Kære baby.dk
Jeg står pt., i hvad der for mig, føles lidt som en krise. Jeg kan ikke rigtig se nogen mulige måder at komme ud af alt det her rod jeg føler jeg er landet i, og jeg har nok lidt brug for "friske" øjne, da jeg virkelig håber jeg har overset noget, så hele mit liv ikke behøver at falde fra hinanden...
Jeg forsøger at gøre det så kort som muligt, men med alt relevant information. Men tror det bliver ret langt, da der er meget jeg føler det er nødvendigt at få med, men håber nogen holder ud, for jeg ved ikke hvor ellers jeg skal vende mig...
Jeg er enlig mor til et barn på 3,5 år som har været delebarn fra fødslen, far og jeg havde et engangsknald, men har (indtil nu, tror jeg?) altid haft et fint samarbejde - hvilket egentlig vil sige, vi er enig om "the basics", og han stoler ellers på jeg klarer det godt som mor og sætter ikke spørgsmålstegn ved f.eks. en flytning af læge, eller ny institution osv. Han besøgte os de første to år af barnets liv, og fra 2 år begyndte han at have samvær hver anden weekend, og ferier, jul, nytår osv. deler vi altid lige. Det fungerer super, og far er faktisk blevet ok god, især det sidste år, så ønsket om mere samvær blev udtrykt, og vi lavede det om til tors-man hveranden uge i stedet og med mulighed for at bede om mere (vi bor desværre 2 timer fra hinanden, så 7/7 eller lig., er ikke en mulighed, dog har jeg sagt så længe barnet kun går i børnehave er det ok med fri indimellem, når det er for ekstra samvær med far, som barnet knus elsker). Det går fint, men det sker ret ofte at far må aflyse fordi han skal til et møde en time om fredagen f.eks. eller om mandagen. Eller ihvertfald som minimum aflevere/hente senere. Nu har han haft ham to sommerferier, og begge gange har de været ude at rejse (fars forældre bor hhv. i England og New Zealand) og boet der - hvilket er fint og fantastisk, men barn bliver begge gange afleveret flere dage for tidligt ift. planen, da planen som oftest er længere end deres rejser, og far simpelthen ikke (virker til) at 'orke' at være alene med barn derhjemme. Far bor i et-værelses 25 kvm studiebolig, og er forstående overfor at dette er trangt og hårdt, men det sker bare ret tit. Ligeledes skal barnet altid hentes tidligere/afleveres senere på dagene vi mødes. Vi mødes altid på halvvejen, vi er begge studerende og med offentlig transport. Far har aldrig hentet eller bragt i børnehave, det er altid mig, vi mødes altid et sted på midten og betaler hver vores vej. Far vil ikke, synes transporttid er for lang, og orker det ikke. Far har ligeledes heller aldrig været med til læge, tandlæge osv., hvilket er okay, da jeg er bopæl, dog har jeg også altid fundet pasning/taget fri eller været den der løste det, hvis der dukkede noget far op skulle hvor barn ikke kunne komme med, under fars samvær.
Fars forældre bor som skrevet i udlandet, og han har kun bedsteforældre 10-15 km fra hvor han bor, som han dog ikke er fan af, men som jeg ved rigtig gerne vil ham, og vores barn. Ellers er der ingen familie overhovedet, og vi er også begge (jeg er dog ikke helt længere, jeg er også fem år ældre end far) de eneste forældre i vores omgangskredse, og vores venner er måske ikke lige dem der melder sig som barnepiger. Eller bliver spurgt. Jeg har ingen forældre, eller min far lever, men han har fået en ny familie som han bor med i Asien og vi har ingen kontakt haft i mange år. Jeg blev smidt ud som 17 årig, og har boet alene og klaret mig selv lige siden. Jeg læser pt. en proffesionsbachelor, og er færdig næste sommer. Far er lige blevet færdig med hf, og skal starte på Uni om en uge. Vi har fælles forældre myndighed.
Det var vist alt relevant forinfo om vores forhold, ellers spørg!
