Jeg er på randen til at give op..

Nøj, det gør ondt at skrive..

Min forlovet og jeg har været sammen i 7 år, og han har en datter fra tidligere forhold på 13 år, 

Vores første lange stykke tid var rigtig hård, men synes vi kom godt igennem det og fik det godt sammen. Alle sammen..

Den sidste år har bare værd hård med hård på.. 

Et eksempel fra idag.

Jeg laver mad og beder imens bonus om at finde rest penge frem af de frokost penge hun fik til frokost (beder udelukkende om at få rest tilbage da hun godt kan finde på at skippe middagsmad for at bruge penge til at spare op til dyre ting såsom en air board. Ser helst at hun skal spise da jeg ved at hun er sulten)

Nå men hun bliver irriteret og siger "hvorfor nu?!" 

Jeg svarer at jeg gerne vil lave ens opdragelse på hende og hendes brødre, og at de også skal gøre det jeg beder dem om (Vi har 3 fælles børn )

Hun henter så pengene og sætter sig derefter til at surmule, og nægter konsekvent at spise. 

Under aftensmad bliver hun ved med at rive i dugen, sidde omvendt på stolen, også sidde med benene oppe på stolen med hovedet begravet i knæerne.. 

Både hendes far og jeg siger mindst 50 gange at hun er en stor pige, og at hun skal sidde pænt da der er 3 små drenge som prøver at koncentrer sig om at spise. Efter 1 min forsætter hun showet- 

Da vi er færdige med at spise forsætter hun. 

Jeg giver hende to valg:

-At vi alle kan være glade, og ha det godt med hinanden 

Eller

-At hun går ned på sit værelse og køler lidt ned. 

Hun vælger derefter at forsøge at stikke af, hvor hendes far prøver at tale hende til fornuft. Hun ender dog med at stikke af (igen igen) Hun er dog kommet hjem igen, og kan høre at hun hygger med sin far nedenunder imens jeg putter børn. 

Jeg føler virkelig at jeg prøver alt. Tilbyder trøst og kram, bruger utallige af timer på at rydde op efter hende, og på hendes værelse, ordner hende madpakke, finder tøj til hende, gør alt klar til hende. Men alligevel er det somom at jeg ikke kan bruges til noget og at jeg blot er i vejen. 

Da hun smuttede tidligere idag, græd jeg som bare fanden, jeg elsker hende så højt, men alligevel kan hun ikke engang give os den respekt at lave være med at daffe fordi der bliver sat krav til hende. Jeg havde endda stået og lavet andet mad til hende fordi hun ikke brød sig om det vi skulle ha... 

Jeg føler mig som en taber bonus mor, og har ærligt ligenu ikke lyst til at blive hjemme resten af ugen fordi hun er her. Jeg føler slet ikke at jeg er velkommen. 

Jeg føler at jeg bliver skidt i nakken, og at jeg slet ikke bliver værdsat. 

igår bad jeg hende om at ligge hende tøj på plads efter jeg havde lagt det sammen.. Det var et kæmpe problem da hun hverken vidste hvor det skulle ligge og at det ville tage laaaangtid. Ender med at gøre det for hende men får ikke engang en bette tak. Skal lige siges at hun godt ved hvor det skal være..... 

Føler mig ramt og ked.. Hvad er der i vejen med mig?

Nøj, det gør ondt at skrive..

Min forlovet og jeg har været sammen i 7 år, og han har en datter fra tidligere forhold på 13 år, 

Vores første lange stykke tid var rigtig hård, men synes vi kom godt igennem det og fik det godt sammen. Alle sammen..

Den sidste år har bare værd hård med hård på.. 

Et eksempel fra idag.

Jeg laver mad og beder imens bonus om at finde rest penge frem af de frokost penge hun fik til frokost (beder udelukkende om at få rest tilbage da hun godt kan finde på at skippe middagsmad for at bruge penge til at spare op til dyre ting såsom en air board. Ser helst at hun skal spise da jeg ved at hun er sulten)

Nå men hun bliver irriteret og siger "hvorfor nu?!" 

