Alt er mere kaotisk end før min diagnose.

Fik min diagnose for et par måneder siden Borderline og alt falder fra hinanden synes jeg. Barnet er hos min mor. Vores hjem er en svinesti og mit sociale liv er ikke eksisterende fordi jeg simpelthen ikke kan overskue det. Er i gang med noget psyko-edukation og skal i et terapi-forløb bagefter. Alt er gået i stå og jeg synes bare at det bliver værre og værre. Der står ellers alle steder at når man kommer i 40'erne så bliver det en anelse nemmere at have med at gøre. Hos mig er det lige omvendt lige pt. 

I dag har jeg sagt nej til at komme til medhjælperfest, en fest jeg har set frem til i måneder, med gode koncerter og med mennesker jeg holder af. Jeg har løjet og sagt er jeg forkølet men sandheden er at jeg ikke kan overskue det og jeg hader at jeg bliver begrænset i at komme ud og have det sjovt men også i de konsekvenser der er i at være ude i dagene derefter og jeg er så bekymret for hvordan resten af mit liv bliver. For det dur jo heller ikke at blive eneboer. Ikke at kunne få mit barn hjem igen. Ikke at kunne holde vores hjem og være praktisk og i dag græder jeg snot. Hvorfor er det lige mig der er blevet ramt? 

Er du ordentligt medicineret?

Det er jo en af forudsætningerne for at du kan fungere. 

Og så skal du af med selvbebrejdelserne - du ville jo ikke have det på samme måde hvis det var pga cancer og kemo du ikke kunne overskue dit barn og hjem.

Og det her er det samme - her er det bare usynlig sygdom der gør at tingene falder fra hinanden.

Når man ikke har det godt går man i overlevelse mode - og der er det ikke rengøring der fylder og heller ikke overskud til et barn.

Nu ved jeg ikke hvor slemt du er ramt - har selv et familiemedlem der har borderline blandet med andre diagnoser og hun kommer aldrig til at kunne få hendes søn hjem som bor hos os fordi alle hendes krafter går til at hun selv overlever på trods af heavy medicinering.

Det har taget flere år for både hende men også hendes omgivelser at forstå at sådan er det - og først nu lever hun et liv der er rimeligt tåleligt fordi hun accepterer hendes vilkår.

Jeg siger ikke at det er sådan for dig- men du kunne starte med at sige at lige NU her og NU er det sådan.

Og det er ok - du kan ikke ændre det lige nu og dit barn har det godt selv om det ikke er hjemme hos dig så nu gælder det om at du får det bedre så du kan få et godt liv og så må det andet komme senere.

Hvis du ikke har en mentor er det måske en mulighed .

En der et tovholder - en der hjælper med at få dit hjem i bund og giver dig redskaber til at overskue at holde det.

Hvis der ikke er sat proff hjælp på dig synes jeg du skal bede om det nu - for at slås med selvbebrejdelser rod og dårlig samvittighed gavner dig ikke- tværtimod.

Kram herfra- 

Carina:-) skriver:

Er du ordentligt medicineret?

Det er jo en af forudsætningerne for at du kan fungere. 

Og så skal du af med selvbebrejdelserne - du ville jo ikke have det på samme måde hvis det var pga cancer og kemo du ikke kunne overskue dit barn og hjem.

Og det her er det samme - her er det bare usynlig sygdom der gør at tingene falder fra hinanden.

Når man ikke har det godt går man i overlevelse mode - og der er det ikke rengøring der fylder og heller ikke overskud til et barn.

Nu ved jeg ikke hvor slemt du er ramt - har selv et familiemedlem der har borderline blandet med andre diagnoser og hun kommer aldrig til at kunne få hendes søn hjem som bor hos os fordi alle hendes krafter går til at hun selv overlever på trods af heavy medicinering.

Det har taget flere år for både hende men også hendes omgivelser at forstå at sådan er det - og først nu lever hun et liv der er rimeligt tåleligt fordi hun accepterer hendes vilkår.

Jeg siger ikke at det er sådan for dig- men du kunne starte med at sige at lige NU her og NU er det sådan.

Og det er ok - du kan ikke ændre det lige nu og dit barn har det godt selv om det ikke er hjemme hos dig så nu gælder det om at du får det bedre så du kan få et godt liv og så må det andet komme senere.

Hvis du ikke har en mentor er det måske en mulighed .

En der et tovholder - en der hjælper med at få dit hjem i bund og giver dig redskaber til at overskue at holde det.

