At have mere beskyttertrang overfor sit ene barn

Jeg har valgt at være anonym da det er et meget følsomt emne for mig og jeg er bange for jeg er den eneste der har det på denne måde.

Eller er der andre der kan fortælle mig at det er normalt?

Min mand og jeg har 2 små børn med ikke så lang tid imellem. Min ældste har altid været ret robust af sind, tillidsfuld og nem, og har altid kunnet tages af andre mennesker. Han nyder at blive set og hørt og generelt skal han nok selv sørge for at få opmærksomhed hvis han ikke synes han får nok.

Lillebror derimod er lidt det modsatte. Han er sensitiv, og bryder sig bestemt ikke om andre mennesker end mor og far, han er stille og bliver hurtigt overset i mængden og ender derfor tit med at sidde for sig selv og lege imens alles øjne er på storebror. Vi som forældre er meget obs på dette, men oplever som sagt desværre ofte at han bliver overset af andre som giver storebror al opmærksomheden, og vi kan til tider også have svært ved at give ham helt det vi gerne vil fordi storebror er så frembrusende (ikke på nogen dårlig måde)

Samtidig har lillebror været en del syg, er lidt tilbage  udvikling og er under udredning for nogle forskellige syndromer.

Jeg elsker uden tvivl begge mine børn helt ekstremt og føler ikke at jeg elsker den ene højere end den anden. Til gengæld føler jeg klart en større trang til at beskytte den lille, og til at være tæt på ham. Jeg er ikke i tvivl om at den store nok skal sige til hvis han har brug for mig, men det gør lillebror ikke.

Er det normalt at man føler større beskyttertrang overfor den ene end man gør overfor den anden? Jeg føler mig næsten som en dårlig mor, men jeg har jo disse følelser fordi jeg har to børn med meget forskellige behov og personligheder. Jeg føler måske også jeg har et stærkere bånd til den lille end til den store fordi den lille altid er hos mig hvis jeg er der, hvor den store ligeså meget bruger sin far...

Nu skal mit opslag ikke mistforstås som om at lillebror får al min opmærksomhed for det gør han ikke - storebror bliver i den grad også prioriteret og får masser alenetid med mig.

Er mine følelser mon normale?

Det lyder helt normalt. 

Jeg har også to små børn tæt på hinanden hvor lillebror er langt mere morafhængig og forsigtig end storesøster. 

Jeg tror på at hvis man vil behandle sine børn lige godt skal man netop behandle dem forskelligt. Da de jo har forskellige behov. 

Der er jo også en aldersforskel der gør at den lille stadig er mindre. 

Så længe i er opmærksomme på det og begge drenge trives tror jeg bestemt i er fantastiske forældre for begge børn. 

For mig lyder det som om du giver hvert barn, hvad det har brug for. At du gør forskel på dem, viser egentlig bare at du kender dem rigtig godt og ved hvad de har brug for. Vil jeg ikke sige er underligt, især fordi du er så obs på at den store ikke bliver overset af dig, selvom den lille har mere brug for hjælp 

Jeg har 4 børn på 10 7 4 og 14 mdr 

jeg har altid haft en større beskytter trang til barnet på 7 år ( ene dreng i flokken) 

han er blød stille og meget følsom han græder når han bliver sur feks og gør ik så meget opmærksom på sig selv han følger bare med, han kommer ikke af sig selv og får kram osv så ham er jeg meget obs på så han os blir set og hørt og krammet, kysset,  han har brug for en meget strukturet hverdag, hans verden bryder sammen hvis der pludselig sker ændringer uden han er blevet informeret om det i god tid, han minder så meget om mig selv ved ik om det derfor jeg føler mig mer bundet til ham

han var meget tit syg da han var lille de første 2 år var han stort set syg hele tiden 

derimod 2 af mine piger hende på 10 år og 4 år er vilje stærke, tempermentsfulde og de ved hvordan man charmer sig ind på folk de er meget mere frembrusende og man er bestemt ikke i tvivl om de nok skal sige til hvis de mangler opmærksomhed, kys kram osv 

nr 4  pige på 14 mdr er en go blanding af de andre 3 

Anonym skriver:

Jeg har valgt at være anonym da det er et meget følsomt emne for mig og jeg er bange for jeg er den eneste der har det på denne måde.

Eller er der andre der kan fortælle mig at det er normalt?

