Følelser efter stress

Jeg er midt 30'erne, gift, mor til 2. Udadtil ok - men så alligevel ikke....

For nogle måneder siden blev jeg sygemeldt med stress. Fik et regulært sammenbrud hvor jeg græd og græd, og sad og rystede i bilen inden jeg skulle ind af døren på arbejde. Er nu efter knap et halvt år kommet op på fuld tid igen - det går ok. Men jeg føler mig svag og forkert over ikke at kunne tåle mosten.

Jeg har siden jeg var barn haft problemer med selvværdet, har haft svært ved at klare kritik, da jeg tog det som en personlig kritik, som om at jeg ikke var god nok. Det har fulgt mig i mit voksenliv, og giver mig derfor mange "hak i tuden". Efter jeg skiftede arbejde blev følelsen af at være forkert udtalt, da det viste sig at være meget svært at blive inkluderet og anerkendt på mit nye arbejde.

Men hvordan dælen kommer man videre? Synes ikke rigtig timerne ved psykologen har ændret på følelsen af nederlag og at jeg føler mig fejlslagen. De siger det er normalt efter stress, at have det sådan, men det er bare ikke fedt.

Nogen råd og tanker? Bliver det bedre med tiden? 

An82 skriver:

Jeg er midt 30'erne, gift, mor til 2. Udadtil ok - men så alligevel ikke....

For nogle måneder siden blev jeg sygemeldt med stress. Fik et regulært sammenbrud hvor jeg græd og græd, og sad og rystede i bilen inden jeg skulle ind af døren på arbejde. Er nu efter knap et halvt år kommet op på fuld tid igen - det går ok. Men jeg føler mig svag og forkert over ikke at kunne tåle mosten.

Jeg har siden jeg var barn haft problemer med selvværdet, har haft svært ved at klare kritik, da jeg tog det som en personlig kritik, som om at jeg ikke var god nok. Det har fulgt mig i mit voksenliv, og giver mig derfor mange "hak i tuden". Efter jeg skiftede arbejde blev følelsen af at være forkert udtalt, da det viste sig at være meget svært at blive inkluderet og anerkendt på mit nye arbejde.

Men hvordan dælen kommer man videre? Synes ikke rigtig timerne ved psykologen har ændret på følelsen af nederlag og at jeg føler mig fejlslagen. De siger det er normalt efter stress, at have det sådan, men det er bare ikke fedt.

Nogen råd og tanker? Bliver det bedre med tiden? 

Søde du.... Ja det bli'r bedre med tiden 

Jeg har selv været hvor du har været..... faktisk er det ret præcis 2 år siden ar jeg en aften brød fuldstændig sammen og lå i fosterstilling og bare græd og græd...... 

Jeg fik hjælp af en psykolog men valgte også selv at betale for et forløb hos en stresscoach.. her fik jeg rigtig mange redskaber til hvordan jeg bedst mulig håndterede mig selv og stress efterfølgende... Jeg stof og skulle i praktik i forbindelse med min uddannelse 3 mdr efter og det var rigtig hårdt!!!!! Kæmpede mig igennem de 5 mdr med hjælp fra min psykolog og stresscoach...... men det endte med en længere sygemelding efter min praktik.... 

Men nu i dag er det 2 år siden og jeg er kommet godt ud på den anden side... er færdig med min uddannelse til januar og har det rigtig godt!! MEN det har helt sikkert noget at gøre med at brgchar lært at lytte rigtig meget til min krop!! Ser min krop som min følgesvend.. Den er faktisk genial indretter for den fortæller min så snart jeg har for meget om ørerne i form af fysiske og psykiske symptomer... ofte når de psykiske symptomer ikke at komme for jeg er stoppet op inden....  og samtidig har jeg accepteret at jeg bare ikke er en der kan suse afsted med 100km i timen og samtidig ha gang i 1000 ting no way det duer min krop og hjerne bare ikke til og heldigvis for det, For hvor sjovt er det egentlig lige?? 

Min pointe er at ting tager tid... og det er svært at komme tilbage og acceptere at man altså er sårbar og at man ikke kan holde til det man kunne før..... når du lærer det og når til en accept af at det er okay og at du bare er som du er er du nået rigtig langt....  og lær at være i nuet og træk vejret så skal det nok gå...

Men husk det tager lige så lang tid at blive "rask" som det tog dig at gå ned med stress 

Du er velkommen til at skrive hvis du får lyst og behov 

Hvor længe har du gået hos psykologen? Det er sådan med psykologbehandling, at det sjældent er en opad-kurve, hvor tingene bliver bedre og bedre. Med grundlæggende vanskeligheder og "issues" er der ofte en del der skal bearbejdes, hvilket betyder det går dårligere, før det går bedre. Men derudover er der jo også ekstremt mange terapeutiske retninger, og det er ikke alle behandlingsmåder man som patient svinger lige godt med. Endelig er kemien med psykologen utrolig vigtig - en god terapeutisk alliance med gensidig tillid og tryghed er en af de faktorer i terapi, som er ekstremt vigtige. Derfor er det også vigtigt, at du går hos en psykolog, som du har det godt med. 

