Deprimeret efter mors død(dårligt forhold til mor)

Min mor døde sidste søndag og skal begraves i morgen.

Jeg havde ikke et godt forhold til min mor da hun valgte alkohol frem for os børn. 

Og en del af mig er lidt lettet over hun er gået bort men samtidig er jeg også begyndt at blive deprimeret og jeg forstå endelig ikke hvorfor jeg har så modstridende følser. For det burde ikke gå mig på, da jeg var rigtig træt af hende til sidst.

Men det er som om jeg genlever alle de ting igen og igen som vi har været udsat for som børn. Og jeg syntes det er enormt frustrerende.

Jeg har en dårlig psyke i forvejen. Hvor der ikke skal så meget til at vælte det hele.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette opslag udover at jeg nok håber der er nogen der kan fortælle mig, hvorfor det hænger sådan sammen og hvordan jeg kan få det til at gå over.

Jeg havde selv et rigtig skidt forhold til min farfar, som døede for et par år siden.

Han var en forfærdelig mand.
Han drak som et hul i jorden.
Han tilsvinede og tævede min far, nedgjorde og mishandlede min farmor og Gud ved hvad han gjorde ved min faster, der aldrig har været helt rigtig i hovedet i al den tid jeg har kendt hende.
Han slog min dengang 4-årige lillebror i maven, så hårdt at han væltede bagover og slog hovedet ind i køkkenbordet og måtte på sygehuset og syes, hvilket min farfar ikke havde andet at sige til end at så skulle han lære at høre efter.
Han mobbede og skubbede til min mentalt handicappede storebror.
Han misbrugte mig, på den værst tænkelige måde, i en alder af 7 år og frem til vi (som familie) endelig cuttede al kontakt med ham, da jeg var 11. Jeg har ar op og ned af mine inderlår, efter at han brændte mig med en loddekolbe, fordi jeg kom til at vælte et starinlys hjemme hos ham, så der kom starin på hans dug.

Og alligevel var en del af mig ked af det, da han døede. Det ramte mig faktisk så hårdt, at jeg endte ud i et alkoholmisbrug selv.

Jeg skal ikke kunne forklare dig, hvorfor man får det sådan, når man egentlig ikke føler at man burde, men der må jo være én eller anden form for følelsesmæssig tilknytning.

Vær venlige ikke at spørge ind til hvorfor vi (mine brødre og jeg) var hos ham. Jeg svarer ikke på sådanne spørgsmål.

Anonym skriver:

Jeg havde selv et rigtig skidt forhold til min farfar, som døede for et par år siden.

Han var en forfærdelig mand.
Han drak som et hul i jorden.
Han tilsvinede og tævede min far, nedgjorde og mishandlede min farmor og Gud ved hvad han gjorde ved min faster, der aldrig har været helt rigtig i hovedet i al den tid jeg har kendt hende.
Han slog min dengang 4-årige lillebror i maven, så hårdt at han væltede bagover og slog hovedet ind i køkkenbordet og måtte på sygehuset og syes, hvilket min farfar ikke havde andet at sige til end at så skulle han lære at høre efter.
Han mobbede og skubbede til min mentalt handicappede storebror.
Han misbrugte mig, på den værst tænkelige måde, i en alder af 7 år og frem til vi (som familie) endelig cuttede al kontakt med ham, da jeg var 11. Jeg har ar op og ned af mine inderlår, efter at han brændte mig med en loddekolbe, fordi jeg kom til at vælte et starinlys hjemme hos ham, så der kom starin på hans dug.

Og alligevel var en del af mig ked af det, da han døede. Det ramte mig faktisk så hårdt, at jeg endte ud i et alkoholmisbrug selv.

Jeg skal ikke kunne forklare dig, hvorfor man får det sådan, når man egentlig ikke føler at man burde, men der må jo være én eller anden form for følelsesmæssig tilknytning.

 

Vær venlige ikke at spørge ind til hvorfor vi (mine brødre og jeg) var hos ham. Jeg svarer ikke på sådanne spørgsmål.

Hold da op en mand.

Så slem har min mor dog ikke været, vi har højst fået en ræv fuld og blevet smidt i seng.

Men vi har aldrig fået den omsorg og kærlighed vi skulle have haft osv.

Min far var alkoholiker og bankede min mor men han rørte aldrig os børn. Min mor begyndt først at drikke da hun gik fra ham.

Ja det må der jo nok være, mine søskene har det bare ikke på samme måde, de siger de er lige glade og det ikke påvirker dem at hun er gået bort

Når et nært familiemedlem, som skulle have været kærligt og omsorgsfuldt, men istedet misbrugte eller svigtede en, dør, forsvinder håbet for undskyldning, forsoning, tilgivelse, rehabilitering. Samtidig understreger det, at forholdet var, som det var. Man må leve resten af livet med, at ens mor, farfar, whoever var som de var, og at relationen aldrig bliver godt - eller bare bedre.

De kan ikke 'blive bedre', du kan ikke længere hjælpe dem og du får aldrig en undskyldning eller forklaring.

Jeg tror, at du sørger over den mor, du ikke fik og er vred over de undskyldninger og den omsorg, du aldrig får fra hende.

Det skal du ikke skamme dig over og jeg tror, at du er nødt til at gennemleve det følelsesmæssigt. Måske kan du tale med dine søskende om det?

L-mor skriver:

Når et nært familiemedlem, som skulle have været kærligt og omsorgsfuldt, men istedet misbrugte eller svigtede en, dør, forsvinder håbet for undskyldning, forsoning, tilgivelse, rehabilitering. Samtidig understreger det, at forholdet var, som det var. Man må leve resten af livet med, at ens mor, farfar, whoever var som de var, og at relationen aldrig bliver godt - eller bare bedre.

De kan ikke 'blive bedre', du kan ikke længere hjælpe dem og du får aldrig en undskyldning eller forklaring.

Jeg tror, at du sørger over den mor, du ikke fik og er vred over de undskyldninger og den omsorg, du aldrig får fra hende.

Det skal du ikke skamme dig over og jeg tror, at du er nødt til at gennemleve det følelsesmæssigt. Måske kan du tale med dine søskende om det?

Vi kan ikke finde ud af at snakke om følser i vores familie, så jeg kan ikke snakke med dem om det. Men jeg har en støtte person jeg snakker med, men hun har selvfølgelig ferie. Og har det i lidt over en uge endnu.

Min mor har sagt undskyld på den måde hun nu formår at gøre det på, ved at sige jeg kan komme hvis jeg mangler mad og penge (som hun aldrig har haft), men det har jeg altid sagt nej til, for vi klare os.

Men jeg har været igennem en meget hård periode af mit liv, og det jeg allermest har savnet er en mors omsorg, nå man har det svært.

Jeg har også accepterede at hun var som hun var, fordi hun selv har haft en problematisk barndom og at hun bare ikke var i stand til at bede om hjælp, da hun aldrig har stoler på nogen fra det offentlige, psykologer, pædagoger og sagsbehandler osv.

Og jeg er lidt ked af at jeg aldrig fik fortalt hende at jeg tilgav hende fordi jeg godt ved hun ikke gjorde det for at være ond.

Det er helt normalt at blive deprimeret selvom du havde et dårligt forhold til din mor.

Inden i er man altid lidt det lille svigtede barn, det er lige så meget en sorg over den mor der aldrig var en god nok mor og nu ved man at det for altid vil være sådan for nu vil hun aldrig kunne ændre det.

Græd over din mor og det hun ikke var, men accepter det og lad det ikke blive alt overskyggende.

Lad ikke fortiden styre dit liv men lad det blive en accept af det er sådan.