HJÆLP - mit barn er "anderledes"!

Hej alle,

Jeg er mor til en dreng på 2,5 år. Han går i vuggestue, han trives, er glad for at komme der og så videre. Han er en sund og rask dreng, som dog både kravlede (1 år) og gik meget sent (1,5 år). Han har intet sprog ud over små ord som hej, ja, nej, øv og mere. 

Vuggestuen er gået i gang med det helt store apparat - vi snakker støttepædagog, og de vil vist også se om de kan få en psykolog på. Jeg synes det er mega overdrevet, jeg har alle dage været sådan en "ja ja, det kommer når det kommer" type. Jeg er selvfølgelig glad for at vuggestuen sætter ind, men for mig at se lyder det meget voldsomt.

Han kan være ret ensporet i sin leg - han er meget i nuet. Er han eksempelvis inde på stuen gider han kraftedeme ikke med ud og have tøj på og komme på legepladsen. Når han så endelig er på legepladsen, ja så vil han kraftedeme bare ikke med ind og have tøjet af igen, men når han så er på stuen er han tilpas i det - og sådan kører det egentlig med mange af de ting han foretager sig. Samtidig kan han godt have lidt svært ved at registrere de andre børn, det kan godt indimellem virke som om han ikke ænser dem. At de simpelthen ikke er der, hvis han eksempelvis får øje på en bil han bare gerne vil have, så ser han kun dén bil, ikke de børn han skal "igennem" for at få fat på bilen (dog aldrig udadreagerende, han er bare meget tumlet i sine bevægelser, hvis i forstår. Jeg skal have den bil og det er nu, så jeg tromler lige dén vej)

De har forsøgt lidt med nogle piktogrammer i vuggestuen, i ved det der med billeder og at forberede ham på hvad han skal. De har lamineret et billede af min søn, som er i gang med at tage flyverdragt på, og det var deres plan at han skulle have det i hånden og sætte fast på rummet når flyverdragten var kommet på - som en måde hvorpå de bedre kunne få ham guidet fra setting til setting. Det virker lidt - men ikke meget. Herhjemme virker det altid at forberede ham på ting. "Lige om lidt skal vi gå, så er vi færdige med (eksempelvis) at lege", og så kommer han som regel med.

Vores indtryk, både hans far og jeg (vi bor ikke sammen) er, at vores dreng er meget anderledes i vuggestuen end han er hjemme. Vi kan til tider ikke genkende det billede der males af vores barn. De har lavet en eller anden test på ham i vuggestuen hvor de har vurderet ham som værende ude af stand til eksempelvis at udpege en bold blandt en masse forskelligt legetøj, de vurderer ham som værende ude af stand til at udpege forskellige køretøjer i en pegebog - ting som han uden problemer klarer til UG herhjemme. Pædagogerne har efterfølgende forsøgt nogle af tingene med ham igen, hvor han har klaret sig meget bedre, så længe han har været alene på stuen, altså uden en masse larm og gang i den rundt om ham.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal udlede af det her. Jeg synes det er ret ubehageligt at mit barn bliver "problemificeret" når jeg jo bare synes, at han er en 2,5 årig som er lidt bagud motorisk og sprogligt, men som ellers fungerer fint. Han forstår ALT hvad vi siger til ham - men som mange børn i den alder gider han sgu bare ikke rigtig høre efter - hvilket jeg ofte har på fornemmelsen vuggestuen tolker som at han ikke forstår.

Jeg kan faktisk mærke jeg bliver lidt irriteret over at sidde og skrive det her. Jeg har forsøgt at sige fra i vuggestuen flere gange, jeg har endda overvejet at tage ham ud og sende ham i dagpleje, så han kunne få noget mere tæt voksenkontakt, da det ofte er det han søger. Han er ikke pylret eller noget, han søger bare oftest de voksne i det daglige. Han er ALDRIG efter andre børn, jeg har aldrig set ham være udadreagerende over for hverken børn eller voksne, hvilket vuggestuen heldigvis også siger, de aldrig har oplevet. 