Jeg svarer at jeg gerne vil lave ens opdragelse på hende og hendes brødre, og at de også skal gøre det jeg beder dem om (Vi har 3 fælles børn )

Hun henter så pengene og sætter sig derefter til at surmule, og nægter konsekvent at spise. 

Under aftensmad bliver hun ved med at rive i dugen, sidde omvendt på stolen, også sidde med benene oppe på stolen med hovedet begravet i knæerne.. 

Både hendes far og jeg siger mindst 50 gange at hun er en stor pige, og at hun skal sidde pænt da der er 3 små drenge som prøver at koncentrer sig om at spise. Efter 1 min forsætter hun showet- 

Da vi er færdige med at spise forsætter hun. 

Jeg giver hende to valg:

-At vi alle kan være glade, og ha det godt med hinanden 

Eller

-At hun går ned på sit værelse og køler lidt ned. 

 

Hun vælger derefter at forsøge at stikke af, hvor hendes far prøver at tale hende til fornuft. Hun ender dog med at stikke af (igen igen) Hun er dog kommet hjem igen, og kan høre at hun hygger med sin far nedenunder imens jeg putter børn. 

 

Jeg føler virkelig at jeg prøver alt. Tilbyder trøst og kram, bruger utallige af timer på at rydde op efter hende, og på hendes værelse, ordner hende madpakke, finder tøj til hende, gør alt klar til hende. Men alligevel er det somom at jeg ikke kan bruges til noget og at jeg blot er i vejen. 

Da hun smuttede tidligere idag, græd jeg som bare fanden, jeg elsker hende så højt, men alligevel kan hun ikke engang give os den respekt at lave være med at daffe fordi der bliver sat krav til hende. Jeg havde endda stået og lavet andet mad til hende fordi hun ikke brød sig om det vi skulle ha... 

Jeg føler mig som en taber bonus mor, og har ærligt ligenu ikke lyst til at blive hjemme resten af ugen fordi hun er her. Jeg føler slet ikke at jeg er velkommen. 

Jeg føler at jeg bliver skidt i nakken, og at jeg slet ikke bliver værdsat. 

igår bad jeg hende om at ligge hende tøj på plads efter jeg havde lagt det sammen.. Det var et kæmpe problem da hun hverken vidste hvor det skulle ligge og at det ville tage laaaangtid. Ender med at gøre det for hende men får ikke engang en bette tak. Skal lige siges at hun godt ved hvor det skal være..... 

 

Føler mig ramt og ked.. Hvad er der i vejen med mig?

Der er ikke noget i vejen med dig, det er skide hårdt somme tider at være bonusmor, ligesom det er at være biomor.

jeg tror hun føler sig anderledes. Hun er ene pige blandt tre brødre, hun er den store, de er de små, hun er bonus, de er fælles osv.

når der pointeres hun skal aflevere, fordi det gør dine børn fremhæves det at hun er anderledes, selvom det er gjort i modsatte mening. 

Når hun skal sidde ordenlig fordi hun er den store, og de små er der, er hun igen anderledes.

når hun får speciel ret, gjort i god mening, er hun igen anderledes.

jeg tror hun føler sig ekskluderet i søskendeflokken og dermed familien, og jeg tror hun føler et stort pres for at passe ind.

derudover er hun teen og hormonerne begynder at rase i hendes forsvarsløse krop.

hun vil gerne spare op, får hun mon lommepenge? Det er jo sundt ikke bare at få det man har ønsket sig, men sparet op, som en stor pige. Er sikker på hun ville passe rigtig godt på sit air board.

selvfølgelig skal noget være anderledes for hende, fordi hun er ældst, men mon ikke også der er nogle fordele kun hun må, som hun elsker.. 

<3

Min første tanke er, at du tager det aaaaaalt for personligt. Hun er teenager! Det giver selvfølgelig ikke friplads til at opføre sig dumt, men det er nu en gang helt normalt. Nogle er mere teenage-flabede end andre. At hun har ekstra meget modstand mod dig er der ikke noget underligt i. Det har formentlig intet at gøre med dig som menneske, men din rolle i hendes liv. Du er bonusmor. Og når man er teenager og laver oprør, er det nemmest at gøre det mod den, der har den "svageste" rolle i ens liv. 

