Hentning ved instution.

Hej kære mødre! 

Jer ved ikke om jeg måske virker lidt dum, ved dette spørgsmål, men jeg er fuldtid alenemor, som konstant bonger mig selv oven i hovedet og overanalysere alting, i frygten for at fejle min søn. Og denne ændring der er kommet mht når jeg henter ham i vuggestuen, er jeg i tvivl om er helt okay? Sunes pædagogerne en gang i mellem kigger skævt til mig .. 

Før når jeg hentede min søn, blev han glad for at se mig, og kom som regel over og sagde Hej og så kunne han en gang i mellem godt finde på lige at løbe lidt rundt igen. 

Nu kigger HAn bare på mig, smider hvad han har gang i, og løber den anden vej, andre gange bliver han sur og smider sig ned. I dag var det virkeligt slemt og han var meget sur hele vejen hjem, men han var også enormt træt og var nødt til at blive puttet lidt tidligere. 

Synes bare nogle af pædagogerne kigger lidt skævt til mig når jeg henter min søn. Nogle af dem undgår helt at snakke ned mig, hvis jeg ikke selv bliver ved med at finde initiativet, men det er ret lukkede svar jeg får tilbage, de er mest de studerende eller ældre pædagoger . Dem midt i mellem kan sagten stå og fortælle en masse on hvad de har livet osv. 

Bliver snart kaldt til en opfølgende samtale inde sommerferien, og på en eller anden måde er jeg enormt nervøs for den? Men de har aldrig fortalt noget dårligt omkring min søn? I onsdags gav de f.eks meget udtryk for at han havde været helt vild glad den dag, og jeg gpr hjem og tænker Over tingende, og tænker straks "jamen plejer han ikke at være det? Synes de ikke han normalt virker glad?"  Synes min usikkerhed er ekstrem lige for tiden  det skal måske lige siges jeg lige er startet i noget krigserhjælp m, da jeg var igennem en traumatiserende oplevelse sidste år omkring min søn og hans far, og min familierådgiver og psykolog er ved at starte noget samarbejde op, O forhold til jeg skal have støtte til at tro mere på mig selv, men lige nu har jeg bare lige brug for måske at høre om der er helt normalt .. og en opfølgende samtale? Synes ikke jeg har hørt de andre forældre skal det .. 

beklagwr stavefejl, skriver det halvt søvndrukken, så hvis det virker forvirrende er det nok derfor, har bare en masse tankemylder i dag .. 

Jeg tror du overananyserer  - godt du får hjælp

det er helt normalt hvis de hygger sig at de løber væk fra en og ikke vil med. Det er også normalt at se siger til når et barn har haft en specielt dårlig eller god dag.

du skal nok heller ikke forvente en afrapportering hver dag.

mht den opfølgende samtale... hvad er det opfølgning på. Hos os kommer man til samtsle hvert år ca og taler om trivsel og udvikling som standart.

og hvorfor skulle pædagogerne kigge skævt til dig - fordi du er alenemor....?   Det er der jo efterhånden ret mange der er. 

Først gang jeg hentede min datter i børnehaven måtte jeg løfte et grædende barn ud, der skreg jeg var dum og hun ikke ville med hjem! 

Hun ville bo i børnehaven. Det er helt normalt

Det er helt normalt, at små børn reagerer lidt anderledes end voksne ville i en goddag situation. 

Forstii dig dette: du er i gang med en vigtig arbejdsopgave (i dine øjne). Pludselig kommer din mor eller far mega glade hen til dig, og du havde ingen ide om, at de ville komme nu. Der siger en voksen "Hej XXxx. Lige et øjeblik. Jeg skal lige ordne det her færdigt"

Et lille barn (helt oppe i børnehaven også) kan altså ikke vide, at du lige kommer nu. Deres tidsfornemmelse er slet ikke den samme (jeg kan huske det selv også), og de kan ikke udtrykke, at de er i gang med noget. Samtidig kan deres hjerner helt udviklingsmæssigt ikke forstå hurtige skift. (Især som helt små - (under 4). Derfor bliver små børn frustrerede, når de skal noget andet end det de har gang i. Og det resulterer ofte i "vil ikke med hjem" gråd osv. 

Min pointe er; ingen kigger på dig alt er normalt og det er det også at være alenemor. 

Anonym skriver:

Hej kære mødre! 

Jer ved ikke om jeg måske virker lidt dum, ved dette spørgsmål, men jeg er fuldtid alenemor, som konstant bonger mig selv oven i hovedet og overanalysere alting, i frygten for at fejle min søn. Og denne ændring der er kommet mht når jeg henter ham i vuggestuen, er jeg i tvivl om er helt okay? Sunes pædagogerne en gang i mellem kigger skævt til mig .. 

 

Før når jeg hentede min søn, blev han glad for at se mig, og kom som regel over og sagde Hej og så kunne han en gang i mellem godt finde på lige at løbe lidt rundt igen. 

