Eksperthjælp: Datter på 8 har det virkelig skidt

Gitte Sander

Kære Gitte
Jeg skriver til dig for noget hjælp og vejledning. det drejer sig om min datter på snart 8 (8 år d, 29. Apr.) og jeg skriver nu fordi jeg har haft en rigtig tankevækkende oplevelse med hende i går aftes (d. 09.04) Jeg er min datters biologiske far og har i gennem lang tid (2 - 3 år evt. længere) gået med en modbydelig fornemmelse i mit hovede der ikke er til at holde ud og i går aftes slog det hovede på sømmet?
Min fornemmelse er.... jeg ved faktiske slet ikke hvordan jeg skal forklare mig, men min fornemmelse er at min datter slet ikke er den glade pige hun giver sig ud for at være, tvært imod er hun meget utryg, ensom, ked af det, deprimeret og stresset, men hun skjuler sig bag en facade, som til tider brister og så kommer der afskyelige sætninger af sandheder frem, som episoden i går.
Det hele startet som en alm. søndag, godt nok op til en påske ferie og derfor trak vi den nok også noget over hendes sengetid, selvom hun egentlig viste at være træt tidligere, men da hun jo ikke skulle op kl. halv syv som hun plejer en mandag morgen, fik hun det sidste TV med, inden putte ritualet, som er i nattøj, tandbørstning og så ind i sengen til godnat historie af mor. Men da vi er begyndt at lære hende at børste tænder selv... Vil lige tilføje her, vi har gjort det for hende, eller på hende indtil her for et par måneder siden, måske fordi hendes mors udtalelse er at børn ikke selv er gamle nok til at børste tænder før de er 10, jeg er nok af en anden holdning så vi er så småt begyndt at hun selv skal føre tandbørsten mens vi sidder hos hende nu, så vi får passet godt på de tænder. Så episoden er at hun begynder med at hun ikke selv vil børste tænder i aften, men hends mor holder hårdt på at det er sådan det er nu, så istedet for at gøre en undtagelse, får datteren at vide så børster vi bare ikke tænder og så hedder det ind i sengen, hvor hun så selvfølgelig bliver utryg, tænker jeg og vil nu ikke i seng heller, før der er børste tænder af mor. Så begår jeg nok et fejltrin og blander mig, da jeg selvfølgelig overhører det hele og melder ud. hvis ikke hun vil høre hvad mor siger, lægger jeg hendes, samsung tablet af vejen på ubestemt tid, simpelthen for at få hende til at overgive sig og få hold i den trods hun har gang i, da intet af det vi nu kan gør er godt nok længere ... hun er nu ked af det, gal og fustreret over ikke at kan få hendes vilje. Men da hun nu nægter at gå med på badeværelse og børste hendes tænder og vil heller ikke lægge sig i sengen og få godnat historien, som hendes mor af godhed ikke har taget fra hende endnu, sikkert fordi hun satser på at kunne få hende til ro med lidt hygge og go nat læsning.. MEN nej, så enden bliver at mor tager både tablet og IPAD(skole ipad'en) på ubestemt tid? SÅ skal jeg love dig for at vi får at vide hvad vi er lavet af, både mor og far??
Og så begynder der at komme sætninger.
Vi kan slet ikke lide hende og det er der slet ingen der kan og hun er bare helt alene og det er hun ked af og hun har slet ikke lyst til at være her, det hele foregår i den værste ustoppelige fustrende gråd, med hæs råb og skrig. Men hun siger direkte, nu næsten bedend jeg vil hellere dø mor vil i ikke godt bare slå mig ihjel, jeg vil ikke være her i det her liv???
DET skærer i mit bløde far sind at høre min datter på 8 år kaste sådan nogle sætninger og tanker fra sig og syntes det bekræftiger mig i min bange anelse, at min datter er ked af rigtig mange ting, føler sig alene og utryg og jeg formår ikke at få hende til at fortælle det til os.. at komme og få hjælp hos os, men som en båd i det åbne hav har hun truffet en beslutning om at padle væk istedet for at forsøge at padle mod tryghed, mod os, som der gerne skulle være mest naturlig.
Der har været flere af disse episoder, måske knap så dybdeborende som denne, hvor sætninger og tanker flyver fra hende, som JEG syntes bekræftiger hun gemmer sig bag en facade hvor ingen må se hvad hun prøver at skjule.
Det gør ondt lige nu og det fylder stadig mit hovede så jeg føler jeg er ved at sprænges.!! Og står på dybt vand og ikke har noget at gribe i for ved gud i himlen er der selvfølgelig ikke noget jeg heller ville end se min datter leve et godt og rart liv.
Hjælp en meget trist far til en datter på 8 år??
Er jeg helt forkert på den, lever jeg i min egen forstærket frygt for min datters ve og vel? Er det meget naturlig at høre børn i den alder smide sådan dødsønske i hovedet på deres næremeste? Jeg håber du vil fortælle du har hørt det før, men jeg vil selvfølgelig gerne høre sandheden for hvad du tænker.
Mange kærlige og fustrende hilsner fra
En far til 8 årige enebarn - Sarah