Nu til problemerne; Far bor i kbh området, og indtil sidste sommer gjorde jeg også, og jeg har altid været bopælsforældre. Sidste år udløb vores lejemål i kbh og vi kunne ikke finde noget nyt at bo i, så efter et halvt år, hvor vi boede på venindes sofa (mit barn og jeg), og kommunen ikke kunne/ville hjælpe, tog jeg et valg om at rykke væk og starte et nyt liv i en anden kommune på Sjælland. Jeg har været sygemeldt fra mit studie det sidste år, mens vi har boet her det nye sted. Det har jeg, fordi jeg er maniodepressiv (og desuden får handicaptillæg på mit studie) og efter den tur hvor vi var 'hjemløse', havde jeg brug for ro en periode, og det har været dejligt. Det sidste år har været godt og især det sidste halve år er vi faldet rigtig godt til her, mit barn stortrives både i børnehave, men også herhjemme og er lige som et barn på 3,5 år skal være. Vi har et godt og kærligt forhold, hvilket jeg tænker er naturligt når vi altid (som regel) bare har været os to.
(INDSKYDELSE: Jeg har aflastning hver 6. weekend, gennem kommunen, som resultat af min diagnose og mit manglende netværk - får/er ikke blevet tilbudt anden hjælp, da det ikke vurderes at være nødvendigt. Jeg står desuden i RKI, da jeg i manier før min diagnose har optaget vanvittig meget gæld - dog afbetaler jeg på det hele. Skylder både privat og offentlig, og skylder også på gammelt indskudslån, som jeg afdrager på dog, men der er lang vej endnu, og jeg har fået afvisning på afvisning til et nr. 2, på trods af psykiatri der eks. blandede sig, eller en enkeltydelse eller lig. Jeg kan ikke låne penge andre steder, heller ikke banken, alt er afprøvet.)
Nu er jeg så klar til at starte på studie igen, og jeg glæder mig så vanvittig meget til at starte op igen. Eller rettelse, jeg glædede mig..
Ulempen ved at være flyttet herned, fremfor kbh, er især at offentlig transport er frygteligt og det er svært at komme rundt. Jeg begyndte derfor at overveje om vi skulle flytte igen, selvom jeg synes det ville være SÅ synd for mit barn, som elsker at bo her og ofte har legeaftaler med venner fra børnehaven osv., så skulle jeg jo altså kunne komme i skole, og den tætteste herpå, er det umuligt for mig at nå frem til tiden hver morgen, og samtidig nå at aflevere barn i institution. Ville omvendt heller ikke kunne nå hjem om eftermiddagen. Det vil tage 3 gange så længe med offentlig transport som i bil, og jeg skal skifte 4 eller 5 gange. Men for nogle måneder siden begyndte jeg at tale med en, der også læste på den skole jeg skulle starte på og kort tid efter aftalte vi at jeg kunne køre med hende fremover - hun havde netop købt en bil da hun lidt stod med samme dilemma da hun startede. Hun er også mor. Det har været en aftale og jeg har flere gange spurgt og fulgt op på om det stadig var muligt og aktuelt osv., og alt har været i den skønneste orden, det lod virkelig til at falde i hak.