An82 skriver:

Jeg er midt 30'erne, gift, mor til 2. Udadtil ok - men så alligevel ikke....

For nogle måneder siden blev jeg sygemeldt med stress. Fik et regulært sammenbrud hvor jeg græd og græd, og sad og rystede i bilen inden jeg skulle ind af døren på arbejde. Er nu efter knap et halvt år kommet op på fuld tid igen - det går ok. Men jeg føler mig svag og forkert over ikke at kunne tåle mosten.

Jeg har siden jeg var barn haft problemer med selvværdet, har haft svært ved at klare kritik, da jeg tog det som en personlig kritik, som om at jeg ikke var god nok. Det har fulgt mig i mit voksenliv, og giver mig derfor mange "hak i tuden". Efter jeg skiftede arbejde blev følelsen af at være forkert udtalt, da det viste sig at være meget svært at blive inkluderet og anerkendt på mit nye arbejde.

Men hvordan dælen kommer man videre? Synes ikke rigtig timerne ved psykologen har ændret på følelsen af nederlag og at jeg føler mig fejlslagen. De siger det er normalt efter stress, at have det sådan, men det er bare ikke fedt.

Nogen råd og tanker? Bliver det bedre med tiden? 

Jeg står midt i det nu, har haft sammenbrud hvor jeg bare græder & græder. Hat haft det dårligt længe , og har hvis presset min krop max. Lægen har konstateret stress/angst/depression. Skal starte til psykolog i ugen , har tidligere prøvet coach men står en i situation som ikke lige kan ændres så vejen ud virker uoverskueligt. 

sandramor skriver:

Søde du.... Ja det bli'r bedre med tiden 

Jeg har selv været hvor du har været..... faktisk er det ret præcis 2 år siden ar jeg en aften brød fuldstændig sammen og lå i fosterstilling og bare græd og græd...... 

Jeg fik hjælp af en psykolog men valgte også selv at betale for et forløb hos en stresscoach.. her fik jeg rigtig mange redskaber til hvordan jeg bedst mulig håndterede mig selv og stress efterfølgende... Jeg stof og skulle i praktik i forbindelse med min uddannelse 3 mdr efter og det var rigtig hårdt!!!!! Kæmpede mig igennem de 5 mdr med hjælp fra min psykolog og stresscoach...... men det endte med en længere sygemelding efter min praktik.... 

Men nu i dag er det 2 år siden og jeg er kommet godt ud på den anden side... er færdig med min uddannelse til januar og har det rigtig godt!! MEN det har helt sikkert noget at gøre med at brgchar lært at lytte rigtig meget til min krop!! Ser min krop som min følgesvend.. Den er faktisk genial indretter for den fortæller min så snart jeg har for meget om ørerne i form af fysiske og psykiske symptomer... ofte når de psykiske symptomer ikke at komme for jeg er stoppet op inden....  og samtidig har jeg accepteret at jeg bare ikke er en der kan suse afsted med 100km i timen og samtidig ha gang i 1000 ting no way det duer min krop og hjerne bare ikke til og heldigvis for det, For hvor sjovt er det egentlig lige?? 

Min pointe er at ting tager tid... og det er svært at komme tilbage og acceptere at man altså er sårbar og at man ikke kan holde til det man kunne før..... når du lærer det og når til en accept af at det er okay og at du bare er som du er er du nået rigtig langt....  og lær at være i nuet og træk vejret så skal det nok gå...

 

Men husk det tager lige så lang tid at blive "rask" som det tog dig at gå ned med stress 

 

Du er velkommen til at skrive hvis du får lyst og behov 

 

Hvor er det rart at høre, om nogen der kommer ud på den anden side på en god måde. Nogen gange er det bare så svært at forestille sig, at verdenen bliver helt "normal" igen. Synes efterhånden jeg har det ok, humøret er blevet bedre, og jeg er også ved at acceptere at det kommer til at tage lang tid. Og så er jeg vist også lidt ved selv at tage ansvaret for min stress, i stedet for at give andre skylden....i hvert fald ikke udelukkende.

Men er omvendt bare så enormt skuffet over mig selv, og den følelse er bare rigtig svær at lukke ned for. Og det hjælper bestemt ikke på at opbygge selvværdet og modstandskraften. Men når jeg hele mit liv har kæmpet med lavt selvværd, kan jeg bare ikke se hvordan man får den brudt?

Men måske jeg skulle prøve noget andet end en psykolog - synes i hvert fald ikke rigtig det rykker så meget mere. Hvad gør en stress-coach?

Anonymor skriver:

Hvor længe har du gået hos psykologen? Det er sådan med psykologbehandling, at det sjældent er en opad-kurve, hvor tingene bliver bedre og bedre. Med grundlæggende vanskeligheder og "issues" er der ofte en del der skal bearbejdes, hvilket betyder det går dårligere, før det går bedre. Men derudover er der jo også ekstremt mange terapeutiske retninger, og det er ikke alle behandlingsmåder man som patient svinger lige godt med. Endelig er kemien med psykologen utrolig vigtig - en god terapeutisk alliance med gensidig tillid og tryghed er en af de faktorer i terapi, som er ekstremt vigtige. Derfor er det også vigtigt, at du går hos en psykolog, som du har det godt med. 