Gittes svar

Kære far til 8-årige,

Det kan jeg godt forstå at du bliver bekymret over, det lyder voldsomt.

Når man har konflikter i familien kan mange ting jo blive sagt og gjort som er uheldige. Jeg kan høre at du er opmærksom på et uheldigt bidrag; at du gik ind og blandede dig i den konflikt din kone og datter havde. Du har ret i, at det skulle du nok ikke have gjort. Men det lyder da som om at du og din kone var relativt enige og bakkede hinanden op.

Du beskriver også, at din datter var træt. Når man er træt kan man godt lige pludselig blive overvældet af følelser af elendighed, og det kan lyde som om det skete for din datter.

Måske er det ikke sådan, at din datter skjuler sig bag en facade og "i virkeligheden" har det så elendigt, som hun her beskrev. Måske er det "både og". Det vil sige, at hun både nogle gange er glad og nogle gange har det ad pommeren til, føler sig alene og at ingen kan lide hende osv.

Det er et positivt tegn, at hun kan udtrykke det overfor jer, det er flot af en otte-årig, og det er positivt at du lytter og har hørt hende så nøjagtigt.

Der hvor kæden lidt hopper af, er at hun udtrykker at hun ikke vil være her og bare vil slås ihjel. Det synes jeg voldsomt for en otte-årig at udtrykke. Man kan jo ikke vide, om hun lige har hørt om en, der blev slået ihjel og tanken og kommer derfra, eller om hun rent faktisk går og tumler med meget tunge tanker, også når hun ikke træt og ked af det. Men selve det at hun siger det, er nok til at man bør tage affære, synes jeg.

Jeg synes, at I bør opsøge familieterapi. Enten via en skolepsykolog / Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen eller i privat regi. Jeg synes der bør laves en vurdering af din datter og at I har brug for noget uddybende hjælp i forhold til jeres samarbejde omkring situationer som denne. Du beskriver jo at der har været et antal situationer, der ligesom har eskaleret og kulminerede med dette. Det har I brug for hjælp til, inden det kulminerer yderligere.

Ønsker jer det bedste,

Gitte

GitteSander skriver:

