Reaktion på lillebror

Hej alle

Sagen er den at jeg har en søn på 2,5 år, som blev storebror for en måned siden. 

De første par dage efter lillebror blev født, var alt ok. 

Storebror har taget rigtig godt imod lillebror. Han glæder sig til at komme hjem fra vuggestuen så han kan se lillebror og give ham et kys. Så der er ikke noget der...

Men... han er begyndt at ignorere mig. Vil nærmest ikke kigge på mig. Han vil kun tale med mig når far ikke er hjemme. Så er jeg god nok. Især når han vil have noget. 

Jeg ammer min lille, så der er ikke vanvittig meget tid til storebror. Og jeg gør mig meget umage og forsøger at bruge tid på storebror når lillebror sover. Men han afviser mig og vil kun sin far. 

Inden lillebror blev født, var storebror og jeg meget tætte. Jeg var den han kom til, hvis han var ked af det og jeg fik masser af kys og kram. Nu har min mand overtaget den rolle, hvilket jeg er glad for, da han ikke længere vil mig.

Men det gør vildt ondt på mig at han afviser mig og jeg ved ikke hvad jeg kan gøre bedre for at fixe vores forhold.

Desuden er han også blevet meget pylret og græder over ingenting. 

Hvad har I gjort med jeres børn?

Han beskytter sig selv.

Han er så lille at han ikke forstår hvorfor der er kommet en baby så i hans verden skal han finde en han kan regne med og det er så far.

At han pylre viser jo at han er trist og ulykkelig. 

Det bedste du kan gøre er masser af kærlighed og at  far tager den lille så meget som muligt. 

Det går over igen men det er en hård tid for din lille dreng så vær der for ham 

Carina:-) skriver:

Han beskytter sig selv.

Han er så lille at han ikke forstår hvorfor der er kommet en baby så i hans verden skal han finde en han kan regne med og det er så far.

At han pylre viser jo at han er trist og ulykkelig. 

Det bedste du kan gøre er masser af kærlighed og at  far tager den lille så meget som muligt. 

Det går over igen men det er en hård tid for din lille dreng så vær der for ham 

Jeg forsøger virkelig også at være der for ham men han siger konsekvent nej til mig. Når far bringer ham i vs og siger til ham "sig farvel til mor og lillebror" så siger han "Hej Hej lillebror" og går 

lillebror er meget nem så der er ingen problemer med at far tager ham. Men storebror vil fortsat ikke være sammen med mig. 

Puha. Jeg glæder mig til det bliver bedre...

Jeg oplevede det samme, da jeg fik barn nr. 2. Min søn var kun 1 år og 9 måneder, da han blev storebror. Samtidig havde jeg fået kejsersnit, så jeg kunne heller ikke løfte ham.

Min søn trak sig også fra mig og det var kun far der duede. Jeg gjorde ligesom dig, alt for at være der for ham, når den lille sov. Men samtidig tog jeg også ud af huset uden lillesøster, for at få noget kvalitetstid med vores søn. Jeg Ammede inden vi gik, malkede lidt ud, så der var lidt som far kunne give og så kunne vi gå på legepladsen, til vandet eller i skoven og hygge. 

Anonym skriver:

Jeg oplevede det samme, da jeg fik barn nr. 2. Min søn var kun 1 år og 9 måneder, da han blev storebror. Samtidig havde jeg fået kejsersnit, så jeg kunne heller ikke løfte ham.

Min søn trak sig også fra mig og det var kun far der duede. Jeg gjorde ligesom dig, alt for at være der for ham, når den lille sov. Men samtidig tog jeg også ud af huset uden lillesøster, for at få noget kvalitetstid med vores søn. Jeg Ammede inden vi gik, malkede lidt ud, så der var lidt som far kunne give og så kunne vi gå på legepladsen, til vandet eller i skoven og hygge. 

Mange tak. Det vil jeg prøve 

Anonym skriver:

Mange tak. Det vil jeg prøve 

Det var også som om det var lettere at skabe kontakten til ham igen, ved at tage ud af huset. Der var ingen lillesøster eller noget der mindede ham om hende. Kun ham og jeg. Nogle gange havde jeg lidt mad og drikkelse med til os. Vi var ca. afsted 2-3 timer. Hvis der var noget akut, kunne far altid ringe. Men det var der faktisk ikke og jeg nød også at komme lidt ud med ham og bare lidt væk hjemmefra.

Men det er jo klart, det er en kæmpe omvæltning for sådan en lille størrelse at blive storebror. Han er jo stadig lille, men er lige pludselig stor i forhold til den lille ny. 

Anonym skriver:

Hej alle

Sagen er den at jeg har en søn på 2,5 år, som blev storebror for en måned siden. 

De første par dage efter lillebror blev født, var alt ok. 

Storebror har taget rigtig godt imod lillebror. Han glæder sig til at komme hjem fra vuggestuen så han kan se lillebror og give ham et kys. Så der er ikke noget der...

Men... han er begyndt at ignorere mig. Vil nærmest ikke kigge på mig. Han vil kun tale med mig når far ikke er hjemme. Så er jeg god nok. Især når han vil have noget. 

Jeg ammer min lille, så der er ikke vanvittig meget tid til storebror. Og jeg gør mig meget umage og forsøger at bruge tid på storebror når lillebror sover. Men han afviser mig og vil kun sin far. 

Inden lillebror blev født, var storebror og jeg meget tætte. Jeg var den han kom til, hvis han var ked af det og jeg fik masser af kys og kram. Nu har min mand overtaget den rolle, hvilket jeg er glad for, da han ikke længere vil mig.

Men det gør vildt ondt på mig at han afviser mig og jeg ved ikke hvad jeg kan gøre bedre for at fixe vores forhold.

Desuden er han også blevet meget pylret og græder over ingenting. 

Hvad har I gjort med jeres børn?

 

Han reagere helt sikkert på at være blevet storebror. Jeg er selv lige blevet mor for 2. gang og min datter på 3 år har også en reaktion og jeg har så dårlig samvittighed engang imellem. Føler jeg svigter hende lidt, da vi ikke har så meget tid sammen pt. da jeg ammer nærmest hele tiden. Herhjemme har far også overtaget meget med hensyn til vores datter, og hun søger ham meget hvilket er super fint, men jeg savner min datter helt vildt Er også vant til at det er mig hun søger meget hvis der er noget. Så kan virkelig sætte mig ind i dine følelser. Jeg sørger også bare for at være så meget på jeg overhovedet kan med hende når jeg ikke ammer og så er det mig der puttet hende HVER aften. Det er vores faste mor-datter stund Har nok ikke så mange gode råd, da jeg selv står midt i dine følelser også. Men er sikker på at det bliver meget bedre når baby er lidt større og ikke lige så afhængig af en, som de er når de er helt nye.