Er det dumt jeg føler som jeg gør? Jeg føler jo mit barn er normalt, omend lidt tilbage på det motoriske og sproglige. Finmotorisk er han helt med fremme, det er det grovmotoriske hvor han har haltet. Jeg har googlet og gjort ved, læst om autisme, adhd, add etc. Han er kun 2,5 men vi har en del i familien. Lidt autisme på begge sider i den nære familie (min fætter og fars bror) lidt adhd og add kan også spores, og de her ting skulle være arveligt. Dog er der intet jeg har læst hvor jeg har tænkt "Wow det passer på min dreng!" 

Er der andre forældre herinde som kan genkende det billede jeg tegner og hvad tænker i? Jeg ved det er svært bag en skærm, men alle gode råd og historier vil jeg tage til mig, jeg mangler virkelig et eller andet konstruktivt at tage med mig.

Hilsen en lidt bekymret mor.

Hejsa, 

Nu tænker jeg bare højt. Har I fået tjekket hans ører på noget tidspunkt? 

Min pige på 3,5 var også forholdsvis lang tid om at gå og tale, og er måske også en smule bagud i dag, især i sociale relationer til børn - men det skyldes at hun er ørebarn, så fra hun var 9 måneder til hun var ca. 20 måneder kunne hun stort set intet høre. Desuden påvirker væske i mellemøret også balancen = grovmotorikken. 

Så hvis I ikke har haft ham forbi en ørelæge, så kunne det måske være en idé at få tjekket - bare for at udelukke, at det ikke kan være noget så simpelt, der hæmmer din dreng i hans udvikling? 

Hej alle,

Jeg er mor til en dreng på 2,5 år. Han går i vuggestue, han trives, er glad for at komme der og så videre. Han er en sund og rask dreng, som dog både kravlede (1 år) og gik meget sent (1,5 år). Han har intet sprog ud over små ord som hej, ja, nej, øv og mere. 

Vuggestuen er gået i gang med det helt store apparat - vi snakker støttepædagog, og de vil vist også se om de kan få en psykolog på. Jeg synes det er mega overdrevet, jeg har alle dage været sådan en "ja ja, det kommer når det kommer" type. Jeg er selvfølgelig glad for at vuggestuen sætter ind, men for mig at se lyder det meget voldsomt.

Han kan være ret ensporet i sin leg - han er meget i nuet. Er han eksempelvis inde på stuen gider han kraftedeme ikke med ud og have tøj på og komme på legepladsen. Når han så endelig er på legepladsen, ja så vil han kraftedeme bare ikke med ind og have tøjet af igen, men når han så er på stuen er han tilpas i det - og sådan kører det egentlig med mange af de ting han foretager sig. Samtidig kan han godt have lidt svært ved at registrere de andre børn, det kan godt indimellem virke som om han ikke ænser dem. At de simpelthen ikke er der, hvis han eksempelvis får øje på en bil han bare gerne vil have, så ser han kun dén bil, ikke de børn han skal "igennem" for at få fat på bilen (dog aldrig udadreagerende, han er bare meget tumlet i sine bevægelser, hvis i forstår. Jeg skal have den bil og det er nu, så jeg tromler lige dén vej)

De har forsøgt lidt med nogle piktogrammer i vuggestuen, i ved det der med billeder og at forberede ham på hvad han skal. De har lamineret et billede af min søn, som er i gang med at tage flyverdragt på, og det var deres plan at han skulle have det i hånden og sætte fast på rummet når flyverdragten var kommet på - som en måde hvorpå de bedre kunne få ham guidet fra setting til setting. Det virker lidt - men ikke meget. Herhjemme virker det altid at forberede ham på ting. "Lige om lidt skal vi gå, så er vi færdige med (eksempelvis) at lege", og så kommer han som regel med.