Derfor tænker jeg også, at det er vigtigt at far varetager størstedelen af opdragelsen. Jeg synes ikke man skal trække sig helt fra opdragelsen, fordi man er bonusmor (det er jeg selv), men det er typisk mest meningsgivende, at bio er dem, der primært opdrager. 

I forhold til dine eksempler tænker jeg: typisk teenager! Og at ligesom med mindre børn er det altid en god idé at give en forvarsel. Jeg ville da også blive sur, hvis jeg blev bedt om at gøre noget LIGE NU, når jeg lige var midt i noget. Så er det bedre at sige "når vi har spist, vil du så lige finde resten af pengene frem?" 

Så vil hun også føle sig mindre kommanderet med, og det er et kompromis. Men jeg mener stadig, at det er vigtigt, at det er far der primært opdrager og primært er den, der sætter grænser. I dine eksempler synes jeg, at det er dig, der er den fremtrædende. Der er behov for at far stepper up, så datter også kan forstå, at det altså ikke bare handle om den onde stedmor. Jeg tænker især det er mega problematisk, at I har den her store fælles konflikt, og så har de løst den og hygger uden dig. Ved ikke at få løst den med dig også, så synes jeg faktisk at far kommer til at understøtte, at du er den onde stedmor. 

Så ud fra det du skriver er min vurdering altså, at far skal træde mere i karakter, og du skal trække dig lidt. Far skal bakke dig op og inddrage dig når fælles konflikter løses. Hun skal have en fair varsel før hun kommanderes med. Og du er nødt til at finde en accept af, at hun er teenager, og så er rebelsk adfærd meget normalt.

Anonym skriver:

Nøj, det gør ondt at skrive..

Min forlovet og jeg har været sammen i 7 år, og han har en datter fra tidligere forhold på 13 år, 

Vores første lange stykke tid var rigtig hård, men synes vi kom godt igennem det og fik det godt sammen. Alle sammen..

Den sidste år har bare værd hård med hård på.. 

Et eksempel fra idag.

Jeg laver mad og beder imens bonus om at finde rest penge frem af de frokost penge hun fik til frokost (beder udelukkende om at få rest tilbage da hun godt kan finde på at skippe middagsmad for at bruge penge til at spare op til dyre ting såsom en air board. Ser helst at hun skal spise da jeg ved at hun er sulten)

Nå men hun bliver irriteret og siger "hvorfor nu?!" 

Jeg svarer at jeg gerne vil lave ens opdragelse på hende og hendes brødre, og at de også skal gøre det jeg beder dem om (Vi har 3 fælles børn )

Hun henter så pengene og sætter sig derefter til at surmule, og nægter konsekvent at spise. 

Under aftensmad bliver hun ved med at rive i dugen, sidde omvendt på stolen, også sidde med benene oppe på stolen med hovedet begravet i knæerne.. 

Både hendes far og jeg siger mindst 50 gange at hun er en stor pige, og at hun skal sidde pænt da der er 3 små drenge som prøver at koncentrer sig om at spise. Efter 1 min forsætter hun showet- 

Da vi er færdige med at spise forsætter hun. 

Jeg giver hende to valg:

-At vi alle kan være glade, og ha det godt med hinanden 

Eller

-At hun går ned på sit værelse og køler lidt ned. 

 

Hun vælger derefter at forsøge at stikke af, hvor hendes far prøver at tale hende til fornuft. Hun ender dog med at stikke af (igen igen) Hun er dog kommet hjem igen, og kan høre at hun hygger med sin far nedenunder imens jeg putter børn. 

 

Jeg føler virkelig at jeg prøver alt. Tilbyder trøst og kram, bruger utallige af timer på at rydde op efter hende, og på hendes værelse, ordner hende madpakke, finder tøj til hende, gør alt klar til hende. Men alligevel er det somom at jeg ikke kan bruges til noget og at jeg blot er i vejen. 