Gitte Sander

Kære Gitte
Jeg skriver til dig for noget hjælp og vejledning. det drejer sig om min datter på snart 8 (8 år d, 29. Apr.) og jeg skriver nu fordi jeg har haft en rigtig tankevækkende oplevelse med hende i går aftes (d. 09.04) Jeg er min datters biologiske far og har i gennem lang tid (2 - 3 år evt. længere) gået med en modbydelig fornemmelse i mit hovede der ikke er til at holde ud og i går aftes slog det hovede på sømmet?
Min fornemmelse er.... jeg ved faktiske slet ikke hvordan jeg skal forklare mig, men min fornemmelse er at min datter slet ikke er den glade pige hun giver sig ud for at være, tvært imod er hun meget utryg, ensom, ked af det, deprimeret og stresset, men hun skjuler sig bag en facade, som til tider brister og så kommer der afskyelige sætninger af sandheder frem, som episoden i går.
Det hele startet som en alm. søndag, godt nok op til en påske ferie og derfor trak vi den nok også noget over hendes sengetid, selvom hun egentlig viste at være træt tidligere, men da hun jo ikke skulle op kl. halv syv som hun plejer en mandag morgen, fik hun det sidste TV med, inden putte ritualet, som er i nattøj, tandbørstning og så ind i sengen til godnat historie af mor. Men da vi er begyndt at lære hende at børste tænder selv... Vil lige tilføje her, vi har gjort det for hende, eller på hende indtil her for et par måneder siden, måske fordi hendes mors udtalelse er at børn ikke selv er gamle nok til at børste tænder før de er 10, jeg er nok af en anden holdning så vi er så småt begyndt at hun selv skal føre tandbørsten mens vi sidder hos hende nu, så vi får passet godt på de tænder. Så episoden er at hun begynder med at hun ikke selv vil børste tænder i aften, men hends mor holder hårdt på at det er sådan det er nu, så istedet for at gøre en undtagelse, får datteren at vide så børster vi bare ikke tænder og så hedder det ind i sengen, hvor hun så selvfølgelig bliver utryg, tænker jeg og vil nu ikke i seng heller, før der er børste tænder af mor. Så begår jeg nok et fejltrin og blander mig, da jeg selvfølgelig overhører det hele og melder ud. hvis ikke hun vil høre hvad mor siger, lægger jeg hendes, samsung tablet af vejen på ubestemt tid, simpelthen for at få hende til at overgive sig og få hold i den trods hun har gang i, da intet af det vi nu kan gør er godt nok længere ... hun er nu ked af det, gal og fustreret over ikke at kan få hendes vilje. Men da hun nu nægter at gå med på badeværelse og børste hendes tænder og vil heller ikke lægge sig i sengen og få godnat historien, som hendes mor af godhed ikke har taget fra hende endnu, sikkert fordi hun satser på at kunne få hende til ro med lidt hygge og go nat læsning.. MEN nej, så enden bliver at mor tager både tablet og IPAD(skole ipad'en) på ubestemt tid? SÅ skal jeg love dig for at vi får at vide hvad vi er lavet af, både mor og far??
Og så begynder der at komme sætninger.
Vi kan slet ikke lide hende og det er der slet ingen der kan og hun er bare helt alene og det er hun ked af og hun har slet ikke lyst til at være her, det hele foregår i den værste ustoppelige fustrende gråd, med hæs råb og skrig. Men hun siger direkte, nu næsten bedend jeg vil hellere dø mor vil i ikke godt bare slå mig ihjel, jeg vil ikke være her i det her liv???
DET skærer i mit bløde far sind at høre min datter på 8 år kaste sådan nogle sætninger og tanker fra sig og syntes det bekræftiger mig i min bange anelse, at min datter er ked af rigtig mange ting, føler sig alene og utryg og jeg formår ikke at få hende til at fortælle det til os.. at komme og få hjælp hos os, men som en båd i det åbne hav har hun truffet en beslutning om at padle væk istedet for at forsøge at padle mod tryghed, mod os, som der gerne skulle være mest naturlig.
Der har været flere af disse episoder, måske knap så dybdeborende som denne, hvor sætninger og tanker flyver fra hende, som JEG syntes bekræftiger hun gemmer sig bag en facade hvor ingen må se hvad hun prøver at skjule.
Det gør ondt lige nu og det fylder stadig mit hovede så jeg føler jeg er ved at sprænges.!! Og står på dybt vand og ikke har noget at gribe i for ved gud i himlen er der selvfølgelig ikke noget jeg heller ville end se min datter leve et godt og rart liv.
Hjælp en meget trist far til en datter på 8 år??
Er jeg helt forkert på den, lever jeg i min egen forstærket frygt for min datters ve og vel? Er det meget naturlig at høre børn i den alder smide sådan dødsønske i hovedet på deres næremeste? Jeg håber du vil fortælle du har hørt det før, men jeg vil selvfølgelig gerne høre sandheden for hvad du tænker.
Mange kærlige og fustrende hilsner fra
En far til 8 årige enebarn - Sarah

Gittes svar

Kære far til 8-årige,

Det kan jeg godt forstå at du bliver bekymret over, det lyder voldsomt.