Nu kigger HAn bare på mig, smider hvad han har gang i, og løber den anden vej, andre gange bliver han sur og smider sig ned. I dag var det virkeligt slemt og han var meget sur hele vejen hjem, men han var også enormt træt og var nødt til at blive puttet lidt tidligere. 

 

Synes bare nogle af pædagogerne kigger lidt skævt til mig når jeg henter min søn. Nogle af dem undgår helt at snakke ned mig, hvis jeg ikke selv bliver ved med at finde initiativet, men det er ret lukkede svar jeg får tilbage, de er mest de studerende eller ældre pædagoger . Dem midt i mellem kan sagten stå og fortælle en masse on hvad de har livet osv. 

 

Bliver snart kaldt til en opfølgende samtale inde sommerferien, og på en eller anden måde er jeg enormt nervøs for den? Men de har aldrig fortalt noget dårligt omkring min søn? I onsdags gav de f.eks meget udtryk for at han havde været helt vild glad den dag, og jeg gpr hjem og tænker Over tingende, og tænker straks "jamen plejer han ikke at være det? Synes de ikke han normalt virker glad?"  Synes min usikkerhed er ekstrem lige for tiden  det skal måske lige siges jeg lige er startet i noget krigserhjælp m, da jeg var igennem en traumatiserende oplevelse sidste år omkring min søn og hans far, og min familierådgiver og psykolog er ved at starte noget samarbejde op, O forhold til jeg skal have støtte til at tro mere på mig selv, men lige nu har jeg bare lige brug for måske at høre om der er helt normalt .. og en opfølgende samtale? Synes ikke jeg har hørt de andre forældre skal det .. 

 

 

beklagwr stavefejl, skriver det halvt søvndrukken, så hvis det virker forvirrende er det nok derfor, har bare en masse tankemylder i dag .. 

Du overanalyserer. Mine unger reagerer også i perioder.

Pædagogernes reaktion kan være alt muligt andet og handler måske om lange dage, dårlig ledelse, arbejdsmiljø eller andre ting.

Jeg tilslutter mig koret omkring din søns reaktion på, at han skal hjem.

mht. personalet skal du måske overveje, hvor meget du taler med dem hver dag. Det lyder for mig som om, at du forventer en lang/længere samtale med dem hver dag, når du henter? Når et barn er kørt ind i institutionen og trives med hverdagen der, kan man jo godt mange dage vade ind, sige goddag til de voksne, tage sit barn, sige farvel og tak for i dag, nu går vi ud og tager tøj på. Medmindre man har aktuelle udfordringer med søvn, spisning eller udslæt, whatever, behøver man ikke altid have en snak med personalet om, hvordan dagen er gået.

Måske forstår jeg det, du skriver, helt forkert, men du kan overveje, om personalet måske trækker sig lidt, fordi de oplever, at du hver dag forventer en snak om, hvad der er sket i løbet af dagen, og de har 11 andre forældre, der også kommer for at hente deres børn og måske har brug for at veksle nogle ord med dem. Eller de er optagede af at medvirke til de aktiviteter, de andre børn har gang + tørre snotnæser, trøste, stoppe slåskampe, skifte bleer, osv., osv.

Det er ikke nemt at være alene med sit barn, men du er ikke alene i din situation !

Et godt udgangspunkt er at stole på personalet i institutionen mht. trivsel osv. De har oplysningspligt og skal selvfølgelig informere dig om gode og dårlige episoder i institutionen på daglig basis.

Du nævner en krise som du gennemlever pt. Jeg foreslår at du nævner det for lederen eller den pædagog som er din søns kontaktperson. Dét giver personalet meget bedre kort på hånden mht. at forstå din søns (samt dine) gode og dårlige dage.

Skilsmisse blandt par (ugift/gift) er normalt i dag, men måden de nogen gange foregår på er ikke altid helt pæn. De opstår på mange forskellige grundlag og dét er kun dem som sidder midt i skilsmissen der helt konkret kan bedømme hinandens handlinger eller mangel på samme.

Pædagoger har intet personligt at skulle have sagt, men skal til enhver tid være oplysende omkring muligheder for hjælp fra det offentlige i givne situationer.

Om du overreagere ? Nah, det skulle jeg ikke mene. Du bekymrer dig jo om din søns ve og vel ! Det er en vigtig reaktion.

At du bliver utilpas over at din søn løber væk fra dig er endnu en reaktion som viser noget om din omsorg til din søn.

Jeg kender ikke de nærmere forhold (og skal heller ikke), men han kunne jo være mærket af din krise. Du skal tænke på at når han ser dig så mindes han jo om det derhjemme.

Din søn er gammel nok til at forstå visse ting, men absolut ikke voksnes omfattende regler for parforhold osv.

Giv dig og din søn en hyggelig stund hver dag ! 5-10 minutter er himlen for de fleste børn. Det skaber en større tryghed som betaler sig i det lange løb.