Vores indtryk, både hans far og jeg (vi bor ikke sammen) er, at vores dreng er meget anderledes i vuggestuen end han er hjemme. Vi kan til tider ikke genkende det billede der males af vores barn. De har lavet en eller anden test på ham i vuggestuen hvor de har vurderet ham som værende ude af stand til eksempelvis at udpege en bold blandt en masse forskelligt legetøj, de vurderer ham som værende ude af stand til at udpege forskellige køretøjer i en pegebog - ting som han uden problemer klarer til UG herhjemme. Pædagogerne har efterfølgende forsøgt nogle af tingene med ham igen, hvor han har klaret sig meget bedre, så længe han har været alene på stuen, altså uden en masse larm og gang i den rundt om ham.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal udlede af det her. Jeg synes det er ret ubehageligt at mit barn bliver "problemificeret" når jeg jo bare synes, at han er en 2,5 årig som er lidt bagud motorisk og sprogligt, men som ellers fungerer fint. Han forstår ALT hvad vi siger til ham - men som mange børn i den alder gider han sgu bare ikke rigtig høre efter - hvilket jeg ofte har på fornemmelsen vuggestuen tolker som at han ikke forstår.

Jeg kan faktisk mærke jeg bliver lidt irriteret over at sidde og skrive det her. Jeg har forsøgt at sige fra i vuggestuen flere gange, jeg har endda overvejet at tage ham ud og sende ham i dagpleje, så han kunne få noget mere tæt voksenkontakt, da det ofte er det han søger. Han er ikke pylret eller noget, han søger bare oftest de voksne i det daglige. Han er ALDRIG efter andre børn, jeg har aldrig set ham være udadreagerende over for hverken børn eller voksne, hvilket vuggestuen heldigvis også siger, de aldrig har oplevet. 

Er det dumt jeg føler som jeg gør? Jeg føler jo mit barn er normalt, omend lidt tilbage på det motoriske og sproglige. Finmotorisk er han helt med fremme, det er det grovmotoriske hvor han har haltet. Jeg har googlet og gjort ved, læst om autisme, adhd, add etc. Han er kun 2,5 men vi har en del i familien. Lidt autisme på begge sider i den nære familie (min fætter og fars bror) lidt adhd og add kan også spores, og de her ting skulle være arveligt. Dog er der intet jeg har læst hvor jeg har tænkt "Wow det passer på min dreng!" 

Er der andre forældre herinde som kan genkende det billede jeg tegner og hvad tænker i? Jeg ved det er svært bag en skærm, men alle gode råd og historier vil jeg tage til mig, jeg mangler virkelig et eller andet konstruktivt at tage med mig.

Hilsen en lidt bekymret mor.

Jeg ville lytte til pædagogerne - de har immervæk større sammenligningsgrundlag og erfaring med, hvornår der er grund til at være særligt opmærksomme. Du bruger meget vendingen "han gider ikke lige", og det er da en mulighed, men børn vil jo grundlæggende helst gøre det rigtige, så måske er der noget, du tolker som manglende "giden", der bunder i reel usikkerhed fra hans side? 

De tiltag, de sætter ind med nu, kommer HELT sikkert ikke til at skade ham. Hvis det viser sig, der ikke er noget, har han intet mistet - men hvis det kan hjælpe ham, er en tidlig indsats jo kun positiv. 

Jeg ved ikke så meget om førskolebørn rent professionelt, men jeg har svært ved at tro, pædagogerne reagerer på en 2,5-årigs adfærd ud af den blå luft. Og så er det ret klassisk, iøvrigt, at barnet har en anden addfærd hjemme. Min søn var virkelig "sær" i børnehaven, men i vores øjne ret normal på hjemmefronten. Han viste sig at have Aspergers i mild grad, og gennem en tidlig indsats blev han virkelig velfungerende fra skolealderen, også qua de gode råd, vi modtog. 