Når man har konflikter i familien kan mange ting jo blive sagt og gjort som er uheldige. Jeg kan høre at du er opmærksom på et uheldigt bidrag; at du gik ind og blandede dig i den konflikt din kone og datter havde. Du har ret i, at det skulle du nok ikke have gjort. Men det lyder da som om at du og din kone var relativt enige og bakkede hinanden op.

Du beskriver også, at din datter var træt. Når man er træt kan man godt lige pludselig blive overvældet af følelser af elendighed, og det kan lyde som om det skete for din datter.

Måske er det ikke sådan, at din datter skjuler sig bag en facade og "i virkeligheden" har det så elendigt, som hun her beskrev. Måske er det "både og". Det vil sige, at hun både nogle gange er glad og nogle gange har det ad pommeren til, føler sig alene og at ingen kan lide hende osv.

Det er et positivt tegn, at hun kan udtrykke det overfor jer, det er flot af en otte-årig, og det er positivt at du lytter og har hørt hende så nøjagtigt.

Der hvor kæden lidt hopper af, er at hun udtrykker at hun ikke vil være her og bare vil slås ihjel. Det synes jeg voldsomt for en otte-årig at udtrykke. Man kan jo ikke vide, om hun lige har hørt om en, der blev slået ihjel og tanken og kommer derfra, eller om hun rent faktisk går og tumler med meget tunge tanker, også når hun ikke træt og ked af det. Men selve det at hun siger det, er nok til at man bør tage affære, synes jeg.

Jeg synes, at I bør opsøge familieterapi. Enten via en skolepsykolog / Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen eller i privat regi. Jeg synes der bør laves en vurdering af din datter og at I har brug for noget uddybende hjælp i forhold til jeres samarbejde omkring situationer som denne. Du beskriver jo at der har været et antal situationer, der ligesom har eskaleret og kulminerede med dette. Det har I brug for hjælp til, inden det kulminerer yderligere.

Ønsker jer det bedste,

Gitte

 

Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Jeg synes at det lyder ret normalt for en 8 årig, hvis pigen først lige har fået lov til at prøve at børste sine tænder og måske andre ting i den dur, er det jo klart at der skal tages nogle kampe nu, om hvad gider jeg og hvor langt kan jeg strække den. Må ærligt indrømme, at en iPad sanktion, er noget underligt noget af trække ind i en diskussion om tandbørstning. I øvrigt hører de kære børn rigtig mange ord og sætninger, som de kan finde på at smide i hovedet på forældrene, uden at de kender den dybere mening af det de siger, og tænker at anbefale terapi på grundlag af det ts skriver, er ret voldsomt.

Der er tale om en far der gennem de sidste mange år har haft en følelse af at datteren har et sort sind og ikke har det godt. Hun er presset pga iPad det tages væk og tandbørstning, men i min bog er det bestemt ikke normen at et barn på otte ønsker sig selv død.

Jeg synes da I høj grad msn som forældre skal lytte til sin intuition omkring sine børns glæde eller mangel på samme. Det kan da sagtens være hun har det elendigt og føler sig ensom i familien og skolen. At få en der kan åbne hende op til at tale med hende er da kun godt. Som forældre ville jeg ellers starte med at tale med pigen om epeisoden og sige på en meget støttende måde st man gerne vil høre mere om se hun sagde med at være ensom .... eller noget i den stil. Ingen på otte skal ønske sig død.

