Puha det er ikke nemt....

Hej alle. 

Skriver anonymt da det virkeligt er et ømt emne... Det bliver langt.. 

Først lidt for historie. 

Min søn er 3,og har aldrig været som andre børn, der er en konstant uro og hans impulsivitet er helt vil, (vi snakker om 1 sekund, fra tanke til handling) 

Vi har allerede fra han var lille haft kontakt til "systemet" såsom, ekstra sundhedsplejerske, familie behandler i hjemmet.  Altid tænkt det måtte være os som for ældre der fejlede... ��

Da han kommer i dagplejen (alting bliver være herhjemme, efter han startede pasning) der går kort tid, så er hun også overbevist om der er noget. 

Dagpleje pædagogen kommer på, ppr kommer på (de mener vi skal se tiden an) han får tjekket øre (der var væske) han får tjekket øjne og får briller. Ppr mener stadig vi skal se tiden an, og dagplejen for lidt supervision. 

Vi går derfor gennem egen læge, får henvisning til børneambulatoriet, og se sender os til fys- og ergoterapeut undersøgelser, hvor de konstatere massive koncentrationsbesvær, impuls drevet og han er bagud med 6-8 mdr på alle punkter. 

De sender os på børnepsyk, hvor de konkluderer han har kernesymptomerne på ADHD, og kræver massiv støtte. Han er for lille til egentlig udredning. 

Vi er næsten græde færdige og helt i bund. Vi kæmper for at holde sammen på familien. 

Vi retter henvendelse til kommunen igen, vi får møder med konsultativ familie behandling, tilbudt Marte Meo (det ventede vi så på 8 mdr) 

Ingen mener der er noget at sætte på Forældre evnerne. Vi beder om aflastning, da de få vi har tilbage, efter 2 år med social isolation, grundet sønnens behov for struktur, og få mennesker, samt ingen søvn, en dreng der er over alt. Alle siger de ikke magter ham.  vi får lavet en børnefaglig undersøgelse, med henblik på aflastning 

Vi får med det samme godkendt aflastning... 

Efter 3 mdr ventetid, har vi nu endeligt fået en... 

Nu sidder jeg så her og egentlig skammer mig over at glæde mig til lidt barne fri. For hvilken mor er jeg, når jeg ikke kan rumme mit barn.?! 

Tak fordi du læste.. Tror bare det skulle ud... 

Der er ik noget at skamme sig over!!

At bede om hjælp, hvis man behøver det, er det stærkeste man ka gøre!! Vh Stine 

Anonym skriver:

Hej alle. 

Skriver anonymt da det virkeligt er et ømt emne... Det bliver langt.. 

Først lidt for historie. 

Min søn er 3,og har aldrig været som andre børn, der er en konstant uro og hans impulsivitet er helt vil, (vi snakker om 1 sekund, fra tanke til handling) 

Vi har allerede fra han var lille haft kontakt til "systemet" såsom, ekstra sundhedsplejerske, familie behandler i hjemmet.  Altid tænkt det måtte være os som for ældre der fejlede... ��

Da han kommer i dagplejen (alting bliver være herhjemme, efter han startede pasning) der går kort tid, så er hun også overbevist om der er noget. 

Dagpleje pædagogen kommer på, ppr kommer på (de mener vi skal se tiden an) han får tjekket øre (der var væske) han får tjekket øjne og får briller. Ppr mener stadig vi skal se tiden an, og dagplejen for lidt supervision. 

Vi går derfor gennem egen læge, får henvisning til børneambulatoriet, og se sender os til fys- og ergoterapeut undersøgelser, hvor de konstatere massive koncentrationsbesvær, impuls drevet og han er bagud med 6-8 mdr på alle punkter. 

De sender os på børnepsyk, hvor de konkluderer han har kernesymptomerne på ADHD, og kræver massiv støtte. Han er for lille til egentlig udredning. 

Vi er næsten græde færdige og helt i bund. Vi kæmper for at holde sammen på familien. 

Vi retter henvendelse til kommunen igen, vi får møder med konsultativ familie behandling, tilbudt Marte Meo (det ventede vi så på 8 mdr) 

Ingen mener der er noget at sætte på Forældre evnerne. Vi beder om aflastning, da de få vi har tilbage, efter 2 år med social isolation, grundet sønnens behov for struktur, og få mennesker, samt ingen søvn, en dreng der er over alt. Alle siger de ikke magter ham.  vi får lavet en børnefaglig undersøgelse, med henblik på aflastning 

Vi får med det samme godkendt aflastning... 

 

 

Efter 3 mdr ventetid, har vi nu endeligt fået en... 

Nu sidder jeg så her og egentlig skammer mig over at glæde mig til lidt barne fri. For hvilken mor er jeg, når jeg ikke kan rumme mit barn.?! 

Tak fordi du læste.. Tror bare det skulle ud... 

 

Du må ikke skamme dig - du skal være STOLT! Du/I har kæmpet for jeres søn og bedt om hjælp, for at hjælpe jeres søn. 

Når man er så meget på, så HAR man brug for aflastning og tid til at oplade. 

Anonym skriver:

Hej alle. 

Skriver anonymt da det virkeligt er et ømt emne... Det bliver langt.. 

Først lidt for historie. 

Min søn er 3,og har aldrig været som andre børn, der er en konstant uro og hans impulsivitet er helt vil, (vi snakker om 1 sekund, fra tanke til handling) 

Vi har allerede fra han var lille haft kontakt til "systemet" såsom, ekstra sundhedsplejerske, familie behandler i hjemmet.  Altid tænkt det måtte være os som for ældre der fejlede... ��

Da han kommer i dagplejen (alting bliver være herhjemme, efter han startede pasning) der går kort tid, så er hun også overbevist om der er noget. 

