Har i prøvet ivf?

Hej med jer

vi har været igennem 3 forsøg med iui, og det har selvfølgelig ikke virket. Men jeg er simpelthen hundeangst for ivf, har været i så dårligt humør de sidste par uger og det har virkelig kunnet mærkes herhjemme. Jeg har en fobi for nåle og læger og alt hvad der hører under den kategori, så jeg synes virkelig det er svært, har bare lyst til at lægge mig ned og tude hele tiden.

Jeg ved godt at der er nogen der siger at "det gør man da bare" og "det er slet ikke så slemt", men lige nu har jeg bare brug for at høre andres historier for at få mine nerver ned og beslutte mig for om det overhovedet er det jeg vil.

Så, nogen der har prøvet det? Og hvilke muligheder er der hvis man bliver dårlig undervejs?

Hej med jer

vi har været igennem 3 forsøg med iui, og det har selvfølgelig ikke virket. Men jeg er simpelthen hundeangst for ivf, har været i så dårligt humør de sidste par uger og det har virkelig kunnet mærkes herhjemme. Jeg har en fobi for nåle og læger og alt hvad der hører under den kategori, så jeg synes virkelig det er svært, har bare lyst til at lægge mig ned og tude hele tiden.

Jeg ved godt at der er nogen der siger at "det gør man da bare" og "det er slet ikke så slemt", men lige nu har jeg bare brug for at høre andres historier for at få mine nerver ned og beslutte mig for om det overhovedet er det jeg vil.

Så, nogen der har prøvet det? Og hvilke muligheder er der hvis man bliver dårlig undervejs?

Vi røg direkte til IVF og det var ikke då slemt. Det er kun et lille stik i maveskindet og det bliver hurtig hverdag. Det gør stort set ikke ondt. 

Spørg hvis du vil vide mere. Det er dog 6 år siden vi var i gang første gang og har nu den skønneste basse på 5 år løbende rundt. 

Hvad mener du med "hvis du bliver dårlig under vejs? 

Kh. Malene 

sol_og_sommer_<3 skriver:

Hej med jer

vi har været igennem 3 forsøg med iui, og det har selvfølgelig ikke virket. Men jeg er simpelthen hundeangst for ivf, har været i så dårligt humør de sidste par uger og det har virkelig kunnet mærkes herhjemme. Jeg har en fobi for nåle og læger og alt hvad der hører under den kategori, så jeg synes virkelig det er svært, har bare lyst til at lægge mig ned og tude hele tiden.

Jeg ved godt at der er nogen der siger at "det gør man da bare" og "det er slet ikke så slemt", men lige nu har jeg bare brug for at høre andres historier for at få mine nerver ned og beslutte mig for om det overhovedet er det jeg vil.

Så, nogen der har prøvet det? Og hvilke muligheder er der hvis man bliver dårlig undervejs?

Vi gik også direkte til ivf, så kan ikke sammenligne de forskellige behandlinger  men for mig/os var det ikke slemt.. Mærkede ikke rigtig noget til det, udover at jeg var oppustet  Har også nåleskræk og det tog da lige en god rum tid før jeg fik overbevist mig selv om at proppe den mål i maven, men det bliver meget hurtig en vane, når man først har krydset den grænse.. Og der er så god vejledning og støtte undervejs   jeg informerede sygeplejersker om min nåleskræk (mere fordi mine blodårer leger houdini, når der er en nål i nærheden) og de var simpelthen så søde til at tage hensyn til det da der skulle ligges drop til ægudtagning.. Der havde de tilkaldt en fra anestesi til at gøre det   

Jeg har været igennem hormonbehandlinger med hjemmerul(5stk) IUI(2stk) og 7 ivf forsøg, hvoraf et enkelt var fryseæg. Jeg har i dag 2 børn, begge lavet ved ivf. Jeg er så taknemlig for videnskaben, som har gjort, jeg kunne få opfyldt drømmen om at blive mor.

Til dit spørgsmål, jeg har skulle stikke mig selv ved alle forsøg(mener jeg). De første gange var VILDT grænseoverskridende men på ingen måde smertefulde. Det var altså en psykisk barriere man skulle over. Har bekendte som aldrig rigtig kom over det, og fik manden til det i stedet.Jeg var også vildt nervøs for den første ægudtagning, men igen, det var for mig ikke smertefuldt kun ubehageligt. 

Generelt vil jeg sige - for mig - har behandlingerne ikke været super hårde fysisk, det er klart det psykiske, der har fyldt mest. Og igen for mig var det faktisk den der erkendelse af, at man ikke kunne selv og man ingen indflydelse/kontrol havde på det, der var værst. Det med nålene lærer man, og jeg fik det vendt i mit hoved til, at jeg ikke gik og var bange og følte det var ubehageligt, men tværtimod gik jeg og sagde til mig selv, hvor sej jeg var, at jeg ikke lod mig gå på af det, og ikke lod det begrænse min hverdag. 

Læg mærke til alle mine "for mig", for det er enormt individuelt, hvordan man reagerer. Generelt vil jeg sige, at man kommer længst med at prøve at fokusere på det, man kan klare og det man gør godt i processen. Og prøv at lade vær med at lade det fylde alt i dit liv, selvom det kan være meget svært.

Held og lykke med det hele.

Tak for jeres svar.

I de 3 iui forsøg vi har haft har jeg også skulle stikkes om aftenen i maven, og det blev jeg heldigvis ikke nødt til at gøre selv. Min mand er nemlig sygeplejerske, så han er vant til det, og jeg fik lov at kigge den anden vej.

Det jeg er mest bange for er ægudtagningen, bare tanken om at der skal stikkes en lang nål gennem livmoder og æggestokke er nok til at jeg bliver svimmel, det sortner for øjnene og jeg får kvalme. Jeg ved godt at alle ikke har det på samme måde, men jeg har det virkelig svært med tanken om at der er stukket hul på noget i min krop, specielt når det er noget jeg ikke kan se, for jeg bliver så bange for at der er noget der går i stykker  indvendigt som man ikke når at opdage i tide.

En af gangene vi var til scanning måtte de lede længe efter den ene æggestok som havde gemt sig, der måtte 4 forskellige læger ind og scanne mig, og det tog næsten en time. Jeg havde så mange smerter efterfølgende og besvimede et par timer senere på apoteket. Da vi så skulle insemineres havde jeg stadig meget ondt, for det var kun et par dage senere, og der blev jeg også dårlig. 

Til det med "hvad nu hvis man bliver dårlig", når man ligger der til ægudtagningen, så er jeg lidt bange for hvad der sker hvis jeg kaster op eller besvimer. Vil de så afbryde behandlingen?