Jeg tænker også helt klart der ligger et eller andet I hun gerne vil anerkendes og bekræftes, selvom hun så bliver det nok. Hvilket så også kan være et omvendt problem, man får så megen opmærksomhed, så man ikke kan kapere når man bare i 6 minutter skal klare sig selv og ikke være en "baby". Jeg kender jer ikke, aner ikke hvordan hun er, men en 8 årig der får læst godnathistorie? Det burde være hende der læste for jer, eller læste en bog selv, og netop derfor er det perfekt I selv beder hende børste tænder, hun er simpelthen for stor til nogen af de ting, og det er klart hun tænker det er svært hun det ene sted skal være selvstændig, og det andet er hun bare lillepige der ikke kan selv, og skal have hjælp til alt.
Der er en mis-match mellem hendes selvbillede, og forældrenes, og der skal bruges tid på at få rettet det op. 
Og så kontakt en skolepsykolog eller andre.
Personligt blev jeg selv mobbet i de år i skolen, og ønskede også bare nogen gange at hoppe ud fra et tag. De tage jeg dog overvejede var så lave, så det eneste der ville ske var at jeg brækkede et ben eller en arm, og der er ingen idé i at være død, så kan man ikke se hvordan folk alligevel vil savne en, som man jo håber de alle bare har godt af.
Og så er det jo bare ikke nemt at være barn i dag. Har set nogen herinde skrive om hendes barn i 0. klasse der har lektier for i en vinterferie, børn i 2. klasse der er i decideret skole til kl. 14, og andre ting. Det er ikke for børn at være barn i dag. 

Jeg tænker, at hvis man er i tvivl om, hvordan ens barn har det. Så kan man vel spørge det direkte? Jeg tænker det er voldsomt, at starte med at trække psykolog/familierådgivning osv ind i billedet. 

Så mit råd, kære fortvivlede far, er at du skal sætte dig ned og fortælle pigen på en stille og rolig måde, at du er lidt bekymret for hvordan hun går og har det, så om hun har lyst til at fortælle lidt om hvordan det går i skolen. Det er et tilpas distanceret "emne" som ikke får hende til at føle at hun skal angribe fx problemer i hjemmet med det samme. Byg stille og roligt en fortrolighed op over nogle dage/uger/måneder, og fortæl at hvis hun går og er ked af det, så er det vigtigt at hun kommer og siger det, så I som forældre kan hjælpe med at løse problemerne. Det er ikke alle problemer man, som barn,  selv kan løse, nogle gange skal man have lidt hjælp af en voksen. 

Du skal ikke presse hende til at fortælle noget, men gør det klart at du meget gerne vil lytte og vis hende at DU elsker hende. Måske har hun egentligt bare brug for et ordentligt kram og et par dages betænkningstid, men så er jeg sikker på, at hun nok skal komme og fortælle dig hvis hun har problemer. 

Det virker i hvertfald på min datter, som er enormt følsom. Hvis jeg kan mærke at hun er lidt mut, så spørger jeg ind til om det har været en hård dag og giver hende et kæmpe kram. Så bryder hun helt sammen, og fortæller mig om det. <3 

I øvrigt, så vil jeg bare sige, at det er godt gået at I bakker hinanden op. Måske skulle du ikke lige have blandet dig, men du holdt trods alt fast i at mor have sagt A.  

Konsekvenspædagogik virker dog sjældent i tilfælde hvor børn er trætte. Anerkend at hun er træt, men at det er hurtigt overstået hvis hun lige får børstet de bisser i en fart.  

Herhjemme børster børnene tænder selv om morgenen og de voksne gør det om aftenen. Det har flere formål, dels er der noget de selv har ansvar for, dels sørger vi om aftenen at tænderne er helt rene og så er der ikke problemer med overtrætte børn, der kan skabe en konflikt. 

Ellers er jeg enig med Gittes råd. 