Jeg har ikke tid til at skrive så meget lige nu, men vil blot sige at jeg i børnepsykiatrien jævnligt så børn, hvis forældre slet ikke kunne genkende hjemmefra, at deres barn havde vanskeligheder, men det trådte tydeligt frem i institution og andre kontekster. Ofte sker der det at man som forældre er så meget i symbiose med sit barn, at man får indrettet sit liv og adfærd mere eller mindre bevidst på en måde der støtter op om ens barn, således at det egentlig fungerer okay hjemme. Og det er da dejlig! Men det man som forældre ofte glemmer at tænke på er, at barnets liv ikke kun er i hjemmet. Barney kommer til at møde så mange forskellige sociale kontekster, som det gerne skulle fungere bedst muligt i. Derfor synes jeg bestemt i skal lytte til pædagogerne som har mange års erfaring, selvom jeg forstår det er svært. I risikerer at gøre jeres barn en bjørnetjeneste ved at flytte det til en DP og fratage barnet hjælp og støtte. 

Men jeg forstår godt det er sindssyge hårdt!

Jeg synes desværre tit det er en ærgerlig tendens man ser blandt forældre - at man tager opmærksomhed i forhold til ens barn og eventuelle vanskeligheder personligt og bliver irriteret - somom institutionen er ude på at genere én. 

Jeg kan godt forstå det menneskelige aspekt i at ærgre sig og hermed også irritationen blandt sammen med en masse bekymringer. Men jeg tror det er meget vigtigt at i samarbejder med vuggestuen og ikke går de forskellige ting imod fordi i ikke genkender det som de portrætterer, derhjemme - som sagt udfolder mange børns vanskeligheder sig i institutionen fremfor i hjemmet. Man skal tænke på at pædagogerne oplever barnet i andre sammenhænge og tit og ofte i længere tid i hverdagen og kan derved observere noget som er sværere hvis man er forælder og hermed måske også naturligt opfatter sit barn på en anden måde, end folk med professionelle øjne i flere situationer og begivenheder. 

Jeg mener ikke at man skal male fanden på væggen overhovedet, men nu når du nævner at blandt andet autisme ligger til familien, er det naturligvis noget som man ikke kan udelukke - det meste tyder på at autisme er arveligt og "går igen" blandt familiemedlemmer. HVIS dette er tilfældet, er det jo vigtigt at både jer og jeres søn bliver håndteret på den rigtige måde, så trivsel foregår så bedst som muligt - både nu og i fremtiden. 

For det første synes jeg det ville være enormt synd at flytte din søn til anden pleje nu, da han jo skal i børnehave om et halvt år.

og så tænker jeg, at din søn om et halvt år skal flytte fra den trygge vuggestue, hvor han er den store til børnehave, hvor normeringerne er langt mindre og han samtidigt bliver den lille. Pædagogerne sætter nok ind nu, fordi de kan se nogle ting som vil blive en udfordring for ham, i børnehaven og vil hjælpe ham på vej. Tænk hvis en indsats nu kan sparre ham for en længere indsats senere.

jeg tænker ikke at det at et barn får tilbudt støtte er at problematisere ham. Jeg synes tværtimod det lyder til at institutionen  tager deres ansvar for dit barns udvikling alvorligt og sætter ind med hjælp. Og hjælp nu vil jo ikke stigmatisere dit barn og netop nu kan han måske lære nogle redskaber, der kommer til at hjælpe ham fremover, så han kommer med. Hvis der er noget er det jo godt han får hjælp tidligt, og hvis det viser sig ikke at være noget har han fået nogetvekstra voksenopmærksomhed.

Jeg kan godt forstå det er hårdt. Men se hjælpen som noget positivt, de vil styrke dit barn bedst muligt ved at give ham hjælp med det han har brug for.  

I min datters dp er der kommet en ressourcepædagog på til at observere hende, så de kan hjælpe hende bedst muligt. Det var da heller ikke sjovt, men jeg ved, de gør det for at hjælpe hende, fordi hun har det svært i nogle sammenhænge (skyldes hendes sprog). 

Jeg ville samarbejde med pædagogerne, netop for at dit barn kan få den hjælp han har brug for. Tænk hvis han ikke fik den hjælp? Er det ikke vigtigt at få ham styrket til børnehaven? 

