at have svært ved at lade sit barn passe?

Jeg er ikke stødt på dem i det virkelige liv, men jeg ser dem ofte på nettet, når der bliver spurgt ind til pasning. Eller det er ikke, fordi de frygter pasning, men fordi de synes, at det er fuldstændigt forkasteligt, at man overhovedet kunne overveje at få sit barn passet, inden det var et/to/tre år. De vil hellere melde afbud til tætte venners bryllupper end at lade barnet passe. Det undrer mig.

Jeg siger ikke, at man skal lade sin nyfødte baby passe med overnatning, men at melde afbud til store, vigtige fester, synes jeg er lidt voldsomt. Jeg ville helt ærligt blive skuffet, hvis en af mine tætte veninder havde meldt afbud, fordi hendes to-årige ikke kunne være uden hende i nogle timer (man behøver jo ikke give den gas hele natten). Det her er selvfølgelig helt generelt, og jeg ved også, at børn er forskellige, og nogle børn er ikke klar til at være uden deres forældre så hurtigt som andre.

Vi har nok det princip, at vi prøver at leve så meget som muligt, som før vi fik børn i det omfang, det giver mening. Det vil sige, at der skal være plads til, at min mand og jeg får kærestetid alene, og med mindre vi har andre planer, så kommer vi selvfølgelig og fejrer vores tætte venners store livsbegivenheder. Den ene gang, jeg har meldt afbud, var det, fordi min mor var blevet syg og ikke kunne passe.

Jeg mener, at vores børn er bedst tjent med forældre, der også har tid til at pleje forholdet og nyde hinanden. Jeg tror, der er mange par, der ville have godt af at huske på, at de også er et par og ikke kun forældre.

Jeg er sgu helt lettet over at se at næsten ingen her genkender det billede jeg ser!! Jeg føler mig ærlig talt total kold og kynisk når jeg sidder og hører om hvor frygteligt de har det når børnene bliver passet eller ved tanken om det. Når jeg bare slet slet ikke har det sådan. Og har flere gange tænkt om jeg ikke elskede mine børn nok når jeg sådan kunne lade mine passe uden at blive følelsemæssigt påvirket af det.  

men det ser ud til at det er åbenbart er mine veninder der er über emotionelle og ikke mig der er helt forkert  

Mor11 skriver:

Jeg er sgu helt lettet over at se at næsten ingen her genkender det billede jeg ser!! Jeg føler mig ærlig talt total kold og kynisk når jeg sidder og hører om hvor frygteligt de har det når børnene bliver passet eller ved tanken om det. Når jeg bare slet slet ikke har det sådan. Og har flere gange tænkt om jeg ikke elskede mine børn nok når jeg sådan kunne lade mine passe uden at blive følelsemæssigt påvirket af det.  

men det ser ud til at det er åbenbart er mine veninder der er über emotionelle og ikke mig der er helt forkert  

Du er ikke kold og kynisk, du er nok bare bedre til at tackle det, eller ser pasning på en anden måde end de gør.

Jeg har heller aldrig sådan grædt over min datter blev passet. Jeg har synes, det har været rart, at hun kan være hos sin bedsteforældre, hvor hun bare har det fantastisk 

Men jeg kan godt forstå, at du kan føle, du måske er kold og kynisk. Jeg har også oplevet forældre, som græd over, at deres barn skulle passes, og jeg har tit tænkt, om det er mig, den er gal med. Har også fået mange undrende spørgsmål i forhold til at jeg ikke har svært ved det. 

MiniMe2005 skriver:

Jeg er ikke stødt på dem i det virkelige liv, men jeg ser dem ofte på nettet, når der bliver spurgt ind til pasning. Eller det er ikke, fordi de frygter pasning, men fordi de synes, at det er fuldstændigt forkasteligt, at man overhovedet kunne overveje at få sit barn passet, inden det var et/to/tre år. De vil hellere melde afbud til tætte venners bryllupper end at lade barnet passe. Det undrer mig.

