Cordelie skriver:
Jeg føler mig låst i at komme videre følelsesmæssigt. Jeg har et barn på to år, som jeg fik efter at have stoppet et kortvarigt forhold (på to år). Jeg gik altså fra min kæreste og konstaterede at jeg var gravid og valgte at få barnet.
Denne ekskæreste blev vred over at jeg valgte at få barnet, men er den dag i dag lykkelig over at have fået et barn. Han ser sit barn hveranden weekend og kommer hjem til os og spiser ca hver 14 dag.
Jeg ved at han har været meget ulykkelig over at jeg ikke ville fortsætte som kærester og er højst sandsynligt ikke kommet sig over det endnu. Men nu har vi et barn sammen, så vi er nødt til at være i kontakt resten af livet.
Han har for nylig ytret ønske om en 7/7 ordning på sigt, når barnet er ældre, men dette er jeg imod, endnu, da jeg synes at børn har brug for en fast base hos den ene forælder. Jeg er dog slet ikke imod at de får mere samvær - nu og på sigt.
Mit "problem" er at jeg føler mig "låst" fast i mine følelser i forhold til at komme videre med mit liv - møde en ny mand. Da mit barns far stadig virker så sørgmodig over at vi ikke er en kernefamilie.
Hvordan vil han dog ikke tage det, når jeg finder en ny kæreste og ikke mindst at denne nye kæreste, så måske endda tilbringer mere tid med hans barn end ham selv?
Jeg ved det måske handler om at tage en snak med faren, men det er samtidig også en svær samtale. Hvad tænker I her?
Jeg tænker du skal dele tingene op. På den ene side er der muligheden for din ex kæreste stadig har følelser for dig og på den anden side er der ar han er far og savner sit barn i hverdagene.
Med hensyn til følelser, der har jeg ikke mange ord, for nu du ikke har så er det "bare" faktum I ikke skal være romantiske igen og det skal han "lære" på den ene eller den anden måde.
Så er der det faktum, at han er far. Og hvis man vender billedet om, så jeg tror også du og jeh ville opleve misundelse snerpende til jaloux hvis vi så vores børn 2 dage ud af 2 uger og en anden kvinde så dem i de resterende 12. Den misundelse bliver svær ved at gøre noget ved udover at give far mere tid med barnet, give ham mulighed for hverdag og for at blive en af de to primære. Jeg er personlig ikke fortaler for 7/7, men heller ikke for hveranden weekend. Så måske I skulle få en snak om fremtiden, ikke om kærester og andet, men om at være forældre sammen. Hvornår skal samværet skrues op? Kunne det ikke allerede være nu fx 2 hverdage i fen uge han har ikke har ham i weekenden? Hvordan på sigt, skal I arbejde hen imod en 7/7 ordning eller en anden slags ordning der giver far mere tid og plads? Skal I vælge børnehave og ikle mindst skole ud fra hvor I begge bor eller...?
Jeg ville aldrig selv tage en snak om fremtidige kærester mm. Og dermed bevæge mig ind på planet der omhandler følelser voksne imellem, 'en "kun" tale om at være forældre (og dermed også gode venner), og ikke mindst anerkende følelserne hos ham, for det er da hårdt kun ar være weekendfar, så måske drømmen om kernefamilie handler mere on muligheden for at være far på fuld tid end om forelskelse. Tænker da selv nogle gange når manden min er en idiot, puha så har jeg ikke ungerne på fuld tid, så skal jeg ikke fejre jul med dem hver år, jeg skal ikke have dem på deres fødselsdag hver år, jeg skal undvære dem 3 uger i sommerferien hvor de skal have fede oplevelser uden mig og jeg skal rumme en eventuel pap mor - og så bliver jeg hvor heg er.