GitteSander skriver:

Gitte Sander

Kære Gitte
Jeg skriver til dig for noget hjælp og vejledning. det drejer sig om min datter på snart 8 (8 år d, 29. Apr.) og jeg skriver nu fordi jeg har haft en rigtig tankevækkende oplevelse med hende i går aftes (d. 09.04) Jeg er min datters biologiske far og har i gennem lang tid (2 - 3 år evt. længere) gået med en modbydelig fornemmelse i mit hovede der ikke er til at holde ud og i går aftes slog det hovede på sømmet?
Min fornemmelse er.... jeg ved faktiske slet ikke hvordan jeg skal forklare mig, men min fornemmelse er at min datter slet ikke er den glade pige hun giver sig ud for at være, tvært imod er hun meget utryg, ensom, ked af det, deprimeret og stresset, men hun skjuler sig bag en facade, som til tider brister og så kommer der afskyelige sætninger af sandheder frem, som episoden i går.
Det hele startet som en alm. søndag, godt nok op til en påske ferie og derfor trak vi den nok også noget over hendes sengetid, selvom hun egentlig viste at være træt tidligere, men da hun jo ikke skulle op kl. halv syv som hun plejer en mandag morgen, fik hun det sidste TV med, inden putte ritualet, som er i nattøj, tandbørstning og så ind i sengen til godnat historie af mor. Men da vi er begyndt at lære hende at børste tænder selv... Vil lige tilføje her, vi har gjort det for hende, eller på hende indtil her for et par måneder siden, måske fordi hendes mors udtalelse er at børn ikke selv er gamle nok til at børste tænder før de er 10, jeg er nok af en anden holdning så vi er så småt begyndt at hun selv skal føre tandbørsten mens vi sidder hos hende nu, så vi får passet godt på de tænder. Så episoden er at hun begynder med at hun ikke selv vil børste tænder i aften, men hends mor holder hårdt på at det er sådan det er nu, så istedet for at gøre en undtagelse, får datteren at vide så børster vi bare ikke tænder og så hedder det ind i sengen, hvor hun så selvfølgelig bliver utryg, tænker jeg og vil nu ikke i seng heller, før der er børste tænder af mor. Så begår jeg nok et fejltrin og blander mig, da jeg selvfølgelig overhører det hele og melder ud. hvis ikke hun vil høre hvad mor siger, lægger jeg hendes, samsung tablet af vejen på ubestemt tid, simpelthen for at få hende til at overgive sig og få hold i den trods hun har gang i, da intet af det vi nu kan gør er godt nok længere ... hun er nu ked af det, gal og fustreret over ikke at kan få hendes vilje. Men da hun nu nægter at gå med på badeværelse og børste hendes tænder og vil heller ikke lægge sig i sengen og få godnat historien, som hendes mor af godhed ikke har taget fra hende endnu, sikkert fordi hun satser på at kunne få hende til ro med lidt hygge og go nat læsning.. MEN nej, så enden bliver at mor tager både tablet og IPAD(skole ipad'en) på ubestemt tid? SÅ skal jeg love dig for at vi får at vide hvad vi er lavet af, både mor og far??
Og så begynder der at komme sætninger.
Vi kan slet ikke lide hende og det er der slet ingen der kan og hun er bare helt alene og det er hun ked af og hun har slet ikke lyst til at være her, det hele foregår i den værste ustoppelige fustrende gråd, med hæs råb og skrig. Men hun siger direkte, nu næsten bedend jeg vil hellere dø mor vil i ikke godt bare slå mig ihjel, jeg vil ikke være her i det her liv???
DET skærer i mit bløde far sind at høre min datter på 8 år kaste sådan nogle sætninger og tanker fra sig og syntes det bekræftiger mig i min bange anelse, at min datter er ked af rigtig mange ting, føler sig alene og utryg og jeg formår ikke at få hende til at fortælle det til os.. at komme og få hjælp hos os, men som en båd i det åbne hav har hun truffet en beslutning om at padle væk istedet for at forsøge at padle mod tryghed, mod os, som der gerne skulle være mest naturlig.
Der har været flere af disse episoder, måske knap så dybdeborende som denne, hvor sætninger og tanker flyver fra hende, som JEG syntes bekræftiger hun gemmer sig bag en facade hvor ingen må se hvad hun prøver at skjule.
Det gør ondt lige nu og det fylder stadig mit hovede så jeg føler jeg er ved at sprænges.!! Og står på dybt vand og ikke har noget at gribe i for ved gud i himlen er der selvfølgelig ikke noget jeg heller ville end se min datter leve et godt og rart liv.
Hjælp en meget trist far til en datter på 8 år??
Er jeg helt forkert på den, lever jeg i min egen forstærket frygt for min datters ve og vel? Er det meget naturlig at høre børn i den alder smide sådan dødsønske i hovedet på deres næremeste? Jeg håber du vil fortælle du har hørt det før, men jeg vil selvfølgelig gerne høre sandheden for hvad du tænker.
Mange kærlige og fustrende hilsner fra
En far til 8 årige enebarn - Sarah

