Anonym skriver:
Ja læren er lidt opmærksom på det.
jeg føler bare at jeg takler det forkert.
han blev bl.a ked af det fordi en legekammerat ikke lige gad se en you tube film han ville vise ham. Så gik han op på værelset. Jeg kom og og spurgte om han synes det var smart fordi han så ikke fik sagt farvel, og det var en dum slutning på en ellers god legeaftale.
Men fordi han er følsom ser han også det som kritik/bebrejdelse. Men det er jo svært at tale om uden st fortælle at det nok ikke er det smarteste.
Nej, det behøver bestemt ikke være svært at tale om uden at bebrejde. Jeg kan godt forstå, du bliver frustreret, absolut. Det er så svært, når man står som voksen og ser tingene fra en anden vinkel. Men det er ikke den vinkel, som din skøn anskuer det fra.
Du er nødt til at anerkende hans følelser, og så hjælpe ham med at komme med alternative tolkninger på situationen. Især når han er så følsom og sårbar. Nu ved jeg ikke, hvor god han er til selv at sætte ord på sine følelser. Hvis han ikke er god til det, kunne dialogen være noget ala (med tilpasninger afhængigt af hvad din dreng svarer:
"Du virker ked af det lige nu. Er det rigtigt?"
- Ja det er jeg, og sur
"Hvordan kan det være?"
- Fordi xx ikke ville se den film på youtube, som jeg helt vildt gerne ville vise ham
"Jeg kan godt se, at det er svært for dig, lige nu. Du ville virkelig gerne vise ham filmen, og han havde ikke lyst. Men måske havde han lyst til at se en anden youtube-film. Har du prøvet at spørge ham om det?"
- Nej, for jeg ville jo vise ham dén der sjove én
"Det kan jeg godt høre, men måske kunne i finde en video, som i begge havde lyst til at se først, og så kunne i se din bagefter, eller på et andet tidspunkt. Det er vigtigt, når man har besøg, at man finder på noget, som i begge har lyst til at lave"
Osv., jeg kunne godt fortsætte, men jeg tænker at pointen skinner igennem. Det er en balancegang. Vi lever i en verden, hvor det er mening, at man skal være selvstændig, stærk, kunne klare sig selv. Men det er ikke alle, der har den personlighed, og du skal virkelig passe på med ikke at gøre ham forkert i at være en følsom person. Så på den ene side handler det om at støtte ham i og anerkende ham i hans følsomhed og de styrker der er i at være følsom. Og på den anden side få bygget noget selvtillid og robusthed op.
Og det gør du dels ved at anerkende ham, men også ved at tale med ham om de svære situationer, og hjælpe ham med at finde alternative fortolkninger og handlemuligheder, hjælpe med at sætte ord på, hvad de andre børns intentioner måske i virkeligheden var, når han tror de var ondsindede.
I hvert fald kan du være sikker på, at det på sigt ikke vil hjælpe at blive sur, irriteret og i pænere vendinger egentlig bede ham om at tage sig sammen. For hans fortolkninger er virkelige for ham - Og det er du nødt til at respektere, imens du nænsomt hjælper ham til en mere realistisk omfortolkning.
Men jeg forstår godt din frustration - Det er super hårdt at stå i som forældre!