Min mand og jeg har 2 små børn med ikke så lang tid imellem. Min ældste har altid været ret robust af sind, tillidsfuld og nem, og har altid kunnet tages af andre mennesker. Han nyder at blive set og hørt og generelt skal han nok selv sørge for at få opmærksomhed hvis han ikke synes han får nok.

Lillebror derimod er lidt det modsatte. Han er sensitiv, og bryder sig bestemt ikke om andre mennesker end mor og far, han er stille og bliver hurtigt overset i mængden og ender derfor tit med at sidde for sig selv og lege imens alles øjne er på storebror. Vi som forældre er meget obs på dette, men oplever som sagt desværre ofte at han bliver overset af andre som giver storebror al opmærksomheden, og vi kan til tider også have svært ved at give ham helt det vi gerne vil fordi storebror er så frembrusende (ikke på nogen dårlig måde)

Samtidig har lillebror været en del syg, er lidt tilbage  udvikling og er under udredning for nogle forskellige syndromer.

Jeg elsker uden tvivl begge mine børn helt ekstremt og føler ikke at jeg elsker den ene højere end den anden. Til gengæld føler jeg klart en større trang til at beskytte den lille, og til at være tæt på ham. Jeg er ikke i tvivl om at den store nok skal sige til hvis han har brug for mig, men det gør lillebror ikke.

Er det normalt at man føler større beskyttertrang overfor den ene end man gør overfor den anden? Jeg føler mig næsten som en dårlig mor, men jeg har jo disse følelser fordi jeg har to børn med meget forskellige behov og personligheder. Jeg føler måske også jeg har et stærkere bånd til den lille end til den store fordi den lille altid er hos mig hvis jeg er der, hvor den store ligeså meget bruger sin far...

Nu skal mit opslag ikke mistforstås som om at lillebror får al min opmærksomhed for det gør han ikke - storebror bliver i den grad også prioriteret og får masser alenetid med mig.

Er mine følelser mon normale?

Det tror jeg er helt normalt  Det handler jo ikke om at du elsker den ene mere end den anden, men blot føler en større trang til at beskytte dit mindre robuste barn. Det er naturligt og ikke noget at skamme sig over. Det giver jo god mening

Anonym skriver:

Jeg har valgt at være anonym da det er et meget følsomt emne for mig og jeg er bange for jeg er den eneste der har det på denne måde.

Eller er der andre der kan fortælle mig at det er normalt?

Min mand og jeg har 2 små børn med ikke så lang tid imellem. Min ældste har altid været ret robust af sind, tillidsfuld og nem, og har altid kunnet tages af andre mennesker. Han nyder at blive set og hørt og generelt skal han nok selv sørge for at få opmærksomhed hvis han ikke synes han får nok.

Lillebror derimod er lidt det modsatte. Han er sensitiv, og bryder sig bestemt ikke om andre mennesker end mor og far, han er stille og bliver hurtigt overset i mængden og ender derfor tit med at sidde for sig selv og lege imens alles øjne er på storebror. Vi som forældre er meget obs på dette, men oplever som sagt desværre ofte at han bliver overset af andre som giver storebror al opmærksomheden, og vi kan til tider også have svært ved at give ham helt det vi gerne vil fordi storebror er så frembrusende (ikke på nogen dårlig måde)

Samtidig har lillebror været en del syg, er lidt tilbage  udvikling og er under udredning for nogle forskellige syndromer.

Jeg elsker uden tvivl begge mine børn helt ekstremt og føler ikke at jeg elsker den ene højere end den anden. Til gengæld føler jeg klart en større trang til at beskytte den lille, og til at være tæt på ham. Jeg er ikke i tvivl om at den store nok skal sige til hvis han har brug for mig, men det gør lillebror ikke.

Er det normalt at man føler større beskyttertrang overfor den ene end man gør overfor den anden? Jeg føler mig næsten som en dårlig mor, men jeg har jo disse følelser fordi jeg har to børn med meget forskellige behov og personligheder. Jeg føler måske også jeg har et stærkere bånd til den lille end til den store fordi den lille altid er hos mig hvis jeg er der, hvor den store ligeså meget bruger sin far...

Nu skal mit opslag ikke mistforstås som om at lillebror får al min opmærksomhed for det gør han ikke - storebror bliver i den grad også prioriteret og får masser alenetid med mig.

Er mine følelser mon normale?