Indtil for tre uger siden, hvor hun ud af det blå udmeldte at hun altså havde skrevet til skolen og var droppet ud, da hun ville starte på noget andet. Jeg var i chok, hun havde været bange for at sige det til mig, og det forstår jeg også godt, men altså. Jeg skal starte i skole om en uge, dvs. jeg havde en måned til at finde en løsning. Dette er ikke sket. Jeg har forsøgt at låne penge, til finansiering af køb, leje, leasing til bil (har fundet MANGE alternative og mange forskellige og indimellem billige priser), uden held. Hvor skulle jeg også låne penge? Det laveste beløb jeg ville skulle bruge her og nu er 6000 kr., og det kender jeg absolut ingen der kan hjælpe med. Jeg har søgt nettet tynd, facebook grupper, skrevet rundt til min nye holdliste og alle de jeg har fundet på facebook og grupper der hører til skolen om nogen kunne tilbyde et lift, evt. bare noget at vejen, da jeg jo skal skifte meget undervejs, men der var ingen hvor det passede sammen, ikke engang i nærheden. Så kiggede jeg på løsningen med at finde en der evt. kunne hjælpe med at aflevere mit barn om morgenen, og hente om eftermiddagen, men vedkommende ville skulle komme senest 5.20 om morgenen, og jeg ville den tidligste dag være hjemme kl 16.30, de fire andre kl 17.15. Desuden var der kun tre der meldte sig da jeg søgte rundt i de lokale fb grupper jeg har. De ønskede som minimum 500 kr. pr uge, og det er vel også umiddelbart fair, men det kan min økonomi slet ikke klare, samtidig med den udgift at skulle så langt i skole hver dag med offentlig transport (1200 kr pr måned). Og selvom jeg godt ved man ikke skal brokke sig hvis der er en løsning, så synes jeg bare det er en frygtelig høj pris at betale for at gennemføre det her, og jeg er bange for om jeg psykisk ville kunne holde til det er så presset og jeg aldrig rigtig ser mit barn i hverdagene, og tror altid jeg vil føle det er lidt usikkert alligevel, da det jo kræver ret meget af den person der ville skulle hente/bringe mit barn. Men det er stadig som minimum 3200 kr pr måned for at kunne komme i skole, og så med en så presset hverdag at jeg er bange for jeg knækker på målstregen.
Jeg har søgt hjælp alle vegne, og jeg har ingen løsning fundet. Jeg ved jo godt det nok ender med kontanthjælp, men så bliver jeg en af de heldige der kommer til at lide under reformen, og ikke vil kunne blive boende her. Og vil stå endnu engang med et problem med at flytte væk. Her jeg bor, er det frygteligt - private udlejere. Men det var det eneste sted på Sjælland jeg fandt en udlejer der ville lade mig afbetale indskud. Kommunen har været herhjemme, ifb. med at overføre aflastning, så vi kunne beholde den gamle, selvom det var en anden kommune, og de vurderede også det var uholdbart at bo her (udlejere er skumle typer, overpriser, ubehagelige, truende, osv., og hele byen taler om det, men det vidste jeg jo ikke), men de kan ikke tilbyde mig hjælp. Jeg har den ene afvisning efter den anden til at ligge, jeg bliver bedt spare op, og det gør jeg da også, men jeg afbetaler også på en kæmpe gæld og jeg står med alle udgifter selv, og bor dyrt, så det er også begrænset hvor hurtigt det kan gå. De kan ikke låne mig penge til indskud og de har heller ikke nogen former for akut boliger. Jeg ved mange vil skrive nu at "Det skal de, du skal bare..." Eller "Hvis det passer det du skriver, så kan du altså godt, for det kunne min mors søsters nabo..." osv. Tro mig, jeg kender alt til regler og normeringer og alt hvad der sker med stressede sagsbehandlere og underbemanding osv., og jeg ved bare at selvom man tror på systemet og har tillid til det fungere - for det har/havde jeg også - så er det bare ikke altid muligt, og der vil altid være forskellige historier med nogen der kender nogen det skete for. Tro mig. Har hørt MANGE historier fra folk der mente de bare kunne gå med derop og så ville det hjælpe. Det gjorde det overraskende nok ikke. Det er under al kritik, og jeg har også klaget, men jeg er fyldt lige nu og jeg har ikke nogen der rigtig kan hjælpe mig med alt det her. Jeg har bedt om en hjemmesygeplejerske gennem psykiatrien, men der er pt. ventetid. Har ikke haft tidligere, da jeg ellers er velmedicineret og har det fint.