Som sagt forstår jeg godt dine følelser, men prøv at se hjælpen som noget positivt (nemmere sagt end gjort)

vil slutte mit indlæg af med at give dig et kram 

Jeg genkender faktisk din frustration som jeg oplevede da min ældste søn var lille. Han var også anderledes og minder meget om de ting du beskriver hos din søn. Han blev endeligt udredt som 5-årig og diagnosen kunne jeg slet ik forlige/forholde mig til. Var sikker på de tog fejl og blev næsten uvenner med hende der stod for udredningen fordi jeg mente hun tog fejl. Sidenhen er jeg blevet klogere og har fået flere børn der følger "normaludvklingen" og ser nu tydeligt alt det jeg ikkke kunne forstå der manglede i vores første barns udvikling. Men fordi man lærer at forstå sit barn kan det være svært som forældre at føle det er galt og måske nærer man også en ubevidst modvilje imod det. Jeg gjorde i hvertfald. Idag er min ældste søn 14 år og minder om så mange teenagere og er så godt hjulpet i det skoletilbud han har været i siden han var 7 år og jo vi ser tydeligt forskellene hos ham og vores andre børn men for ham har det været en gave at få en diagnose der har givet ham adgang til den rette hjælp. Han har iøvrigt atypisk autisme og en let til middelsvær retardering. Men det ved han ik. Vi har bare fortalt ham han havde nogle udviklingsproblemer som lille for vil ik ha han ska føle sig stemplet men derimod bare vide at vi ikke alle fødes med de samme gunstige betingelser men at man ka få det godt alligevel. Men ja mit råd til dig vil være. Prøv at være så objektiv som muligt og lyt til det du får af vide og prøv at se det fra andres synsvinkel som ikke kender ham og forstår ham som du gør. Det er hårdt, det ved jeg godt, men i sidste ende gavner det jer at vide hvis der reelt er en grund til han virker så "anderledes" hvis man kan formulere det sådan.

Jeg er pædagog i en vuggestue. Vi SKAL reagere, når et barn skiller sig ud. Det er en af vores fornemste opgaver at opfange de børn der ikke udvikler sig som de skal. Og jo før der gribes ind, jo bedre. 

Det kan godt ske at dit barn "bare" er lidt langsom, og nok skal komme efter det. Det kan også ske at dit barn måske har nogle vanskeligheder, som han har brug for hjælp til, for at kunne fungere optimalt og trives på længere sigt. Det kan også være at netop denne indblanding fra institutionens side, gør at dit barn pludselig udvikler sig hurtigere. 

Vi gør aldrig noget for at skade et barn, eller stemple det for den sags skyld. Når vi søger hjælp, er det for at VI kan få hjælp og redskaber til at støtte barnet i dets udvikling. 

Jeg synes det lyder altsammen fornuftigt hvad de andre skriver- men jeg ville også lige se på ørene først. For en sikkerhedsskyld. Det kan godt være det. Min bonussøn har næsten intet kunnet høre indtil han blev 3. Moren mener det da ikke kunne passe, da han da hører "fint".. men fact er altså at han havde væske på og af den grund kun kunne ganske få ord som 2-årig. Som 3- årig fik han dræn og det gik fremad. Dog er han stadig meget utydelig i udtale. Men med 2,5 kunne han altså ikke sige mor, nej, osv. Han snublede tit, væltede nærmest over hvad som helst, i det hele taget var han meget passiv. Han bider indimellem stadig hvis han er sur. Han Kravlede først rigtigt med 11-12 mdr og gik med 16 mdr. Væsken har ødelagt SÅ meget for det lille pus. Han bliver vurderet som mindre begavet af fremmede fordi han er bagud, de jævnaldrene gider ham ikke altid pga sproget. Det ærgrer mig vildt at vi ikke fandt ud af det før. Så det er jo "fint" hvis de beder om hjælp til at finde ud af hvad der måtte hindre ham..