Jeg siger ikke, at man skal lade sin nyfødte baby passe med overnatning, men at melde afbud til store, vigtige fester, synes jeg er lidt voldsomt. Jeg ville helt ærligt blive skuffet, hvis en af mine tætte veninder havde meldt afbud, fordi hendes to-årige ikke kunne være uden hende i nogle timer (man behøver jo ikke give den gas hele natten). Det her er selvfølgelig helt generelt, og jeg ved også, at børn er forskellige, og nogle børn er ikke klar til at være uden deres forældre så hurtigt som andre.

Vi har nok det princip, at vi prøver at leve så meget som muligt, som før vi fik børn i det omfang, det giver mening. Det vil sige, at der skal være plads til, at min mand og jeg får kærestetid alene, og med mindre vi har andre planer, så kommer vi selvfølgelig og fejrer vores tætte venners store livsbegivenheder. Den ene gang, jeg har meldt afbud, var det, fordi min mor var blevet syg og ikke kunne passe.

Jeg mener, at vores børn er bedst tjent med forældre, der også har tid til at pleje forholdet og nyde hinanden. Jeg tror, der er mange par, der ville have godt af at huske på, at de også er et par og ikke kun forældre.

Meget enig..

For mig er det også vigtigt at huske hvordan jeg er mig, uden at være mor. Jeg er pisse bange for at sidde og føle mig ensom når de flytter hjemmefra, hvis de konstant har stået højest på prioritetslisten i 20år mit skrækscenarie har jeg i mine forældre, der ingen venner har tilbage og stadig lever igennem mig og mine brødre.. jeg ved at især min mor savner noget netværk der er "hendes" idag.

MiniMe2005 skriver:

Jeg er ikke stødt på dem i det virkelige liv, men jeg ser dem ofte på nettet, når der bliver spurgt ind til pasning. Eller det er ikke, fordi de frygter pasning, men fordi de synes, at det er fuldstændigt forkasteligt, at man overhovedet kunne overveje at få sit barn passet, inden det var et/to/tre år. De vil hellere melde afbud til tætte venners bryllupper end at lade barnet passe. Det undrer mig.

Jeg siger ikke, at man skal lade sin nyfødte baby passe med overnatning, men at melde afbud til store, vigtige fester, synes jeg er lidt voldsomt. Jeg ville helt ærligt blive skuffet, hvis en af mine tætte veninder havde meldt afbud, fordi hendes to-årige ikke kunne være uden hende i nogle timer (man behøver jo ikke give den gas hele natten). Det her er selvfølgelig helt generelt, og jeg ved også, at børn er forskellige, og nogle børn er ikke klar til at være uden deres forældre så hurtigt som andre.

Vi har nok det princip, at vi prøver at leve så meget som muligt, som før vi fik børn i det omfang, det giver mening. Det vil sige, at der skal være plads til, at min mand og jeg får kærestetid alene, og med mindre vi har andre planer, så kommer vi selvfølgelig og fejrer vores tætte venners store livsbegivenheder. Den ene gang, jeg har meldt afbud, var det, fordi min mor var blevet syg og ikke kunne passe.

Jeg mener, at vores børn er bedst tjent med forældre, der også har tid til at pleje forholdet og nyde hinanden. Jeg tror, der er mange par, der ville have godt af at huske på, at de også er et par og ikke kun forældre.

Jeg er til dels enig med dig, men bliver alligevel lidt provokeret af specielt det sidste i dit indlæg. Vi har ikke det store behov for at få vores pige passet. Vi er dog stadig meget sociale og har en del venner, vi ser dem bare oftes med børn...eller har pige/mandeaftner, hvor så den anden er hjemme med børnene. Det er klart, at ved store livsbegivenheder såsom bryllupper m.m., ja der får vi pasning, men hvor tit er det lige?...De normale fester/kom sammen tam tam vi tager til, der har vi ( og vores venner) altså børnene med. De leger og når de lægges til at sove, ja så er der lidt mere voksensnak.

