Hjælp, sød mand

Jeg falder for de der typiske "bad boys" , tatoveringer all over, og de viser sig altid og have en mørk fortid som aldrig helt forbliver fortid, dårlige ikke fungerende familieforhold osv osv. 

Lige nu skriver jeg så med en super sød mand. Han arbejder som fængselsbetjent. Han er lige en smule ældre end mig, men jeg har tilgengæld 2 børn (han har ingen endnu) så jeg føler ikke aldersforskellen gør så meget da vi er "samme sted" , job , styr på livet samme ønsker for fremtiden osv. 

Mit problem er bare at der hele tiden er noget i mig som ikke rigtig kan acceptere der ikke er noget af det der bad boy i ham. Det er virkelig irreterende , for han er så sød og indeholder alle de gode ting jeg faktisk ønsker mig af en mand! 

Er der nogen der kender til den Følelse? Forsvinder det? Jeg har jo kun dårlige erfaringer med de typiske mænd jeg finder, så det her virker bare helt rigtigt! Men alligevel ..... ååååh det er frusterende ! 

Tror bare at nogle gange skal man udvide sine horisonter og ikke være så rigid i forhold til mænd, hvilket vi kvinder desværre ofte er super dårlige til. 

Hvis han er sød, rar, dejlig og du kan lide ham, så ville det da være SÅ dumt at gå glip af ham, fordi han ikke er en Brian-bølle. Ja, må indrømme at jeg synes dette er en smule et luksusproblem som du sagtens kunne se bort fra.... det handler bare om ens indstilling. Det er aldrig godt at være så opsat på ÉN type mænd.. det får dig virkelig til at gå glip af en masse gode muligheder (og især når du allerede har erfaret at de mænd du går efter heller ikke er velfungerende partnere). Jeg tror bare det er vigtigt for dig at gøre op med dig selv at det ikke skader at han ikke er den type du plejer - hvis kemien er der og han er sød så må du altså bare se bort fra at han ikke er tatoveret og har en mørk fortid - så vigtigt kan det heller ikke være, hvis du virkelig gerne vil ham. 

Min mor og søster har haft det ligesom dig hele deres liv. Min mor er 70 og ka kun falde for "bad guys" og hendes liv har været et helvede pga af det. Nu kender hun en sød mand men hun ka ikke forelske sig i ham men ved godt han er god for hende. Min søster har også fundet en god mand pga hun har været igennem et lignende helvede med "bad guys" og efter en kræftsygdom har hun skiftet retning. Men det ligger i dem så tror ikke det går helt væk. Tror bare man kan lære at se rationelt på det og arbejde med sin egen tilgang til det. Livet med en god mand er bare bedre og det tror jeg godt man kan lære at leve med da det andet jo tit ikke er til at leve med. Held og lykke med det fremover og håber du kan få kombineret fornuften med følelserne og fokusere på alt det positive ved at kende en sød mand. Så kommer følelserne måske også.

Tror det handler om at tænke på nogle andre ting end hvad spænding et forhold kan give. At indse at man nu er "voksen" nok til at man vil have tryghed og stabilitet, fremfor fart og spænding.

og nogen gange bliver man overrasket...

Der var en gang hvor min kommende kæreste absolut skulle være ældre end mig og have noget erfaring på alle punkter (både livet og seksuelt)

Jeg endte op med en der er 4 år yngre end mig (da vi mødtes var han ikke engang fyldt 18 endnu), stadig boede hjemme, gik i gymnasiet og aldrig havde haft en kæreste. I dag, 10 år efter, er vi gift med barn nr. 2 på vej. - den havde jeg ikke set komme da jeg var ung, men det var bestemt risikoen værd, selvom jeg bestemt ikke kunne indlede et forhold til en der var yngre end mig  

Hvordan har du det selv? Jeg har læst at mange af dem, der er sammen med en "bad boy" inderst inde er det, fordi de ikke føler, at de fortjener en sød mand. At de ikke ved, hvordan de skal håndtere det når de lige pludselig bliver behandlet med en kærlighed og respekt, som de måske ikke helt føler, de fortjener. 

Lidt lige som dem, der er bange for at blive for lykkelige, fordi de er overbeviste om, at tilsvarende mængde ulykke er prisen for den lykke de føler lige nu. 

Jeg tænker, at du skal prøve at vende dit mønster, om ikke andet, så for dine børns skyld. De fortjener bedre end "bad boys" der vandrer ind og ud af deres mors og deres liv - for de der gutter, de holder vel ikke ret længe inden de er dig utro, slår, kommer i fængsel eller andet, vel? 

Jeg sætter desuden "bad boy" i citationstegn, for jeg synes termen er romantiseret. Det får det til at lyde som en halv-chamerende drengerøv som bare går lidt for meget i byen. I virkeligheden snakker vi vel om halvkriminelle mænd, som ikke accepterer voksenansvar? Mænd som har dysfunktionelle forhold til mødrene til deres børn, som  måske bliver aggressive når de bliver vrede, som mener at man er en dårlig kvinde hvis man ikke sørger for at huset er super til når de kommer hjem fra træning osv, ikke? For det er ikke opskriften på en charmerende drengerøv - det er opskriften på en mand, som gradvist får nedbrudt ens selvværd indtil man selv tror at man fortjente at blive råbt af/få lussing/skal bede om lov til at tage ud med veninderne osv. Og det er i hvert fald ikke opskriften på en type mand som er en god rollemodel for ens børn.

Hvor har i ret. Skriver lige et fælles svar håber det er okay. Det har været 2 mænd i deres levetid, hvoraf den ene er deres far . Så det er ikke fordi jeg har tilladt at byde mine børn alt muligt kaotisk. Den anden var en gammel eks. Min første kærlighed som ung, faktisk ... det var hårdt at indse (igen) at det ikke ville fungere .. ja halvkrimenelle begge 2 

så man kan sige, det er måske "trygheden" i det eneste jeg kender til og "spændingen" jeg er bange for at give slip på? 

Alle mænd har et eller andet i sig der er "rebelskt" eller anderledes, du skal bare finde det. Min kæreste er også sød som dagen er lang og verdens rareste, men indimellem har han også en "i don't give a shit" -attitude om nogen ting som er okay, f.eks. hvis andre er uretfærdige eller dovne. Så find ud af hvorfor du tænder på bad boys, er det ærligheden?