Da hun smuttede tidligere idag, græd jeg som bare fanden, jeg elsker hende så højt, men alligevel kan hun ikke engang give os den respekt at lave være med at daffe fordi der bliver sat krav til hende. Jeg havde endda stået og lavet andet mad til hende fordi hun ikke brød sig om det vi skulle ha... 

Jeg føler mig som en taber bonus mor, og har ærligt ligenu ikke lyst til at blive hjemme resten af ugen fordi hun er her. Jeg føler slet ikke at jeg er velkommen. 

Jeg føler at jeg bliver skidt i nakken, og at jeg slet ikke bliver værdsat. 

igår bad jeg hende om at ligge hende tøj på plads efter jeg havde lagt det sammen.. Det var et kæmpe problem da hun hverken vidste hvor det skulle ligge og at det ville tage laaaangtid. Ender med at gøre det for hende men får ikke engang en bette tak. Skal lige siges at hun godt ved hvor det skal være..... 

 

Føler mig ramt og ked.. Hvad er der i vejen med mig?

Jeg synes så til gengæld, at der er noget galt med både hendes far og dig.

Jeg har også en bonusdatter (17 år nu, har haft hende siden 2 år) - og hun ville aldrig få så lang snor, at hun kunne sno den 3 gange rundt om Fyn og stadig have snor til overs.

Lige nu laver du specialmad, rydder op for hende og hundrede andre ting - pigen er stor nok til at forstå, at reglerne er ens for alle, og at hun skal gøre, som hun får besked på. Jeg har også en datter med teenageropførsel, men hun kan altså godt fatte det.

Hvordan skal din bonus være en del af familien, når hun får særforplejning, særopdragelse og særlig opmærksomhed baseret på negativ opførsel?

De eksempler du skriver her er altså ret teenage tøse normalt. Undskyld mit udtryk, men sådan kan de altså bare være, nogle møg irriterende piger, hvor man kan have lyst til at rive alt sit hår af pga af deres opførelse og attitude. Bonus mor eller mor, så lad være med at lægge det store i det. 

Hormonerne raser måske for fuld skrue hos hende, så lad være med at forvente at hun altid har den helt store pæne opførelse foran for de 3 små brødre..

Jeg synes det lyder som om hun ikke rigtig kender til konsekvenser. Hvis hun ikke gider at gøre noget, så bliver det bare gjort for hende, gider hun ikke spise det andre spiser, får hun noget andet. Og når hun løber væk, kommer hun bare tilbage når det passer hende og hygger med sin far. Det lyder virkelig som om hun bare har lov til at gøre hvad hun vil, og det eneste man regner med skulle stoppe hende og få hende til at opføre sig ordentlig, er respekt til og kærlighed for jer. Men sådan fungerer det jo ikke, især med en teenager. I må altså stå sammen, og lave en plan for hvad jeres forventninger er til hende, og hvad konsekvenserne skal være når hun vælger at være ligeglad med jeres krav/regler. Og så må I sætte jer ned og snakke med hende, og forklare hvordan det gør jer kede af det, og hvordan det skal fungere fremover. Ikke mindst også høre hvad hun tænker og føler, og har af problematikker. Og der skal selvfølgelig være positive konsekvenser af at hun forsøger at gøre det godt, og bidrage til god stemning og funktionalitet i familien, som ligeværdig medlem af familien.

Hold da op, service niveauet hjemme bed jer er da helt urimeligt højt. Hun får special mad, du lægger hendes tøj sammen, smøre madpakke og hvad ved jeg... den var aldrig gået her. Min datter er 14 og har de sidste par år selv lagt tøj sammen og på plads, ryddet op på sit værelse, smurt madpakke og hjælper generelt med diverse som tøjvask, madlavning, indkøb, rengøring, opvask osv. 