JEg tror ikke på, at et forhold reddes af, man tager på kæresteture uden børn en gang imellem. Tværtimod tror jeg på, at det gode forhold skal findes hos dem, som formår at sætte hinanden på agendaen i hverdagen og have kærestetid selvom, der er børn. Jeg synes faktisk, det er lidt en ærgelig tendens, at børn skal passes før man sådan rigtig kan være kærester, ven m.m. Vi kan sagtens både have børn og være kærester og have venner uden det betyder, de skal passes.

Det er klart, hvis vi havde bedsteforældre som bare brændte for at passe, så ville min pige blive passet oftere - men det ville være for at pleje bedsteforældre/barnebarnforholdet ikke for, at det var den måde, at min mand og jeg "kunne sætte hinanden højt". 

Mor11 skriver:

men det er jo også underordnet om han bliver passet tit eller sjældent. Min undren går ikke på hvorfor børn ikke bliver passet hele tiden, for det gør mine altså heller ikke. Overhovedet ikk faktisk.

Min undren går på de forældre der er decideret bange for at få børnene passet, om det er timer eller et døgn. Altså, hvor de slet ikke kan bære at være adskilt fra dem.. 

 

Altså jeg tænker ikke det er unormalt eller forkert. Det er naturstridig at være adskilt fra vores børn (især små børn) hvis vi ser biologisk på det. Så jeg tænker det er en helt naturlig reaktion  

Mor11 skriver:

men det er jo også underordnet om han bliver passet tit eller sjældent. Min undren går ikke på hvorfor børn ikke bliver passet hele tiden, for det gør mine altså heller ikke. Overhovedet ikk faktisk.

Min undren går på de forældre der er decideret bange for at få børnene passet, om det er timer eller et døgn. Altså, hvor de slet ikke kan bære at være adskilt fra dem.. 

 

Angst er noget af det mest irrationelle man kan have. De her forældre kan nok heller ikke helt selv forklare det

nielsen80 skriver:

Jeg er til dels enig med dig, men bliver alligevel lidt provokeret af specielt det sidste i dit indlæg. Vi har ikke det store behov for at få vores pige passet. Vi er dog stadig meget sociale og har en del venner, vi ser dem bare oftes med børn...eller har pige/mandeaftner, hvor så den anden er hjemme med børnene. Det er klart, at ved store livsbegivenheder såsom bryllupper m.m., ja der får vi pasning, men hvor tit er det lige?...De normale fester/kom sammen tam tam vi tager til, der har vi ( og vores venner) altså børnene med. De leger og når de lægges til at sove, ja så er der lidt mere voksensnak.

JEg tror ikke på, at et forhold reddes af, man tager på kæresteture uden børn en gang imellem. Tværtimod tror jeg på, at det gode forhold skal findes hos dem, som formår at sætte hinanden på agendaen i hverdagen og have kærestetid selvom, der er børn. Jeg synes faktisk, det er lidt en ærgelig tendens, at børn skal passes før man sådan rigtig kan være kærester, ven m.m. Vi kan sagtens både have børn og være kærester og have venner uden det betyder, de skal passes.

Det er klart, hvis vi havde bedsteforældre som bare brændte for at passe, så ville min pige blive passet oftere - men det ville være for at pleje bedsteforældre/barnebarnforholdet ikke for, at det var den måde, at min mand og jeg "kunne sætte hinanden højt". 

 

Helt enig her Vi plejer både vores forhold og os selv selvom vi har børn. Vores mindste er 6 måneder og fuld ammes stadig, så kæreste tid foregår med film, hygge osv. Om aftenen når ungerne sover. Vi tager også ud til tam tam, er sociale osv. Det er så bare på ungernes præmisser, og det har folk det nu helt fint med har jeg indtryk af. Vores unger er okay nemme at have med ude og det gør det jo lidt nemmere.

Jeg føler i hvertfald ikke at vi behøver at få vores unger passet for at pleje vores forhold eller os selv.