Jeg tænker bare hvor er det godt at du behandler dem forskelligt for de er jo netop forskellige og har forskellige behov. Jeg er fra en søskendeflok på 5. Vi blev behandlet ens og ofte som flok og ikke individer. Det har sat ar og vi har alle vidt forskellige opfattelse af diverse hændelser i barndommen hvilket jo tydeligt viser, at vi var forskellige både i alder og personlighed og burde være blevet behandlet derefter.

Anonym skriver:

Jeg har valgt at være anonym da det er et meget følsomt emne for mig og jeg er bange for jeg er den eneste der har det på denne måde.

Eller er der andre der kan fortælle mig at det er normalt?

Min mand og jeg har 2 små børn med ikke så lang tid imellem. Min ældste har altid været ret robust af sind, tillidsfuld og nem, og har altid kunnet tages af andre mennesker. Han nyder at blive set og hørt og generelt skal han nok selv sørge for at få opmærksomhed hvis han ikke synes han får nok.

Lillebror derimod er lidt det modsatte. Han er sensitiv, og bryder sig bestemt ikke om andre mennesker end mor og far, han er stille og bliver hurtigt overset i mængden og ender derfor tit med at sidde for sig selv og lege imens alles øjne er på storebror. Vi som forældre er meget obs på dette, men oplever som sagt desværre ofte at han bliver overset af andre som giver storebror al opmærksomheden, og vi kan til tider også have svært ved at give ham helt det vi gerne vil fordi storebror er så frembrusende (ikke på nogen dårlig måde)

Samtidig har lillebror været en del syg, er lidt tilbage  udvikling og er under udredning for nogle forskellige syndromer.

Jeg elsker uden tvivl begge mine børn helt ekstremt og føler ikke at jeg elsker den ene højere end den anden. Til gengæld føler jeg klart en større trang til at beskytte den lille, og til at være tæt på ham. Jeg er ikke i tvivl om at den store nok skal sige til hvis han har brug for mig, men det gør lillebror ikke.

Er det normalt at man føler større beskyttertrang overfor den ene end man gør overfor den anden? Jeg føler mig næsten som en dårlig mor, men jeg har jo disse følelser fordi jeg har to børn med meget forskellige behov og personligheder. Jeg føler måske også jeg har et stærkere bånd til den lille end til den store fordi den lille altid er hos mig hvis jeg er der, hvor den store ligeså meget bruger sin far...

Nu skal mit opslag ikke mistforstås som om at lillebror får al min opmærksomhed for det gør han ikke - storebror bliver i den grad også prioriteret og får masser alenetid med mig.

Er mine følelser mon normale?

Jeg mener som flere andre, at du ligebehandlee dine børn ved at give dem det, de har brug for hver især.

Dog synes jeg, at du skal være opmærksom på, at også robuste børn har bløde punkter og går igennem svære perioder i deres barndom. Men kan få svært ved at bede om hjælp og omsorg, hvis de er blevet udnævnt til familiens 'robuste barn'. Søskende til børn med særlge behov lærer at være stærke og ikke efterspørge det, deres forældre har svært ved at give dem.

Du agerer helt naturligt og "rigtigt" som mor ved at føle for og behandle dine børn som de to forskellige individer, de er. Det er der intet anormalt eller forkert ved - det ville tværtimod være underligt og "skævt", om du kørte milimeterdemokrati på dine følelser og handlinger. 

Det, du skal være opmærksom på hen ad vejen, er at undgå at presse for faste "fortællinger" og forventninger ned over hovedet på dine børn, så de bliver selvforstærkende. Dine sønner lyder i nogen grad til at minde om mine to drenge, som nu er unge mænd på 18 og 19, og hér var det en udfordring for mig at få øje på, at den yngste med tiden blev en meget robust og selvstændig knægt, som ikke længere havde brug for al den beskyttelse, jeg var i vane med at give ham og opfattte ham som afhængig af. Og tilsvarende at få øje på, at min seje, stærke knægt til tider ikke var så robust, som jeg havde "besluttet" mig for. De - og min mand - måtte gøre ret højlydt opmærksom på, at "den bette" ikke var så hjælpeløs endda, og at den ældste ikke altid var den harmoniske supermand - især det første havde jeg svært ved at se, selvom det jo på alle måder var en sund og positiv udvikling. 

I dag har jeg "bare" to vidt forskellige drenge, som begge er stærke og seje OG tidvis mindre stærke, men det tog mig en rum tid at ændre på mine indre "forttællinger" om dem. Heldigvis protesterer tillidsfulde unger, når deres forældre fastholder dem i skabeloner, der ikke længere passer til dem!