Hvorfor skal man opføre sig som en stor pige når man bliver behandlet som et lille barn? Jeg tror du gør det i en god mening men du gør hende virkelig en bjørnetjeneste her.

og husk at teenagere bare er lettere umulige og ulogiske, ofte billigt til salg 

Anonym skriver:

Nøj, det gør ondt at skrive..

Min forlovet og jeg har været sammen i 7 år, og han har en datter fra tidligere forhold på 13 år, 

Vores første lange stykke tid var rigtig hård, men synes vi kom godt igennem det og fik det godt sammen. Alle sammen..

Den sidste år har bare værd hård med hård på.. 

Et eksempel fra idag.

Jeg laver mad og beder imens bonus om at finde rest penge frem af de frokost penge hun fik til frokost (beder udelukkende om at få rest tilbage da hun godt kan finde på at skippe middagsmad for at bruge penge til at spare op til dyre ting såsom en air board. Ser helst at hun skal spise da jeg ved at hun er sulten)

Nå men hun bliver irriteret og siger "hvorfor nu?!" 

Jeg svarer at jeg gerne vil lave ens opdragelse på hende og hendes brødre, og at de også skal gøre det jeg beder dem om (Vi har 3 fælles børn )

Hun henter så pengene og sætter sig derefter til at surmule, og nægter konsekvent at spise. 

Under aftensmad bliver hun ved med at rive i dugen, sidde omvendt på stolen, også sidde med benene oppe på stolen med hovedet begravet i knæerne.. 

Både hendes far og jeg siger mindst 50 gange at hun er en stor pige, og at hun skal sidde pænt da der er 3 små drenge som prøver at koncentrer sig om at spise. Efter 1 min forsætter hun showet- 

Da vi er færdige med at spise forsætter hun. 

Jeg giver hende to valg:

-At vi alle kan være glade, og ha det godt med hinanden 

Eller

-At hun går ned på sit værelse og køler lidt ned. 

 

Hun vælger derefter at forsøge at stikke af, hvor hendes far prøver at tale hende til fornuft. Hun ender dog med at stikke af (igen igen) Hun er dog kommet hjem igen, og kan høre at hun hygger med sin far nedenunder imens jeg putter børn. 

 

Jeg føler virkelig at jeg prøver alt. Tilbyder trøst og kram, bruger utallige af timer på at rydde op efter hende, og på hendes værelse, ordner hende madpakke, finder tøj til hende, gør alt klar til hende. Men alligevel er det somom at jeg ikke kan bruges til noget og at jeg blot er i vejen. 

Da hun smuttede tidligere idag, græd jeg som bare fanden, jeg elsker hende så højt, men alligevel kan hun ikke engang give os den respekt at lave være med at daffe fordi der bliver sat krav til hende. Jeg havde endda stået og lavet andet mad til hende fordi hun ikke brød sig om det vi skulle ha... 

Jeg føler mig som en taber bonus mor, og har ærligt ligenu ikke lyst til at blive hjemme resten af ugen fordi hun er her. Jeg føler slet ikke at jeg er velkommen. 

Jeg føler at jeg bliver skidt i nakken, og at jeg slet ikke bliver værdsat. 

igår bad jeg hende om at ligge hende tøj på plads efter jeg havde lagt det sammen.. Det var et kæmpe problem da hun hverken vidste hvor det skulle ligge og at det ville tage laaaangtid. Ender med at gøre det for hende men får ikke engang en bette tak. Skal lige siges at hun godt ved hvor det skal være..... 

 

Føler mig ramt og ked.. Hvad er der i vejen med mig?

Der er intet i vejen med dig. En 13 årige er bare i oprør og det går tit ud over det letteste offer = papmor.

Hun gør det ikke bevidst men fordi hun er 13 og egoistisk i den alder. Om nogle år forguder hun dig igen. Hæng i!!!

Hun er teenager og får aaalt for lang snor.

Men helt seriøst, teenagere er slemme! Jeg var selv helt forfærdeligt at skændtes konstant med min mor, var uretfærdig, gad ikke følge regler mm. Så hun lyder nu ganske normal i mine ører :-)

Men sæt lidt grænser og lad være med at ordne hendes pligter for hende.