Jeg har gået det et halvt års tid nu, med lidt op og nedture undervejs. Men det føles lidt som om, at tingene står stille nu. Jeg har bestemt fået det bedre, men nogen af de issue med selvværd, som nok var medvirkende til at skubbe til min stress, kan jeg jo mærke stadig ligger det. Mine urealistisk høje forventninger til mig selv gør jo, at det kun er et spørgsmål om tid, før jeg må fejle.

Nogen gange tænker jeg om det er lidt sådan, at tiden læger alle sår eller sådan noget. Eller om jeg kan gøre noget mere?

Anonym skriver:

Jeg står midt i det nu, har haft sammenbrud hvor jeg bare græder & græder. Hat haft det dårligt længe , og har hvis presset min krop max. Lægen har konstateret stress/angst/depression. Skal starte til psykolog i ugen , har tidligere prøvet coach men står en i situation som ikke lige kan ændres så vejen ud virker uoverskueligt. 

Åh, stakkels dig, føler så meget med dig. Det virker bare så uoverskueligt, hvordan det skal blive godt igen.Er det arbejde, der stresser - eller er det det hele?

Har du nogen omkring dig, der støtter dig? Min mand og min svigerfamilie var virkelig gode til at tage sig af mig, hvilket var en enorm hjælp, da jeg ikke kunne gennemskue, hvor mange tallerkner der skulle på aftensbordet....

Jeg synes de første 3 uger var enormt hårde, havde dårlig samvittighed konstant over "ikke at lave noget " - så jeg knoklede rundt og ordnede have og gjorde rent for at beskæftige hovedet. Først efter nogen uger kunne jeg finde ud af at slappe af.

An82 skriver:

Åh, stakkels dig, føler så meget med dig. Det virker bare så uoverskueligt, hvordan det skal blive godt igen.Er det arbejde, der stresser - eller er det det hele?

Har du nogen omkring dig, der støtter dig? Min mand og min svigerfamilie var virkelig gode til at tage sig af mig, hvilket var en enorm hjælp, da jeg ikke kunne gennemskue, hvor mange tallerkner der skulle på aftensbordet....

Jeg synes de første 3 uger var enormt hårde, havde dårlig samvittighed konstant over "ikke at lave noget " - så jeg knoklede rundt og ordnede have og gjorde rent for at beskæftige hovedet. Først efter nogen uger kunne jeg finde ud af at slappe af.

Tak i lige måde . Har desværre hørt fra andre at stress kan sidde længe i kroppen. Nej det er en reaktion på længere tids pres pga vores barn, som har angst . Længere historie .  Nej har ingen som støtter mig, står ganske alene. Har min mand men familie / venner forstår ikke vores situation. Åh det kender jeg, kan slet intet overskue lige nu, kan ikke tage beslutninger om noget hvilket jeg syntes er rigtig svært at håndtere. 

An82 skriver:

Hvor er det rart at høre, om nogen der kommer ud på den anden side på en god måde. Nogen gange er det bare så svært at forestille sig, at verdenen bliver helt "normal" igen. Synes efterhånden jeg har det ok, humøret er blevet bedre, og jeg er også ved at acceptere at det kommer til at tage lang tid. Og så er jeg vist også lidt ved selv at tage ansvaret for min stress, i stedet for at give andre skylden....i hvert fald ikke udelukkende.

Men er omvendt bare så enormt skuffet over mig selv, og den følelse er bare rigtig svær at lukke ned for. Og det hjælper bestemt ikke på at opbygge selvværdet og modstandskraften. Men når jeg hele mit liv har kæmpet med lavt selvværd, kan jeg bare ikke se hvordan man får den brudt?

Men måske jeg skulle prøve noget andet end en psykolog - synes i hvert fald ikke rigtig det rykker så meget mere. Hvad gør en stress-coach?

 

Er helt sikker på du nok skal ķomme hel ud på den anden side... Det tager bare tid 

Altså en stresscoach er uddannet i at håndtere din stress.... give dig helt specifikke redskaber til hvordan du her og nu takler den og og så i fremtiden... Jeg fik super mange gode redskaber og bøger jeg nu bruge.... hvordan jeg fremover skulle sortere ud og vælge fra... pyt knappen blev også min ven... og ikke mindst lærte jeg mine stresssignaler at kende således ar jeg ikke havnede helt nede på bunden igen 

oveni også uddannet akupunktør så fik også akupunktur og lærte at udøve mindfullness.... 

Så jeg ville ikke ha været forløbet foruden..... 

Den bedste selvhjælpsbog til stressramte er bogen "stress eller ikke stress" af Bjarne Toftegård... LÆS den.... Den er virkelig god!!!!