Og min kæreste tager gerne ud alene mens jeg er hjemme ved ungerne og det har jeg det helt fint med. Han tager da også gerne ungerne så jeg kan komme ud lidt alene, det er jeg dog bare ikke helt klar til endnu. 

nielsen80 skriver:

Jeg er til dels enig med dig, men bliver alligevel lidt provokeret af specielt det sidste i dit indlæg. Vi har ikke det store behov for at få vores pige passet. Vi er dog stadig meget sociale og har en del venner, vi ser dem bare oftes med børn...eller har pige/mandeaftner, hvor så den anden er hjemme med børnene. Det er klart, at ved store livsbegivenheder såsom bryllupper m.m., ja der får vi pasning, men hvor tit er det lige?...De normale fester/kom sammen tam tam vi tager til, der har vi ( og vores venner) altså børnene med. De leger og når de lægges til at sove, ja så er der lidt mere voksensnak.

JEg tror ikke på, at et forhold reddes af, man tager på kæresteture uden børn en gang imellem. Tværtimod tror jeg på, at det gode forhold skal findes hos dem, som formår at sætte hinanden på agendaen i hverdagen og have kærestetid selvom, der er børn. Jeg synes faktisk, det er lidt en ærgelig tendens, at børn skal passes før man sådan rigtig kan være kærester, ven m.m. Vi kan sagtens både have børn og være kærester og have venner uden det betyder, de skal passes.

Det er klart, hvis vi havde bedsteforældre som bare brændte for at passe, så ville min pige blive passet oftere - men det ville være for at pleje bedsteforældre/barnebarnforholdet ikke for, at det var den måde, at min mand og jeg "kunne sætte hinanden højt". 

 

Jeg tror, du misforstår (eller i hvert fald fortolker lidt på det, jeg skriver). Min undring går ikke på dem, der ikke får passet deres børn i forbindelse med middage, hyggeaftener osv. Men at vælge store begivenheder helt fra, fordi man har et lille barn, det undrer jeg mig over. 

Mht at gå ud og have "kærestetid", så ved jeg ikke, om det måske bunder i, at vi bare er forskellige på det punkt. Ja, et godt forhold er et, hvor man også finder tid til at være "kærester" i hverdagen, men for os betyder det også, at vi kan gå ud at spise kun os en gang i mellem. Og jeg tror, de fleste ville have godt af at komme lidt ud alene en gang i mellem. Det handler ikke om at redde et forhold, det handler om at pleje et forhold.

Mine børn på 5 og 7 er kun blevet passet en håndfuld gange. Det er der flere grunde til.

For tre år siden, var jeg i Paris med en veninde i 4 dage. jeg trængte til at komme væk og få lov til at være mig selv. Jeg er alene med børnene og havde ikke haft en eneste pause udover arbejde, siden de blev født. jeg trængte til det, og det er også en af grundene til, jeg ikke helt tænkte det igennem.

Mine forældre (som vi ser 2-3 gange om året), kom herover for at passe børnene. Det var såmænd ikke problemet. Problemet bestod i, at når jeg ringede hjem om aftenen for at sige godnat, ville min mor ikke lade mig tale med mine børn. I 4 dage fik jeg ikke lov til at at sige så meget som ét ord til dem!

Da jeg kom hjem, var mine børn ved at falde fra hinanden, og de bad mig love dem, jeg aldrig ville efterlade dem på den måde igen. 

Siden da er de kun blevet passet et par gange. Den ene gang var de hos deres elskede babysitter, da jeg skulle have mine mandler fjernet, og den anden gang hos min gode veninde.

De har dog overnattet hos mine veninder flere gange - men af lyst og ikke af nød. De elsker sleep-overs og være sammen med deres venner, og vi har også haft venner her mange gange, men igen det er fordi, børnene ønsker det. 

Jeg meldte afbud til min mosters og onkels sølvbrullyp for 6 år siden, da jeg ikke havde nogen, der kunne passe. Da jeg ikke bor i DK, ser vi ikke familien så ofte, og festen foregik naturligvis i DK. Jeg ville ikke efterlade min datter herovre for selv at flyve over, og jeg kendte ikke nogen i DK, jeg ville stole nok på til at have hende for selv for en aften.