Trodsig eller?

Halløj. 

Jeg har en søn på 2.5 år der tænder fuldstændig af hvis vi siger nej til ham. 

Jeg er snart ved at gå ud af mit gode skind og det samme er min mand. 

Vi tackle det forskelligt, min mand bliver vred og jeg sætter mig ned og venter til at han er færdig. MEN det allerstørste problem er at vi har svært ved at finde en måde at "afmontere" denne adfærd for os alle 3. 

Hvordan gør i? Kom gerne med gode råd.  

Min datter er samme alder og gør nøjagtigt det samme. Hun kan blive sur over  alt og uden varsel. Så kan hun græde krokodilletårer i en hel time med den mest nervepirrende falske gråd. Har prøvet at trøste, at ignorere og aflede hendes opmærksomhed. Det eneste det har virket for os er 2 gange advarsel om timeout, og tredje gang timeout. Så er hun færdig på under et minut, og en timeout skal heller ikke være længere i den alder. Så får vi et kram og går videre med dagen. 

Min datter har også haft de der ture i den alder, og har det stadig nu som 3-årig. Har også været bekymret, men har fået at vide at det er helt normalt.

Her sætter jeg mig ned og fortæller hende, at jeg simpelthen ikke kan forstå hvad hun siger når hun råber. Men at jeg rigtig gerne vil forstå og høre hvad der er galt, så vi kan fikse det. Det tager lidt tid og tålmodighed, men så begynder hun også at fortælle hvad der er galt ifølge hende.

Og ellers siger jeg stille og roligt , at det er helt fint hun vil råbe og skrige, men så må hun lige gå ind til sig selv og gøre det. Så venter jeg her og vil rigtig gerne snakke når hun har lyst. Så kommer hun tilbage et par minutter efter og gerne vil snakke.

De (faktisk meget få) gange det sker udenfor, snakker vi også om det, hvor jeg sætter mig på hug, og så må andre ting vente. Og hun får at vide at vi bliver nødt til at tage hjem, og hun skal i seng for hun virker rigtig træt. Det gider hun oftest ikke, så vi aftaler hun vil opføre sig ordentligt. Men det kan godt nok være krævende nogle gange med sådan en skrige ballon, selv om jeg ellers altid er opsat på at høre hende og snakke om det. 

Jeg læste i går at børn har godt af at lære deres negative følelser selv. Det er noget man har glemt i moderne opdragelse, men giv tid, uanset hvordan det er, bare giv dem tid til at se du ikke er sur, at du ikke "lader dig påvirke", at dit liv går videre selvom de servere et klassisk raserianfald.
Og ja, som en anden siger, bare sig du ikke kan høre når de skriger sådan, og så bed dem om at gå ind på deres værelse, så de kan falde til ro derinde selv. De skal jo lære det, det er de reaktioner og ting vi har brug for som voksne at kunne cope når alt i verden ikke går vores vej som vi vil have det. Og tag så en snak om det senere.

Men hvis det er et barn der ikke vil have noget der er nødvendigt så aner jeg det nok ikke. Jeg har en veninde hvis datter ALDRIG ville have jakke eller sko på når de skulle uden for. I stedet for at skabe negativitet, tog min veninde og hendes kæreste bare skoene og jakken med, og så gik de på gaden, og lidt efter lidt kunne de så spørge "det er lidt kold, vil du ikke have jakken på?", og ofte noget de kun få meter uden for opgangen, så ville barnet have sko og jakke på selv. 

Jeg siger ikke noget af ovenstående er den 100% korrekte måde, så ikke angrib mig det var bare en vinkel på problemet.