Abracadabra skriver:
Personlighed er jo genetisk bestemt for 99%s vedkommende (moderen synes særdeles ængstelig, hvilket jo er nedarvet til datteren - som de faste debattører vil vide!). Så nej, personligheden ændres ikke, da den er næsten ren genetik.
Men adfærdsændringer ses hyppigt efter livskriser.
Bare for at give psykoterapeuten og psykologen en yderligere facet på diskussionen, som virkelig ER meget svær at være skråsikker i!
Åh jeg får lyst til at tilføje noget. Jeg erkender, at det er en overspringshandling.. Men.. Det er fagligt, så det tæller 
For nu at bevæge sig væk fra hele traume-spørgsmålet og til personlighed generelt, så tror jeg, at problemet er, at mange finder det ufattelig provokerende, når man påstår, at personlighed ikke som sådan er foranderlig. Men jeg tror, at det skyldes den måde, hvorpå folk definerer personlighed, og der er afklaring jo vigtigt.
Vi er på psykologistudiet skolet rigtig meget i "The big five" som er 5 overordnede personlighedsdimensioner, hvorpå man kan veksle på et kontinuum:
Ekstroversion
Agreeableness
Conscientiousness
Neuroticism
Openness to experience
Og på de 5 dimensioner placerer man sig altså et eller andet sted på et kontinuum - Hvis man fx scorer MEGET lavt på extroversion, er man selvfølgelig tilbøjelig til introversion. Man kan være mere eller mindre samvittighedsfuld (counscientiousness) osv. Det er ikke den ene eller den anden ende, man kan lige så godt placere sig et sted i midten eller lidt længere mod den ene eller anden pol.
Det er de grundlæggende dimensioner, som jeg taler om ikke sådan lige er foranderlige. Den adfærd, de tanker og de følelser man har i forlængelse af de dimensioner er derimod foranderlige.
Jeg kan snildt bruge mig selv som eksempel: Jeg scorer meget højt på conscientiousness, jeg er altså meget samvittighedfuld. Som barn fyldte det nærmest alt: Jeg ville BESTEMT ikke gå op af en rulletrappe, der stod stille, for "det måtte man ikke", når den var slukket. Jeg synes det var forfærdeligt, at min mor ville tage mig hele vejen rundt i de der sygehuselevatorer, hvor man skal stå af i farten. For det var 'ikke meningen og nok imod reglerne'. Men med årene har min adfærd, mine tanker og mine følelser i forhold til min meget høje samvittighedsfuldhed ændret sig. Jeg er blevet moden og har lært, at der altså ikke sker noget ved at træde en lille smule uden for linierne ind i mellem. Men min store samvittighedsfuldhed bruger jeg i stedet i forhold til, hvordan jeg behandler andre mennesker, de værdier jeg har for mig selv og så videre. Sagt på en anden måde: Jeg er ikke blevet mindre samvittighedsfuld, jeg forvalter det bare på en anden måde.
Og det er nok der, hvor folk er tilbøjelige til at tænke, at det er personligheden, der har ændret sig. Men personligheden i form af de grundlæggende tilbøjeligheder har ikke forandret sig. Forvaltningen og produktet af dem, har.
På samme tid findes der i sammenhæng med de 5 dimensioner en række 'træk' (og det er måske dem, folk tænker på) som er forbundet med dem. Men man har jo ikke alle trækkene, blot fordi man fx er 'åben overfor erfaring'. Når man scorer højt på den dimension, kan man være intellektuel, kompleks, nysgerrig. Men man kan også være nysgerrig, adrenalinjunkie, fantasifuld. Måske er man som barn meget fantasifuld og nysgerrig, men som man bliver ældre "morpher" det over i en større tilbøjelighed til en faglig nysgerrighed, videbegærlighed osv. Men igen: Det er ikke ens grundlæggende 'åbenhed overfor erfaring', der har forandret sig.
Så. Summa summarum. Når jeg herinde skriver, at jeg ikke forstår personligheden som foranderlig (med få undtagelser), så er det ens personlighed i form af de 5 grundlæggende dimensioner, jeg mener. Ikke produktet af dem eller de træk, der følger med.
Og SÅ må jeg hellere rette min opmærksomhed mod det, som jeg faktisk skulle beskæftige mig med.
Og det er ment som et generelt input til debatten, ikke som sådan specifikt til dig, Abra 