Hvis der ikke er sat proff hjælp på dig synes jeg du skal bede om det nu - for at slås med selvbebrejdelser rod og dårlig samvittighed gavner dig ikke- tværtimod.

Kram herfra- 

Det eneste medicin jeg får lige pt er noget til at sove på, så nej får ikke noget mod de meget depressive tanker jeg har og den konstante uro jeg har i kroppen. Har dog en aftale med sygeplejersken der er tilknyttet psyk på onsdag og vil spørge hende der. 

Jeg synes jo det er svært at gøre noget mod den dårlige samvittighed og det hjælper jo ikke på det, når mit barn spørger hvornår jeg er rask nok til h*n kan komme hjem til mig igen. Jeg ved jo godt det er bedst for begge sådan som tingene er nu men det er bare øv.

Ja desværre er det en sammenblanding af alt muligt med en masse bi-diagnoser, så er hårdt ramt. Jeg håber da at få det så meget i kontrol at mit barn kommer hjem igen men tanken har da været der hvad nu hvis ikke. Den tanke kan jeg bare ikke udholde lige pt. Og ja heldigvis har h*n det godt og udvikler sig som h*n skal, trives i skolen og har gode venner og vi ser hinanden jævnligt, så alt det er der heldigvis orden på. Det der med tålmodigheden er skrevet ind i papirerne, så det er bla. noget af det der skal styr på. At det er og bliver ok at ting tager tid.

Jeg har faktisk i går lige mødt min nye vejleder/mentor og selvom hun er ny i jobbet har hun haft nogle år på Risskov, så hun har oplevet en del og ved sikkert også hvordan hun skal tackle mig og mine vanskeligheder eller hvis jeg stejler på noget.

Tak for krammet. 

Anonym skriver:

Fik min diagnose for et par måneder siden Borderline og alt falder fra hinanden synes jeg. Barnet er hos min mor. Vores hjem er en svinesti og mit sociale liv er ikke eksisterende fordi jeg simpelthen ikke kan overskue det. Er i gang med noget psyko-edukation og skal i et terapi-forløb bagefter. Alt er gået i stå og jeg synes bare at det bliver værre og værre. Der står ellers alle steder at når man kommer i 40'erne så bliver det en anelse nemmere at have med at gøre. Hos mig er det lige omvendt lige pt. 

I dag har jeg sagt nej til at komme til medhjælperfest, en fest jeg har set frem til i måneder, med gode koncerter og med mennesker jeg holder af. Jeg har løjet og sagt er jeg forkølet men sandheden er at jeg ikke kan overskue det og jeg hader at jeg bliver begrænset i at komme ud og have det sjovt men også i de konsekvenser der er i at være ude i dagene derefter og jeg er så bekymret for hvordan resten af mit liv bliver. For det dur jo heller ikke at blive eneboer. Ikke at kunne få mit barn hjem igen. Ikke at kunne holde vores hjem og være praktisk og i dag græder jeg snot. Hvorfor er det lige mig der er blevet ramt? 

Jeg har selv borderline plus nogle andre diagnoser. Jeg har 3 børn plus en bonus og ja det er sindsyg hårdt nogle gange, får ikke medicin mere, da jeg var yngre fik jeg 4 forskellig slags medicin (15piller om dagen) og var helt blank, havde ingen følelser overhovedet. Valgte at stoppe med det og fik det meget bedre. Det der hjalp mig aller mest var at kommunen gav mig en førtidspension ellers havde jeg nok heller ikke kunne overskue hus og børn. Du må gerne skrive privat hvis du har lyst. 

MorTil3+ skriver:

Jeg har selv borderline plus nogle andre diagnoser. Jeg har 3 børn plus en bonus og ja det er sindsyg hårdt nogle gange, får ikke medicin mere, da jeg var yngre fik jeg 4 forskellig slags medicin (15piller om dagen) og var helt blank, havde ingen følelser overhovedet. Valgte at stoppe med det og fik det meget bedre. Det der hjalp mig aller mest var at kommunen gav mig en førtidspension ellers havde jeg nok heller ikke kunne overskue hus og børn. Du må gerne skrive privat hvis du har lyst. 

Tak, det vil jeg prøve at huske. Dejligt at det kan lykkedes selvom man har børn hjemme. Så skal jeg da ikke klage over kun en 

Jeg er jo i årenes løb blevet behandlet for angst og depression, da det var de symptomer jeg havde men åh jeg misunder de helt unge piger på mit hold, at deres er opdaget så tidligt.

Der går jo nok lidt tid inden en evt FP, der skal vel prøves alt muligt andet først. Alting virker bare så uoverskueligt.