Gittes svar

Kære far til 8-årige,

Det kan jeg godt forstå at du bliver bekymret over, det lyder voldsomt.

Når man har konflikter i familien kan mange ting jo blive sagt og gjort som er uheldige. Jeg kan høre at du er opmærksom på et uheldigt bidrag; at du gik ind og blandede dig i den konflikt din kone og datter havde. Du har ret i, at det skulle du nok ikke have gjort. Men det lyder da som om at du og din kone var relativt enige og bakkede hinanden op.

Du beskriver også, at din datter var træt. Når man er træt kan man godt lige pludselig blive overvældet af følelser af elendighed, og det kan lyde som om det skete for din datter.

Måske er det ikke sådan, at din datter skjuler sig bag en facade og "i virkeligheden" har det så elendigt, som hun her beskrev. Måske er det "både og". Det vil sige, at hun både nogle gange er glad og nogle gange har det ad pommeren til, føler sig alene og at ingen kan lide hende osv.

Det er et positivt tegn, at hun kan udtrykke det overfor jer, det er flot af en otte-årig, og det er positivt at du lytter og har hørt hende så nøjagtigt.

Der hvor kæden lidt hopper af, er at hun udtrykker at hun ikke vil være her og bare vil slås ihjel. Det synes jeg voldsomt for en otte-årig at udtrykke. Man kan jo ikke vide, om hun lige har hørt om en, der blev slået ihjel og tanken og kommer derfra, eller om hun rent faktisk går og tumler med meget tunge tanker, også når hun ikke træt og ked af det. Men selve det at hun siger det, er nok til at man bør tage affære, synes jeg.

Jeg synes, at I bør opsøge familieterapi. Enten via en skolepsykolog / Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen eller i privat regi. Jeg synes der bør laves en vurdering af din datter og at I har brug for noget uddybende hjælp i forhold til jeres samarbejde omkring situationer som denne. Du beskriver jo at der har været et antal situationer, der ligesom har eskaleret og kulminerede med dette. Det har I brug for hjælp til, inden det kulminerer yderligere.

Ønsker jer det bedste,

Gitte

 

Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk

Kære du - far.

Jeg vil lige sige beroligende, at begge Mie børn har haft samme slags ture i nogenlunde samme alder. Det er møg hårdt som voksen at hære ens guld sige de ikke vil leve, men lige der sent om aftenen hvor barnet er træt handler det om at være der og trøste, holde om, klare skrigende lg de hårde ord og bare være den faste klippe der ikke er til at rokke, give den tryghed og vise verden ikke braser sammen selv om man krænger sine tanker ud også de "forkerte". 

Begge mine børn har klaret de episoder uden psykolog og kæmpe menageri i gang. Vi valgte som de voksne at rumme dem, fortælle dem i freda tid de ord gjorde ondt fordi vi elskede dem og begge smilede skævt og bekræftede os i det var følelser der voksede for store. De er nu 14 og 9 og elsker livet, tror på sig selv, er tilfredse og så videre. Ham på 9 var den værste til at råbe det i surhed og jeg nåede at blive lidt bekymret, men er det på ingen måde mere.... og når lillebror på snart7 får samme tur (hvis han gør) så vil derigennem gøre ondt men jeg ved det er noget "naturligt"