Dagpleje pædagogen kommer på, ppr kommer på (de mener vi skal se tiden an) han får tjekket øre (der var væske) han får tjekket øjne og får briller. Ppr mener stadig vi skal se tiden an, og dagplejen for lidt supervision. 

Vi går derfor gennem egen læge, får henvisning til børneambulatoriet, og se sender os til fys- og ergoterapeut undersøgelser, hvor de konstatere massive koncentrationsbesvær, impuls drevet og han er bagud med 6-8 mdr på alle punkter. 

De sender os på børnepsyk, hvor de konkluderer han har kernesymptomerne på ADHD, og kræver massiv støtte. Han er for lille til egentlig udredning. 

Vi er næsten græde færdige og helt i bund. Vi kæmper for at holde sammen på familien. 

Vi retter henvendelse til kommunen igen, vi får møder med konsultativ familie behandling, tilbudt Marte Meo (det ventede vi så på 8 mdr) 

Ingen mener der er noget at sætte på Forældre evnerne. Vi beder om aflastning, da de få vi har tilbage, efter 2 år med social isolation, grundet sønnens behov for struktur, og få mennesker, samt ingen søvn, en dreng der er over alt. Alle siger de ikke magter ham.  vi får lavet en børnefaglig undersøgelse, med henblik på aflastning 

Vi får med det samme godkendt aflastning... 

 

 

Efter 3 mdr ventetid, har vi nu endeligt fået en... 

Nu sidder jeg så her og egentlig skammer mig over at glæde mig til lidt barne fri. For hvilken mor er jeg, når jeg ikke kan rumme mit barn.?! 

Tak fordi du læste.. Tror bare det skulle ud... 

 

Du må da på ingen måde skamme dig - jeg synes det flot af dig/jer, at indrømme i har brug for det.

Men for du kan være mor for din søn, har du også brug for dig tid og for lade op .

Det dejligt for jer at, Det lykkes at få aflastningen - vær stolt af jer begge, i har gjort alt i kan og gør alt i kan 

Det er da fantastisk at I får et pusterum.

forældre med "normale" børn kan til tider få nok og grå hår i hovedet af småbørn presset. Det er enormt hårdt med job og krævende små. Når man så har er barn med ADHD er det jo 10x værre. 

Tænk på at hvis du ikke bliver aflastet kan du gå ned med stresss og slet ikke være der for sin søn. 

Du gør det for ham og ikke kun dig selv

Det er 100% iorden at bede om hjælp, uanset hvad du må have af udfordringer i hverdagen.

Aflastningen er jo indrettet til at fjerne overtrykket og få hverdagen til at blive overkommenlig for alle parter, incl. din søn !

Det er meget vigtigt at have et godt samarbejde med aflastningen, fordi så får du/I på sigt en fantastisk fremtid med din søn !

Nyd opladningen og få læst på stoffet omkring at være forældre til et barn med flere udfordringer i hverdagen der kan være i form af ADHD. Det offentlige skulle meget gerne forlængst have givet dig diverse info ellers skal du lige "sagsøge" dem så du kan komme videre.

Min søn har ADHD og er næsten 10 år.

Det er ikke kun barnet man skal "kæmpe" med. Nogen gange er det hårdere, at skulle "kæmpe" med systemet. Det kan virkelig dræne en for kræfter, samtidig med, at man har et fuldtidsjob, evt. en søskende at tage hensyn til.

Det er SÅ flot, at I gør noget inden, at I går ned med stres. Alle mennesker har brug for et pusterum og det kan I få ved aflastning. Jeg forstår jer 100% og der er ikke noget at være flov over

Min søn har ADHD og er næsten 10 år.

Det er ikke kun barnet man skal "kæmpe" med. Nogen gange er det hårdere, at skulle "kæmpe" med systemet. Det kan virkelig dræne en for kræfter, samtidig med, at man har et fuldtidsjob, evt. en søskende at tage hensyn til.

Det er SÅ flot, at I gør noget inden, at I går ned med stres. Alle mennesker har brug for et pusterum og det kan I få ved aflastning. Jeg forstår jer 100% og der er ikke noget at være flov over

Hvis man finder sig selv "kæmpe" med børn, så gør man noget forkert.

Det er tiden hvor man skal finde andre metoder frem, så man ikke stresser totalt ud i frustrationer og afmagt.

Det smitter voldsom af på barnet og har barnet iforvejen en udfordret hverdag, så bliver gange faktoreren betydelig større for barnet.

Det er lidt desværre sådan mange føler når de får problemer, pga. den forbandede udskamning af forældre vi har gang i. "Hvis man ikke kan styre et barn skulle man ikke have fået det", og "hvis man ikke vil være sammen med sine børn, så burde man ikke have fået det". Folk skulle tage og holde kæft, der er altid en grund til at tingene er som de er.
Derfor, du skal ikke skamme dig, du har brug for tiden til at se det udefra. Du står jo i orkanens øje lige nu, så kan man altså ikke se særlig objektivt på det. Du har ikke helikopterperspektivet. 
Det er jo måske ikke en permanent løsning, men det er en mulighed, og hellere have prøvet den mulighed, end at man om 15 år kunne have sagt "gid jeg havde fået aflastning". 

Ønsker jer det bedste, du er fantastisk 

Det er ingen skam at bede om hjælp.

Det er rockerhårdt at have et barn der ikke er "som andre"

Udover bekymringer ,spekulationer skal man også kunne rumme barnet.

Og det er svært hvis man er kørt ned. 

Træk vejret ,og brug det positive i at nu får I et pusterum hvor I kan samle kræfter og få overskud.

Overskud der  gavner jer ,men ikke mindst jeres barn.