Det er desuden nemt nok at finde ny lejlighed her i byen, men ikke andre der lader en afbetale og indskud idag er bare virkelig mange penge, synes jeg. Jeg har en fornemmelse af, måske også fordi jeg har grædt hver dag den sidste uge, at det her kommer til at knække mig. Jeg har prøvet at sende ansøgninger ud og lede efter jobs i stedet, men der er intet i nærheden, og jeg har, ærligt, også svært ved at ændre mit mind-set til at det er okay, og jeg føler jeg bliver mere og mere deprimeret, da det ikke ser ud til at løse sig, så min fornemmelse siger mig at det nok ender med kontanthjælp. Har jo desuden heller ikke haft særlig længe til at forberede mig på det her. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg synes jeg har forsøgt alt, og jeg kan ikke finde andre muligheder. Jeg har underrettet min sagsbehandler, men har stadig ikke hørt tilbage. Mit hold starter op på mandag, og jeg kan mærke hver dag vi nærmer os, at jeg lidt har samme følelse som da vores udløbsdato for lejekontrakten i vores gamle lejlighed nærmede sig. Altså det bliver vel noget krisecenter? En ny by? Jeg kan ikke overskue det. Endelig kørte tingene, og nu det her.
Oveni er jeg skyldig i at være LÆNGE om min uddannelse. Både pga. barsel, men også pga. min diagnose. Dvs., for at have SU til resten af uddannelsen, har jeg ikke fået su i juli og august, da far havde barn den ene måned og jeg fik børnepenge vi kunne leve af, og jeg havde sørget for husleje. Det har været stramt, og vi har intet andet lave end at være hjemme og lege - super hyggeligt, men øv alligevel. Det blev endnu værre da jeg i fredags taber min telefon nede i børnehaven, og den smadres totalt. Jeg har pt ingen telefon, og heller ikke råd til en ny foreløbig. De her to måneder har også sat os i nul med alt - shampoo, tørvarer som mel, sukker, ris osv., fryseren er tømt, jeg har intet make-up, deo osv tilbage. Alt skal fyldes op her til den første (ikke alt selvfølgelig, man prioriterer jo) og jeg skal vel i teorien betale hele den su tilbage hvis jeg ikke starter op, da SU jo er forud og KH er bagud.
Det betyder at jeg kan ikke bare sygemelde mig længere, så har jeg ikke SU til resten af uddannelsen. Føler mig slået ud lige på målstregen, og er så ked af det og ærgerlig. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op og føler alt ramler omkring mig lige nu. Jeg er udmattet, føler jeg kæmper og kæmper, alene, og jeg kan ikke se muligheder. Jeg har kontaktet mødrehjælpen og forældrefonden, men har ikke hørt tilbage endnu. Jeg har som beskrevet også kontaktet psykiatrien, men føler mig ikke som sådan tynget af min sygdom, mere hele situationen.
Grunden til forhistorien med mit barns far, er at far nævnte ved sidste samvær at han kunne finde på at søge bopæl på barn såfremt jeg ikke fandt en løsning, for han synes ikke barnets boligsituation skal være usikker igen. Jeg er enig, men far bor alligevel i en 1-værelses, og står også i RKI og uden mulighed for at låne nogen steder, og nægter desuden at ryge ude, på trods af egen 2-3 kvm meget lille have. Jeg ønsker på alle måder far og søn alt den tid sammen de vil have, men jeg har godt nok svært ved at acceptere at min søn skulle bo hos far på fuldtid, selvom det måske primært er egoisme, fordi jeg måske også føler han er alt jeg har tilbage - jeg vil egentlig bare vide om nogen ved hvad sandsynligheden er for at den vil gå til ham, hvis han gør det? Der har som skrevet, aldrig været problemer før, så jeg ved ikke om han bare i dårligt humør eller hvad, men jeg mit hoved er så fyldt i forvejen, jeg bare ikke lige kan rumme det her oveni.
Hvis du har læst med så langt, så takker jeg. Det lettede absolut at få lettet hjertet, men jeg håber lige netop dig med det afgørende råd eller den perfekte løsning har læst med og vil dele den med mig - har jeg overset noget? Har jeg stirret mig blind og løsningen ligger lige foran?
Jeg tager imod alle svar, også de hårde, for jeg har helt sikkert begået fejl og har et medansvar, og det er ikke min mening at lyde som en der prøver at fraskrive sig dette, men jeg er også sårbar lige nu, så hvis det kan være ærligt, hårdt, men kærligt, ville jeg sætte stor pris på det 
Hilsen den fortvivlede..
