Istedet søgte jeg andet studie og blev optaget. Her gik de første uger faktisk okay. Jeg kunne kontrollere min angst og tænkte at det nok skulle gå.

Jeg holdt 3 måneder så væltede korthuset. Jeg turde ikke være alene med mit eget barn, jeg vrælede hele vejen til og fra skole, sov ikke om natten og kunne ingenting overskue. Min mand forsøgte at være støttende men der var ikke meget han kunne gøre. Lægen var ikke til meget hjælp og jeg havde ikke mod på flere års selvbetalt psykolog for at overleve en uddannelse.

Jeg endte med at droppe ud fra den ene dag til den anden. Vi tog den økonomiske konsekvens og jeg holdt mig fra jobcenter og alt, for at få ro på mig selv. Efter kun en måned fik jeg et timelønnet job, ganske vist kun med få timer lovet om ugen, men vi lagde et budget for hvor mange timer jeg minimum skulle have på en måned for at det kunne løbe rundt.

Jeg har nu været i samme job i 3 år. Er stadig kun timelønnet, men har nu en ansvarsstilling der og har fået forhandlet mig frem til en fast vagtplan på 25 timer om ugen og så er der ofte mulighed for ekstra vagter. Jeg har fået så meget ro på alt at jeg ikke har haft brug for hjælp i de tre år og der har kun været to angstanfald i al den tid. 

Jeg har indset at jeg aldrig kommer til at gennemføre en uddannelse. Forhåbentlig kan jeg en dag overskue nogle korte kurser der kan give mig nogle kvalifikationer. Jeg får aldrig en topløn som ufaglært, og sådan må det være. Det psykiske helbred er vigtigst for mig og min familie.

Jeg håber at du en dag finder den rette vej for dig, og finder styrken til at sige "det her kan jeg bare ikke". Det er et svært skridt at tage, men i sidste ende er det det hele værd.

Anonym skriver:

Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan du har det. 

Jeg måtte have ugentlig psykolog hjælp for at gennemføre en HF. Afsluttede den som 25 årig og måtte efterfølgende bruge et år på at samle mig før jeg kunne starte uddannelse.

Jeg opdagede en graviditet få dage før jeg startede studie, men startede alligevel. Allerede i løbet af de første uger mærkede jeg angsten og depressionen fra HF vende tilbage. Efter et par måneder blev jeg sygemeldt med bækkenløsning og det var en enormt stor lettelse. 

Efter barsel kunne jeg bare ikke overskue at skulle tilbage til samme studie. Bare tanken fik angsten til at melde sig. Istedet søgte jeg andet studie og blev optaget. Her gik de første uger faktisk okay. Jeg kunne kontrollere min angst og tænkte at det nok skulle gå.

Jeg holdt 3 måneder så væltede korthuset. Jeg turde ikke være alene med mit eget barn, jeg vrælede hele vejen til og fra skole, sov ikke om natten og kunne ingenting overskue. Min mand forsøgte at være støttende men der var ikke meget han kunne gøre. Lægen var ikke til meget hjælp og jeg havde ikke mod på flere års selvbetalt psykolog for at overleve en uddannelse.

Jeg endte med at droppe ud fra den ene dag til den anden. Vi tog den økonomiske konsekvens og jeg holdt mig fra jobcenter og alt, for at få ro på mig selv. Efter kun en måned fik jeg et timelønnet job, ganske vist kun med få timer lovet om ugen, men vi lagde et budget for hvor mange timer jeg minimum skulle have på en måned for at det kunne løbe rundt.

Jeg har nu været i samme job i 3 år. Er stadig kun timelønnet, men har nu en ansvarsstilling der og har fået forhandlet mig frem til en fast vagtplan på 25 timer om ugen og så er der ofte mulighed for ekstra vagter. Jeg har fået så meget ro på alt at jeg ikke har haft brug for hjælp i de tre år og der har kun været to angstanfald i al den tid. 

Jeg har indset at jeg aldrig kommer til at gennemføre en uddannelse. Forhåbentlig kan jeg en dag overskue nogle korte kurser der kan give mig nogle kvalifikationer. Jeg får aldrig en topløn som ufaglært, og sådan må det være. Det psykiske helbred er vigtigst for mig og min familie.

Jeg håber at du en dag finder den rette vej for dig, og finder styrken til at sige "det her kan jeg bare ikke". Det er et svært skridt at tage, men i sidste ende er det det hele værd.

Er virkelig også begyndt at tvivle på jeg kan komme igennem en uddannelse. Men puha det er svært at acceptere man er kommet så langt ned psykisk.

Ville gerne have et deltid job (eller mindre) lige nu for at hjælpe familie livet økonomisk, og samtidig ikke gå helt ned psykisk. Men det svært at finde job... Hvordan fandt du et med de tider og hvad arbejder du med? Hvis jeg må være så fræk at spørge 

Anonym skriver:

Er virkelig også begyndt at tvivle på jeg kan komme igennem en uddannelse. Men puha det er svært at acceptere man er kommet så langt ned psykisk.

Ville gerne have et deltid job (eller mindre) lige nu for at hjælpe familie livet økonomisk, og samtidig ikke gå helt ned psykisk. Men det svært at finde job... Hvordan fandt du et med de tider og hvad arbejder du med? Hvis jeg må være så fræk at spørge 

Jeg søgte simpelthen studiejobs velvidende at arbejdstiden ikke altid ville være perfekt. Vil gerne være anonym med det her, så vil ikke nærmere ind på hvad jeg laver, men de fleste af mine timer ligger om aftenen og i weekenden. Det er først de sidste halvandet år at jeg har kunnet have ca. 10 timer i dagstimerne.

Jeg søgte uopfordret og var heldig da jeg i forvejen havde erfaring indenfor branchen og de samtidig gerne vil have en der var lidt ældre end alle de studerende de ellers har ansat.

Men jeg søgte alt. Netto, fakta, McDonald's  rengøringsjobs osv. Man kan ikke være sart når man bare skal ud i det og ikke vil trækkes mere ned psykisk af systemet. Hav som udgangspunkt at du bare skal kunne tjene det samme som du får på su, og så tag den derfra.